Tag: Lærde kvinder

Grevinden på Tyresö slot

Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.  

Vor svenske Minerva

Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.

…med den ene fod i graven ville jeg fortsat læse

1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.

Musernes honningsøde lækkerier

Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.

Om alleslags Rooswærdige Quindis Personer

»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed.Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede.Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. Ud fra den lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. Og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder. 

Kvinder er ikke mennesker

Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.