Magdalena Sofia, »Malla«, Silfverstolpe holdt den i Sverige bedst kendte lærde salon, der i 1820’erne og 1830’erne blev besøgt af en række af tidens berømte mandlige forfattere. Gennem sin kontakt med disse mænd er Malla Silfverstolpe gået over i historien, mens hendes egen person og individuelle bidrag til salonkulturen er trådt i baggrunden.Hendes store memoireværk, udgivet posthumt i fire bind, er både det vigtigste dokument om den svenske salonkultur og den mest interessante kvindelitterære tekst, der er fremkommet fra dette kulturmiljø. Dette aspekt er blevet negligeret, og værket er i første række blevet anerkendt som historisk kilde til viden om tidens berømte mænd. Men ved sin indgående skildring af følelsernes vilkår giver hun imidlertid et enestående indblik i modsætninger i kvindeliv og kvindekultur i det tidlige 1800-tal.
Tag: Lærde kvinder
I Danmark og Sverige opstod der nogle markante litterære samlingssteder i de miljøer, hvor litteraturen og litteraturformidlingen var ved at blive en borgerlig levevej. Sådan et sted skabte Karen Margrethe Rahbek i Bakkehuset ved Valby Bakke uden for København. Hun gjorde sig og sit hjem til centrum for en skiftende kreds af litterært interesserede husvenner, som samtidig var sin tids litterære offentlighed. Hun og hendes mand blev hver på sin måde fødselshjælpere for en ny digtergeneration.Når Bakkehuset kunne få et næsten mytologisk skær allerede i sin samtid, skyldes det, at det blev symbol på frigørelsen fra den tyske og aristokratiske indflydelse og mæcensystemet. Det var Kamma Rahbeks udtalte ønske, at der kun blev talt dansk. Ligeledes gjorde hun en dyd af, at der blandt gæsterne ikke taltes mange med titler og rang. Hos Kamma Rahbek var det de menneskelige kvaliteter, der talte. Igennem myten Kamma Rahbek har en mandlig domineret litteraturhistorie siden hen medvirket til at definere den moderne kvindelighed som »det andet«.
Omkring år 1800 blomstrede salonkulturen i de dansk-tyske aristokratiske miljøer i Danmark. Set i en skandinavisk sammenhæng er den mest interessante Charlotte Schimmelmanns europæisk kendte salon. Som hustru til Ernst Schimmelmann, Danmarks finans- og i en periode også statsminister, holdt hun en omfattende repræsentativ selskabelighed. Men hun sørgede altid for også at have en kreds af lærde og kunstnere omkring sig. Ved at samle hof, adel, diplomati og den højere embedsstand i sin salon placerede hun sig i centrum af tidens politiske begivenheder.Sit ry som salonværtinde vandt hun som »skønånd«, belæst og velorienteret i de nye, europæiske strømninger inden for videnskaben, filosofien og litteraturen. Og som drivkraften bag sin mands mæcenvirksomhed. Som salonværtinde byggede hun bro mellem det centrale Europa og det provinsielle Danmark, mellem storpolitikken og åndslivet.
Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.
Preciøserne dannede i 1600-tallet egne saloner som protest mod hofkulturens vulgaritet. De blev eftertragtede mødesteder for den kulturelle elite og var en samværsform midt imellem det private og det offentlige rum. Deres centrum var den åndfulde samtale, som ofte foregik i boudoiret, det intime rum. Imellem hofkulturens repræsentative salonsal og borgerskabets private dagligstue gav salonkulturen således plads for specielle samværsformer, skabt og styret af de åndrige værtinder, der altid spillede en dominerende rolle.Man konverserede ikke, men talte hjerteligt sammen om intime, politiske og kulturelle emner. Både de preciøse og de præromantiske saloner inspirerede den nordiske salonkultur. I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var den nordiske dannede kultur flersproget. De europæiske strømninger blev derfor hurtigt optaget i tilsvarende miljøer i Norden. Salonkulturen er ikke meget beskrevet i litteraturhistorierne. Når værtinderne endelig nævnes, skyldes det de mænd, de samlede omkring sig. Men værtinderne var selv kunstskabende.
I svensk litteraturhistorie plejer man at se på forfatteren Hedvig Charlotta Nordenflycht som den, der indførte den subjektive lyrik i svensk litteratur. Samtidig var hun den første i svensk litteratur, der så digtningen som et kald; en kulturgerning i sig selv. Hun var således en af de første i vor kulturkreds, som levede af sin pen. »Hun er det første moderne menneske i den svenske digtning«, skrev litteraturhistorikeren Oscar Levertin om hende.I hele sit forfatterskab plæderede fru Nordenflycht for en bedre stilling for kvinden. Hun brugte megen energi på at gendrive påstanden om kvindens svaghed, på at vise, at hun er lige så veludrustet sjæleligt som manden, og på at plædere for, at hun i lighed med ham bør have lov til at bruge sine evner og sjælekræfter.
Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.
1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben. Og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.
Charlotta Dorothea Biehl er dansk 1700-tals mest produktive forfatterinde. Gang på gang brugte hun effektfuldt brevet i det, hun skrev. Ikke mindst i en årelang og omfattende korrespondance med vennen hofmarskal Johan Bülows. På hans opfordring skrev hun i 1787 sin selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb udformet som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i hans kreds af venner og indflydelsesrige standspersoner.De private breve er derimod ikke umiddelbart beregnet til cirkulation. Men Biehl håbede velsagtens, at Johan Bülow ville gemme dem til glæde for eftertiden. Hun forregnede sig ikke. I dag ligger de blandt Johan Bülows efterladte papirer. Omhyggeligt bevarede til den, der vil stifte nærmere bekendtskab med »Skriverjomfruen«.