Udskriv artikel

Da livet var stærkest

Written by: root |

Derkert, Siri (1888-1973) (sv.): Emilia Fogelklou och Elisabeth Tamm. u.å. Rødkridtstegning. Ukendt opholdssted.

I 1944, da forfatteren og religionshistorikeren Emilia Fogelklou (1878-1972) er 66 år, skriver hun en biografi over sin døde ægtefælle, Arnold Norlind. Det er en beretning, der bliver til en selvbiografi. Ikke på den måde, at hun, som så mange andre kvinder, vælger at lade sit jeg fremtræde indirekte gennem et glansfuldt portræt af manden, hun har været gift med. Snarere er det, som om hun først bliver til i mødet med ham. Det stråler om dem, men det er ingen verdslig glans, derimod et vibrerende, indefra kommende lys. Arnold er en af de store kærlighedsskildringer i svensk litteratur – og en meget særegen kvindelig tilblivelseshistorie.

I julen 1914 sender Arnold Norlind sin oversættelse af den første sang i Dantes Divina Commedia til Emilia Fogelklou. Han har aldrig truffet hende, men kender hendes stemme gennem hendes akademiske skrifter, og han har udset hende til sin læser. »At jeg nu sender dette manuskript, skal De opfatte som en antydning af, at her ligger det, som vi har tilfælles. Ikke digtene i og for sig, versene, der flyder på den og den måde – men selve virkeligheden, som ligger bag«, skriver han.

Emilia Fogelklou lægger først den tykke, blå konvolut til side. Hun befinder sig i en tilstand af dvale og stumhed. Faderen ligger syg af fremskreden kræft, barndomshjemmet er i opløsning, og hendes arbejde er gået i stå. Men da hun julenat endelig åbner sit brev, »lysner det«, som hun skriver, »i hendes rum«.

»Hun trådte den aften ind gennem en sælsom portal, hvis spejlbuehvælving var således dannet, at noget lyst altid støttede en mørk lidelse«, lyder indledningen til beretningen om Arnold Norlind og Emilia Fogelklou. Og allerede her høres den specielle tone, som lyder hele vejen gennem denne fortælling. Den er sprød, men stærk, højstemt, næsten højtidelig, men alligevel enkel og fordringsløs. Beskedent fortæller Emilia Fogelklou sin historie, og hun løfter den op på et særligt niveau, ud af tiden og hinsides dagligdagen med tilbagevendende ord som netop »sælsom«, »spørgende« og »hjertensglad«; den stille forundrings og ydmygheds ord. Hun skriver beretningen i tredje person, ligesom mange ydmyge Guds tjenere har gjort før hende. Et manifesterende jeg ville have lydt hårdt og skærende i denne hymne til opstigningen.

Bortset fra et yderst kort møde det følgende år mødes Emilia Fogelklou og Arnold Norlind først efter syv års forløb. Men hans Danteoversættelse dumper med sikker om end sparsom regelmæssighed ned i hendes postkasse i disse svære år, hvor hun tvinges gennem det ene dødsfald efter det andet: sin fars, sin mors, en søsters, og desuden må kæmpe mod sin egen åndelige død. »Begge var de pilgrimme, som ad hver sin vej stred sig op ad Purgatoriebjerget«, skrev hun.

Først i 1921 kan de mødes. De træffer hinanden i Lund, sidder i universitetsbibliotekets læsesal og studerer og vandrer i Observatorieparken, på voldene og omkring i byen. »Sælsomt nok mødte de på disse vandringer aldrig nogen, som kendte dem. Det var, som om venlige genier havde skænket dem en usynlighedshætte for at redde dem fra provinsbyens snak. Det var et elskende par, som ikke vidste, hvad de elskede mest, om det var himlen eller jorden eller Dantes verden eller hinandens dybe forståelse for ting og tanker, som havde levet så rådvildt ensomme i dem selv i så lang tid af en menneskealder«.

Men ligesom Dantes møde med Beatrice rummer også Emilia Fogelklous og Arnold Norlinds møde afskeden i sig, og døden bliver deres følgesvend i de syv år, de får lov at leve sammen.

Fortællingen om Emilia Fogelklou og Arnold Norlind former sig som en parallel til det verseepos af Dante, der havde ført dem sammen, og da de endelig, efter yderligere et kort ophold, forenes i Berlin, er det, som om Emilia ligesom Dante i de afsluttende Purgatoriesange endelig føres op på toppen af skærsildsbjerget for at skue ind i Paradis og forenes med sin elskede. »De sejlede i hinandens sfærer gennem sælsomme genkendelser«, skriver hun. De er midaldrende, men som børn, født på ny. »Det var ganske, som om de skulle indhente barndommens udeblevne legefællesskab«. En gang imellem tager de hinandens hænder. »Ellers var de ikke ødsle med kærtegn. Det sad for langt inde. De kærtegnede hinanden med atmosfære«.

Emilia med ægtefællen Arnold Norlind. Foto: Emilia Fogelklousällskapet

15 år efter Arnold Norlinds død skriver Emilia Fogelklou den beretning om ham, som også bliver begyndelsen til beretningen om hende selv. Arnold kom til at indlede den selvbiografiske trilogi, som udgør højdepunktet i Emilia Fogelklous omfattende forfatterskab. Selvbiografiens anden del, Barhuvad (Barhovedet), 1950, beskriver hendes liv fra barndommen og frem til mødet med Arnold Norlind. Tredje del, Resfärdig, (Rejsefærdig), 1954, handler om tiden efter Arnold. Rækkefølgen kan forekomme overraskende. Hvorfor skriver hun ikke sin selvbiografi kronologisk, fra barndommen og fremad – eller fra det nærliggende nu og baglæns, hvorfor begynder hun midt i? Svaret finder man i Arnold. I mødet med ham var livet størst. Her begynder tidsregningen.

»Livsmønsteret var fra begyndelsen gået i skarpe kurver af fornedrelse og ophøjelse«, skriver Emilia Fogelklou i Barhuvad. Som familiens førstefødte og desuden højt elsket havde hun en meget stærk følelse af at være udvalgt og unik. Chokket, da der kommer endnu et barn i familien, bliver så stort, at det præger hende for livet. Meget begavet, hudløst følsom og uendeligt modtagelig, som hun er, kommer hendes livsfølelse til at stige og falde mellem den inderligste glæde og en næsten total tomhedsfølelse livet igennem. Allerede som barn stræber hun efter den livsintensitet, der opstår, når ord og følelse bliver ét, og allerede som barn søger hun også at se længere, end andre anså det for muligt. »Mi hang på lågerne ud mod vejen«, står der i Barhuvad. »Hun fortabte sig i endeløse beskuelser, og længe, længe stod hun dér ubevægeligt, efter at være klatret op, døv for alle tilråb. Det dirrede og sang inden i hende«.

I Divina Commedia stiger Dante ned i underverdenen for at møde de døde, og han vandrer gennem dødsrigets tre regioner. I Inferno finder han dem, der er dømt til evig pine, i Purgatori dem, der skal renses, og i Paradiso dem, for hvem himlens porte har åbnet sig. Dantes rejse går først nedad til det underjordiske Inferno og derefter op ad Purgatoriebjerget mod det himmelske Paradiso. Det sidste stykke vandrer han sammen med den elskede Beatrice, hans længsels, som han troede, uopnåelige mål, og det viser sig da også, at hun har været den, der allerede tidligere på forskellig måde har ledt ham på rette vej.
I Emilia Fogelklous Arnold er rollerne kønsmæssigt byttet om. Arnold er for hende den elskede, lysende skikkelse, som gang på gang tager hende ved hånden og hjælper hende op af depressionens skyggetilværelse.

I sin akademiske virksomhed gør Emilia Fogelklou det til sin opgave stik imod al akademisk rationalisme at pege på den anden virkelighed. Hendes teologiske og filosofiske skrifter gennemsyres af en stræben efter at nå hinsides de etablerede grænser for viden. Selv henlægger hun sit udgangspunkt til en gennemgribende oplevelse, hun havde som 24-årig: »… det var den 29. maj 1902 – da hun sad og forberedte en lektion mellem træerne bag ved Föreningsgatan 6«, skriver hun i Barhuvad. Tid og sted er for altid prentet i hendes erindring. Hun arbejder som lærer i kristendom under uafbrudte anfald af tvivl, og depressionen har grebet hende stadig dybere, men nu åbner verden sig. »Uden syner eller lyd af tale eller menneskelig formidling oplevede hun ved overordentlig lysvågen bevidsthed det store, forløsende, indre under. Den ‘tomme skal’ ligesom brast. Al tyngde og smerte, hele uvirkelighedstilstanden faldt bort. Hun fornemmede levende godhed, glæde, lys som en gennemstrålende klar, løftende, omsluttende, utvetydig virkelighed dybt indefra«.

Med Birgitta, 1919, gav Emilia Fogelklou et helt nyt billede af den hellige Birgitta. Over for en fast tradition, der karakteriserede hende som seksualneurotiker og magtmenneske, peger Emilia Fogelklou på moderen og det moderlige i den hellige Birgittas tekster. Bogen vakte megen forargelse, da den kom, og den blev latterliggjort og hånet. »Det er først senere, man er blevet klar over, hvilket genialt værk hendes Birgittabog er«, skriver Sven Stolpe i sin efterskrift til anden udgave 1955. »Sagen var ganske simpelt den, at Birgitta ikke rigtigt kunne forstås, undtagen af en kvinde med stor begavelse og erfaring, som selv var en kristen mystiker. Dette kan man nu trygt nævne«.

I fortællingen bliver denne oplevelse afgørende, ikke bare for Emilia Fogelklous livsfølelse, men også for hendes fortsatte arbejde. Den bliver også en forberedelse – og en forudsætning – for det møde med Arnold, som skal finde sted næsten 20 år senere.

Barhuvad skriver sig frem til mødet med Arnold. Resfärdig begynder, da det er afsluttet. Men også den skriver sig frem til netop Arnold. Her begynder tidsregningen, og her slutter den. Efter et svært og langvarigt sørgearbejde, som bogstavelig talt er nær ved at tage livet af hende, finder Emilia Fogelklou ham atter. »Med Arnold her i ufattelig glæde«, skriver hun i sin dagbog i 1951. Hun er i Delphi. »Den tomme skal« er atter bristet. Hun fornemmer livet, og i bogens slutakkord er det til Arnold, hendes tanker går. »Og så var det jo Arnold«, skriver hun efter en sammenfatning af de forunderlige veje, som har ladet hende se den anden Virkelighed, altid stavet med stort begyndelsesbogstav: »Og så var det jo Arnold, som ad sin vej stadig mere helt havde levet i stråleverdenen og ladet hende erfare dens magt, mens hun endnu bestandig har lektier tilbage at lære i grænseverdenen, inden hun snart skal rejse – længere ind«.