Fire år efter at Gyrithe Lemche (1866-1945) havde forladt posten som Dansk Kvindesamfunds landsformand, udkom Tempeltjenere, I-III, 1926-28. En stort anlagt selvbiografisk romanserie, der i fiktiv form rummer Gyrithe Lemches tolkning af modsætningerne i dansk kvindebevægelse og de stridigheder, der førte til hendes afsked som redaktør af Kvinden og Samfundet.
Gyrithe Lemche blev fra 1910 til 1922 en hovedskikkelse i dansk kvindebevægelse. Som Dansk Kvindesamfunds historieskriver, formand for dets forretningsudvalg (1913-18), organisator af nye medlemskredse landet over, som redaktør af foreningens tidsskrift Kvinden og Samfundet (1913-1919) og landsformand (1921-22) blev hun strateg og ledende ideolog i de bevægede år, hvor kampen for stemmeretten stod på dagsordenen. Da den endelig var i hus i 1915, og det omstridte kvindelige takketog var gennemført, brød modsætningerne ud.
»For mig«, skriver Gyrithe Lemche i Kvinden og Samfundet, 1919, efter at hun er blevet fyret som redaktør, »har Kvindebevægelsen ikke som for saa mange betydet blot en udløber af den demokratiske Bevægelse, den har betydet noget helt for sig selv med egne Maal, langt udover den formelle Ligestilling, og egne Forpligtelser. Derfor har jeg aldrig anerkendt Dogmet om, at Kvinder skal tilslutte sig et af de mandsskabte Partier«.
Gyrithe Lemche ville skabe et kvindeparti, flertallet i Dansk Kvindesamfund var uenige, og Gyrithe Lemche måtte gå.
Tempeltjenere er da også blevet betragtet som Gyrithe Lemches forklaring og forsvar. Men den er mere end det. Det er en roman om forkynderens mord på kunstneren, om dannelsesromanens sejr over udviklingsromanen og om forskellen på de energier, der driver kunstneriske erkendelsesprocesser, og dem, der driver kampen for en fælles sag.
Tempeltjenere er ikke forfatterskabets hovedværk. Det er romanserien Edwardsgave, I-V, 1900-12. Men det er en hovednøgle til forståelse af den kunstneriske omvæltning, der finder sted, da Gyrithe Lemche i årene 1910-22 forlader studerekammeret til fordel for kvindesagen. »Det er ikke romanskrivende Damer, Kvindesagen behøver. Nej, hvad vi trænger til er Forkyndere, Kvinder med Intuition, Profeter i Kvindeklæder«. Sådan hedder det i Tempeltjenere. Gennem romanen løber to mønstre, som Lemche uden held søger at tolke sammen. Det ene er et søgende lidenskabsmønster. Det følger den kvindelige Faust og fører i sin fascination af lidenskabsveje direkte ind i de romaner, Gyrithe Lemche skrev, før kvindesagen kaldte: Folkets Synder, 1899, og Edwardsgave, 1900-12. Romaner, der i indignationsiver og i afdækning af drifts- og splittelsesmønstre står som paralleller til Elin Wägners, Sigrid Undsets og Thit Jensens samtidsromaner. Det andet er et åbenbaringsmønster, der som en romantisk kristenidealistisk livstolkning knyttes til kaldet, og som i sig rummer kravet om afkald: udgrænsning af den personlige lidenskab til fordel for den fælles. Et mønster, der skaber seere og forkyndere, og som danner grundlag for det litterære og journalistiske forfatterskab, der – i kvindesagens tjeneste – efterfulgte Edwardsgave. Tilsammen rummer de Gyrithe Lemches forståelse af forholdet mellem kunst og forkyndelse. Første og anden del af Tempeltjenere skildrer en kvindelig kunstners udvikling. Tredje del foretager den omtolkning af mønsteret, der undsiger kunstneren og omskaber hende fra en kvindelitteraturens Faust til en kvindesagens Moses. Spirerne til en kritisk realisme må vige for en idealistisk forkyndelse. Det er i kort begreb linjen i hele Gyrithe Lemches forfatterskab.
Driften – det centrale tolkningspunkt
I mange af Det moderne Gennembruds kvindelige forfatterskaber skildres barndommen som et paradis. En uendelig frihedstilstand, hvor kønnet og seksualiteten endnu ikke har fået formende og begrænsende magt. Hvor barndomsskildringerne slutter, starter fortællingerne om det chokerende møde med seksualiteten, om ulighed og undertrykkelse, om kvindelige splittelser mellem ømhed og omsorg, selvstændighed og drift. I en række af århundredskiftets forfatterskaber gentages disse skildringer, men nu set i religiøst tolkningslys som Paradis, Syndefald og en drøm om det punkt, hvorfra en ny forsoning, en frihed og lighed mellem kønnene, der ikke frisætter begæret, kan skabes. Det er en grundstruktur.
Sådan er det også i Gyrithe Lemches forfatterskab og for Tempeltjeneres hovedperson Karen Sofie. De fleste af sine barndomsår tilbringer hun på bedsteforældrenes gård. Et landligt paradis, hvor hun frit kan udfolde også sine drengede sider. Som 10-årig møder hun syndefaldet. I natlige beretninger tegner en af gårdens gæster omridsene af det, fortælleren kalder »Gaardens Roman« og indvier det begærligt lyttende barn i det stof, der blev forfatterskabets grobund: »Saa kom hun jo den anden, som ejede alt det, din stakkels bedstemor manglede: Musikaliskhed, dramatisk Talang, Sans for det højere kort sagt, og hun vakte den Lidenskab, som slumrede under hans tilsyneladende saa rolige Overflade … For din Bedstefar er af Naturen en meget lidenskabelig Karakter«.
»Gaardens Roman« er enkel. Den handler om, hvordan lidenskaben i kunstnerisk sanselig form bryder ind i et praktisk jordbundent ægteskab og splitter det.
Der bliver kørt menage à trois på gården, indtil børnene griber ind, får fjernet den musiske frk. Barner, som »den anden« hedder, og skabt den hadets tavse neutralitet, der kun lader sig opretholde, fordi datteren Elisif ofrer sit kærlighedsliv og lever som formidlende postbud mellem de to tidligere ægtefæller. Gården, der var paradis, fremstår nu for Karen Sofie som en driftshærget tomt. Med denne indsigt i mænds og kvinders begær slutter barndommens paradistilstand. En lidenskabsfascination starter.
Det er kardinalpunktet i hele Gyrithe Lemches forfatterskab, vi her står over for: en kunstnerisk inspireret sanselighed, der selvstændiggør driften og lader den følge sine egne veje – på tværs af ægteskab, børn og familie.
Digter og realist
»Du er ikke som andre Børn. Der er noget ved dig paa én Gang af en Digter og en Realist«. Sådan beskrives barnet Karen Sofie i Tempeltjenere. Det er også splittelserne mellem digteren og realisten, der præger Gyrithe Lemches forfatterskab. At være realist betyder for hende at gå ind i sin tid og tage dens problemer og opgaver på sig. At være digter, derimod, er at give sig fantasien i vold og med sin visionære billedskabende kraft puste liv, bevægelse og tolkning i det forbigangne. Hun vil begge dele, men oplever bestandig, at det ene træder i vejen for det andet. Som barn digtede hun sig en verden til under gårdens lindetræ, som ung student tørrer de fabulerende kilder ud i mødet med universitetets lærdomskrav:
»Jeg tror slet ikke Mændene kan lide Kvinder som jeg, der altid vil maale sig med dem i Dygtighed og Lærdom. Jeg bliver nok en gammel Lærerinde med Magistergrad og Mandfolkemanerer og det kedelige er, at jeg i Grunden slet ikke har Lyst dertil … Jeg tror, jeg har mest Lyst til at fabulere …«
I denne situation møder Gyrithe Lemches erindrings-jeg, Karen Sofie, sin Mefisto – den klaverspillende mediciner og litterat Hans Brock: »Det var Scenen mellem Faust og Gretchen han spillede, hun havde selv hørt ‘Mefistofele’ ifjor«. Alt i sceneriet og musikken burde have advaret hende. Kun læseren ved, at her står vi over for fristeren. Det maskuline sidestykke til den musiske frk. Barner i »Gaardens Roman«. Karen Sofie er på vej ind i sin egen udgave af bedsteforældrenes kærlighedsdrama. For hendes indre blik fremstår Hans Brock som frelseren. Den der på en gang kan forløse kvinden og digteren i hende, de frugtbare og kreative kilder. Men – for Hans Brock har kvinder kun én mission: at være mænds muser.
Historien om Karen Sofie og Hans Brock rummer i fiktiv form Gyrithe Lemches eget møde med lidenskaben. Ud af det – af sviget, smerten og den uforløste drift – springer den særlige lidenskabsfascination, der bærer det tidlige forfatterskab. Som kunstnerisk energi er den velkendt. Fra Johannes Ewalds Arendse til Sophus Claussens digte bliver den drift, der ikke omsættes i virkelighed, til skrift. Det gør den også hos Gyrithe Lemche. Men i en særlig kvindeligt organiseret form. Både hun og hendes alter ego, Karen Sofie, gifter sig. Da historien om hende og Hans Brock er en Faust-Mefisto-historie, rummer den naturligvis også sin Gretchen-skikkelse: Karen Sofies ægtemand Preben Bille.
»Hun havde sagt det ærligt til ham, da han bad hende blive sin Hustru, at hun aldrig havde været forelsket i ham som i en anden, at hun følte sig som slaaet i Stykker, men hvis han kunne bære over med dette, vilde hun gøre alt for, at han ikke skulde komme til at fortryde sit Valg«.
Hele sin omsorg og ømhed investerer hun i ægteskabet med Preben Bille. Et forhold, der giver plads for både realisten og digteren. Den lidenskab, der ikke kan integreres, bliver til romaner. En forfatterstrategi, der kunne realiseres, fordi Karen Sofie tilhørte en velsitueret højere middelklasse, der havde tjenestefolk til sin rådighed, og fordi hendes mand støttede hende: »Jeg vil se Dig glad med Lys i Øjnene, og jeg vil høre Dig fortælle mig ved Aften og Morgen alle de mærkelige Ting, som gaar for sig i Din mageløse Hjernekiste. Derfor giftede jeg mig med Dig, ikke med en Husholderske«.
Portrættet af fabrikanten Preben Bille er et af de kærligste mandsportrætter i dansk kvindelitteratur. Skildringen af hans og Karen Sofies ægteskab en af de lykkeligste. Den fastholdes romanen ud. Men den kunstneriske virksomhed, der er en bærende del af deres forhold, omtolkes.
Lidenskabens Romaner
Kan driften blive en af frigørelsens veje? spørger Gyrithe Lemche i sit private lønkammer. Svaret bliver et nej! Begæret er blindt, egoistisk og asocialt. Det vil altid søge sin egen tilfredsstillelse. Det rummer ingen hensyn, ingen omsorg. Det rydder alle hindringer og søger sig selv – både i kunst og i kærlighed. Den indsigt skriver hun sig frem til gennem romanerne Folkets Synder, 1899, og Edwardsgave, 1900-12.
Efter en upåagtet debut med skildringen Soedtmanns Jomfruer, 1898, kaster Gyrithe Lemche sig med Folkets Synder. Roman fra Halvfemsernes Kjøbenhavn, 1899, ud i et indigneret angreb på fortielserne omkring kønssygdomme. Mens hendes mandlige forfatterkolleger forskanser sig i Taarnet, symbolisternes tidsskrift, og udforsker psykologien, religionerne og det indre sjæleliv, genoptager hun linjen fra sædelighedsdebatten og sætter problemer under debat.
Digteren og realisten har taget hinanden i hånden, og resultatet bliver en agitationsroman. Reaktionen på romanen forskrækker Gyrithe Lemche:
»En Tendensbog fra Ende til anden, undfanget af en fanatisk overophedet Hjerne. Hun har ønsket at kaste en Brand ind mellem Mand og Kvinde. Hvis denne Forfatterinde faar Adgang til det danske Parnas, da kan vi fortsat fra samme ærede Haand vente nye Romaner om Hudens Pleje, Korsettets Skadelighed, Tobakgiftens Virkninger o. l. «.
Sådan gengiver hun kritikken i Tempeltjenere. Hun er ramt. Så ramt, at hun her lader den være skrevet af en anden. Det giver hende mulighed for både at forsvare romanen som nødvendig og dog distancere sig fra dens form og den særlige inspiration, den blev til under.
Folkets Synder er en bandbulle mod uansvarligheden i mænds driftsliv og et forsvar for moderskabet som central kvindeværdi. Temaet går igen i Edwardsgave, men både tid, stof og form er ændret. I fem bind skildrer Gyrithe Lemche dansk kultur- og samfundsudvikling fra den florissante periode i midten af 1700-tallet til sin egen samtid. Stoffet henter hun fra sin mødrene slægt. Hun maskerer sin samtidsinteresse, begiver sig ind i et kulturhistorisk og familiemæssigt stof for i ly af det at kunne gennemskrive et personligt – og tidsaktuelt – anliggende: begæret. Ser man bort fra de kulturhistoriske scenerier, de politiske og handelspolitiske diskussioner i Edwardsgave, står kærlighedsforholdene tilbage som styrende. Det er hverken forvoven politik eller fejlslagne handler, der bliver årsagen til købmandsslægterne Valeur og Krügers forfald. Det er driften, der selvstændiggøres og kommer på afveje. I den forstand er Edwardsgave en storslået kulturhistorisk gennemskrivning af Tempeltjeneres, »Gaardens Roman«. Næsseslottet Edwardsgave, der indvies i romanens start og forfalder i dens forløb, bliver driftsforfaldets symbolske monument.
Som i Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve, 1851, bliver det et platonisk elskende par, der i Edwardsgave gengiver helheden og muligheden for igen at rumme – ikke det blinde begær – men den etisk ansvarlige lidenskab.
Med Edwardsgave afslutter Gyrithe Lemche sin tid som søgende kunstner. Da kvindesagen blev styrende idé, ændrer forfatterskabet karakter. Efter 1912 bliver dets funktion – både i fiktion og i journalistik – at klargøre, illustrere og agitere for idéen. En indsats Gyrithe Lemche med selvbevidst ydmyghed placerer som tempeltjeneste. Som en Moses fører hun kvinderne frem til det punkt, hvor det forjættede land kan ses. Som en Moses giver hun førerstaven videre til de følgende kvindegenerationer. Men ikke uden bindende testamente.
Nybygget står slottet som et monument over enhed og samdrægtighed – mellem kultur og natur, mellem Østens mystik, Sydens sanselighed og Nordens kølighed – skænket som kærlighedsgave og forpligtelse af Edward Valeur til hans børn og hans folk. Edwardsgave er en besværgelse, et digt: »Den gamle og den nye Verden mødtes her i paradisisk Enighed«. En købmands forsøg på at forme fremtiden i sit eget billede. Det forstår sønnen og arvingen Charles Edward, da faderen i en beåndet tale indvier sit værk:
»Det er en Digter, ikke en Købmand, som taler. Og hvad han ser omkring sig, Øen og Næsset, Huset og Parken med dens myldrende Liv, antager i hans Fantasi Form af et Digt, et stort festklingende Epos om Købmandsfærd og Købmandshæder«.
I ægteskabet mellem Edward Valeur og fru Henriette er alt gået op i en højere enhed. Kærlighed og lidenskab, kunst og handelspolitik. Hun er for ham, huset og børnene, hvad han er for hende, handelen og sine ansatte. Elskende, fortrolige og gensidigt rådgivende. Gyrithe Lemches drøm om ægteskab og troskab. Denne ægteskabelige enhed har sikret slægtens velstand og lykke. Ud af den springer paradiset Edwardsgave. Men for sønnen og paradisarvingen Charles Edward findes ingen højere enhed. Han er splittet mellem kunst og politik, begær og omsorg:
»Charles Edward var meget ung og meget følsom, lidt af en Digter, lidt af en Tonekunstner, men paa dette Tidspunkt af sit Liv mindst af alt Købmand. En Corinna kunne vække hans Sanser til det vildeste Begær, og en Klara dysse dem ind i et blidt Hyrdesværmeri«.
Uden slange, intet paradis. Corinna, et vestindisk elskovsbarn, bliver Edwardsgaves slange. Charles Edward gifter sig af familiehensyn med kusinen Klara, men hans begær er for altid bundet til Corinna. Dermed er Edwardsgaves skæbne beseglet. Begæret løsrives fra ægteskab og forplantning og breder sig undertrykkende og ulykkesskabende op gennem slægten, mens slottet lukker sig om forvitring og forfald.
For første gang i Gyrithe Lemches forfatterskab møder vi her den konstellation, der skulle blive dominerende: den splittede mand og den spaltede kvinde. Den musiskerotiske Corinna, der er ét med begæret, og den drømmende, omsorgsfulde og opofrende Klara, der næsten intet har. To sider af en kvindelighed (og en mandlighed) som ikke får lov til at mødes og derfor bliver årsagen til Edwardsgaves og slægterne Valeur og Krügers forlis. Serien igennem afsøger Gyrithe Lemche – i stadig nye skikkelser og konstellationer – det isolerede begærs ulykker. Hun gør det åbent, søgende, dybt begærsfascineret. Derfor lever Edwardsgave som roman. Men resultatet af afsøgningen er dog et nej til begæret. Kun i et ægteskab, der ikke bygger på begær, kan den spaltede kvindelighed og den splittede maskulinitet forsones og Edwardsgave genrejses som paradissymbol.
I lovens navn
Da Tempeltjenere, 1926-28, genoptager Edwardsgaves temaer, er lidenskaben på afstand. Gyrithe Lemche selv har da modstået sit livs Mefisto, ægtet sin Edward Valeur, født sine børn og skabt sit eget Edwardsgave, hvor hun som en moderne fru Henriette kan støtte og rådgive de unge, der stadig forvilder sig lidenskabeligt i hendes park. Erindringsfiktionens Karen Sofie er en lidenskabens voyeur. Hun ser, hvordan den Mefisto, hun selv lykkeligt undslap, suger liv og kunst ud af søsteren Edith. Hun ser, hvordan Jenny og Morten Fiedler (Ingeborg og Viggo Stuckenberg), kunstnerparret, der bor til leje, kæmper sig til døde og flugt som frie bohemer. Hun indskriver dem alle – på linje med rækken af ulykkelige skæbner fra Folkets Synder, Edwardsgave, fra novellerne og de kulturhistoriske beretninger – i en kvindelig nyskrivning af et gammeltestamentligt fortolkningsmønster.
Første Mosebog starter med skabelsen og uddrivelsen af paradiset. Det er Karen Sofies barndomsår på gården. Først i anden Mosebog, hvor Israels folk, som Danmarks kvinder, har fået slavevilkår i Egypten, hører vi om Moses selv. Han bliver kaldet af Gud Herren til at føre folket ud af Egyptens undertrykkelse til landet, der flyder med mælk og honning. Moses vægrer sig. Det gør Karen Sofie også, da kvindebevægelsens gamle ledere kalder på hende.
Et centralt punkt i det lovkompleks, Moses tager med sig fra opholdet hos Gud Herren på Sinai bjerg, drejer sig om kønsdriftens regulering og slægtens mulighed for videreførelse. Du skal ikke bedrive hor, lyder det sjette bud. Men Gud Herren lader det ikke blive ved denne anvisning. I tredje Mosebog opregnes nøje de driftsforbud, der skal overholdes, hvis pagten mellem Herren og Israels folk skal holdes, og landet med mælk og honning nås. Herfra henter Gyrithe Lemche kernen i sin kvindelige forkyndelse. Det ydre lovgrundlag for mænds og kvinders ligestilling er bragt til veje. Men det indre er stadig i uorden. Frigørelsen rammer moderskabet, og dér siger Gyrithe Lemche stop. Pagten mellem mænd og kvinder må fornys:
»Nej, de synlige Love gjorde det ikke alene; der var en Kvindesag ogsaa bag Forhænget. Forsoningen mellem Mand og Kvinde, Drift og Forplantning skulde fuldbyrdes paa den anden Side. Endnu en Kvinde skulde gaa derind (dvs. i Pagtens Ark), forkætret og forhaanet af sit eget Køn skulde hun løfte Laaget og hente de gamle Tavler frem, og med tydelig Røst skulde hun for Menneskene læse de uforgængelige Bud – til ham: I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, og til hende: Du skal føde dine Børn med Smerte«.
Som forkyndende kunstner adskiller Gyrithe Lemche sig fra hovedparten af sine kvindelige forfatterkolleger. Også de har »sager« at kæmpe for. Men mens verden for deres blik bestandigt opløser sig i modsætninger og gør sandheden svær at fastholde, har Gyrithe Lemche set lyset og lader sig på godt og ondt styre af det. Lyset knytter hun til moderskabet. Ikke moderlighed i Ellen Keys overførte betydning. Nej, biologisk moderskab forstået som gammeltestamenteligt kvindekald og forpligtelse – i nytolkning.
I Tempeltjenere bliver denne kvinde Karen Sofies niece Wanda, datter af søsteren Edith og Hans Brock. Hun overtager Mosesstaven fra den gamle og fører kvinderne ind i det forjættede land:
»Jeg læser i Aviserne, at I har travlt derhjemme ligesom i Staterne med at udrydde Børnene, for at Befolkningen kan ligge paa bløde Hynder, og Kvinderne vorde frigjorte … Glem bare ikke at fortælle Menneskene derhjemme, at jeg, cand. theol. Wanda Fiedler, forhen Brock, sidder ovre i Urskoven med tre uægte Børn, det ene dejligere end det andet, og ikke gaar af Vejen for tre til. Her, hvor Poul og jeg er vandret ud, og i hele Urskovslandet omkring de store Floder, kunde Millioner af unge Par finde Arbejde og Underhold og leve et naturligt Samliv som Slægtens Forplantere. Her er ikke Tid til Udskejelser og Konebytte; … hvem er Drivkraften i denne Kamp uden den livgivende Moder? Til at gaa foran og kalde paa Mandens Kraft frigjorde vi Kvinden – ikke til at svække ham ved at forraade vor egen Kvindenatur«.
Moderskab er helligt. Dette gammeltestamentlige budskab sender Gyrithe Lemche som en bandbulle mod tidens »sexuelle Kurser« og den frigørelse, der hævder lystens ret uafhængigt af moderskabet. De primitive idyldrømme, Ingeborg Stuckenberg advarede imod i sine breve fra New Zealand, er her ved skæbnens ironi indskrevet i Gyrithe Lemches genopretning af paradiset – Poul, Wandas mand, er i fiktionen Jenny Fiedlers alias Ingeborg Stuckenbergs søn!
Der er litterære henvisninger og navnesymbolik på mange niveauer både i Gyrithe Lemches erindringsroman og i det øvrige forfatterskab. Hans Broch lyder sit efternavn, krænger sit kvalmende indre ud og skaber – brok!
Ingeborg Stuckenbergs fiktionsnavn Jenny Fiedler portrætterer hende som etisk ansvarlig boheme, sammensat som navnet er fra Sigrid Undsets kunstner- og bohemeroman Jenny og fra Jenny Blicher-Clausens versroman Violin, 1900. Karen Sofies lillesøster Edith henter sit navn fra Holger Drachmanns Forskrevet, 1890, og giver som skikkelse et andet billede af kvinden som kunstnerens muse.