Efter et kortvarigt ægteskab med Jeppe Aakjær klarede digteren Marie Bregendahl tilværelsen som enlig mor ved at holde hus for sin bror i København. Hun kunne ikke vende tilbage til sin hjemstavn, for hun havde fået opbruddet og byen ind i kroppen. Og spændingen mellem barndommens bondekultur og byens anonymiserede livsform, hvor man selv måtte skabe sig en identitet, blev den oplevelsesmæssige klangbund for hele hendes forfatterskab.Således videreførte hun det moderne gennembruds naturalistiske virkelighedsskildring, men på sin egen måde, hvor både de folkelige fortælleformer og den moderne kvindes kaos af modstridende erfaringer lod sig høre.
Tag: Kvindelighed
Blandt de få islandske kvindelige forfattere, som træder frem omkring århundredskiftet, rejser fra landet til Reykjavík. Men i deres litterære værker er det ikke samtidens Island, der danner ramme omkring deres skildringer af modernitetens islandske kvindekonflikter.De vælger fortiden som tidsramme, rejsen tilbage til det patriarkalske bondesamfund, som samtidens identitetskonflikter og opbrudsforsøg udspringer af. Fra dette perspektiv tematiserer de konflikterne mellem pligt og frihed, tradition og nybrud – ambivalensen over for kvindernes nye frihed.
For Ingeborg Stuckenberg stod Johannes Jørgensens, Helge Rodes og Viggo Stuckenbergs undsigelse af det moderne gennembrud som et forræderi mod alt, hvad de havde troet på og kæmpet for. Hun havde inspireret, kritiseret, sat musik til vennernes digte og skrevet på mandens forfatterskab. Alligevel kunne hun ikke tage til genmæle mod deres svig. Ikke muse, ikke præstinde, ikke valkyrie for andre ville hun være, men soldat for sig selv.Det så hun ingen muligheder for i århundredskiftets Danmark. Foråret 1903 lod hun alt bag sig, tog til Bremen og indskibede sig på et emigrantskib med kurs mod New Zealand. Året efter, den 12. august 1904, begik hun selvmord, 38 år gammel. Hermed gik en filmisk sansende, kunstnerisk komponerende og socialt engageret stilist tabt.
I Minda Ramms forfatterskab er menneskers holdning til livet det essentielle. Gennem medfølelse, kunst og filosofisk erkendelse kan de lære at overleve livets modsigelsesfulde vilkår. Derfor blev iagttagelsens og undersøgelsens nødvendighed Minda Ramms litterære credo.
Mod slutningen af 1800-tallet gjorde folkets sønner fælles front mod den borgerlige kultur og »dekadence« og skabte en ny folkelig realisme i dansk litteratur – også kaldet bondeforfatterne. Det samme gjaldt folkets døtre, hvoraf enkelte vovede sig frem som forfattere. De udgjorde ikke en gruppe i samme forstand som de mandlige bondeforfattere. De sad isoleret rundt omkring i Danmark med skriveriet som bibeskæftigelse til det arbejde, som gav dem brød på bordet. Derimod havde de i kraft af deres landlige oprindelse et vist stofligt fællesskab. Og tilegnelsen af skriftsproget blev en personlig befrielse, en vej ud af den snærende klassetvang og det anonyme køn.
Kærlighedens magt er så vældig hos mig, at den ofte næsten har slået min sjæl i stykker. Sådan skriver den finske forfatter Aino Kallas (1878-1956) i sin dagbog den 11. november 1918. Mens den vældige »kærlighedens magt« kan siges at være den kraft, hendes forfatterskab er koncentreret om, placerer Maila Talvios (1871-1951) forfatterskab sig centralt i de nordiske landes debatter om seksualmoral og inspireres bl.a. af Ellen Key. Bag oplysningsidealerne kan man imidlertid læse en sammenhængende beretning om kvindelig seksualangst, pessimisme og dødslængsel.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.
»Jeg er ingen kvinde«, skrev Edith Södergran. I skyggen af verdenskatastrofer digtede hun om magten til at definere sig selv. Hendes bidrag til en ny verden er at tage skridtet ud af den marginaliserede kvindelighed og stille sig midt på verdens scene.I sin korte levetid som digter var Edith Södergran udskældt af den etablerede kritik. En stor del af pressens reaktioner gik ud på at drøfte, om forfatterinden var splitterravende tosset eller bare en smule gal.Men Edith Södergrans digtning skal ses som en proces, et forsøg på at pege på sprogets manglende evne til at beskrive den menneskelige erfaring, at vi er sammensat af ondt og godt, mandligt og kvindeligt, bøddel og offer.
Svenske Hilma Angered-Strandberg fremsatte i 1887 en æstetisk programerklæring. Hun ville, at hendes digtning skulle udspringe dels »af et begær efter at digte i inspirationens øjeblik, dels af et begær efter at være nyttig, gribe folk i øret og tvinge dem til at høre på alt det vrange og skamløse herude«.Linjerne er skrevet i anledning af hendes gennembrudsværk Västerut fra 1887, en samling noveller, hvis handling er forlagt til Bohusläns vestkyst. Hele livet igennem var hun besat af sin lyst til at skrive. Af sine egne bitre erfaringer drog hun den slutning, at hvis en forfatter vil skildre livet troværdigt, må hun i sin digtning tillade sig den usorterede mangel på orden, der præger tilværelsen selv.