Mange af de kvindelige forfattere i Norge, som i 1900-tallets midte skrev i skyggen af krigen, stillede sig spørgsmålet; hvordan er det at leve i en tid, som så drastisk forandres efter en krig? Nogle af dem tog direkte krigen op i deres romaner, mens andre bearbejdede de sjælelige kriser, der fulgte i krigens spor. Det gælder blandt andre Solveig Christov, Aslaug Groven Michaelsen og Bergljot Hobæk Haff.
Tag: Kønsroller
I 1910’ernes og 1920’ernes Norge findes en skjult og glemt underskov af erotisk kvindelyrik produceret af blandt andre Halldis Moren Vesaas, Aslaug Vaa og Inger Hagerup. Udforskning af erotisk psykologi og kønsidentitet er et gennemgående tema. Det kan tyde på fremmedfølelse – men fremmedfølelsen var poetisk produktiv. Herfra tog nye kvindelige lyriske udtryk form.Den tematiske spænding i digtene ligger ofte i dragningen mod ekstasen i en total kærlighedssymbiose og den samtidige trang til selvstændig identitet. Udgangspunktet er forventningen om total lykke, om både erotisk, emotionel og åndelig selvrealisering. Fremmedfølelsen og dissonanserne fremkommer, når den mandlige modpart ikke opfylder forventningerne, tonen bliver resigneret eller anklagende og til tider masochistisk.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Aase Hansen og Ellen Raae tilhørte en generation af kvinder, for hvem statsborgerskabet var blevet erobret, uden at denne erobring føltes som en personlig sejr. Sammen med forfattere som Johanne Buchardt, Ellen Duurloo, børnebogsforfatteren Estrid Ott, arbejderforfatteren Caja Rude og Karen Bjerresø udgjorde de en gruppe forfattere, der var optaget og anfægtet af spillet mellem kvindernes krav til livet – og den nye tid som et løfte og en trussel. Det er en gruppe forfattere, hvis litteraturhistoriske skæbne i høj grad har været tavsheden.
Tora Dahls (1886-1980) vej til forfatterskabet var lang. Hun begyndte allerede at skrive, inden hun fyldte 20 år, men debuterede først i 1935, da hun var 49 år gammel. Sit virkelige gennembrud fik hun, efter at hun var fyldt 70. I 1954 indledte hun en selvbiografisk suite, der kom til at bestå af 18 dele.Det er et enestående projekt i svensk litteraturhistorie. Hendes bøger spænder over et helt århundrede. Skildringen tager sin begyndelse lige efter det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Og den lange fortælling om en kvindes vej gennem det moderne Sveriges historie er ikke kun en enestående kulturhistorisk skildring.Gennem sit konsekvente kvindeperspektiv skriver den også en anderledes og for mange provokerende litteraturhistorie. Man kan læse Tora Dahls selvbiografiske serie som en omstændelig, men alligevel succesrig historie om en forfatters tilblivelse. Samtidig er den også en desillusionshistorie. Én eneste lang historie om kampen for at komme til orde.
Som fortaler for familieplanlægning og præventionsbrug var danske Thit Jensen en både elsket og kontroversiel debattør i sin samtid. I hele hendes forfatterskab blev det derfor ikke overraskende personlighedsprojektet, det at blive en karakter, der står på egne ben og har sine meningers mod, der blev drivkraften. I dette projekt er drømmen om helhed styrende: at kunne elske og arbejde, dyrke sig selv og tjene andre, forene det private og det samfundsmæssige, blive kunstner, ikke blot af navn, men af gavn.En kvindelig omsorgsstruktur samlede Thit Jensens personlige og kunstneriske visioner. Samtidig ville hun mere, end de gængse romanformer magter. Hun kombinerede udviklingsroman og dannelsesroman med social reportage, tangerede en kollektivform, men uden at finde den. Resultatet blev en formsprængning, der ikke førte til den nye form, der kunne samle og befordre hendes erobringslyst.
Bevarede dagbøger vidner om, at Maj Hirdman allerede tidligt udstak planer for sit forfatterskab: et værk om arbejderkvinder, en selvbiografi, folkets historie – for at finde de »veje som fører ud af fornedrelsen«. Men hendes vej fra dagbogsskriveriet til det litterære marked blev tung. Hun forsøgte at skrive samtidig med, at hun passede hjem og spædbarn, levede fattigt og ofte var syg. Det lykkedes hende at få udgivet digte og noveller, men afslagene var mange.I 1921 debutterede hun med romanen Anna Holberg. Herefter arbejdede hun på at blive levebrødsforfatter, men noget virkeligt gennembrud kom aldrig. Hun startede i det moderne, med Nietzsche, Strindberg, anarkisme og subjektivisme.Siden gik noget i hende til grunde, forsvandt med for trange boligforhold og børn. I stedet kom den store kamp imellem moderskabsdrømmen og mændenes verden. I den kamp skabte Maj Hirdman et sprog for sin ambivalente kvindegeneration, en levende stemme.
Agnes Henningsens verden er som et geografisk og ideologisk landkort. Her spejler Danmark sig i Europa, dansk provins i Københavnsk storbyliv, rodfæstet middelklasse i radikal boheme, og her mødes tidens vidt forskellige holdninger – sociale, politiske, religiøse – samlet i et brændpunkt: Kærlighedens og den selvstændighed, der i Agnes Henningsens forfatterskab bliver det kvindelige begærs absolutte forudsætning.Hun skriver sig op mod den skinhellige institutionalisering af kærligheden, som skaber hykleri, martyrier, hysteri, fordækthed og bestandig truer en naturlig udvikling af et kvindeligt seksualliv.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Den svenske forfatter Victoria Benedictsson følte sig som »en paria, en skabet Hund«. Før hun bestemte sig for pseudonymet »Ernst Ahlgren«, var hun længe usikker på, om det skulle være »Tardif«, den sentkomne, eller »O. Twist«, den uvelkomne. På denne identitetskonflikt skrev hun sit forfatterskab. »Jeg er en kvinde. Men jeg er forfatter, er jeg da ikke også noget af en mand?«, spørger hun i 1888.Hendes eget liv blev kort og sluttede tragisk. Men i løbet af få år i midten af 1880’erne var hun forbløffende produktiv. Her skrev hun sig lige ind i sædelighedsfejdens strid om kvinden. Hendes åndelige vitalitet i denne korte periode strider mod det billede af et sygeligt, undergangsmærket væsen, der har domineret hendes eftermæle.