Den norske lyriker Eldrid Lunden debuterede i 1968 med digtsamlingen f.eks. juli, en bog, der på en ny og fræk måde protesterede mod etablerede konventioner i norsk lyrik. Hun er en pioner blandt de lyrikere, der fra en feministisk position undersøger sproget som magtmekanisme og mulighed i poetisk form.I hendes digte knyttes kvindelighed ofte til metaforer som vand, regn, slim, mund, mens mandlighed konnoteres af »hårdere« metaforer som bil, insekt og puls. Men dette retoriske spil er samtidig åbent og dynamisk; en pointe er at undlade at fastlægge betydning, men at nedbryde de konventionelle forestillinger, der kan cementere kønsrollemønsteret. Bevægelse, musik, melankoli og oprør fejer som en blå bølge gennem forfatterskabet: Ingenting må falde til ro i dette sprog; poesien er evigt utålmodig.
Tag: Kvindelighed
Den islandske forfatter Svava Jakobsdóttirs fantastiske fortællinger er vittige, og deres humor og ironi hviler på deres dialoger med andre tekster i teksten. Bibelen udgør en indre tekst i hele forfatterskabet, men derudover henviser hun til tekster fra verdenslitteraturen, myter, eventyr og dameblade. Hendes epik bliver allermest grusom og grotesk, når hun angriber traditionelle klichéer og faste udtryk, som folk anvender uden at tænke sig om: »at ofre sig«, »at give nogen sin hånd«.Hendes forfatterskab er tit blevet delt op i en realistisk og en fantastisk del, og det er de fantastiske fortællinger, der har vakt størst opmærksomhed. Det er imidlertid en forenkling af hendes radikale projekt. Hun har aldrig forkastet den realistiske fortællekunst eller dens sociale og politiske referencer.
Med sin debut Indeni – udenfor fra 1967 placerede danske Kirsten Thorup sig centralt på den litterære scene. Her og i de følgende samlinger er det fremmedgørelsens, afmagtens og objektiveringens positioner, der afsøges i et hørbart personligt udtryk. Med romanen Baby fra 1973 signalerer hun imidlertid, at andet og mere er undervejs. Med denne roman skabte hun en stiliseret og stram optakt til et stort anlagt samtidsforfatterskab, der siden har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere.Et forfatterskab der også har kridtet danskernes bane op i en ubarmhjertig, men dog paradoksalt kærlig fritlægning af de undergangsbilleder, som samtidskulturen er fyldt af.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Den alt for hastige modernisering og urbanisering på Island havde psykologiske konsekvenser og skabte voldsomme kulturelle brydninger. De kvindelige islandske forfattere i perioden 1930-1965 forsøgte at analysere de processer, de blev udsat for, forsøgte at trække linjer bagud og fremad og at rekonstruere en mening i deres hverdag.Der var diskussion blandt kvinder i de år. Et oprør mod efterkrigsårenes omsorgs- og husmoderideologi var på vej. Og man kan notere flere udbrud af frustration og modstand mod den mandlige litterære elites arrogance og kvindeforagt. Men arrogancen havde en virkning, og de yngre kvinders litteratur i 1950’erne og 1960’erne er ofte præget af forsigtighed og selvcensur.Der var langt mellem ambitiøse debutanter, og i kvindernes romaner blev hvert eneste ord vejet. Sprogbevidsthed, formfornyelser, absurde eller groteske indslag er imidlertid påfaldende i Unnur Eiríksdóttirs, Drífa Viðars og Ásta Sigurðardóttirs noveller. Modernismen var på vej, og det var byens unge kvinder, der banede vejen for den.
Den islandske forfatter Ásta Sigurðardóttir havde en forkærlighed for selviscenesættelse, der fik hendes samtid til at tabe pusten. Alle hendes noveller spejler en splittelse mellem længslen efter normalitet, tryghed og borgerlig anerkendelse på den ene side og oprør, frihedstrang og en dybtgående forkastelse af borgerlige værdier på den anden.Hun elskede at agere, men ingen andre end hun selv skulle skrive hendes roller. Rejsen udgør et tilbagevendende motiv i hendes tekster, og hendes personer er alene både i fysisk og eksistentiel forstand. De senere tekster savner den intensitet, der prægede hendes første noveller. Stoltheden, selvhævdelsen, dronningens arrogance er borte. Blikket er sløvet, selvhadet dominerer. Der findes ikke længere noget, der er værd at iscenesætte.
Den norske forfatter Ebba Haslund var først og fremmest interesseret i middelklassekvindens sociale situation og livsvilkår i efterkrigstidens Norge. Hun forsvarede husmødrenes funktion, men så samtidig, hvordan den øgede velstand og teknologiske udvikling medførte, at deres opgaver mindskedes. Derfor forsvares såvel kvindens ret til at være almindelig husmor som hendes ret til at afvige fra de traditionelle kønsmønstre.Hun skildrer kvinders hverdag. Men gennem det hverdagsagtige spejles også et samfunds konflikter og modsætninger. Derfor har mange læsere følt hendes bøger vedkommende. Ebba Haslund lod ikke blot sin stemme høre gennem forfatterskabet; hun var i mange år formand for Den Norske Forfatterforening, og som morgencausør i norsk radio nåede hun ud til mange lyttere.
Tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge, debuterede i 1930 i Helsingfors: Solveig von Schoultz, Mirjam Tuominen og Eva Wichman. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement.Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område. Inden for poesien fortsatte de på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.
Efterkrigstiden i Finland skabte en længsel efter kunst og litteratur. Der blev udgivet megen lyrik, og blandt debutanterne var ualmindelig mange kvinder, både finlandssvenske og finske. Men kvindernes digtning var ikke centreret om politiske temaer eller patriotisme. Det personlige jeg, kvindens egne erfaringer, omsorgen for hjemmet, for børnene, for verden og for menneskeligheden stod i centrum. Man søgte efter en form, der adskilte sig fra det klassicistiske digtsprog, som var blevet styrket i 1930’erne og under krigen. Hurtigst tonede denne stemme frem blandt de unge kvinder, der ofte var mere parate end mændene til at finde nye synsvinkler og komme ud af krigstidens univers.Kvindernes lyrik kan delvis læses som en stillingtagen til en lyrikkultur i forvandling, men også som en videreudvikling af strategier inden for skrivekunsten. Et bevis på den betydning de kvindelige lyrikere, der dukkede op i krigens skygge, har haft, er, at bemærkelsesværdig mange af dem har skabt deres egen profil og er fortsat med at skrive deres egne moderne digte helt frem til i dag.
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.