»’Er der nogen der skal skrive her i familien, så er det mig og ikke dig. Du har ikke for to øre litterær begavelse’, sagde Knut engang.
Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke finde på noget at sige. Jeg er ikke rap i replikken, det har jeg aldrig været«. (Vägvisare (Vejviser), 1977).
Tora Dahls (1886-1980) vej til forfatterskabet er lang. Hun begynder allerede at skrive, inden hun er fyldt 20 år, men debuterer først i 1935, da hun er 49 år gammel. Sit virkelige gennembrud og sin store læserkreds får hun, efter at hun er fyldt 70.
Efter en eventyrsamling og seks romaner, hvoraf flere har selvbiografiske indslag, indleder hun i 1954 en selvbiografisk suite, der skulle komme til at bestå af 18 dele. Det er et enestående projekt i svensk litteraturhistorie. Få, om overhovedet nogen, nordiske forfattere har arbejdet lige så intenst og udholdende med den selvbiografiske genre som Tora Dahl.
Hendes bøger spænder over et helt århundrede. Skildringen tager sin begyndelse lige efter det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Og denne lange fortælling om en kvindes vej gennem det moderne Sveriges historie er ikke kun en enestående kulturhistorisk skildring, den skriver også gennem sit konsekvente kvindeperspektiv en anderledes, fascinerende og for mange provokerende litteraturhistorie. Tora Dahl færdes lige fra sine universitetsår, men frem for alt i 1930’erne og 40’erne, i centrum af den svenske litteraturhistorie. Hun fortæller om ægtemanden, litteraturkritikeren Knut Jaensson, om de unge modernister Artur Lundkvist, Gunnar Ekelöf, Erik Lindegren, Erik Asklund, Eyvind Johnson, Harry Martinson og mange, mange flere, der var flittige gæster i Tora Dahls og Knut Jaenssons hjem. Ikke mindst skildringen af de unge modernister har vakt anstød.
Freud var en af 1930’er-forfatternes selvfølgelige referencer, og i Kamrater, 1978, fortæller Tora Dahl, hvordan Freuds fallocentriske idéer gennemsyrede såvel deres liv som tænkning. En af de mere drabelige episoder handler om lyrikeren Erik Lindegren. Han og Tora Dahl og hendes mand Knut Jaensson betragter et billede af en kvinde, der læner sig op ad en høj vandkrukke. Erik Lindegren ser dette som et udtryk for kvindens fascination af den mandlige potens. Men Tora Dahl afbryder ham. Det drejer sig slet ikke om seksualitet, mener hun. Kvinden lytter indad mod vandet. Hun søger livets kilder.
»Senere gik jeg ud i køkkenet for at sørge for lidt mad«, skriver hun. »Men på vejen hørte jeg Erik sige: ‘Føles det ikke underligt at være gift med en så begavet kvinde?’ Knut mumler, og Erik Lindegren fortsætter: ‘Er hun, strengt taget, en rigtig kvinde?’ Knut forsikrede, at det var jeg. Erik lød tvivlende. ‘Den slags kan være latent’, sagde han«.
Autenticitet og sandhed er Tora Dahls og Knut Jaenssons fælles litterære værdikriterier, »… men vi lærte at skelne mellem det virkeligt oplevede og det konstruerede«, skriver hun i Vägvisare. Der er dog nogle tydelige forskelle. Hvor Knut Jaensson fæster sig ved stil og æstetik, taler Tora Dahl om erfaring og indhold, og han benægter også værdien af det erindrings-arbejde, som hele tiden optager hans kone.
Et langt stykke ser Vägvisare ud til at handle om Tora Dahls egen tilblivelse som forfatter. Hun river ganske vist sine frembringelser i stykker, når ægtemanden har udtalt sine forkastende domme, men hun bliver ihærdigt ved med at skrive til skrivebordsskuffen. »Jeg kunne ikke give op, jeg havde jo hovedet fuldt af historier, men jeg viste aldrig mere noget frem«. Hun begynder på snart den ene, snart den anden fortælling, og man kan se, hvordan et stort forfatterskab er ved at tage form. Hun peger på de oplevelser, der senere kom til at ligge til grund for romaner som Inkvartering (Indkvartering), 1937, Avdelning 2. sal 3 (Afdeling 2, stue 3), 1948, og andre bøger, men frem for alt samler hun sammen til sin selvbiografi. »Det var de første 11 år af mit liv, jeg ville blive klar over«, skriver hun, og hver gang et barndomsminde dukker op, skynder hun sig at skrive det ned. Hun interviewer systematisk sin gamle fostermoder, som hun boede hos, indtil hun var 11 år.
Tora Dahls mål er at skrive selvbiografisk, men det har hun endnu ikke mod til og heller ikke evner. »Men dengang kunne jeg ikke skrive direkte selvbiografisk«, skriver hun beklagende om Avdelning 2. sal 3, den roman, i hvilken hun i ly af fiktionen fortæller om et langt hospitalsophold, som hun gennemlever i løbet af denne tid. Hendes tekster bliver heller ikke færdige, og Vägvisare, der fortælleteknisk bygger op til hendes debut, ender i stedet med, at hendes mand debuterer som kritiker. Med ivrig bistand fra sin kone skriver han de anmeldelser, først af Döblins Berlin Alexanderplatz, 1929, og senere af antologien Fem unga samme år, der skal gøre ham til den nye generations bannerfører.
Tora Dahl var allerede begyndt at skrive sin selvbiografi i 1911, samme år som hun mødte Knut Jaensson. Hun begyndte forfra igen i 1920’erne, men ikke før i 1954 udkommer dens første del Fosterbarn.
Der er mange tydelige holdepunkter i den livshistorie, Tora Dahl fortæller. Hun bliver født uden for ægteskab i 1886 og vokser op under meget beskedne forhold hos en plejemoder i det sydlige Stockholms arbejderkvarter. Da hun er 11 år, får hun lov til at flytte over til sin biologiske mor på Östermalm og gå på pigegymnasium. Efter studentereksamen i en alder af kun 16 år læser hun biologi ved Stockholms Högskola. Derefter arbejder hun som lærerinde, indtil hun i 1914 gifter sig med Knut Jaensson.
Da var ægteparret flyttet fra den villa på Lidingö, som var »de ungas« mødested, og havde i fire år boet på et husmandssted et godt stykke uden for Stockholm. Tora Dahl havde fået et skrivehus; Knut Jaensson, der døde i 1958, var syg og førtidspensioneret efter en hjerneblødning.
I Återseende (Gensyn), 1980, den 18. og sidste del af selvbiografien, er den kronologisk ordnede fortælling endelig nået frem til det punkt, hvor fortællingen kan skrives og udgives. Og på ét væsentligt niveau kan disse bøger læses som en eneste lang historie om kampen for at komme til orde. »I øvrigt havde jeg ingen talegaver«, skriver Tora Dahl i Kamrater (Kammerater), 1978, den del af selvbiografien, der fortæller om samværet med 1930’ernes proletarforfattere og unge modernister. »Når jeg en sjælden gang prøvede på at ytre mig, var der ingen, som gad høre på, hvad jeg sagde«.
Den livligt talende, kraftfulde pige, der blev fremstillet i den selvbiografiske fortællings første dele, er i de senere blevet forvandlet til en depressiv, fåmælt kvinde. Og samtidig med at man kan læse Tora Dahls selvbiografiske serie som en omstændelig, men alligevel succesrig historie om en forfatters tilblivelse, så er den også en desillusionshistorie. Den opadgående udviklingskurve, som selvbiografien ofte deler med dannelsesromanen, brydes gang på gang. Tonen i fortællingen bliver mørk, allerede inden hun er fyldt 20 år, og i de sidste dele genlyder hendes historie ikke kun af sorg og skuffelse, men også af et stort raseri.
Rent fortælleteknisk deler serien sig i tre dele, der tydeligt adskiller sig med hensyn til tone, tema og æstetik. Tora Dahl markerer selv en vigtig skillelinje mellem ottende og niende bog: När du kommer ut i livet, 1966, og En bit på väg, 1968. De første otte, som går til og med sommeren efter, at hun har taget studentereksamen, er skrevet i den selvbiografiske fiktions tredje person, og deri kaldes hovedpersonen Gunborg. I niende del, En bit på väg, går Tora Dahl over til at tale i første person, og hovedpersonen bærer herefter også samme navn som hun. »Mit barndoms jeg, pigen Gunborg, har forladt sin barndoms verden og har taget skridtet over til mig, er blevet ét med mig. Det må være forbi med at tale i tredje person nu. Jeg er mig – hvor splittet jeg end har følt mig – og jeg vil genfinde en vej, jeg er gået«, skriver hun i indledningen. Det andet vendepunkt finder man i og med Vägvisare, seriens 15. bog, og det er af en anden karakter. Det er ikke markeret af Tora Dahl selv og er heller ikke motiveret af tydelige aldersmæssige eller sociale forløb. Man kan kun aflæse det som et skred i teksten, der endnu en gang ændrer tone, tema og udtryk.
Bøgerne om Gunborg er på mange måder et afsluttet hele. Og tilsammen former de en af den svenske litteraturs store barndomsskildringer. I deres væsen minder de meget om Cora Sandels selvbiografiske fortælling om den unge Alberte. Skønt de overfladisk set er meget udramatiske, er de ladet med spænding og intensitet. Med en næsten videnskabelig omhu gør Tora Dahl rede for ting og foreteelser i pigen Gunborgs verden. Hun beskriver hendes lege, de voksnes opførsel og samtaler, måltider, legetøj, bærplukning, tanker og funderinger med den samme intense skarphed i detaljen. Hendes erindringsbilleder kommer strømmende, som var de lige så usorterede som barnets oplevelser. Æstetisk meget velafvejede kan de ikke læses ind i enkle mønstre, en uovervejet ed er lige så skæbnesvanger i Gunborgs verden som en barndomskammerats død, en udebleven dukke eller faderens forsvinden. Disse hændelser er endnu ikke blevet traumer, og det har Tora Dahl heller ikke gjort dem til. Gunborg er totalt åben over for virkeligheden. De sanselige erfaringer er hendes liv, og Tora Dahl lader dem bære teksten.
I seriens anden del er tonen betydeligt mørkere: »Det er Gunborgs færd ind i den voksne alder, det drejer sig om – hvis man nu kan tale om færd, når vejen uafladelig blokeres af plankeværker og afspærringer, og når jorden er oversået med alskens skrammel af gamle fordomme og tabuforskrifter«, skriver Tora Dahl som indledning til En bit på väg. »Det er en skræmmende verden at se ind i«.
»Det er denne naive og troskyldige alvor – først lydighed og bagefter streng prøvelse, oprør mod tillærte trossætninger, der har fængslet mig ved hende … ved det barn jeg dengang var«, skriver Tora Dahl i En bit på väg. »Det – samt det opmærksomme blik. Uden det var der ikke blevet nogen Gunborgbøger«. Trods pigens vanskelige opvækstforhold er Gunborgbøgerne fyldt af lys og glæde. Verden kommer til Gunborg, god såvel som ond. Hun møder modstand, hendes plejemor kontrollerer hende på en monstrøs facon. I skolen bliver hun i lange perioder groft misforstået, men hun lader sig aldrig kue mere end lige i øjeblikket.
Da Tora Dahl går over til ren selvbiografi, ændrer ikke alene den ydre form sig, de æstetiske udtryksmidler forandres, klangen bliver en anden og også forfatterholdningen. Tora Dahl skriver om sit barndoms-jeg i tredje person. Men trods det distancerende fortællegreb er fortællingen meget tæt på Gunborg. Fortælleren omfatter hendes person og hendes gøren og laden med en næsten forelsket omsorg uden af den grund at retfærdiggøre hendes ondskabsfuldheder eller på nogen måde at idealisere hende. I de bøger, hvor Tora Dahl har etableret en tydelig identitet mellem sig selv som forfatter, fortæller og hovedperson, er denne nærhed paradoksalt nok helt forsvundet. I Torabøgerne er der en distance til Tora, en bestandig og halv afstandtagen, som om fortælleren ikke rigtig vil kendes ved sin hovedperson, samtidig med at hun meget solidarisk fører hendes tale i en verden, der ikke vil se eller værdsætte hende til fulde.
»Hun var fordringsløs og ukunstlet«, skriver Artur Lundkvist om Tora Dahl i Självportrått av en drömmare med öppna ögon, 1966, »noget ældre end Knut og allerede gråhåret, men alligevel på sin egen måde ungdommelig, næsten piget, med sit kønne smil og sit troskyldige blik«.
Vid sidan om (Ved siden af), 1969, hedder anden del af Torabøgerne. Hun har studeret ved højskolen i nogle år, har fået kammerater, er blevet en del af en omgangskreds, har været hemmeligt forlovet, har brudt forlovelsen og er blevet forelsket på ny. Hun er kommet ud i den verden, hvor det ser ud til, at friheden findes, men nye restriktioner åbenbarer sig. Universitetet er en mandsdomineret verden, hvor Otto Weiningers udtalt kvindefjendtlige lære på denne tid er højeste mode.
Otto Weiningers Geschlecht und Character, 1903 (Kjøn og Charakter, 1905) hvilede som en slagskygge over de kvindelige studerende i de første årtier af 1900-tallet. »Ynglingene rejste kam og var mere hovmodige end nogen sinde«, skriver Tora Dahl i Vid sidan om, 1969. Det interessante er, at både hun og hendes meget begavede veninde Elisabeth Uhr alligevel giver Weininger ret i hans beskrivelse af kvinden som karakterløs og i det hele taget manden underlegen. »Vi var blevet kvindehadere begge to, efter at vi havde læst Weininger«, skriver hun. »For mig forholdt det sig meget enkelt: jeg havde min mor som det rene skoleeksempel på kvinden i Weiningers forstand«. Hun bruger også Weininger som målestok for Elisabeth. Sig selv betragter hun som en undtagelse: »Nej, jeg tog bestemt ikke det til mig, som Weininger sagde om, at kvinden ikke vidste noget om logik, sandhed, skønhed og kærlighed. Jeg granskede mig selv omhyggeligt: Og det gjaldt ikke for mig. Men der var et ord til: ordet Renhed. Dér fik jeg et stød«.
De »genier«, som dominerer kammeratkredsene på højskolen, og bl.a. digterne Carl Gustaf Adelborg og Ivar Conradsson, er utilsløret elitære og kvindeforagtende. Efter kort tid forvandles hendes nye strålende kærlighedsforhold til en studiekammerat til et nærmest sadomasochistisk forhold med idelige raseriudbrud fra mandens side og en stadig mere håndgribelig stumhed og forfrossenhed fra hendes. I fångenskap (I fangenskab), 1971, hedder tredje del af Torabøgerne. Nye grænser og hindringer er dukket op. Dertil kommer også en klassemæssig underlegenhedsfølelse. Toras herkomst som barn født uden for ægteskab, hendes opvækst i arbejderklassen og hendes erhvervsarbejdende mor gør hende anderledes. Og hun lever med en følelse af at være udenfor, som er så stærk, at den gennemsyrer hele hendes væsen.
I Torabøgerne er det sanseligt konkrete blevet erstattet af uddrag af dagbøger og breve. Billederne er få og fortællingen mest forklarende og kommenterende. Den strømmende visuelle erindringsteknik har måttet vige for en mere dokumentarisk gengivelse af møder, samtaler og hændelser. Men samtidig med at »livsdokumenterne« får en stadig større plads, er det, som om teksten drænes for liv og forstummer. Tora Dahl og fortællingen om hende bliver stadig mere depressiv. Først da hun i den femte Torabog, Sömngångare, (Søvngænger), 1974, træffer Knut Jaensson, kommer teksten igen til live, ikke mindst gennem Knut Jaenssons kloge og smukke kærlighedsbreve.
»Vi havde altid så meget at tale om. Vi talte og svarede. Vi talte begge to lige meget, vi lyttede til hinanden. Og alt, hvad vi sagde, var vigtigt for os begge«, skriver hun i den næste del, Förvandlingar (Forvandlinger), 1976, og i denne intense og fortrolige samtale finder vi hendes kærlighedsutopi såvel som hendes tekstideal. Denne del er Torabøgernes emotionelle højdepunkt og vendepunkt. Aldrig er samtalen så tæt som her, skuffelsen så frygtelig, afstanden så stor, stumheden så akut. I slutningen af Förvandlingar sidder Tora Dahl uden for sin mands værelse med øksen i hånden. Han har låst sig inde dér sammen med en mandlig prostitueret, og en indre stemme siger, at hun skal slå ham ihjel.
Efter dette indretter de sig på et liv på vågeblus. Børskrakket gør dem desuden ludfattige, og Knut bliver nødt til at tage fast arbejde. Vägvisare, den del, som fortæller om deres liv efter sammenbruddet, indledes med en historie om skygger, og fortællingen om 1920’erne tager sig i Tora Dahls fremstilling også ud som et tomt og overfladisk skyggespil. Den intime samtale er hørt op, men den intellektuelle fortsætter dog med uformindsket intensitet, og sluttelig kan Knut Jaenssons længe nærede kritikerdrømme virkeliggøres. Parrets liv antager igen nye former. Deres villa på Lidingö bliver de unge modernisters »salon«. Og i fortællingen om dette får teksten endnu en gang ny form.
Og hvis man kan sige, at teksten bliver ramt som af en depression, da Gunborg bliver Tora, så er det snarere, som om et stort raseri har invaderet og fragmenteret den i seriens to følgende dele. Kamrater, 1978, og Nya vägar, 1979, er en cronique scandaleuse over måden at omgås hinanden på i den litterære gruppe, som er i centrum for moderne svensk litteraturhistorie.
Efter udgivelsen af Kamrater og Nya vägar, 1978 og 1979, går Artur Lundkvist i 1980 til offentligt angreb på Tora Dahl. »Giv Knut genoprejsning«, skrev det 74-årige akademimedlem til sin 20 år ældre veninde og middagsværtinde i Svenska Dagbladet: »Allerede i 1914 blev du reddet fra lærerindegerningens besværligheder ved at gifte dig med den 21-årige Knut Jaensson, en privatstuderende med en vis formue. Han gav dig frihed og tid til at læse og udvikle dig. I havde ingen børn, og dit husholdningsarbejde kan ikke have været særlig tyngende«.
Knut Jaensson hindrede aldeles ikke Tora Dahl i at skrive, mener Lundkvist i sin artikel. Tværtimod opmuntrede han hende – nøjagtig ligesom Lundkvist selv gjorde det: »… hvilket du nu takker mig for ved at fremstille mig som abnormt litterær og uinteresseret i næsten alt andet«.
Tora Dahls fortvivlelse over stadig at stå ved siden af – eller i køkkenet – blandes med galgenhumoristiske anekdoter om drikkelag og forfærdelige historier om kærlighedens og lystens vildveje. Der indskydes ram sarkasme og en slet skjult aggressivitet, bestandige dagbogsoptegnelser om læsefrugter og en aldrig ophørende smerte ved hendes eget forfatterskab.
I 1930’erne flokkedes de unge forfattere hos Tora Dahl og Knut Jaensson. Tora Dahl, der var den første til at sige ja til det, bliver imidlertid mere og mere tynget af alt det husholdningsarbejde, det medfører. »Det blev til for mange middagsinvitationer for mig og for meget selskabsliv. Der blev ikke megen tid tilovers for mig til at skrive«, står der i Kamrater. Husholdningsarbejdet indebar også, at hun i meget konkret forstand blev udelukket fra den intellektuelle samtale. Hendes mand, der ikke kunne tåle mados, ville altid have døren til køkkenet lukket, og i en kort hommage til Ivar Lo-Johansson fortæller hun, hvordan han engang venligt åbner døren til køkkenet, da diskussionen kommer ind på et emne, han ved interesserer hende.
I svensk litteraturhistorieskrivning er denne fortælling blevet et fuldkomment traume; Tora Dahl kan overhovedet ikke nævnes, uden at man forholder sig til den. »Senere har hun beklaget sig over, at hun i sin søgen efter det for den kvindelige forfatter så vigtige eget værelse alt for meget blev henvist til køkkenet«, skriver Per Rydén i Sveriges Litteraturhistoria, 5. del, og i næste del, hvor Tora Dahl hovedsagelig behandles sammen med 1970’ernes feminister, vender Birgitta Almo-Nilsson tilbage til episoden. »Selv han«, skriver hun om Erik Asklund, »husker, hvem det var som vaskede op«.
Mange har villet skrive indholdet i disse de næstsidste bind af Tora Dahls selvbiografi på alderdommens konto; Tora Dahl er over 90 år, da hun udgiver dem. Teksten består imidlertid for en stor dels vedkommende af uddrag af dagbøger, og selv lader hun til mest at have betragtet disse bøger som en slags sædeskildring: »Den handler om, hvordan et ensomt, renhjertet menneske henlever sit liv i en verden, hvor der ikke findes renhjertede mennesker«, skriver hun ved udgivelsen af Nya vägar, 1979. Denne optegnelse er gengivet i selvbiografiens sidste del, Återseende, der udkommer i 1980, samme år som Tora Dahl dør, 94 år gammel, og i denne afsluttende del er teksten paradoksalt nok igen blevet hel. Hendes kamp er ikke forbi, et meget dramatisk afsnit handler om kampen for at få den selvbiografiske serie udgivet.
»Det er Barnet jeg højagter – ikke den voksne, færdige, færdigtdannede«, skriver Tora Dahl. Hun er overbevist Rousseautilhænger og placerer sig i denne henseende midt i den vitalistiske gruppe, der var hendes omgangskreds i 1930’erne. Hun ser barnet som et frø, i hvilket storslåede anlæg ligger parat til at udvikle sig, hvis bare grobunden findes. »For mig gælder det om at vokse: den grokraft der findes i mennesket… og den kraft der er imod væksten, og som vil hindre den og få den til at standse op. Det er det, jeg først og fremmest ser i alt det, som jeg husker og har fortalt om og nu vil blive ved med at fortælle om«, skriver hun i indledningen til En bit på väg. Og den imaginære rettergang, der er indbygget i denne selvbiografi, vender sig mod alt og alle, der hindrer Toras vækst. Hun går i rette med den ene instans efter den anden: forældre, folkeskole, pigegymnasium, højskole, ungdomsvenner, elskere, ægtemand, kolleger, forlag og til slut også med Gud. Hendes selvbiografi er en fortvivlelsens historie, som spiller sammen med euforien ved endelig at komme til orde. »Nogen højere retfærdighed findes ikke«, skriver hun i en dagbogsoptegnelse den 15.11.1979, »men der sker dog ofte det, at retfærdigheden til sidst kommer for dagens lys – ‘wie es eigentlich gewesen ist’«.