Man kan dårligt beskæftige sig med Hedvig Charlotta Nordenflycht (1718-1763) uden at notere sig, i hvor høj grad man endnu i dag strides om hende. Det lader ikke til at være muligt at skrive om hende uden at havne i en polemik. Man kan roligt sige, at hun i svensk litteratur fremstår som den mest udfordrende forfatter. Tilfældet fru Nordenflycht er også interessant, for så vidt som hendes forfatterskab er blevet behandlet af den første kvindelige docent i litteraturhistorie i Norden, Hilma Borelius (1869-1932). Af Hilma Borelius’ konklusion kan man fornemme noget af den atmosfære, der omgiver fru Nordenflycht: »Af litteraturforskningen er fru Nordenflycht – hvis man undtager Atterbom – helt op til den sidste tid blevet udsat for en behandling, hvis rette navn er mishandling«. For en sikkerheds skyld tilføjer Hilma Borelius: »Ikke engang Atterbom er fri for forvanskning«.
Hvad er det, som er så udfordrende? Inden vi når så vidt, vil vi se på nogle eksempler fra skudsalverne. En monografi fra 1967 – af mange i dag betragtet som den mest afbalancerede – udsender kraftige advarsler mod Hilma Borelius’ kvindeperspektiv. Hendes bog er, skriver forfatteren, »meget stærkt præget af sin forfatterindes subjektive vurderinger«. Hos den i sin tid toneangivende Oscar Levertin får fru Nordenflycht en fremtrædende placering. Men en senere tids kvindelig skribent, Viveka Heyman, kan alligevel med stor ret skrive i Kvinnornas Litteraturhistoria (1981):
»Oscar Levertin og Henrik Schück, for nu at nævne to store navne, hører til dem, der eftertrykkeligt har taget hende alvorligt, og som endnu mere eftertrykkeligt har undret sig over deres egen fordomsfrihed i at gøre det. Det er med andre ord ikke helt ufortjent, at de har fået de hug, som feminister nu om stunder giver den slags mandlig indbildskhed«.
Sun Axelsson bygger sin fremstilling i Författarnas Litteraturhistoria I (1977) på en polemik mod Lennart Breitholtz og hans afsnit i Ny illustrerad svensk litteraturhistoria (1954). Maria Bergom-Larsson opstiller til sidst i sin artikel om fru Nordenflycht i Kvinnornas Litteraturhistoria en liste over mandlige bedømmelser, der kan siges at være repræsentative for den »indbildskhed«, som Viveka Heyman taler om.
Men det forholder sig ikke udelukkende sådan, at det er mænd, som er imod, og kvinder, der er for. Anna Maria Lenngren, fru Nordenflychts nærmeste efterfølger som fremtrædende kvindelig digter i svensk litteratur, er et flagrant eksempel. Anna Maria Lenngren skrev i 1798 et digt, »Dröm«, der handler om fru Nordenflycht. Det er svært at opfatte dette digt som andet end nedladende. Den direkte anledning til digtet var, at digterkollegaen Gustaf Fredrik Gyllenborg – i sin tid også en nær ven af fru Nordenflycht – havde oplæst et hyldestdigt til fru Lenngren i Svenska Akademien. »Dröm« er tænkt som fru Lenngrens takkedigt.
Titlen hentyder til et digt af fru Nordenflycht, »En dröm«. Fru Nordenflychts drømmedigt er en stort anlagt teodicé. Ligesom Dante i Den guddommelige komedie kommer digterinden til de dødes bolig. Her møder hun både de usalige og de salige. Efter først at være blevet skræmt bliver hun hos de udvalgte blændet af sandhed:
Sin styrka kände hon i swaghet sig förandra,
Och liksom hisna wid at längre wistas der.
Hon blef förblindad af det klara sannings ljus,
Det hon så ömnogt såg på alla sidor blänka,
Och måste sig altså til jorden åter sänka,
Ja löpa in på nyt til lifwets storm och brus.
Sin styrke følte hun forvandle sig
til svaghed, og ligesom gyse ved at
blive længere dér. Hun blev
forblindet af det klare sandheds lys,
som hun så skinne i rigt mål til
alle sider, og måtte sig derfor atter
til jorden sænke, ja, løbe ind på ny
til livets storm og brus.
Inden hun vender tilbage, får hun dog lov til at møde sin elskede, den døde ægtemand Jacob Fabricius, der forklarer hende meningen med jordelivets vanskeligheder og ufuldkommenheder.
Fru Lenngrens digt udspiller sig ligesom fru Nordenflychts i Elysium. Ved en laurbærskygget kilde møder vi fru Norden-flycht, ved hendes side sidder Gustaf Philip Creutz, som er hendes og Gyllenborgs fælles digterbroder. Fru Nordenflycht beklager sig til sin ven Creutz. Hun beklager sig over, at Gyllen-borg har svigtet hende. Gyllenborg, siger hun, har lovsunget en anden kvindelig digter, en uværdig. Fru Nordenflycht fremhæ-ver i sin klage sider hos sig selv, der mangler hos fru Lenngren: sin omfattende indsats, sin store belæsthed, sin kamp for kvinden. De store bedrifter, som fru Nordenflycht bringes til at hentyde til, er bl.a. digtene »Tåget öfver Bält« (Toget over Bæltet) og »Fruentimrets försvar« (Forsvar for kvinden), over for hvilke fru Lenngren ifølge sit eget digt ikke har noget at komme med:
Med hvilken bragd af vitter Själ,
Säg mig förtjente Hon väl detta?
Hon aldrig last et ord i Bayle,
Som Kellgrens skugga vet berätta.
Jag skref mit hela Köns forsvar,
Som alla minnen än förvara,
Och hon – törhända nödigt har
At Könet hänne må försvara.
Mit Snille på et vidsträckt fält
Gjort färder, som man vet, ej korrta,
Och fort mig borrt längst öfver Bält,
Och hon – är nästan aldrig borrta.
Sig mig, med hvilken dåd af en
poetisk sjæl
fortjente hun mon dette?
Hun har aldrig læst et ord i Bayle,
det kan Kellgrens skygge berette.
Jeg skrev mit hele køns forsvar,
som endnu er forvaret i alles
erindring,
og hun – har måske nødig,
at kønnet vil forsvare hende.
Min snilde har på vidstrakt felt
gjort rejser, som man ved, ej korte,
og ført mig bort, langt over Bæltet,
og hun – er næsten aldrig borte.
Den lyriske tone
Det spotske indslag i fru Lenngrens digt er ikke til at tage fejl af. Hvad er det da ved Hedvig Charlotta Nordenflycht, der gør hende til et så taknemmeligt mål for nedladenhed og latter? Der er én ting, som ingen frakender hende – at der er linjer af virkelig lyrik i hendes produktion. Hertil hører optakten til det store tankedigt:
Du magt! du Varelsernas Källa,
Du tids och Verldars Uphofs-Man!
Du grund! ur hvilken tingen qvälla,
Du högst af hvad jag tänka kan!
Du magt! du væsenernes kilde,
Du tids og verdeners ophavsmand!
Du grund! fra hvilken tingene vælde,
Du højeste af det jeg tænke kan!
Og hertil hører passager fra det store forsvarsdigt for kvinden, f.eks. de følgende linjer, hvorfra Kerstin Ekman kan have hentet titlen til sin roman Springkilden (1976). Disse linjer handler om kvindelig skaberkraft:
Man tapper ådran til uti en Springe-källa,
Och undrar se’n derpå at ådran ej vil quälla.
Man snärjer Ørnens fot, dess vingar sönderslår,
Förviter honom se’n at han ej Solen når.
Man stopper åren til i en springkilde
Og spørger siden hen, hvorfor åren ej vil vælde.
Man snører ørnens fod, slår dens vinger itu,
Bebrejder den siden, at den ej solen når.
Til det, som har den store lyriske tone, hører frem for alt den sene kærlighedslyrik, digte som »Ensligheten« (Ensomheden), »Öfver en Hyacint«, »Fragment af en Heroide« eller denne strofe af »Til ***«:
Hvad har jag sedt? hvad gruflig plåga?
Hvad nya ämnen för mit qval?
Hvad olja på min olycks låga?
Hvad öde för mit hjertas wal?
De ögon, som af ömhet brunnit,
Som ha mit lif, min död, i sig,
Ha nyss af sorg och saknad runnit,
För hvem? Ach för en an än mig.
Hvad har jeg set? Hvilken gruelig pine?
Hvilke nye anledninger til min kval?
Hvilken olie på min ulykkes ild?
Hvilken skæbne for mit hjertes valg?
De øjne, der af ømhed brændte,
Som har mit liv, min død i sig,
Har nylig grædt af sorg og savn
Efter hvem? Ak, en anden end mig.
Disse højdepunkter findes i fru Nordenflychts lyrik, og ikke mange nægter i dag, at hun i den henseende er en stor forfatter. Det, som tilsyneladende vækker anstød, er selvfølelsen, for ikke at sige praleriet hos fru Nordenflycht. Men hvordan skal man forstå denne selvfølelse?
Den plads i den svenske litteraturhistorie, man plejer at anvise Hedvig Charlotta Nordenflycht, er, at hun er den, som indfører den subjektive lyrik i svensk litteratur. Levertin skriver f.eks. om Den sörgande Turtur-Dufwan (Den sørgende turteldue), fru Nordenflychts digtsamling ved sin mands død, at den er »vor digtekunsts første absolutte jeglyrik«. Hos Levertin kobles denne indsats sammen med et andet fænomen, nemlig at fru Nordenflycht var den første i svensk litteratur, der så digtningen som et kald; en opgave, en kulturgerning i sig selv. Dette hænger igen sammen med, at fru Nordenflycht var en af de første i vor kulturkreds, som levede af sin pen – som af lyst og nødvendighed var forfatter af erhverv.
Alt dette peger i retning af noget nyt, som bryder igennem; en ny subjektivitet, individualisme, autonomi, selvhævdelse. En ny borgerlig selvfølelse, en ny poetisk forfængelighed. Eller som Levertin skriver om fru Nordenflycht: »Hun er det første moderne menneske i den svenske digtning«.
I denne nye selvfølelse ligger der, som Levertin også påpeger, flere ting. Et vigtigt forhold er, at et jeg begynder at hævde sin private ret, sit eget følelseslivs ret, til at blive hørt. I den henseende skulle fru Nordenflycht ifølge Levertin oven i købet være en af de første i verden. Et andet vigtigt forhold er, at dette jeg betragter sit udtryksbehov og sin formuleringsevne som en værdi for nationen, eller for menneskeheden. Et sådant syn kommer frem i et brev til mæcenen Carl Gustaf Tessin, hvori Hedvig Charlotta Nordenflycht taler om digtekunstens betydning. Alle »civiliserede folk«, skriver hun, undtagen svenskerne kan opvise en Vergil, en Fontenelle, en Pope eller en Gellert. Hvor vigtigt er det derfor ikke, mener hun, at hun selv får mulighed for at arbejde med sin sædelære på vers. Og i en erklæring til Stænderne, hvor hun ansøger om statsunderstøttelse for sin digtning, hævder hun uden tøven, hvor vigtigt det er, at hun bliver garanteret ro til at skabe. Nød giver ikke storhed: »de bedrøvelige tilstande«, som hun befinder sig i, har den virkning, at de »altid svækker og kvæler alle åndsevner, lige så vel som hos det stærke køn«.
Tankebyggar-Orden, grundlagt i 1753, er et tegn, som peger i samme retning. Den er det ældste fast organiserede selskab for litterær skaben, der eksisterer i Sverige. Fru Nordenflycht blev valgt ind i april samme år, som selskabet blev oprettet, som medlem nr. 27. Om hendes optagelse skrev en af grundlæggerne, at den var »en velgerning, som gør os forbløffede«.
Det oplyste midtpunkt
Hedvig Charlotta Nordenflycht blev snart midtpunktet i inderkredsen af Tankebyggar-Orden. Hun var, sammen med Gyllen-borg og Creutz, den ledende skribent i ordenens publikation Våra försök, som senere blev kaldt Witterhetsarbeten (litterært videnskabelige arbejder). I sine memoirer har Gyllenborg skrevet om fru Nordenflycht i ordenens første år: »Det var dette selskab, hvor åndens uophørlige livlighed byggede på omfattende viden, som lokkede bekendtskaber til hende fra alle stænder, fra alle elskere af digtning, fra alle mennesker af smag og sand lærdom. I hendes hus var man sikker på at finde det mest oplyste og bedste selskab, som ofte var trættende for den, der ville nyde hendes attention udelt, og i hendes solitaire selskab fandt det angenemste (det behageligste) af alle«.
Den kvindelige lyre
I den »almindelige« litteraturhistories perspektiv kan man måske kalde fru Nordenflycht den første selvbevidste digter i svensk litteratur. Man kan måske også bebrejde hende et alt for individuelt indstillet lykkebegær, »pral« og ærgerrighed. Hos Hilma Borelius knyttes alt dette til hendes behov for en kvindesolidaritet. »Kvindebevidsthed og forfatterbevidsthed følges ad hos Hedvig Charlotta Nordenflycht«, skriver Hilma Borelius.
Hilma Borelius har peget på den betydning, som titlerne har hos fru Nordenflycht. Den sörgande Turtur-Dufwan (Den sørgende turteldue) – en »for os« lettere komisk titel, skriver Levertin – går, ifølge Hilma Borelius, tilbage til Sophia Elisabet Brenner, fru Nordenflychts kvindelige forgænger i svensk digtekunst. Det, som fru Nordenflychts titel opfanger, er det stærke betydningsindhold i to linjer hos fru Brenner. Det drejer sig om fru Brenners begravelsesdigt over ægtemanden, hvor den sørgende hustru henvender følgende ord til sig selv:
Ja fast du dig til döds enwettigt wille grufwa,
Det wor’ en låflig sorg, dock för en turturdufwa.
Ja, selv om du stædigt ville jamre dig til døde,
ville det dog være en tilladelig sorg for en turteldue.
Fru Nordenflychts følgende samlinger gik under navnet Qwinligt Tankespel (Kvindeligt tankespil), den første anonymt, under navnet »en Herdinna i Norden« (en hyrdinde i Norden), de senere under eget navn. Samlingerne blev altid dediceret til kvinder.
Hedvig Charlotta Nordenflycht gør krav på at kunne træde frem i politiske og filosofiske spørgsmål – allerede det var udfordrende for mange. I de politiske digte hører man tit en kvindes stemme. I forbindelse med bondeoprøret i Stockholm i juli 1743 skriver hun et digt, hvor Sverige, sønderrevet af borgerkrig, fremstilles som en fortvivlet moder:
Men ack! nu rörs et ädelt moders hierta:
Min råck är stänkt med egna barnas blod.
Men ak! nu røres et ædelt moderhjerte:
Min kjole er stænket til med mineegne børns blod.
Da to generaler blev dømt til døden og halshugget for den russiske krig, der var årsag til urolighederne, skrev fru Nordenflycht et digt til den ene generals enke, en hende ukendt person:
Jag ser, min Fru, Ert slagna hierta,
Och Edra barns, i bitter smärta,
Anklaga ödets grymma fel.
Jeg ser, min frue, Eders slagne hjerte,
og Eders børns, i bitter smerte,
anklage skæbnens grumme fejl.
Det er også Hilma Borelius, der fremhæver fru Nordenflychts behov for udveksling med andre kvinder. Man finder hos fru Nordenflycht en udtalt glæde over kvinder, der har skrivebordet som arbejdsplads, en sult efter tankeudveksling. Der herskede et sådant intellektuelt venskab mellem fru Nordenflycht og den norske Brigitta Lange. I forbindelse med at Brigitta Lange havde oversat et spansk historisk værk, sørger fru Nordenflycht for i et hyldestdigt at påkalde hele rækken af lærde og skabende kvinder i historien:
Du lärda Qwinno-flock! du Könets största prakt,
Som dina gåfwor har i högsta odling bragt,
Til Wetenskapers ljus, til Slögder, Konst och lära.
Du lærde kvindeflok! Du kønnets største pragt,
som har dyrket dine evner til det yderste,
Til oplysning for videnskaberne, til flid, kunst og lærdom.
Hvor stærkt selvbevidstheden om det at skabe flyder sammen med kvindebevidsthed hos fru Nordenflycht, kommer bl.a. frem i de følgende linjer i digtet »Fruentimrets försvar« (Forsvar for kvinden). Hun skriver om en gennem århundreder tilbageholdt kvindelig skaberkraft:
När oss förmenas alt hvad våra vett kan föda
Och det dock glindrar upp af egen drift och möda,
Ar det ej största prof på snillets ädla mål
Och på en tanke-kraft som inga gräntsor tål?
Når alt, hvad vor fornuft kan føde, formenes os,
og det dog stråler frem af egen drift og møje,
er det da ikke den største prøve på åndens ædle mål
og på en tanke-kraft, som ingen grænser tåler?
Den samme selvfølelse finder man i de følgende linjer om de kvindelige litterære frembringelser, som Rousseau anklagede for at mangle ild og begejstring:
Mån styrka, eld och smak i Quinno-skrifter fattas?
, derför at de ej af gräl och reglor mattas,
Ar deras penna stark, naturlig, lätt och fri.
Mon der mangler styrke, ild ogsmag i kvinde-skrifter?
Nej, fordi de ikke svækkes afskænderier og regler,
er deres pen stærk, naturlig, let ogfri.
Hos Hedvig Charlotta Nordenflycht er forfatterbevidsthed forbundet med kvindebevidsthed. Men Hilma Borelius har peget på endnu et element i denne konstellation. Det kan kaldes et kærlighedens storsind, og det træder gribende frem i det vidunderlige prosastykke »Fröjas räfst« (Frejas revselse).
I »Fröjas räfst«, fra fru Nordenflychts sidste år, fortæller hun i hyrdedigtets dragt om sig og Johan Fischerström, hendes sidste, store kærlighed.
»Midt mellem pudrede kammerjunkere og polerede skøn-ånder kom han – det kan man se af hans portræt – som en mand fra en anden verden med sit stride sorte hår, sine brændende øjne, sin lidenskabelige og plebejiske mund«. (Levertin om Johan Fischer-ström i Svenska gestalter).
Den kvindelige part hedder Hildur, den mandlige Adil. Hildur er en feteret kvinde. Som fru Norden-flycht selv fremstår hun som noget af en Nordens Aspasia. I beskrivelsen af hende kan man kende Gyllenborgs billede af fru Nordenflycht fra 1750’erne:
»Hildur vant til at se hundreder af tilbedere for sine fødder, til at høre sig rost af tusind tunger, til at blive opsøgt af alle, beundret af alle, æret af alle…«.
Uden den mindste tøven har hun valgt at trække sig tilbage sammen med Adil, som står langt under hende i anseelse, ejendom, stand. De lever sammen i en beskeden hytte. Adil siger om Hildur, at hun har »trængt så mange fuldkommenheder sammen i denne hytte og fundet hele sit begær stillet tilfreds i det ene, at elske mig«.
Sådan var det, i det virkelige liv, da fru Nordenflycht slog sig ned på godset Lugnet ved Sjö og fik Fischerström anbragt som forpagter. Men prosastykket fortsætter med noget, der peger frem mod den aldrende digterindes frygt for at miste den yngre elskers kærlighed. Hildur går til templet, i sin ængstelse vil hun udforske fremtiden. Dette straffes hun for og mister sin ydre skønhed. Adil ophører dog ikke med at elske hende. Men deres samliv ødelægges af den mistro, der har grebet hende, af en tvivl, som aldrig slipper Hildur. Adil fortæller: »Hendes ømhed for mig er så stor, at hun ikke engang vil vise sin frygt, men hun frygter alligevel. Ak! Hildur, hvordan kan du være så grusom og mistro et hjerte, som forstår at skatte dit«.
Adil elsker stadig. Han er lige så opfyldt af Hildur, som da hun var smuk, lige så indtaget nu i hendes indre skønhed som han engang var det i hendes »udvortes ynde«. Kun mistroen, Hildurs tvivl, forstyrrer. På Adils indtrængende bønner bliver Hildur til sidst befriet for sin mistro af Freja. En kærlighedsfest begynder.
Ved denne kærlighedsfest ønsker Freja, at de elskende skal belønnes. Hun kalder på sin søn, kærlighedsguden. Men kærligheden har jo ikke noget at komme med, han har allerede gjort sit:
»Jeg kan ikke gøre dem lykkeligere, end de er, sagde han, for de ejer hinanden«.
For at opfylde Frejas ønske om en belønning må han søge hjælp hos en anden guddom. Han henvender sig til Apollon.
Det er her, i prosastykkets allersidste linjer, at den meget kvindelige vending indtræffer. Apollon giver kærlighedsguden sanggudindernes harpe, digtergaven. Hvem skal guden give den videre til? Selve kulminationen i denne kærlighedshistorie – mellem Hildur og Adil eller, om man vil, mellem Nordens Sappho og en magister i nationaløkonomi – bliver, at kærlighedsguden overrækker manden, Adil, udødelighedens harpe.
Digtergaven, den, der for fru Nordenflycht i årenes løb har fået større og større glans, bliver kærlighedens belønning til den elskede mand, den mand, hun elsker, og som selv formår at elske. Hilma Borelius sammenfatter det således: »Hun smykkede den elskede med det bedste, hun kendte, da hun lod ham spille på Apollons harpe«.
»Fröjas räfst« slutter med, at Adil spiller. Han er opflammet af en »guddommelig ild«, han spiller med intet mindre end kærlighedens luer i årerne.
»Hans sanser forblev i en yndig henrykkelse. Han tog harpen og sang om gudernes værker, om naturens vidundere, om kærligheden og om Hildur«.
Og i virkeligheden? I virkeligheden var det fru Nordenflycht, der spillede og elskede. Det er hende, som med sin harpe har givet Johan Fischerström et strejf af udødelighed. Det er i hendes årer, ilden har flammet, hende, der i hed og smertelig inspiration har sunget om naturen, om kærligheden – og om manden.
Den sene kærlighed
Men også fru Nordenflychts sene kærlighed til Fischerström fik en afslutning. Denne gang ikke, som tidligere i hendes liv, på grund af den elskedes død, men fordi han fandt en anden kvinde. Denne kærlighed fremtræder aldrig i fru Nordenflychts forfatterskab som helt harmonisk. Hun prøver at overbevise sig selv om, at det er den »rette« kærlighed:
Den lågan, som mig tär och bränner
Til Kärleks elden icke hör,
Dock oro, i et hjerta gör,
Som starkt och ömt och häftigt känner.
Den lue, som tærer mig og brænder,
hører ikke til kærlighedsilden,
men forårsager uro i et hjerte,
der føler stærkt og ømt og heftigt.
Men fru Nordenflycht bliver nødt til at erkende, at hun har taget fejl:
J rena Tankar! Vishets ro!
Förnuft och Snille! söken stänga
Min fiende ifrån det bo,
Ur vilket han Er welat tränga;
Och råden i min fria Själ,
Som kärlek sökt at göra träl.
I rene tanker! Visdoms ro!
Fornuft og snilde! gid I må lukke
min fjende ude fra det bo,
fra hvilket han har villet trænge jer;
og gid I må råde i min frie sjæl,
som kærlighed har forsøgt at gøre til træl.
Fru Nordenflychts lyriske refleksioner over kærligheden er smertefulde, men det er til stadighed indlysende for hende, at en »rätt« kærlighed ikke tillader nogen undertrykkelse fra mandens side i ægteskabet. Det udtrykkes allerede i det tidlige digt »Friare Konsten« (Kunsten at fri):
Wänner kunna icke lyda:
Deras kärlek är den lag,
Som kan bägges plickt uttyda
Til hwars annars wälbehag.
Venner kan ikke adlyde:
Deres kærlighed er den lov,
som kan udlægge begges pligt
til hverandres velbehag.
Forfatteren er imidlertid klar over, at idealet tit er ét, virkeligheden noget andet:
Ja! jag tror i Naso handling,
at der näplig finnas kan
En så underbar förwandling,
Som när älskaren blir man.
Ja! jeg tror i Naso handling,
at der næppe findes kan
en så vidunderlig forvandling,
som når elskeren bliver mand.
Fru Nordenflychts syn på kærligheden og ægteskabet er en hel lære, en kærlighedsfilosofi. Med al sandsynlighed har hun overtaget den fra de franske preciøser, ligesom dronning Christina tidligere var blevet påvirket af dem. Der er stor overensstemmelse mellem preciøserne og fru Nordenflycht i tankegangen, og udtrykkene »ren kærlighed« og »ømt venskab« er f.eks. oversættelser fra fransk. I prosastykket »Fröjas räfst« finder man et lån fra et berømt sted hos Madeleine de Scudéry, en af de franske forfattere, som fremførte preciøsernes tanker.
At kvinden burde være ligestillet med manden i ægteskabet, er således fru Nordenflychts opfattelse. Ligestillingen skulle imidlertid ikke indskrænke sig til ægteskabet, men omfatte kvindens stilling i det hele taget. Med undtagelse af enker var alle kvinder på fru Nordenflychts tid umyndige, og uden direkte at kræve en ændring af loven mente fru Nordenflycht, at dette burde ophøre.
I hele sit forfatterskab plæderede fru Nordenflycht for en bedre stilling for kvinden, lige fra det tidlige digt »Fruentimbers Plikt at upöfwa deras Wett« (Fruentimmeres pligt til at opøve deres forstand) og til lærdomsprøven »Fruentimrets försvar« (Forsvar for kvinden) fra 1761, der er rettet mod Rousseau, som i et skrift fra 1759 havde udtalt sig nedsættende om kvinderne.
I 1700-tallet såvel som før og siden var »det svage køn« en omskrivning for kvinderne. Fru Nordenflycht bruger megen tid og energi på at gendrive påstanden om kvindens svaghed, på at vise, at hun er lige så veludrustet sjæleligt som manden, og på at plædere for, at hun i lighed med ham bør have lov til at bruge sine evner og sjælekræfter.
Fru Nordenflycht levede en stor del af sit liv som enke, dvs. som myndig, men hun giver ofte udtryk for kvinders følelse af indelukkethed og protesterer mod overgrebene på den frihed, som de i deres egenskab af mændenes jævnbyrdige burde nyde:
Du Kön, som på din lott af Himlen och naturen
Så ädla gåfwor, och så dyra plikter fått,
At på din dygd beror för werlden mera godt
An wanan almänt tror, som stängt dig uti buren.
Du køn, som af himlen og naturen
i din lod har fået så ædle gaver og så dyrebare pligter,
at af din dyd afhænger mere godt for verden,
end man af den vane tror, der har lukket dig inde i buret.
Ovenstående linjer er fra et digt fra 1750, foranlediget af at præsten Olof Kolmodin havde udgivet et Bibelsk Kvindespejl, et opdragelsesskrift for kvinder, hvor bibelske kvinder blev taget som mønster. Både i »Fruentimbers Plikt at upöfwa deras Wett« og i »Friare Konsten« (Kunsten at fri), der er skrevet tidligere end det ovennævnte digt, møder man også en følelse af indelukkethed. Det bør måske nævnes, at også de bibelske kvinder i Kolmodins skrift udtrykker en sådan følelse. Det i fru Nordenflychts digtning måske mest gribende udtryk for følelsen af at være lukket inde findes i »Fruentimrets försvar«, hvor det hedder, at man først stækker fuglens vinger og derefter siger: »Flyv!«
En mulighed for, at kvinder kunne få det videre udsyn, som fru Nordenflycht var fortaler for, var studier. De tanker, som findes i »Fruentimbers Plikt at upöfwa deras Wett«, gentages og videreudvikles i fru Nordenflychts senere forfatterskab. Hun mener, at kvinder både har ret og pligt til at studere:
Lät oss derfor tänka på
Hwad wår plikt af oss begärer
All Naturens ljus oss lärer
At wi ej sku stilla stå.
Lad os derfor tanke på,
hvad vor pligt af os begærer.
Al naturens lys os lærer,
at vi ej bør stille stå.
Hvis sjælen ikke har skuet sandhedens lys på jorden, vil den heller ikke kunne tåle det stærkere lys i evigheden. Fru Nordenflycht ser hele tiden alle menneskers dannelse og udvikling i samme perspektiv, kvindens dannelse falder ind under det almene, deistisk farvede religiøse perspektiv. Hun betoner, at kvinden først og fremmest bør ses som menneske, først dernæst som kvinde, et argument, man ofte møder i ligestillingsdebatten i vidt forskellige tidsaldre. I digtet »Til Swenska Fruntimret, då Herr Probsten Kolmodins Qwinnospegel, Andra Delen kom ut af Trycket« hedder det:
Dig är dock ej forment, at ädla up dit wett:
Den rätta menskjoplikt, hur kan du den undvika?
Dig er det dog ikke forment at forædle din forstand,
den rette menneskepligt, hvordan kan du undgå den?
Fru Nordenflycht anfører flere grunde til, at kvinder bør studere: hvis de er svage, bør de styrkes, de bør vinde forstand og dyd og forberede sig for evigheden, de bør have et nyttigt tidsfordriv, de bør skaffe sig noget at konversere om, de bør, ved at blive dannede, fremme fællesskabet i ægteskabet og blive bedre hu-
Struer og mødre. Forfatteren betoner også, at hun selv har nået både studier og husholdningsarbejde.
Kun én gang giver fru Nordenflycht svar på spørgsmålet om, hvad kvinden bør læse: alt det, der kan forhøje sjælens »glants«, »dygd och prydnad«:
… ja sielfwe Newton kan,
För henne nyttig bli; när hon en wishet sann,
Af all sin Läsning, med en warsam tanka länar.
… ja, selveste Newton kan
for hende nyttig blive, når hun en visdom sand
af al sin læsning med en varsom tanke låner.
B. le Bovier de Fontenelle, der med sit skrift Entretiens sur la pluralité des mondes (Samtaler om verdens mangfoldighed) skabte en bølge af interesse for astronomi hos de dannede kvinder, havde fru Nordenflycht ifølge egen oplysning brevkontakt med.
Bernard le Bovier de Fontenelle (1657-1757) var i Frankrig en tidlig repræsentant for oplysningen. Han populariserede sin tids naturvidenskab, især med henblik på kvinderne.
To digte afspejler denne interesse: »Winter-Ro« og den nydigtede slutning på oversættelsen af den spanske 1600-tals-digter Gracians »L’homme détrompé«. I begge digtene udtrykkes en æstetisk nydelse og en ærefrygtig andagt. De karakteristiske grundtanker for hele fru Nordenflychts forfatterskab findes her: skaberen, det store lys, åbenbarer sig i sit værk, der imidlertid kun giver et svagt genskær af ham for den menneskelige kundskabs øje, som ikke ser klart. Men engang skal sjælen skue lyset i dets fulde herlighed. Studiet af stjernehimlen var hos fru Nordenflycht mere end en tilslutning til en modebevægelse, det gav hende mulighed for refleksion og kontemplation.
I »Fruentimrets forsvar« fremfører fru Nordenflycht krav på kvindernes vegne, som hun ikke før har udtrykt klart, men kun antydet: at de skal have lov til at udøve erhverv. Man har aldrig behandlet kvinden som mandens ligestillede, og man har nægtet hende hendes ret som menneske. Snart har man ophøjet, snart nedvurderet hende. Kun én ting har man været enig om:
Man har med Kjönets rätt så eneväldigt handlat,
At man det än till Gud och än till mask förvandlat,
Dock altid sammanstämt i ett så hårdt beslut,
At stänga det från ljus och höga sysslor ut.
Man har med kønnets ret så enevældigt handlet,
at man snart til Gud og snart til orm det har forvandlet,
men altid været enig i en så hård beslutning,
at lukke det ude fra lys og høje beskæftigelser.
Ved hjælp af deres fysiske styrke har mændene tilvendt sig magten som lovgivere og gjort kvinderne til trælle. På grund af ladhed er kvinderne forblevet i mørket:
Så bindes Kjönets drift av fostringssätt och vana,
At kämpas med hvaran på dumhets trånga bana
Och som en prydnad dra okunnighetens ok,
Ty det är quinnans skymf at vara lärd och klok.
Ack! grymma tyranni, mån det vår Verld förbättrar,
At halfva släcktet stängs i dumhets trånga fiättrar,
När brist på hjernor röjs i sysslor och i värf?
Således bindes kønnets drift af opdragelsesmåde og vaner,
at man kæmper med hinanden på dumheds snævre baner
og som pynt bærer uvidenhedens åg,
thi det er kvindens vanære at være lærd og klog.
Ak! grumme tyranni, mon det vor verden forbedrer,
at den halve menneskehed lægges i dumheds trange lænker,
når mangel på hjerne røber sig i arbejde og erhverv!