»Sig mig, frøken Penneskaft«, indvender en selvtilfreds skåning over for den unge kvindelige journalists chokerende radikalisme, »ville De ikke meget hellere være en mand?« »Nej«, svarer Penneskaftet, »men ville De ikke gerne være det?«
Replikskiftet står at læse i Elin Wägners (1882-1949) roman Pennskaftet fra 1910, og i modsætning til skåningen kan læseren ikke lade være med at blive fascineret af den kvindelige selvbevidsthed, som romanen rummer. Den bunder i en ny kvindegenerations økonomiske uafhængighed, erhvervsstolthed og en grænseløs optimisme over for den fremtid, der snart vil medføre fulde borgerrettigheder. Allerede i Norrtullsligan, 1908 (Norrtullsligaen, 1979) havde Elin Wägner tegnet tidens »selvforsørgende dannede kvinder«, men med Pennskaftets indblik i arbejdet i Landsforeningen för kvinnans politiska rösträtt leverede hun et enestående bidrag til den nordiske 1900-talslitteratur. Romanens kvindelige stemmeretsforkæmpere kaster sig over de mange opgaver, der skal forandre det patriarkalske samfund, lige fra kontorrutiner og salg af blade til forelæsningsturnéer og valgkampagner.
»Penneskaft« blev omgående i Sverige betegnelsen på kvindelige journalister i det hele taget, men det er værd at bemærke, at Penneskaftets ambitioner ikke indfries med jobbet som journalist. Hun forklarer sin veninde Cecilia, at »jeg skriver for at leve, og jeg lever for at blive klog og måske engang kunne forfatte«. Ordene henviser direkte til værket selv, den roman, som journalisten Elin Wägner her havde skabt. Ydermere havde hun vovet at revidere et værk af selveste August Strindberg: Hendes Pennskaftet kan læses som en kritisk replik til Strindbergs Taklagsöl (Rejsegilde), 1907.
Da Pennskaftets kvinder på afstemningsaftenen fejrer deres stemmeretssucces blandt folkemasserne på Gustaf Adolfs Torg, skaber de samtidig en antitese til Taklagsöls kvælende, lukkede rum. Se her, siger Elin Wägner i sin roman, hvordan et patriarkalsk verdensbillede som Strindbergs bygger på en usikkerhed og en skræk, der hæmmer livets kræfter, og se, hvor anderledes alt ville tage sig ud, hvis manden vovede at anerkende kvinden som sin lige. I sin tale på Fogelstads første kursus i 1922 understregede Elin Wägner, hvor væsentligt det var, at kvinder arbejdede på at frigøre sig for at »finde en egen form«. Pennskaftets provokerende revision af en Strindbergtekst er Elin Wägners første alvorlige forsøg på at bryde med kendte litterære former og formulere et eget alternativ.
Journalisten, forfatteren og krigen
Pennskaftets forfatter var altså selv journalist. Efter starten på Helsingborgsposten fik hun i 1907 ansættelse ved »Damernas egen«, Idun, og hun skrev desuden flittigt i Dagens Nyheter. I mange år kombinerede hun journalistikken med sit skønlitterære forfatterskab. Da hun i 1916, midt under 1. Verdenskrig, forlod Idun, skyldtes det ikke mindst hendes pacifistiske engagement.
Elin Wägners feministiske pacifisme var inspireret af forfattere som Olive Schreiner og Rosa Mayreder. Efter at hun i foråret 1915 havde deltaget i den internationale kvinde-kongres i Haag og dér havde mødt den ungarske Rosika Schwimmer, citerede hun med forkærlighed hendes ord om verdenskrigen som »den mandsskabte verdens bankerot«.
Det er næppe tilfældigt, at journalistikkens begrænsninger skildres særlig skarpt i Släkten Jerneploogs framgång, 1916; krigen giver kvinders skønlitterære værker ny betydning. I romanens Gustavsfors viser redaktøren for den liberale avis sig ikke alene at være bundet af aktieejerne, men også at være manipuleret af byens magthavere, og biskoppens pacifistiske synspunkter kommer aldrig til udtryk. Den skønlitterære forfatter kan derimod analysere både situationen i Gustavsfors og krigens ødelæggende virkninger i en roman på over 300 sider.
Romanen bekender sig til den enkeltes aktive og ansvarsbevidste demokratiske holdning; en bekendelse, der er udsprunget af Elin Wägners kvindeengagement. I sin søgen efter »en egen form« afsættes nye markante symbolmønstre. I centrum af romanen står en moderfigur, Ingar Gunnarson, som antager den Store Moders proportioner, samtidig med at hun kan opfattes som et opgør med Ellen Keys »samfundsmoderlighed«, dvs. overbevisningen om at samfundet kan forvandles via den indflydelse, der udgår fra mødrene. Men verdenskrigens magt er stærkere end moderlighedens. Allan, Ingar Gunnarsons søn, dør, og hans skæbne bliver en illustration af patriarkatets ødelæggende kraft. I romanen om den smålandske Åsa-Hanna, 1918, der bliver gift ind i den berygtede Mellangårdsslægt, og som i mange år er nødt til at tie stille med dens forbrydelser, fortsætter hun ad et mytisk spor: Romanens gennemslagskraft skyldes ikke mindst, at hun her går til Bibelen selv for at demonstrere patriarkatets skæbnesvangre magtstrukturer og idealer.
I 1923 var Elin Wägner med til at grundlægge Tidevarvet. Som Frisinnade kvinnors riksförbunds politiske ugeskrift ville Tidevarvet ifølge erklæringen i det første nummer »være et mødested, en arena, hvor mænd og kvinder jævnbyrdigt kæmper for en liberal anskuelse og søger at nå frem til, at den tillempes samfundsliv og lovgivning«.
I tre år i 1920’erne var Elin Wägner Tidevarvets redaktør, og i de 13 år, hvor tidsskriftet udkom, forsynede hun det med godt 600 bidrag. Hendes artikler handlede fortrinsvis om international politik og fredsspørgsmål. Tidevarvet offentliggjorde også en række af hendes noveller og flere af hendes romaner i føljetonform.
Et nyt inspirerende forum fik hun i Kvinnliga medborgarskolan på Fogelstad, som for alvor begyndte sine kurser i 1925. Elin Wägner deltog i den kvindegruppe, der grundlagde skolen, og hun medvirkede også regelmæssigt som forelæser. Selv om Elin Wägners feministiske radikalisme lader til at have været ret enestående i Fogelstad-kredsen, blev kontakten med gruppen væsentlig, og da hun i 1940 fremlagde sit jordprogram i skriftet Fred med jorden, skete det i samarbejde med Fogelstads ejer og erfarne jordbruger, Elisabeth Tamm.
Nuet og den levende fortid
I Elin Wägners store skønlitterære produktion – sammenlagt skrev hun omkring 20 romaner, en håndfuld novellesamlinger og flere radiospil – står værkerne lige efter Åsa-Hanna, 1918, som et nybrud. Romanerne fra 1920’erne og 1930’erne former sig som en klar og overbevisende tale mod patriarkatets destruktivitet og for et frugtbart samarbejde mellem kønnene. Elin Wägner var ikke fortaler for en tilbagevenden til et matriarkat, men hun så det som en livsvigtig opgave at overbevise sine medmennesker om, at patriarkatet på ingen måde var en selvskreven norm. De symbolske og mytiske dimensioner i nutidshandlingen åbner i romanerne for en levende fortid. Fortiden bliver en kritisk kommentar til nutiden og antyder, hvordan tingenes tilstand vil kunne forbedres.
I Dialogen fortsätter, 1932, der tit karakteriseres som Elin Wägners Tidevarvs-roman, bliver en række aktuelle problemer præsenteret på samtidsplanet: fra abortlovgivning og befolkningskrise til forsvarsspørgsmål og pacifisme. Romanens samlende symbol er gasmaskemadonnaen, 1930’ernes version af den Store Moder, der med sin døde søn i favnen har flået gasmasken af og døende vender ansigtet mod den giftige himmel med en viden om, at alting er for sent.
Romanens fortælling kan læses som skabt over den britiske forsker Jane Harrisons to berømte værker om græsk mytologi og ritus, Prolegomena to the Study of Greek Religion, 1903, og Themis, 1912. I disse bøger, som hørte til Elin Wägners og hendes gode veninde, teologen og forfatteren Emilia Fogelklous, fælles læsning, tegner Jane Harrison en udviklingslinje fra de underjordiske frugtbarhedsguddomme til de fjerne, intellektualiserede beboere af Olympen og demonstrerer, hvordan de kvindelige værdier i løbet af denne proces gradvist forvrænges.
Incitamentet til Elin Wägners stigende interesse for mytiske mønstre bør søges hos Freud og hos Sir James G. Frazer (The Golden Bough, 1890-1915), som hver på deres måde havde klarlagt den universelle rækkevidde i myter og symbolmønstre.
I den umulige position mellem den Store Moder og Zeus, mellem romanens hovedperson Stina Ek og hendes forhenværende ægtemand, bankdirektør og rigsdagsmand, befinder journalisten Märta sig. Hun oplever intenst det moderne patriarkats skruestik og griber til et mandligt pseudonym for at komme til orde. Märta med uglebriller og tilholdssted under Stockholms tagrygninger kan læses som en Pallas Athene; Stina derimod formulerer kravet om »en verden, som kvinderne kan nænne at sætte børn i«, og det er hendes mytiske proportioner, der giver et fingerpeg om, hvor denne revolution skulle tage sin begyndelse.
Enden og begyndelsen
Elin Wägner udformede romanerne Genomskådad (Gennemskuet), 1937, og Hemlighetsfull (Hemmelighedsfuld), 1938, som »en kvindes selvbiografi« og skabte dermed en feministisk udfordring til den genre, der frem for alle andre kendetegnede den svenske roman i 1930’erne: den selvbiografiske udviklingsroman.
De to romaners form præges af spillet mellem de kronologiske planer i hovedpersonen Agnes’ liv. Ud fra det fortaltes »nu«, farvet af hendes feministiske bevidsthed, gengiver hun fortællingens »da«, en skildring af en Agnes, der mere og mere uhjælpeligt låses fast i et patriarkalsk system. Men under dette fortælleplan kan man ane endnu en kronologi, et eventyrets mytiske mønster, der tjener som korrektiv til patriarkatets dominans. Eventyrets lykkelige slutning må vi imidlertid lede forgæves efter, måske fordi suitens tredje del forblev ufuldendt.
Da Agnes gifter sig med sin formynder, virkeliggør hun – i overensstemmelse med Freuds teorier – den lille piges drøm om at gifte sig med sin far. Pointen er, at den unge mand, der ifølge Freud senere burde blive genstand for hendes kærlighed, viser sig at være et typisk Freudprodukt: Viljeløs og selvoptaget er han ude afstand til at tage imod Agnes’ kærlighed.
Romanen forholder sig således til Freuds teorier, men indeholder også en kritik. Det schweiziske sanatorium, hvor Agnes’ elsker senere underkastes psykoanalytisk behandling, skildres som en patriarkatets højborg. Patienterne er fortrinsvis krigsofre, der lappes nødtørftigt sammen, inden de på ny gennes ud i krigens verden. På sanatoriet rammes Agnes af en voldsom blødning, der både symboliserer hendes protest og hendes skabende evne. Blødningen bliver en genfødsel, og Agnes får en ny tilværelse som skribent i det krigshærgede Europa og finder støtte i et internationalt søsterskab. Hun begynder at nedskrive en beretning, beregnet for lillesøsteren, om sit eget liv. Fortællingen har eventyrets form og skitserer ud fra myter og symboler en anderledes verden.
Väckarklocka, 1941 (Ilden overlever Natten, 1942), blev til under indtrykket af en ny verdenskrigs udbrud, og står som et af de store svenske eksempler på, hvordan feminismen kan inspirere til at stille spørgsmålstegn ved og overskride de givne genrer.
I Väckarklocka blander Elin Wägner uforfærdet smålandsk og internationalt stof, nutid og historie, myte og praktiske forskningsresultater. Bogen er stilistisk dristig og indbefatter kursiveringer og kataloger over væsentlige punkter, dialoger med tvivlende læsere, citater, der dækker hele skalaen fra politiske taler til poesi, og personlige vignetter.
Det er måske betegnende, at den etablerede kritik har været enig om, at Väckarklockas form er mangelfuld; og i Ulla Isaks-sons og Erik Hjalmar Linders biografi fra 1980 kan de ikke se andet, end at Elin Wägner her har behandlet sit »genstridige materiale efter en slags hastværkets og opbruddets hulter-tilbulter-princip«. Men Väckarklocka er faktisk en omhyggeligt struktureret oversigt over en oprindelig matriarkalsk æra og overgangen til et patriarkat, efterfulgt af en indgående analyse af den moderne kvindebevægelses fiasko. Også Ellen Keys indsats tages op, og mens Elin Wägner understregede betydningen af hendes »kamp … for den kvindelige karakters ret inden for det følelsesmæssige livsområde«, fremdrager hun også det urimelige i Ellen Keys krav om, at kvinderne, ved at lægge afstand til mændenes arbejdsverden, skulle kunne fuldkommengøre den menneskelige kærlighed. Set ud fra Elin Wägners perspektiv kæmpede Ellen Key en håbløs kamp, fordi hun formulerede sine krav uden at tage hensyn til patriarkatets historie og rækkevidde.