Da den danske præstekone Elise Boisen døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusinde sider med erindringer. Hun skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed for at finde en identitet i en fremmed verden.Der er ikke noget styrende blik i erindringerne ud over det kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter. I erindringerne sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift. Og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik.De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage og ser ofte deres livsforløb i et distanceret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Tag: Kærlighed
Den svenske romantiks mest værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg. Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse.Hendes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne. Hun hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte. Selvom det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang, skildrede hun i flere digte det litterære etablissement – ofte satirisk.Den eneste prosatekst hun offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. For en nutidig læser er det hendes mest interessante tekst. Her sætter hun en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
De danske forfattere Charlotta Dorothea Biehl og Sophia Lovisa Charlotte Baden dyrkede sammen med flere anonyme kvindeskribenter en moralsk og følelsesopdragende prosa. Biehl i sine moralske fortællinger. Baden i sine moralske brevfortællinger.Her stod familietematik og kærlighedsintriger i centrum, og en konflikt omkring ægteskabets indgåelse var ofte den langtrukne handlings drivfjeder. De store forbilleder var Richardson, hans franske elev Marmontel og den tyske Gellert.
Christiane Birgitte Koren er primært kendt for sine dagbøger, hvoraf hovedparten er skrevet mellem 1808-1815, men først udgivet i 1915 under titlen »Moer Korens« Dagbøger. Med skriverierne henvender hun sig til den nærmeste familie. Men teksterne stiles også til venner og omgangskreds både i Danmark og Norge.Hendes dagbøger er et følelsesmæssigt og intellektuelt udtryksmiddel til formidling af humanitet og kultur i hjemmet. Inden for denne ramme udfoldede hun sig som teaterkritiker, litteraturanmelder, eventyr- og anekdotefortæller og ikke mindst som formidler af menneskekundskab og livserfaring.I 1803 publicerede hun tre dramaer Dramatiske Forsøg, som dog aldrig blev opført og heller ikke i eftertiden har haft den store opmærksomhed.
Den norske Magdalene Sophie Buchholms trang til at skrive var stærk, men også konfliktfyldt. Hun producerede en lang række digte, hvoraf mange blev trykt i tidsskrifter og poetiske samlinger i løbet af 1780’erne. De fleste er samlet i hendes Poesier og udgivet i København i 1793. Samlingen blev udsendt under fuldt navn. Hun fandt det ikke nødvendigt at skjule sin identitet som kvinde. Hvad angår indhold og genrevalg var hun en tidstypisk forfatter. Produktionen omfatter både elegier, romancer, lejlighedsdigte, en ode, en romance og en heroide samt en hel del viser. Men de følsomme og elegiske digte dominerer hendes forfatterskab.
I svensk litteraturhistorie plejer man at se på forfatteren Hedvig Charlotta Nordenflycht som den, der indførte den subjektive lyrik i svensk litteratur. Samtidig var hun den første i svensk litteratur, der så digtningen som et kald; en kulturgerning i sig selv. Hun var således en af de første i vor kulturkreds, som levede af sin pen. »Hun er det første moderne menneske i den svenske digtning«, skrev litteraturhistorikeren Oscar Levertin om hende.I hele sit forfatterskab plæderede fru Nordenflycht for en bedre stilling for kvinden. Hun brugte megen energi på at gendrive påstanden om kvindens svaghed, på at vise, at hun er lige så veludrustet sjæleligt som manden, og på at plædere for, at hun i lighed med ham bør have lov til at bruge sine evner og sjælekræfter.
Overalt i den kvindelige 1700-tals-litteratur kommer dyden på tale. Og i samtidens omtale af de kvindelige forfattere og skribenter skal man ikke lede længe, før dyden dukker op som det, der berettiger en kvinde som skribent, og som det, der er formålet med hendes værk.Hvad enten en skrivende kvinde udfylder rollen som belæst fruentimmer, familiær dagbogsskriver, religiøs bekender eller livserfaren skribent, er og bliver dyden hendes bestemmelse.
Den danske forfatter Anna Margrethe Lasson bestemte sig tidligt for at prøve kræfter med romangenren og skrive en prosaroman. Hendes roman Den beklædte Sandhed forelå i et håndskrift allerede i 1715; den blev trykt i 1723 og er dermed Nordens første trykte prosaroman.»Ingen Moders Siel er i Stand til at holde dens Læsning ud til Enden«, skrev litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup i 1828 om romanen, og i litteraturhistorien er den blevet en kuriositet, der huskes, fordi den var en af de få nordiske hyrderomaner, der var udformet som en prosafortælling, og som blev trykt.Anna Margrethe Lasson havde forskellige ambitioner og idéer med sin roman. Hun ville underholde sin læser, demonstrere kvinders evner for at skrive, og hun ville yde sit litterære bidrag til det danske modersmål.