Udskriv artikel

Nordlands mørke eventyr

Skrevet af: Astrid Lorenz |

Nordland, landsdelen som Jonas Lie og Knut Hamsun så efter-trykkeligt havde placeret på nyromantikkens kort, og som også Alvilde Prydz og Magdalene Thoresen havde hyldet, fik med Regine Normanns (1867-1939) forfatterskab nye dimensioner. Her forbindes autentisk hverdag og kendt folketradition. Evnen til at drømme stort om frigørelse, kærlighedslykke, livsopgaver og det overnaturlige i tilværelsen følges af en selvfølgelig dødsbevidsthed hos menneskene i det nordnorske miljø, hun beskriver. Sygdommen, lidelsen, kirkegården, kisten og graven er nærværende i alle romaner. Regine Normann blev en sproglig fornyer, der videregiver den nordlandske dialekt i normaliseret sprogdragt, men på en måde hvor den rytmiske, mundtlige fortællestil understreger de mytiske og folkelige tænkemåder. I de mange eventyrsamlinger hun udgav – med eventyr, hun allerede havde brugt i romanerne – fremstår hun som folklorist og traditionsformidler.

Savio, John Andreas (1902-1938) (no.): Reinkalver II Ehier-Magak. u.å. Grafik s/h. Nasjonalgalleriet, Oslo

Selv var Regine Normann lærerdatter fra Bø i Vesterålen. Efter en hård barndom blev hun som ganske ung gift med bygdens lærer og klokker. »10 års voldtægt«, sådan beskrev hun ægteskabet. Efter skilsmissen rejste hun til Kristiania, tog lærerindeeksamen og begyndte at skrive. I andet ægteskab var hun gift med den kendte forfatter Tryggve Andersen (1866-1920). Samlivet var kunstnerisk stimulerende, og ægteparret holdt i nogle år litterær salon i hovedstaden, inden deres veje skiltes. Regine Normann sad i mange år i bestyrelsen for den norske forfatterforening.

Regine Normann stod Sigrid Undset og Nini Roll Anker nær, både personligt og litterært. Alle tre gjorde et stort arbejde inden for forfatterforeningen.

Det er store eksistentielle spørgsmål, hun giver sig i kast med: Hvad betyder det at have rødder og høre til? Hvad vil det sige at elske? Miljømæssigt bevæger hun sig i fattige nordnorske fiskersamfund og i hovedstadens østlige kvarterer. Hendes egne barndoms- og ægteskabsoplevelser ligger som klangbund under de tidlige romaners børneskildringer og deres stærkt kritiske kvindeperspektiv.

Værgeløshed og modermagt

Børne- og kvindemishandling er centrale motiver i debutbøgerne Krabvaag, 1905, Bortsat (Bortadopteret), 1906, og Stængt (Lukket), 1908, mens dobbeltromanen Barnets tjenere, 1910, og Faafængt (Forgæves), 1911, følger en lærerindes arbejde blandt småskoledrenge. Børnenes længsel efter ømhed og varme, leg og udfoldelsesmuligheder og de voksne udflytteres længsel tilbage til det nordlandske barndomsland, som styrkede fabuleringslysten og skønhedstrangen, er underliggende temaer i alle bøgerne. Men overfladen er barsk. Mange af Regine Normanns bøger kredser om modsætninger og magtkampe mellem kvindegenerationer. Billedet af en magtsyg, hævngerrig og pietistisk moderskikkelse varieres gang på gang.

Regine Normann fortsatte skolearbejdet efter sin debut som forfatter. Lærerinden Ragna Størk i Faafængt ofrer kærligheden for arbejdet, hun føler sig forpligtet af sin »særevne« som pædagog og ser skolegerningen som et kald. Ellen Keys Barnets Aarhundrede har utvivlsomt været inspirationskilde for flere af hendes bøger, ganske særlig for Barnets tjenere.

Kollektivromanen Krabvaag har den unge Paulina som centrum. En hyklerisk lægprædikant hjemsøger fiskersamfundet i den mørke tid og bidrager til at stække Paulinas udvikling. Men den pietisme, der afstikker handlingsmulighederne for Paulinas mor, er langt mere menneskefjendsk. Moderen tvinger hende til at opgive kæresten, fordi han er af sameslægt og »et verdens barn«. Paulina dør af barselsfeber, efter at moderen selv har givet hende det smittebærende sengelinned. En øm gudmor, som også er bygdens digter, tager sig af barnet.

I romanen Dengang, 1912, får den moderlige autoritet sit uhyggeligste perspektiv. Modermagten er her et bimotiv, men da romanen gennemstrømmes af traditionsstof og folketro, kan moderens overgreb illustreres med særlig gru. Fortælleren lader den onde moder tvinge sin lille datter op af graven, for at hun kan være stikirendpige for hendes hævngerninger. Også her forsvarer en god kvinde det værgeløse barn.

Sara i romanen Stængt går til grunde mellem undertrykkere og formyndere. Romanen åbner med et billede af Sara som en legekammerat for »Vorherres Fugle«, de vilde svaner. I det afsluttende billede føres hun med magt til sindssygeanstalten. Mellem de to billeder ligger Saras historie. Hun bliver mod sin vilje giftet bort til en ældre prædikant, der besvarer hendes protester mod den ægteskabelige voldtægt med riset. I hemmelighed bliver Sara venner med et ungt søskendepar, og på hendes initiativ tager de på skattejagt til en stor hule. Svanerne og hulen bliver symboler på Saras drømme om frihed og skønhed. Da hun bliver mor, føles livet for en kort stund meningsfuldt. Men drengen dør, og Sara har forbudt manden at døbe ham. Sorgen og skyldfølelsen gør hende gal. Romanen afsluttes med søskendeparret, som lever i harmoni og til sidst også får deres far med i arbejdsfællesskabet – et billede på tætte familiebånd og et samliv uden seksualitet. Forløbsmæssigt står det som et antiklimaks. Med en legende, som knyttes til Saras skæbne, sættes det forladte menneskebarns søgen og undren over livet i fokus. Savn og længsel bliver aldrig tilfredsstillet. Kun barndommens eventyrbøger og billeder kan give barnet lindring. Legenden bliver en hyldest til den fantasi og den digtning, som virkeligheden nægter at give plads: »Og høkernes mængde blev aldrig læst til ende, og billedernes rikdom tok aldrig slut«.

Frodig kulturhistorie

Schmidt, Ruth (f. 1926) (da.): Yrsas begravelse, u.å. Olie på lærred. Skive Kunstmuseum

Med romanen Dengang og fortsættelsen Eiler Hundevart, 1913, sker der en forskydning i forfatterskabet. Samtidsstoffet viger for et kulturhistorisk stof, den kritiske realisme for forkyndelse og forsvar. Det betyder en stoflig og fortællemæssig fornyelse. Fortælletonen bliver lun og humoristisk, og den grundlæggende holdning ændres. Nordland bliver ikke længere blot beskrevet på ondt og godt. Det bliver forsvaret! Det førpietistiske kirkeliv med sin rummelige livsholdning bliver et ideal, teksterne forkyndende i deres historiske formidling. Som den unge pige Kima vil redde Eilers sjæl fra fortabelse – et Fausttema – vil Regine Normann nu frelse og bevare det gamle Nordland. I forordet til Dengang skriver hun: »Det er et Nordland som svinder og dør under alt det nye som tar landet. Ungdommen tør ikke kjendes ved det. Men vi eldre, hvis barnefantasi suget næring af det som nu svinder og dør, vi elsker det Nordland. Jeg er selv en af dem, og derfor skriver jeg boken«.

Regine Normanns nordlandskvinder er fri for den borgerlige pigeopdragelses pynteligheder. Her er det ingen synd, at en kvinde bliver gravid med sin kæreste. I samtidsromanerne blev kønsforholdene problematiseret, men Dengang og Eiler Hundevart kan fortælle om kvinders lyst – erotisk aktive kvinder i flere generationer – Kima, Margret og Barbro Zidselle. Den forelskede Kima kryber i Eilers seng, og efter en kærlighedsnat betror hun strålende: »Å, Gåsa, mit kære, søde, pæne, smukke får … Ved du hvad, ham der Eiler Hundevart har kælet mig i nat«. I Regine Normanns gamle Nordland kan kroppens naturlige, frodige behov tilfredsstilles.

Den kvindelige prædikant

En religiøs tone sætter sit præg på det senere forfatterskab. Riket som kommer, 1915, er en forkyndende bog om dennesidig kristendom. Samtidig genoptager den kvindemishandlingen som tema. En ældre kvinde, Lorentine Asterset, gennemlever en religiøs og ægteskabelig krise og bliver prædikant. Det er et tolerancens budskab, hun prædiker: »Hjælp mig at finde frem Gudsriget paa jorden. Selv tror jeg det er til stede i alt som er vakkert, og naar menneskene er gode mot hverandre«. Lorentines oprør mod sin egen prædikantmand fører hende ud i isolation og ensomhed. Hun vandrer omkring og prædiker for bygdens kvinder, skiller sig af med hus, mand, børn og ejendom, men føler, at hun ikke magter at gøre riget synligt. På en pilgrimsgang til en fjeldside for at gense nogle småting, barndommens »små hellige ting«, dør hun. Også i tidligere romaner havde Regine Normann brugt legender i mere refererende form. Her slutter romanen med, at Vorherre taler og tager Lorentine til sig. Den realistiske form brydes for at give plads til et eventyr om forsoning. Med sommernat og midnatssol som baggrund redder en kærlig deus ex machina det ensomme bange menneske. Her er det værgeløse barn nået frem til den gode fader, så mange af Regine Normanns tidligere bøger havde savnet.