Udskriv artikel

Sne til hjertet, kulde til følelserne

Skrevet af: Anne Nilsson Brügge |

På tærsklen til det 20. århundrede var en af de vigtigste fremmedførere gennem psykens landskab Arthur Schopenhauer (1788-1860). Hans lære om den blinde, irrationelle vilje, der styrer alt og alle og gør livet til en cirkelbevægelse imellem rastløs stræben og behovsmættet livslede, viste sig at rumme både en udfordring og en trøst, hvad flere af de kvindelige digtere bed mærke i. De var altså ikke alene om at kæmpe med verdensviljen!

For kvinderne var det ekstra kompliceret at finde sig til rette i en senromantisk kunstnerrolle. Arthur Schopenhauer viste dem, at viljen kunne tæmmes, også selv om verdensviljen stadig var ond. Han tilbød tre metoder til lindring, og de kunne kombineres med hinanden. Den første er klassisk kvindelig: Gennem medfølelse med andre skaber man afstand til sin egen lidelse. Kunstnerisk skaberkraft og oplevelse af skønhed er en anden vej og asketens livsfornægtelse en tredje. Vejen til fred gik altså gennem udnyttelsen af den stærke vilje, af begæret som Sigmund Freud og hans efterfølgere senere udtrykte det. »Lær arnens ild at fornægte sit væsens natur«, skrev Anna Cederlund i »Den sjukes bön«, et af kvindernes mange digte om længslen efter sne til hjertet, kulde til følelserne.

Udvalgt og lidenskabelig

Hansen, Frida (1855-1931) (no.): Libellernes dans (Nymfernes dans). 1901. Vævning (beskåret). Nordiska Museet, Stockholm

Jane Gernandt-Claine (1862-1944) havde studeret på Högre Lärarinneseminariet i Stockholm samtidig med Selma Lagerlöf, Anna Maria Roos og Alice Tegnér, men havde i mange år rejst rundt i verden med sin mand, en fransk diplomat. Forfatterskabet, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande, men da hun i 1909 blev tildelt Bonnierprisen, var det for digtsamlingen Dikter, 1908.

Sygdom tvang Jane Gernandt til at afbryde en seminarieuddannelse. Forsørget af sin far og uden planer for fremtidig profession følte hun sig forvirret i tilværelsen. At give sprogundervisning var ikke nok, og enetimerne i operasang hos Signe Hebbe (datter af journalisten og forfatteren Wendela Hebbe) så ikke ud til at føre til noget. En periode spillede Jane Gernandt teater i Helsingfors på Svenska Teatern. Signe Hebbes veninde Ellen Key formidlede kontakten med Albert Bonnier, og det førte til udgivelsen af debutbogen Fata Morgana och andra berättelser, 1893. Under et besøg i Paris kort efter mødte hun opdagelsesrejsende Jules Claine, og Frankrig blev hendes andet fædreland.

I lighed med Selma Lagerlöf tvivlede Jane Gernandt-Claine ikke på sit kald. Allerede som barn følte hun sig specielt udvalgt »fra oven«, og hun beskriver i sin selvbiografi den otte-åriges livtag med de eksistentielle spørgsmål: Hvad skal det hele tjene til? Hvorfor sidder man og leger, når man alligevel skal forgå? Stolt samlede hun som barn på beretninger om berømte historiske kvinder, for hun vidste, at hun delte noget væsentligt med Sapfo, Kleopatra og den hellige Birgitta. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden til det modsatte køn fremstilles som livets yderste mål og største nydelse.

I digtsamlingen Till Afrodite, 1910, har både Afrodite og Kalypso nælden som symbol på kvindens oplevelse af kærlighed. Kun en kvinde og en digter formår at betragte nældens skønhed og mærke dens svien. Kalypso føler savnets brandsår, da Odysseus længes væk, og da han rent faktisk forlader hende. Men i digtet »Ermia« er det kvinden, som er tavs og tankefuld, og Aristoteles der bekymret spekulerer på, i hvilke verdener hun gemmer sig. Hun svarer ikke, men nøjes med at smile.

I sin daværende skuffelse over livet fandt Jane Gernandt-Claine Schopenhauers lære og teorier yderst sympatiske. Ifølge ham styres mennesker mere af deres begær end af deres intellekt. Vor ubevidste stræben efter behovstilfredsstillelse kalder han viljen, og viljen er ond, fordi den får os til at tro, at sand lykke er mulig. I novellen »Kvinnohämnd« (Kvindehævn) fra samlingen Det främmande landet, 1898, bliver en kvindes begær til skaberkraft. Ikke ulig en forfatter manipulerer hun med sin omverden og tager en forfærdelig hævn over mandens kærlighedssvigt.

For Jane Gernandt-Claine var Arthur Schopenhauers kvindeforagt åbenbar. Men hvor dybt hun end led under den, hvad hun erkender i sin selvbiografi, så lærte hun af hans pessimisme uden at lade sit eget livsmod slå ned: »Han gjorde mig så fortrolig med alt bittert, at ingen modgang nogen sinde vil forbavse mig«. (Mitt vagabondliv, 1929).

»Jeg læste Darwin, Spencer og Haeckel og følte mig så sjæleligt forarmet, at jeg til sidst fandt en slags lise – hos Arthur Schopenhauer. Hans værker blev en milepæl i mit liv, som giftermål blev det i andre pigers. … Uden kvinder kunne han jo ikke leve. Og når jeg læste Die Welt als Wille und Vorstellung, plejede jeg at stå op og gå frem og tilbage med nattehimlens stjerneskær over mit hoved, grebet af en intellektuel lykkefølelse, som henførte mig 26-årige. Schopenhauer og jeg var skabt for hinanden, vovede jeg at tænke, og jeg vil altid være ham taknemmelig«. (Mitt vagabondliv, 1929).

Hvis Arthur Schopenhauer var Jane Gernandt-Claines åndelige fader, så var den hellige Teresa af Avila hendes moder; begge viste de hende veje til sjælens afkroge. Med Teresa delte hun ikke blot den hengivne forfatterholdning, kundskabstørsten og humoren. Selvbiografien fortæller også om åbenbaringer, som er en ægte mystiker værdige, fra barne- og ungdomsårene. De to »forældre« Arthur og Teresa blev forenet i en oprørskhed imod institutioner, han imod universitetsverdenen, hun imod kirken.

Kvindens tavshed, som muslingens eller sneglens i dybet, er et tilbagevendende tema hos Jane Gernandt-Claine. I samlingen En rosenslinga (En rosenranke), 1913, identificerer den barnløse digter sig med den hellige Teresa, som må lade så mange lyde i sit hjerte forstumme, og med krigerhustruen, der ofrer sig for mandens opgave.

Jane Gernandt-Claines sidste brændende indlæg for kvindens sag i poetisk form er Hetär (Hetære), 1931. Hendes navn mangler på omslaget, hvor der blot står »Dikter av en rimmerska«. Hovedpersonen i titeldigtet er den fløjtespillerske, som ifølge Platons Symposium blev smidt ud fra festen, for at mændene kunne få fred til at lovprise Eros. »Ej kvindens fugt / vi behøver«, siger Eryximachos i Hetär. »Ej omsvøb / er vores behov, blot mandens visdomsfrugter. / Og jeg må bede kvindekønnet gå«.

Giv hendes hjerte kulde

Blandt eleverne på Rostad lærerindeseminarium i Kalmar, grundlagt af skolereformatoren Cecilia Fryxell for »jævne piger«, befandt sig i efterårsterminen 1902 en hostende Gotlandspige med høje idealer og store forventninger: Anna Cederlund (1884-1910). Seminariet skulle ikke bare give hende uddannelse, men også dannelse. Lærere og elever forestillede sig, at fremtiden skulle opfyldes af noget stort, at den unge kvindes liv skulle vies til kaldet. Men Anna var en vanskelig elev. Der blev klaget over, at hun var alt for intelligent og impulsiv og derfor nok ikke passede til lærergerningen. Hendes dialekt blev opfattet som et handicap, hun måtte anlægge et andet sprog for at kvalificere sig.

Anna Cederlund blev udsat for hård kritik, men var også meget selvkritisk. Hun havde sine egne idéer om kundskabsformidling, men ikke styrke nok til at gennemføre dem, og hun fik senere problemer med at få sin undervisning til at fungere.

Trotzig, Ellen (1878-1949) (sv.): Självporträtt. 1915. Olie på lærred. Malmö Konstmuseum. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen

I Dalarsognet Marnäs blev den unge lærerindes stilling ikke nemmere af hendes varme interesse for de socialdemokratiske tanker. Hendes åndelige læremester var idealisten og samfundskritikeren John Ruskin. Hun læste hans skrifter og agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Hendes svoger, præstesønnen Erik Heden, blev hendes personlige revolutionære inspirator. Han var indflydelsesrig kulturskribent ved Social-demokraten, ungdomsavisen Fram og ved Tiden, og han gav Anna Cederlund flere anmelderopgaver. Sammen med den entusiastiske Klara Johanson tog han kontakt til Ord & Bild og Stockholms dagblad, som trykte flere af Anna Cederlunds digte. Men på dette tidspunkt var hendes tuberkulose så langt fremskreden, at hun først og fremmest var interessant som døende kvinde. Digtsamlingen Höst udkom ganske få dage efter hendes død og blev bedømt derefter.

Hvad var hendes bitterhed og pessimisme i virkeligheden rettet imod? Ikke mod selve døden, hævder Örjan Lindberger i genoptrykket fra 1961, men mod at hun forhindredes i at bruge sine evner til gavn for andre. Men det digt, han bruger til belysning af sin påstand, fortæller om noget meget dybere, nemlig at ingen vil komme til at savne hendes indsats. Hun føler sig værdiløs og afvist:

Din skuld – den vuxnes stolta skuld till världen,
att hjälpa andra, som du hulpen är –
du var ej värd att gälda den, så bär den
med trösten, att ditt verk ej saknat är.

Din gæld – den voksnes stolte gæld til verden,
at hjælpe andre, som du selv er blevet hjulpet –
du var ikke værdig at betale den tilbage, så bær det
trøstigt at dit værk ikke er savnet.

En hvas ironi præger denne første af »To Sonetter«, som afsluttes med en formaning til sjælen om at udtrykke sig om livet på en måde, så ingen skal tro »… at du har ventet dig mere af skæbnen, end det karrige den gav«.

Da digteren Vilhelm Ekelund læste Höst, genkendte han sin egen evne til at gennemskue det uholdbare og tvivlsomme i alt, hvad der sætter menneskets hjerte og tanker i gang. Imod hans bedømmelse taler digtet »Din Blick«, sandsynligvis skrevet til Ester Nyrén, Anna Cederlunds kollega og i flere år den eneste, der kunne bryde igennem hendes tungsind: »Helligt, helligt / lyste livets alvor i dit blik«, når livet lå øde, står der i digtet, »og mit bittert ydmygede hjerte / glædede sig over atter at slå i et menneskebryst«.

Anna Cederlunds mor døde, da børnene var ganske små, og de blev opdraget hos hendes fars forældre på en gotlandsk bondegård. Anna voksede op med et evigt savn og i en kvindeverden – især i skoletiden. Eleverne sværmede for de kvindelige lærere, og venskabsbåndene kunne være meget dybe. Men netop fordi hun var usikker på følelsernes virkelige karakter, brød hun med en elsket veninde, et svigt hun aldrig siden tilgav sig selv. I forholdet til Ester Nyrén var hun roligere, fordi hun nu taknemmeligt kunne konstatere, at de endelig vidste, at de havde ret til at betyde noget for hinanden. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Drømmen om det gode liv var for hende at sidde og arbejde i samme værelse som »sin kære«. I et brev beskriver hun, hvordan hun ved et vindue venter på, at Ester snart skal dukke op. Da tænker hun, at livets højeste ro og lykke er, »når man holder af en anden«.

Kentaur på spring efter et jeg

Den vemodige kærlighedsvise, »Beatrice-Aurore«, om den for længst afdøde kæreste, der i drømme stadig hjemsøger frieren, er skrevet af Harriet Löwenhjelm (1887-1918). Det er måske ikke så ejendommeligt, at en kvinde skriver et rolledigt med en mand i hovedrollen, ikke engang selv om ordet »jeg« forekommer ni gange i de otte strofer. Men når kunstner-jeg’et næsten konsekvent fremstilles som en mand i hele forfatterskabet, bliver man nødt til at spørge: Hvem var hun?

Harriet Löwenhjelm er kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun taler gerne alvorligt, men tilføjer næsten altid en grimasse. Nøjagtig som Beatrice-Aurore råber hun: »Men så fang mig dog!« og gemmer sig bag en dør. For den, der kun læser hendes posthumt udgivne digte, kan grimassen føles anstrengende, selv om man ved, at gøgleren er en del af en tradition. Harriet Löwenhjelm vidste, hvorfra hun hentede sine figurer: i første række fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte, hvis lille tjener, Pierrot, var hendes favorit. En elsket forgænger var Carl Michael Bellman, som overtog commedia’ens gennemgående rollefigurer og plantede dem om til Stockholms gader og stræder. Bellmanfiguren Fader Mowitz med bassen på ryggen, valdhornet under armen og flasken i lommen har lært Harriet Löwenhjelm at spøge – også Mowitz døde af tuberkulose og kunne blive hendes ven i nøden.

Ligesom Bellman ønsker hun at forvandle den stygge død til noget smukt og velklingende:

Tag mig. – Håll mig. – Smek mig sakta.
Famna mig varligt en liten stund.
Gråt ett grand – för så trista fakta.
Se mig med ömhet sova en blund.

Gå ej från mig. – Du vill ju stanna,
stanna tills själv jag måste gå.
Lägg din älskade hand på min panna.
Än en liten stund är vi två.

Tag mig. – Hold om mig. – Kæl blidt for mig.
Omfavn mig blødt en lille stund.
Græd lidt – over så kedelige kendsgerninger.
Se mig ømt tage et blund.

 Gå ikke fra mig. – Du vil jo blive,
blive til jeg selv må gå.
Læg din elskede hånd på min pande.
Endnu en liden stund er vi to.

Dette berømte digt fra sidste del af sin sygdomsperiode har Harriet Löwenhjelm skrevet med den lungesyges korte åndedrag. Snart vil hun få at vide, hvor rejsen går hen: »I natt skall jag dö. – Det flämtar en låga. / Det sitter en vän och haller min hand.«

I nat skal jeg dø. – Der blafrer en flamme. Der sidder en ven og holder min hånd.

Og alligevel er det ikke for sent at lege med ord og attituder. Den blidt nynnende rytme, der er så karakteristisk for hendes digtning, bremses af den trætte stemmes pauseringer, og den inderlige, tårevædede stemning får sit nødvendige modspil gennem ordene »trista fakta«.

Man kan forestille sig Elsa Björkman som vennen, der varsomt favner den døende og sammen med hende danner gruppen »vi to«. Da Harriet Löwenhjelm mærkede, at slutningen var nær, nøjedes hun ikke længere med længselsord som de tidligere: »Tror min elskede, at det varer meget længe, inden du kommer hjem?« (Fra et brev til Elsa i Moskva, 8. april 1918). I hast telegraferede hun i stedet efter Elsa, som med invalide- og troppetransporter tog den lange vej hjem over Polen og Berlin for at sige farvel og tage sig af manuskriptet, som hun senere udgav. To dage efter Elsa Björkmans ankomst døde Harriet Löwenhjelm med venindens hånd i sin.

Fra sanatoriet Romanäs skrev Harriet Löwenhjelm i 1914 til Elsa Björkman, at der var noget mærkeligt ved en medpatient, som hun gerne ville tale med netop Elsa om: »Kødets lyst i alle dens former er hendes store interesse, men for sit eget vedkommende er hun fuldstændig ligeglad med den, ser du. Hvis hun er forelsket i et menneske, er hun det på en ganske usanselig, æterisk måde«. Kvinden gjorde i detaljer rede for, hvordan hun ville opføre sig, hvis en primitiv soldat skulle til at voldtage hende. »Men nok om dette emne. Du skal ikke tro, at jeg godvilligt lod den gode middag gå min næse forbi. Men det, der ikke vil blive, skal man lade gå videre, det har jeg lært af livet«.

Löwenhjelm, Harriet (1887-1918) (sv.): Vignet i Dikter, 1964. Grafik

Hendes forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve, enkelte digte og de vigtige meddelelser, som understregningerne i hendes eksemplarer af Kierkegaards bøger formidler.

I en håndskrevet avis, som den 16-årige fremstillede i ét eksemplar, findes digtet: »Min bikt« (Min bekendelse). En stolt kvinde fortryller dér digterens sjæl:

När jag ser dig stå där så stolt och så stum,
vill jag bikta min kärlek på knä för din fot,
men då är det som någonting toge emot.
Och med ens blir jag tyst och förlägen och dum.

Når jeg ser dig stå så stolt og stum,
vil jeg bekende min kærlighed på knæ for din fod,
men da er det, som om noget holder mig tilbage.
Og med ét bli’r jeg tavs og forlegen og dum.

Samme efterår foretog Harriet Löwenhjelm sit livs rejse sammen med faderen, oberst Gustav Löwenhjelm, til Indien og Ceylon for at besøge en ældre søster. Hun oplevede de store gudebilleder og tavse buddhapræster, der senere i hendes produktion kom til at personificere høje potentater eller måske bare utilnærmelige mennesker.

I dagbøgerne er det vignetterne, der afslører komplikationerne i Harriet Löwenhjelms dagligdag. Hendes »logbøger« ligger altid fremme, så alle kan gøre sig bekendt med indholdet, og hun læser ofte højt af dem. Men billederne – eller snarere smørerierne – ved siden af teksten viser mænd i fangenskab eller under åg. Et tilbagevendende motiv er en tynd skikkelse på knæ på gulvet foran et tungt gudebillede på en høj sokkel.

I sin biografi Harriet Löwenhjelm fra 1947 om ungdomsveninden spørger Elsa Björkman-Goldschmidt, hvad denne åbenlyse skyldfølelse, der vokser til angst, kommer af. På et tidspunkt, da deres venskab vaklede, skrev Harriet til Elsa: »Men du, du er det kors jeg får at bære/ hver dag om end et kors af kandissukker«.

Flere år før Harriet Löwenhjelm blev angrebet af den tuberkolose, som førte til en alt for tidlig død, bestemte hun sig for at skrive sit testamente. Heri tildeltes Elsa Björkman »Centaurerna om våren«. Troede hun, at Elsa bedre end nogen anden kunne forstå, hvordan det var rent kropsligt at være halvt noget og halvt noget andet? »Det føles endnu for tæt på til at kunne udredes«, skriver Elsa Björkman i 1947 om årsagerne til venindens depressioner. I sine egne memoirer Jag minns det som igår, 1962, påpeger hun, at puberteten er biseksuel, og at kunstnere ofte har en meget langvarig pubertetsperiode.

Harriet Löwenhjelms klike fra Anna Sandströms seminarium havde måttet lære, at heltinder hellere skulle uddanne sig til et erhverv, som var noget mere spændende end ægteskabet. Elsa Björkman fortsatte selv på Kunstakademiet og giftede sig ikke, før hun var 33 år gammel. Elsa Brändström (1888-1948) fra samme klasse lokkede Elsa Björkman med til flere års arbejde blandt krigsfanger i Rusland. »Sibiriens Engel« giftede sig først i 41-års alderen efter et langt arbejdsliv beskrevet i erindringsbogen Bland krigsfångar i Ryssland och Sibirien, 1921.

En anden årsag til depressionen var de skuffelser, der fulgte med arbejdet. Harriet Löwenhjelm var en dårlig elev og blev bortvist fra Ackademiet (hendes egen stavemåde) efter basisåret. Lærerne brød sig ikke om hendes stil, og hun blev nonchalant, kom for sent, vendte ryggen til modellerne og sang for sig selv i timerne. »Hvem der dog bare havde været en mand«, skriver hun til en kusine i 1914. »Jeg som har en komplet mandebegavelse. Jeg vantrives i min nuværende skikkelse, og forresten har jeg ikke energi til at få noget som helst gjort«.

Blandt kvinderne i Harriet Sundströms atelier blev bl. a. Vera Nilsson og Siri Derkert store navne, og flere blev både billedkunstnere og forfattere: Mollie Faustman (1883-1966), Elisabeth Bergstrand-Poulsen (1887-1955), som i ord og billeder dokumenterede kvindelivet i Småland, Gertrud Lilja (1887-1984) og den bedste veninde Elsa Björkman-Goldschmidt (1888-1982). I vennekredsen blandt seminariekammeraterne fra den sandströmske skole var Karin Ek (1885-1926).

Ved sin død betroede hun Elsa Björkman og fætteren Christer Mörner at bevare og eventuelt udgive hendes produktion. Hendes familie tvivlede på, at hun kunne opnå en større offentlig anerkendelse, og familiens holdninger til hendes værk kom til at præge første udgave. F.eks. blev digtet »Plaisir i Paris« udelukket, fordi faderen mente, at en af stroferne kunne give datteren et dårligt rygte. Det er et vers, hvori en livsnydende pariser forsikrer sin skønne tilbedte om, at kærlighed for en dag er meget morsommere, end hun tror. Billedet viser en flot klædt mand, som tiltaler en parisisk kvinde med fjer i hatten. Hun vender ryggen til.

Missionær med verdsligt kald

Da Karin Ek (1885-1926) udgav sin store antologi Ur svenska dikten i tre bind 1921, var hendes forgænger litteraturhistorikeren Karl Warburg. Hans Svenska sangen, 1883 og 1910, havde i flere år været umulig at få fat i. Disse lyrikantologier var beregnet til undervisning, men både Karl Warburg og Karin Ek havde desuden et ønske om at nå ud til et større publikum, til det svenske folk som helhed, som Karin Ek optimistisk skriver i sit forord. Det, hun først og fremmest ville formidle og vække, var kærligheden til poesien, som Karin Ek så som en kilde til lykke for alle mennesker.

Antologiens forord om lykke får imidlertid en anden klangbund i det motto, som indleder hvert af de tre bind: »Sången är av sorg upprunnen, men i sång är glädje vunnen«. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.

Karin Ek med døtrene Ann-Mari og Birgitta, ca. 1914. Fotografi s/h. Privateje

Man skulle måske vente, at en kvindelig lyrikredaktør ville gøre sig ekstra umage med at få kvindelige lyrikere med i samlingen, men Karin Ek udelod tværtimod to, som havde fundet nåde for Karl Warburgs øjne, skønt hans antologi var af et betydeligt mindre omfang end hendes. Det drejede sig om Thekla Knos og Euphrosyne (pseudonym for Julia Nyberg). Kritikeren Ellen Kleman gjorde meget tydeligt opmærksom på, at Karin Ek burde have givet plads for Jane Gernandt-Claines og Anna Cederlunds poesi. Blandt sin egen generations digtere valgte hun i stedet de noget tidligere debuterende Gustaf Ullman, Sigfrid Siwertz, Vilhelm Ekelund og Anders Österling.

Hedvig Charlotta Nordenflycht, Anna Maria Lenngren, Fredrika Bremer og Selma Lagerlöf, hvoraf de to egentlig ikke normalt regnes som lyrikere, er de eneste kvindelige digtere i Ur svenska dikten. Karin Ek fik aldrig sin plan om en forbedret udgave realiseret; hun fik kræft og døde kun 41 år gammel.

Som redaktør valgte hun at lade lyrikeren Karin Ek stå uden for antologien. Desværre bidrog hun dermed til, at hendes egen digtning også ofte i fremtiden blev overset, når det vigtigste og bedste inden for svensk poesi skulle vælges ud.

Hvad mente kvinderne om Karin Eks poesi? Klara Johanson, som var lidt træt af »versdebutanter«, blev meget opmuntret over Den kostbara hvilan, 1914, og skrev i bibelske vendinger, at »en ny lyriker er os født«. Denne poesi var tidssvarende elegant i »rytmisk trods, modigt kondenseret udtryk, højtidelig stilisering« og ordene ladet med en lidenskabelig, drivende kraft. Kritikeren Ellen Kleman mente, at Karin Ek med rette burde tælles med blandt de bedste, da hun beklagede, at digteren havde udelukket sig selv fra Ur svenska dikten.

Ikke før i Elisabeth Hermodssons antologi Kvinnors dikt om kärlek, 1978, blev et digt om lykkelig kærlighed valgt til at repræsentere Karin Ek. Tom Hedlunds udvalg samme år til Svenska lyriken från Ekelund til Sonnevi indeholdt to digte af Karin Ek, skrevet i dødens skygge, og dermed følger Hedlund en tradition: Det var som halvdød, hun vandt berømmelse blandt mandlige kritikere.

Det er nu hverken for sin død, tapperhed eller selvbeherskelse, at Karin Ek fortjener en plads i litteraturhistorien, men på grund af sin dristighed og intensitet. Hun var kærligheden og poesien meget hengiven og vænnet til – nærmest ven med – døden, længe inden hun selv blev alvorligt syg. At hun som 21-årig i sin dagbog skriver, at det halve liv måske allerede er gået, kan forklares direkte med, at moderen, den engelskfødte Florence, døde som 41-årig. Karin holdt et par års pause i sine studier og passede moderen, til hun døde i 1904. Samme år blev hendes debutbog trykt med hendes pigenavn på omslaget.

Dikter af Karin Lindblad er en ung kvindes programerklæring og begejstrede hyldest til naturen, fædrelandet, forældrene og Gud selv. Du skal ikke gruble, siger hun i »Till Strids!« til læseren, som hun kalder sin grædende bror. Kæmp for det, du synes er værd at beundre og elske »og stå urokkeligt fast som en mand! / Og selv om du så også skulle falde / – hvad så? Så rejs dig igen«.

Som voksen beskæftigede Karin Ek sig ikke med disse optimistiske og naive digte, men hun beholdt sit syn på barndommen som en idyl, en tid uden passioner og uro, en tid til blomster og idealer.

Ti år senere fulgte en ny debut. Den kostbara hvilan, 1914, er skrevet af en kvinde med en voldsom og ulykkelig kærligheds-historie bag sig. Hun er gift og har først født en dreng, som kun kom til at leve et par måneder, og derefter to små piger. Hendes forældre er døde, og flytningen til Göteborg har gjort hende til Stockholms-skildrer – og dermed kan ingen af de to bykulturer rigtigt acceptere hende som lokal digter.

Højere end græshoppernes sanghar min sjæl råbt i sin ensomhed,
højere end fuglenes træer voksede min lidenskabs blomst;
nu er min sjæl som et strå af den bøjede, raslende star,
tør som tidslernes stilke, stilnet som græshoppernes sang.

»Du var som en plet af tørret græs, /du fyldtes af ild for et kort sekund«, skrev Selma Lagerlöf i digtet, som Karin Ek valgte til Ur svenska dikten. »Min sjæl er forbrændt som et svedjeland« er Karin Eks ord og »Som muslingen i den hårde skal/ slutter min sjæl sig træt omkring sit jeg«. Den kostbare hvile er den dyrt erhvervede stilhed, når gnisterne er slukket, og gløden bliver til aske. Der findes to retninger i disse digte, på den ene side en tung, kropslig længsel tilbage og på den anden side en bevægelse ind i naturen. I digtet »Höst« hedder det således:

Högre än syrsornas röst har min själ i ödslighet ropat,
högre än fåglarnas träd växte min lidelses blom;
nu är min själ lik ett strå av den böjda, prasslande starren,
torkad som tistlarnas stam, tystnad som syrsornas sång.

Den originale og dybt personlige essaysamling Fredmansgestalten, 1915, om den kendte Bellmanfigur kaldte Ellen Kleman et »litteraturanalytisk digt«. Sten Selander anså den til gengæld for at være »uartikulerede frydeskrig«. Samtidig sørgede han for at dømme kvinderne kollektivt: »Jeg har i det hele taget meget svært ved at forestille mig en kvindelig kritiker. Den koldt iagttagende vivisektion, som er kritikerens ene – godt nok ikke ret sympatiske – side, er hende tydeligvis af hjertet imod«. (Ord & Bild, 1927).

Den klassisk dannede digter imponerede både kritikerstanden og læserne med sit behændige formsprog. Netop her klinger det antikke versemål distikon: første linje i hvert tolinjet verspar er et hexameter, det andet er et pentameter.

Kilde, umættelig og klar, jeg sænker min kvalmende længsel,
lader min angst synke i dig som tyngende grus.
Gode, forklarede blik der søger mit blik gennem mørket.

Hun længes hjem til Humlegården, der står hvid og salig, mens hæggen blomstrer, hjem til Stockholms strøm: »Se, som dit vands smaragd sortner stedse mit hjerte/dybt, når i stigende lys dagene vendes mod vår«. Månen, tågen fra havet og vinduets »udstrakte armes træ« gør nætterne til korsfæstelser: »O smertens stamme, som nat efter nat/stod rejst for min vågende sjæl« (»Tecknet«). I digtet »Vingarna« er dagslyset lige på nippet til at afløse nattens mørke, og dødens vinger er i værelset. Lyset er nu det truende element, for der findes også en ro under disse vinger: »Hold dem stille endnu en stund«, beder kvinden, »thi her er ro«.

Borch, Elna (1869-1950) (da.): Døden og den unge pige. 1912. Gipsskulptur. Ny Carlsberg Glyptotek, København

Når naturen trøster, er grænsen mellem menneske og natur diffus. I digtet »Ett öga« er det en kilde, der åbner sin favn for menneskets sjæl:

Källa omätlig och klar, jag sänker min kväljande längtan,
låter min ångest i dig sjunka likt tyngande grus.
Goda, förklarande blick, som söker min blick genom mörkret.

Jeg presser mig mod jorden, hungrende
efter at være nær, nær alt dens liv,
at blive ét med muldens mørke sjæl.

Digtet »Jorden« beskriver en hed sammensmeltning med jorden, en slags samleje. Hun tørster efter at kunne kæle med og omfavne havvåde klippestykker, hede af sol, hun borer hænderne dybt ned i sandet og vegetationen.

Jag pressar mig mot jorden, hungrande
att vara nära, nära allt dess lif,
att bli ett med mullens dunkla själ.

Efter at have læst Elin Wägners roman Kvarteret Oron skrev Karin Ek i 1919 et beundrende brev til forfatteren: »Deres skildringer af de selvforsørgende kvinder, alle de ‘tavse i landet’ finder jeg virkelig gribende. Hvor må det føles lykkeligt som kvinde at få lov til ligesom at føre disse stummes tale!« Som svar sendte Elin Wägner sin tidligere roman Åsa-Hanna til Karin Ek.

Når der tales om svigt i Den kostbaret hvilan, er det ikke mandens troløshed, men hendes egen, der tales om. Det umulige kærlighedsforhold, hvori begæret er så stærkt, men hindres af klasseskel, fik sin egen fortælling i romanen Gränsen, 1918.

Gränsen er ikke bare en kærlighedshistorie, men en roman om at forstå sig selv. Agnes (navnet er en hilsen om strandede håb til Strindbergs Ett Drömspel) ville elske manden lige så frit, som hun elsker græsset, sandet og bjerget, og hendes forestilling om kærligheden siger hende, at der ikke må findes den mindste tvivl. Hun bør gå helt op i ham »blive ét med hans tanker, følelser og vilje«. Agnes’ kamp med sig selv og med skammen over sine egne fordomme er meget følsomt gengivet, men også tynget af lærde hentydninger til litterære værker.

Og dette græs, som sender
sin vilde duft af nektar,
vort fristed bereder
og lifligt vort leje beklæder…
hvor uberørt af nattens vind det vifter!

I digtsamlingen Idyll och elegi, 1922, videreudvikles de temaer, vi allerede har mødt, livet reduceres næsten til et før og et efter. Før syndefaldet, hvilket både kan betyde før mødet med seksualiteten, før forræderiet, og på den anden side en tilstand af træt efterklang, hvor selv afsavnet af savnet formuleres. I digtet »Elegi« glemmer hjertet begærets bølger. Mennesket glemmer som græsset:

Och detta gräs, som sänder
sin vilda doft av nektar,
vår fristad redde
och ljuvt vårt läger klädde …
hur oberört för nattens vind det fläktar!

Ved du det, smilende barn – ligesom en drømmende skal du snart
                                                                                               blive,

øjet skal fyldes af nat, læber bløde af lyst;
da bli’r det gyldne hav, som bader din nøgenheds lemmer,
mandens berusede blik, Eros’ fortærende favn.

Karin Eks syn på barndommen som paradisets uskyldige forlystelseshave indgår i en tradition, som stadig var levende forbløffende langt ind i 1900-tallet, et ønske om at se barnet som et ubeskrevet blad.

Det roste digt, »En liten grav«, siger meget om Karin Eks forhold til børn. Første del af digtet handler om hendes eget døde barn, der gemmer sit hoved i den venlige jord »i læ for isnende vinde«. I anden del er det juleaften, og de andre søskende leger. De synger og danser om juletræet, »de husker ej nu, at i nattens brus / du sover derude, du søde«. Det er kun moderen, der husker den lille i sin snehvide skjorte.

Tanken om dette barn hindrede Karin Ek i at leve sig ind i de levende børns bekymringer, og i sin lyrik beskriver hun den sørgendes manglende evne til at være en god mor. I hendes digte er barnet sjældent et individ, »barnet« er et poetisk billede for livet før passionen, livet uden sorger. Den førstefødte forbinder hende også med døden: En kommende nat uden bekymringer, da hun ikke skal vækkes af børnenes sang. Digtet »En hel lang nat« findes i hendes sidste digtsamling Död och liv, 1925. Efter flere ophold på Radiumhemmet i Stockholm vidste Karin Ek, at døden var nær. For hende var det en selvfølge, at barnet, der lagde løg i jorden, skulle komme til at juble mod narcisser og hyacinter foråret efter, når moderen ville ligge gemt under jorden. I »Verser i sjukdom« vil hun holde barnet fra sig, så at dødsrigets brusende flod ikke skal skræmme »hans uskyldige blod«. Der eksisterer en bevidsthed om, at barnet kan komme til at lide, men den erstattes af forestillingen om, at barnet kan beskyttes og forblive »uskyldigt« trods tabet af moderen.

Död och liv indeholder både vidnesbyrd om livets værdi og om trygheden i at sove sig fra det. Der er også stor kraft i Karin Eks digte om kærlighedsstunder, der midlertidigt får angsten til at forsvinde. Som en samtale med vennen og elskeren Pär Lagerkvists drama Sista mänskan, 1917, og måske med hans digt »Som ett främmande skepp min sjal sökte hamn« (fra Den lyckliges väg, 1921) fremstår digtet »Till – –», formodentlig til egnet Pär Lagerkvist. Hun vender sig imod den ensomme, der råber over evig sne, men blot finder hjemløshed i mulden: »Se mennesket! – som søger i angst/ sin stok og stav«. Hun har et budskab til den, der kæmper med »Guds vældige liv og død«. I storm skal du nå din kyst, den hilser dig med fred, forsikrer hun: »Brændende sjæl! Du når den – – – / ved aftenstid«.

Det var i begyndelsen af 20’erne, at Karin Eks og Pär Lagerkvists kærlighedsforhold var stærkest. Kun de allernærmeste kendte til det, og Lagerkvistforskere er først nu kommet på sporet af hemmeligheden. En af de tidligste kendere af Lagerkvists poesi var netop Sverker Ek, som kunne konstatere, at ingen af hustruens mange kærlighedsdigte var skrevet til ham. Det er måske med tanke på Den kostbara hvilans digter, at Pär Lagerkvist påstår, at han betaler mere for kærligheden end hans smilende elskede. »Mig må livet gi’ kostbare ting«, skriver han i et digt, »et lidenskabeligt hav at besejle«. Digtet findes i hans Hjärtats sånger, som udkom i Karin Eks dødsår 1926.

Karin Ek skriver med mellemrum frie vers, men hun har udtalt, at hun hader den frie form, fordi den giver spillerum for det ubeherskede. Men digtet »En orörd« viser, at selv et strengt versemål som heksameter kan flyde over. Den unge pige står lykkelig »i tangsengens offerskum«, havvandet væder hendes hofter og knæ. Tiden er Karin Eks »før«. Den, der taler, ved imidlertid mere om »efter« og om mandens skælvende fingre mod hofternes runding. Digtet er hentet fra Idyll och elegi og slutter:

Vet du det, leende barn – som en drömmande snart skall du
varda,
ögat skall fyllas av natt, läpparna blöda av lust;
då blir det gyllene hav, som badar din nakenhets lemmar,
mannens berusade blick, Eros’ förbrännande famn.

»Frågan« i Idyll och elegi er det eneste digt med et underliggende budskab om tvivlen på barnets styrke. Det handler tydeligvis om barnets indlevelse i den voksnes sindsbevægelser. Et barn går med sin mor langs en strand. Synet af horisonten »langt fra lyst og smerte« får moderen til at trykke barnets hånd hårdt: »Du såg spörjande upp mot mitt ögas brand – / så kysste du plötsligt min hårdhänta hand:/ ‘Har mor det svårt?’«

Det lille barn i digtet var Anders Ek (1916-79), som skulle blive en af svensk teaters store kunstnere, bemærkelsesværdig i sine helt personlige rollefortolkninger, ofte hårfint balancerende imellem melankolsk patos og selvironisk komik.

I et portræt af Karin Ek et år efter hendes død anslog Sten Selander tonen for de mandlige kritikeres bedømmelse af forfatterskabet. Han fandt den tidlige Karin Ek »overspændt, famlende, alt for kvindeligt ordrig og ofte kaotisk og uklar«, men digtene fra sygdomsperioden byggede på så dybt gribende oplevelser, »at hun ikke længere behøver eller endog er i stand til at give dem en gennemarbejdet, litterær udformning«. (Ord & Bild, 1927).