Musens emigration

»Du kan nu i alle Tilfælde trøste dig med, at jeg hellere er hvor jeg er, end Hjemme og at det er bedst for mig og for dem jeg holder af. Herovre kan jeg gaa ud af Verden uden Staahej, om den ikke passer mig mere. Hjemme havde jeg været et evigt Memento Mori at se og høre paa. Ensom havde jeg været og følt mig, trods al jeres Godhed og Kærlighed … Det var i alfald haabløst for mig at vente mig nogen anden Lod derhjemme end den for Exempel Tanterne havde, saa beskeden er jeg ikke. Jeg vil hellere prøve at vinde et større Lod«.

Året er 1903, stedet New Zealand, ordene Ingeborg Stuckenbergs (1866-1904) skrevet til søsteren Agnes Schwartz i København. En kort status efter et hastigt opbrud. Den kvindelige muse havde ikke blot forladt mand, børn, familie og kunstnervenner. Hun var emigreret.

Denne afslutning på et ægteskab var ikke til at forudse, da Ingeborg Pamperin forlod Vilhelm og Charlotte Kleins Tegneskole for Kvinder, af familien blev sendt et år på husholdningsoplæring for derefter, i 1887, 21 år gammel, at vandre ind i et ungt, radikalt og fattigt kunstnermiljø som digteren Viggo Stuckenbergs hustru. Hendes velhavende grossererfader havde sørget for standsmæssig bolig i de nyopførte Kartoffelrækker ved Københavns søer, resten skulle klares af Stuckenbergs indtægt som lærer ved Slomanns skole.

Det Stuckenbergske hjem blev, med bestandigt vaklende økonomi, et samlingssted for unge radikale malere, forfattere og kritikere, Ingeborg Stuckenberg et kompromisløst, kritisk og praktisk centrum.

»Hun var forstaaende som en Søster, omhyggelig som en Moder. Hun var vor Kammerat, der skrev Noveller ligesom vi, og læste højt for os af En Jægers Dagbog (Turgenjev) som altid laa opslaaet paa hendes Sybord. Hun var en ung Kvinde, der legede med os – gjorde os ulykkelige med en kølig Mine og lykkelige ved et fortroligt Ord, en Haand paa ens Arm eller et af hendes lysende Smil. Hun var Veninden, vi var Dus med, og til hvem man kunde tale om alt – hun var Musen, som man skrev Vers til for et Kys paa hendes Kind. Hun var Marketendersken i vor lille Fremskridtets Hær – hun var Valkyrjen, der gik forrest i Kampen og hun var Præstinden for den hellige Ild i vore Sjæle«.

Der er en forjættende helhed over husvennen og digteren Johannes Jørgensens beskrivelse af Ingeborg Stuckenbergs position som centralnerve i det Stuckenbergske hjem. En sammenhængende udfoldelse af moderlige og erotiske, intellektuelle og kreative, praktiske, opdragende og opildnende evner. Men det moment, der kunne give denne sammenhængende kvindelige udfoldelse magt, som den havde agt, mangler: personlig myndighed og lige ret. Det er dette lille moments højeksplosive kraft, der sætter sit præg på litteratur, mennesker og kunstnermiljøer i Norden omkring århundredskiftet. Med frihed, med selvstændighed forvandler musen sig potentielt til kammerat, til kompagnon, til konkurrent, og virkningerne herfra vandrer omformende ind i kærlighedslivets psykologi, i ægteskabets organisering, i seksualitetens betydning.

Hvor gennembruddets kvinder vandrede ind i kroppens irgange til møde med driften og erotikkens dobbeltblikke, griber århundredskiftets kvinder på mange måder bag om gennembruddet til en romantisk – undertiden religiøs – idealisme, som i en reformerende, propaganderende bevægelse vendes udad i en kritik af de forhold, der gør det kvindelige begær hjemløst og fredløst. Radikale kunstnermiljøer, dobbeltmoralske præster, dekadent borgerskab, ryggesløse mænd og – ikke mindst – kvinder selv rammes af de nye tordenkiler.

Ingeborg Stuckenbergs skæbne er ikke repræsentativ for disse bevægelser. Snarere må den ses som det nulpunkt, hvorudfra de bliver nødvendige og forståelige. Foråret 1903 lod hun alt bag sig, tog til Bremen og indskibede sig på et emigrantskib med kurs mod New Zealand. Året efter, den 12. august 1904, begik hun selvmord, 38 år gammel.

Som lidenskab er historien om hendes og Viggo Stuckenbergs ægteskab velkendt. Den har løbende givet stof til Viggo Stuckenbergs forfatterskab. Dele af det blev faktisk skrevet af Ingeborg Stuckenberg, skønt udgivet i hans navn. Den har skabt figurer hos Sophus Claussen, hos Johannes Jørgensen, hos Agnes Henningsens senere ægtefælle Simon Koch, og den indgår som en væsentlig del af Gyrithe Lemches erindringsfiktion Tempeltjenere, 1926-28. Tolkningerne veksler, men i grundtræk handler historien om en lidenskabs storhed og fald. Om det unge kunstnerpar, bohemens idealister, der skulle realisere frihedens og sandhedens moral og lade deres ægteskab bestå »saalænge den Følelse varede, der bandt dem sammen og, efter begges Anskuelser, ene berettigede Mand og Kvinde til Samliv«. Følelserne holdt, men de former, de udfoldede sig under, blev smertefulde og modsætningsfyldte. Sandheden blev relativ, åbenheden tung at bære, efterhånden som børnene kom til, nye forelskelser slog ned, og en stadig dårligere økonomi skabte strid og bitterhed. De kunne ikke leve, som de ville, og heller ikke lade være. Sådan er historien blevet forstået. En forståelse, der yder begge parter retfærdighed, som nok forklarer opbruddets, men ikke emigrationens nødvendighed. Den brik, der mangler, før dens nødvendighed står klart, tilføjer Ingeborg Stuckenberg selv i sine breve fra New Zealand til søsteren Agnes i København:

»Du kan tænke paa mig, som en Soldat i Krigen; jeg har det ikke godt, desværre langt fra, – men jeg slaaes dog for noget og haaber at vinde noget. Mennesker maa have en Fremtid at se ud efter«.

At være muse og marketenderske for et kompagni digteriske ildsjæle er en opløftelse og et slid. Men når musens kraft og visioner altid skal formidles gennem andre, der medierer dens frihedstro og tillemper dens sandhedskrav, så bliver opløftelsen destruktiv og sliddet identitetsudhulende. For Ingeborg Stuckenberg stod Johannes Jørgensens, Helge Rodes og Viggo Stuckenbergs undsigelse af det moderne gennembrud som et forræderi mod alt, hvad de havde troet på og kæmpet for. Hun havde inspireret, kritiseret, sat musik til vennernes digte og skrevet på mandens forfatterskab. Alligevel kunne hun ikke tage til genmæle mod deres svig. Ikke muse, ikke præstinde, ikke valkyrie for andre, ville hun være, men soldat for sig selv.

Det så hun ingen muligheder for i århundredskiftets Danmark. Gifte kvinder var stadig ikke myndige, havde ikke krav på børnene i skilsmissesituationer og kunne med skilsmissen som skamplet se frem til tøjtenavnet og »en Lod som Tanternes«. Uuddannet som hun var, kunne hun spise nådsens brød hos forældrene eller slå sig igennem som privat spillelærerinde eller husholderske. »Var jeg blevet hjemme, kunne du med Rette have degraderet mig til en Stakkel«, skriver hun til Agnes.

I New Zealand søgte hun et sted, hvor hun i fred kunne skabe sig et livsgrundlag, og hvorfra hun fri og selvstændig kunne vende tilbage. Broderen Aage Pamperin var rejst dertil flere år tidligere. »Aage har skrevet Hjem i altfor lyse Farver«, konstaterer hun, da hun selv når frem, »jeg antager for at trøste Mor og fordi han jo har tænkt, at til ham kom aldrig nogen, der kunne se hvorledes Sagerne egentlig stod«. Valget af New Zealand skyldtes hans beskrivelser, men nok også de lykkelige myter om landet, der florerede i datidens Europa.

Hvis Ingeborg Stuckenbergs Korte Breve fra en lang Reise (udgivet posthumt 1986), skrevet under rejsen og efter ankomsten til New Zealand, var nået frem til offentliggørelse, som meningen med dem var, havde mange kunnet spare sig rejsen. Formålet med denne stramt komponerede og præcist sansende rejsebeskrivelse er netop at advare de naive og hindre den katastrofe, hun selv måtte se i øjnene.

»Landet med de blaa Bjerge og den blaa Himmel, – Landet der flyder med Mælk og Honning: hvor Jorden er billig og Arbeidet bliver godt betalt! Det er Tankerne, der besjæler den Ulykkelige der samler sine sidste Penge sammen og sit sidste svage Haab, for at prøve en sidste Hasard for Livet og Lykken …Ja, – Bjergene er blaa og Himlen er det, men Solen skinner over tusind stumme skuffede Haab. Hjemløse og fremmede dør de, der ikke var kraftige nok til det frygtelige Arbeide her fordres for at eksistere … Alle de, der forestiller sig New Zealand som det forjættede Land, burde se Galeanstalterne og læse Dødslisterne i Aviserne herovre. Man dækker over det saa vidt muligt, og Selvmordene henregnes alle til Sindssyge: men mange ere de Breve der efterlades af dem, der tog sig selv af Dage, der bevise at det ikke var Sindssyge, men Sorg og Skuffelser, Kummer og Elendighed der drev dem til det«.

Ingeborg Stuckenbergs egne breve er sådanne beviser. Men rejsebeskrivelsen viser samtidig, at med hende gik en filmisk sansende, kunstnerisk komponerende og socialt engageret stilist tabt. Med et smertefuldt, kompromisløst blik hudfletter hun i rejsebrevene sin egen naivitet.

Positionen som fremmed, fattig og som kvinde giver nyt blik for det hjemlige og gennemhuller århundredskiftets mange sange om det primitive emigrantlivs kulturelle velsignelser: »Civilisation er en af de Ting man først tilfulde forstaar at skatte, naar man er udelukket fra den. Du skriver om Bomuldskjoler og en Farm. Vor Herre bevare dig for det, nogensinde. Det kan lyde meget smukt at man vil gøre det hyggeligt for Mændene, naar de kommer Hjem. Men der er den Hage ved Tingen, at Mændene for det meste kommer ind saa dødtrætte at de knap spiser, endsige taler eller ser om Dugen er ren og Bordet net. De nikker kærligt til en og synker trætte ned i Stolen og ser med Øjne saa trætte, saa haabløse frem for sig, at Hjertet krymper sig i en og Ammestueeventyrene om det primitive Liv bliver til Snak. … Det er i den civiliserede Verden Chancerne er – for den der kan og vil noget, midt i Mylderet og Striden«.

De sidste ord sammenfatter Ingeborg Stuckenbergs emigrationstestamente.