Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Tag: Kønsroller
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.
Henrik Ibsen fik ikke lov at stå uimodsagt. Tværtimod blev flere af det moderne gennembruds kvindelige forfattere provokeret til at korrigere det Ibsenske forlæg. Gang på gang dukker hans kvindebilleder op i deres dramaer og noveller, men omskrevet og sat ind i for en kvinde mere troværdige historier. To tydelige eksempler på en sådan kvindelig, delvis omvendt dialog med Ibsen er Anne Charlotte Edgren Lefflers novelle »Tvifvel« (»Tvivl«) fra 1866, og Alfhild Agrells drama Räddad (Frelst) fra 1879.Disse tekster viser utilsløret, hvordan Ibsens kvindebillede har virket som en udfordring – en kulisse, der måtte prøves og delvis ødelægges i bestræbelsen på at anskue den under en kvindelig forståelseshorisont.
Den finske forfatter Minna Canth blev eneforsørger, forretningskvinde og forfatter på én gang. I stedet for at føre en enkes jævne og tilbagetrukne liv, som det var skik og brug, blev hun den mest omdiskuterede forfatter inden for den finske realisme og den, der formede det moderne finske drama.Siden da har hun været en af de mest spillede dramatikere i Finland, og da hun døde, skrev man om hende som om en nationalhelt.
En norsk kvindeoffentlighed vokser frem.
Storby og tekst.
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Mens Wollstonecraft var radikal romantiker i skrift og liv, kneb det alvorligt for de nordiske kvindelige forfattere at hæve sig over fordomme om, hvad der var passende for kvinder. I det mindste i Sverige sanktionerede en patriarkalsk præget religiøsitet en udbredt kvindeundertrykkelse på alle planer. Dertil kommer romantikernes mandschauvinistiske profil.Det passive kvindeideal a la Rousseau, som dominerede på kontinentet, prøvede de engelske, franske og tyske kvindelige forfattere at flygte fra ved at gå i eksil, både billedlig talt og bogstaveligt. I Skandinavien var dette en sjældent brugt udvej. Den store svenske undtagelse er Fredrika Bremer.
En række sociale og ideologiske træk blev udbredt i Europa på overgangen mellem 1700- og 1800-tallet: etableringen af middelklassefamilien som kulturbærende og den romantiske idealisering af kvinden som dels Guds og naturens moder, dels den ubevidste og fremmede del af mandens menneskelighed. Disse forandringstræk bidrog til at forene de foregående perioders kvindetyper, husmoderen og salonværtinden, i den romantiske intimsfæres kvinde.Romantikken gav på den måde kvinden en kulturel position i kraft af kønnet alene, som hun ikke før havde haft og snart igen mistede. Men i opbygningen af kvindernes nye intimsfæreidentitet kom kvindelitteraturen til at spille en afgørende rolle, idet den indoptog og formidlede inspirationen fra den store europæiske bevægelse.