Udskriv artikel

Moderskabets pris

Written by: root |

I Ansikten, 1932, en antologi med 16 mandlige, autodidakte forfattere, er Maj Hirdman (1888-1976) ene om at repræsentere kvinderne. Med sin ligefremme tiltale hører Maj Hirdmans bidrag til de mest personlige i antologien. Samtidig beder hun om undskyldning for dette personlige. »En spurv i tranedans«, kalder hun sig, dårlig til »at servere sig selv«. Ironisk sammenligner hun sig selv med »de moderne digtere og forfattere«, og mener ikke, at hun hører til blandt dem. »Hvor er de øvrige kvindelige proletardigtere?«, spørger hun, og svarer: »Jeg tror jeg ved det. De er blevet kvalt, ligesom den lærde kvinde jeg bar i mit bryst. Hvor 15 mænd slog sig igennem, knækkede 15 kvinder halsen«.

Kamrater utan fana af Maj Hirdman. Arbetarrörelsens arkiv och bibliotek, Stockholm

Maj Hirdmans far var minearbejder og moderen hjemmegående husmor med seks børn. Datteren rejste tidligt ud som tjenestepige på landet og lærte al slags kvindearbejde. I / törn och i blomma (Med torn og i blomst), 1944, ligesom i Maja i Dalarna, 1930, og Alla mina gårdar, 1958, skildres denne agrare kvindekultur og dermed også den verden, hvori Maj Hirdman blev uddannet frem til de sidste teenageår. På det tidspunkt tager hendes liv en ny retning. Hun forlader pigesyslerne til fordel for fabrikslivet. Dér møder hun Gunnar Gustavsson, senere Hirdman, industriarbejder og senere studierektor for Arbetarnas bildningsförbund, ABF (Arbejdernes Oplysnings Forbund), grundlagt i 1912. De gifter sig og får tre børn, født i 1914, 1916 og 1922.

Indflytningen til byen repræsenterer et voldsomt brud med det gamle livsmønster, et kæmpeskridt væk fra en fortrinsvis mundtlig kvindekultur over til arbejderbevægelsens »bykultur« og »skriftkultur«. I 1911-1913 går Maj Hirdman på lærer-seminarium i Göteborg, kommer i kredse med anarkosyndikalistiske sympatier, hylder handlingens filosofi. Bevarede dagbøger vidner om, hvordan hun formelig kaster sig ind i et intellektuelt liv. Hun citerer og diskuterer Strindberg, Nietzsche, Spinoza, Platon, Oscar Wilde. Hun udstikker planer for sit forfatterskab: et værk om arbejderkvinder, en selvbiografi, folkets historie – for at finde de »veje som fører ud af fornedrelsen«. Hun skitserer også en »svensk sædeskildring« »om en minearbejderdatters dystre kamp imod uvidenheden«.

Glad og taknemmelig er Maj, ligesom senere Arvida fra I törn och i blomma, over at få lov til at skue ind i de store idéers forjættede land. Arvida fortæller om, hvor meget hun trængte til den boglige uddannelse, hun fik gennem sin ægtemand: »Jeg var så afgrundsdybt bagud i alt. Havde siddet på malkeskamlen til mit 19. år og kunne ikke stave rigtigt, skønt jeg var den dygtigste i skolen«.

Arvida fra I törn och i blomma, 1944, kommer i sit 19. år til at overvære et socialistmøde. Dér møder hun en veltalende agitator, som bliver hendes tilkommende mand. Gennem denne Erik, som »tilhørte bykulturen«, får Arvida adgang til noget så besynderligt som et indre liv: »Det var første gang, jeg mødte nogen, som jeg på denne måde delte mit indre med, nogen som formåede mig til at tale om alt, hvad jeg tænkte og mente. Al den slags havde jeg indtil da gemt væk i et hjørne af mit mørkeste indre, og dér skulle det blive liggende, til livet sluttede med arbejde og dagligt møje. Sådan havde min mor levet og alle mostre og fastre og kvinder, jeg havde set eller hørt tale om«.

Samtidig er der lagt op til konflikt. I dette svimlende møde imellem pigen på malkeskamlen og de store tænkere kan man finde baggrunden for den disharmoni, som skal sætte sit præg på store dele af Maj Hirdmans arbejde. Disharmonien kommer til udtryk i forfatterskabets konflikter mellem det høje og det lave, mellem »mandens arbejde og kvindens kærlighed«. Og i den usikkerhed om forfatteridentiteten, der taler ud af stilen i Ansikten.

Vejen fra dagbogsskriveriet til entréen på det litterære marked blev tung og vanskelig. Maj Hirdman prøver at skrive samtidig med, at hun passer hjem og spædbarn, lever fattigt og ofte er syg.

En af Maj Hirdmans tidlige, litterære brevkontakter var Anna Lenah Elgström. Hun fortæller hende om en ufrivillig abort og om sit ønske om en gang at blive »værdig at træde nær det tempel, hvor De færdes, litteraturens og kunstens, som jeg har skuet i mine drømme, siden j. var barn«. I sit første brev 1915 skriver hun: »’En havande kvinnas hunger’ (En gravid kvindes sult) har længe ligget på Socialens (dvs. Social-demokratens) red. Man læser naturligvis ikke sådan noget dér, og læser man det, forstår man det ej. Nu beder j. Eder læse den, og, hvis den ikke kræver for mange ændringer, sende den med et par ord til Socialen. … Begyndelsen kan måske slettes uden videre, men skildringen af den gravide kvindes sult er så sand. J. ville kaste den på møddingen, hvis det ikke forholdt sig sådan«.

Det lykkes hende at få udgivet digte og noveller, først og fremmest i Brand, Social-demokraten og Idun, men afslagene er mange. I 1921, 33 år gammel, er hun fremme ved romandebuten Anna Holberg. Det er en roman, der passer godt til tiden. Flere mandlige forfattere udgiver nu såkaldte overløberromaner, i hvilke de gør op med socialismens ugudelige ideologi til fordel for en mere eller mindre religiøst præget humanisme. I Maj Hirdmans roman rammes den energiske ungsocialist, agitatoren Anna Holberg, efterhånden af en større og større tvivl om ungsocialisternes metoder. Bogen munder ud i et alternativ til livet som agitator: moderskabet.

Men den politiske tendens spiller en underordnet rolle i denne roman, som først og fremmest er et levende portræt af en oppositionel og tænkende ung kvinde. Vi følger hendes vandring gennem forskellige miljøer i klassesamfundet, bl.a. et mødrehjem, på jagt efter en måde at leve sit liv på og et mål at stræbe efter. Stilen er Strindbergsk rap, ofte lettere ironisk. Romanens bærende konflikt er modsætningen imellem lærdom og liv. Det, der får Annas grundfæstede overbevisninger til at vakle, er opdagelsen af, at agitatorerne ikke tilpasser lærdommene til deres eget liv. Det gælder for præsterne, der »bor i så fine værelser med alskens komfort og samtidig prædiker Kristi forsagelsesevangelium«. Men det gælder også det anarkosyndikalistiske geni, som i sin foragt for »trællearbejdet« tager sig retten til at stjæle fra en arbejder, fra »den store hob«.

Annas opdagelser om afgrunden mellem lærdom og liv hos ideologerne foregår ved hjælp af hendes »kvindelige instinkt«. Det dominerende problem i romanen bliver, at Anna Holberg, denne intellektuelt nysgerrige kvinde, som er oprigtigt vred over skævhederne i samfundet og i bevægelsen, ikke kan finde et politisk eller intellektuelt ståsted, hvor hun kan udvikle sin samfundskritik – sin blanding af kritisk intellekt, praktisk bondefornuft og »kvindeligt instinkt«.

Omvendelsen til moderskabet fremstår i dette perspektiv snarere som et nederlag end som en lykkelig slutning: Nu viskes alt det, som gav liv til Anna-figuren, ud: Det søgende, det kritiske, kampen. Tilbage bliver morbarnidyllen og en kvinde, som med »stille og resigneret glæde« passer sin egen lille »guldkrøllede skat« i sit eget lille hus.

Drømme i lukkede rum

Efter debuten arbejder Maj Hirdman hårdt på at blive levebrødsforfatter. I de tre novellesamlinger, hun får udgivet i det næste årti, Människoträsket (Menneskesumpen), 1922, Kamp, 1928, og De förlorade barnen (De fortabte børn), 1934, gentages en konflikt imellem kvindelig omsorg og mandens hårde verden. Det er idyllen i Anna Holbergs, sidste linjer, der problematiseres.

Rytkönen, Ahti (fi.): Pekka Ruotsalainens enke med børn på besøg. ca. 1925. Fotografi s/h. Privateje

I Människoträsket, som til dels er skrevet før Anna Holberg, dominerer det patetiske. Her sættes fokus på fattigdommens moralske aspekter, en synsvinkel, som er typisk for årtiets arbejderlitteratur. Novellernes patos gælder børnene, mødrene, det levende liv. Allertydeligst måske i den novelle, hvor en »dårlig« mor skildres indefra: en hjerteskærende fortælling om en barnemorder. Det er en fattig arbejderkone med tre små børn, som ikke har sovet en hel nat igennem i fem år. Der kommer nætter, hvor Djævlen materialiserer sig for hende og bebrejder hende, at hun ikke har levet op til sin beslutning om at skrive et epos over den brutale fattigdom. Hvorfor skriver hun ikke?

En dag mobiliserer hun hver en millimeter af sin styrke, får formiddagsarbejdet fra hånden i en ruf, sender de ældste børn ud at lege, anbringer den lille på gulvet med noget nyt legetøj. Og begynder at skrive. Blodet strømmer hedt gennem årerne, hjernen er »mærkværdigt kold«. Hun finder det rette udtryk, skal lige til at nedfælde det på papiret. Så kræver barnet opmærksomhed. Moderen sætter en ny leg i gang, får held til at huske den forsvundne formulering igen, da barnet endnu engang kræver sit. Dramaet, genfortalt af moderen, når sin kulmination. Barnet mishandles til døde, moderen sættes i fængsel og nedskriver dér sin beretning, »Det enda som blev skrivet« (Det eneste der blev skrevet), som novellen hedder.

»Jeg fór op som stukket af en bi, greb hende og slog hende mod gulvet, gentagne gange slog jeg hende mod gulvet. Jeg var så vred, at hele min krop rystede. I samme øjeblik blev døren åbnet af en nabokone. Jeg ser endnu ganske tydeligt, hvordan hendes blik stivnede af rædsel, og hvordan jeg selv samtidig fik øje på den lilles stive, blåhvide ansigt på gulvet. Fra hendes næse løb blodet, der dryppede ned på gulvet og blandede sig med de lyse krøller. Jeg kan ikke beskrive, hvad jeg følte da, jeg tror ikke, jeg følte noget«. (»Det enda som blev skrivet«, Människoträsket, 1922).

I novellesamlingerne Kamp og De förlorade barnen har Maj Hirdman forladt den voldsomme patos. Hun skriver nu med en dæmpet og ligesom lukket stil, som indimellem rummer en eventyrtone og en stille, nærmest barnlig intimitet med det aldeles ufornuftige. Det hænger nøje sammen med tematikken. Den labile situation fra »Det enda som blev skrivet«, hvor moderligheden frembringer indre splittelse og kamp, er nu et overstået stadium. Nu er moderligheden en selvfølge, og det eneste, der rigtigt gælder, er hjemmets virkelighed – og dagdrømmene. Den eventyragtige fortælling skaber en frihed for kvindefigurerne. Ikke til at løse konflikten mellem kvindeverdenen og mandsverdenen, men til at drømme en utopi frem om lykke og nydelse.

Den praktiske fornuft

Historien I törn och i blomma mobiliserer det jordbundne husmoderlige som en vej ud af konflikten imellem ideal og virkelighed: Her skal der skures og fejes, ærmerne smøges op! Med I törn och i blomma træder den livskloge, poetiske, temperamentsfulde Arvida, skildret i en malerisk, dramatisk talesprogsagtig stil, i den drømmende husmors sted.

Arvidas skildring af sin barndom, ungdom og sit ægteskab i I törn och i blomma, 1944, i de to første årtier af århundredet, udspiller sig med 2. Verdenskrigs smertensår som baggrund. Herved får bogen træk, der forener den med Elin Wägners Väckarklocka, 1941, med dens forsvarstale for fred på jorden. Det er en fortælling om fattigdom og problemer, og alligevel med understregning af det lystfyldte: lykken over at gøre noget for andre ud fra en dyb følelse af samhørighed.

Noget virkeligt gennembrud får Maj Hirdman aldrig. Avisen Vi:s romanpris for Uppror i Järnbäraland, 1945, er det nærmeste, hun kommer den store anerkendelse. I sine sidste bøger har hun sådan set accepteret, at hun hører til en anden kultur end den dominerende elites. Hun påtager sig rollen som traditionsformidler, der fortæller sine samtidige om, hvordan der så ud i den forrige verden.

I den sidste bog Alla mina gårdar skriver Maj Hirdman for første gang erklæret selvbiografisk. Men det »jeg«, der taler, er et andet end den moderne litteraturs. Det er ikke et individ, der pejler sin sjæls dyb og sin kamp med tid og miljø, men en kvindelig fortæller med rødder og forudsætninger i bondesamfundets mundtlige fortælling. Men det var i det moderne, hun begyndte at blive forfatter, med Nietzsche, Strindberg, anarkisme og subjektivisme. Siden gik noget i hende måske til grunde, forsvandt med for trange boligforhold og børn, måske noget intellektuelt og selvstændigt. I stedet kom den store kamp imellem moderskabsdrømmen og mændenes verden. I den kamp – i blotlæggelsen af konflikterne og i søgningen efter en identitet – skabte Maj Hirdman et sprog for sin ambivalente kvindegeneration, en levende stemme.