Den svenske romantiks mest navnkundige og værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg (1785-1854).
Julia Nybergs nom de plume er hentet fra en af de tre gratier, som i den græske mytologi var halvdøtre af Zeus. Navnet Euphrosyne betyder omtrent »den glæderige«.
Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Hun medvirkede også i andre romantiske publikationer og udgav flere samlinger af sine egne dramatiske og poetiske arbejder. Den første var Dikter (Digte), 1822.
Euphrosyne var datter af inspektøren på Skultuna brug (gods). Hendes forældre døde, da hun endnu var barn, og det blev brugspatronen, der tog hånd om hendes opdragelse. 24 år gammel indgik Euphrosyne sit første ægteskab, men forlod manden allerede efter nogle få år. Med tiden fik hun gennemført en formel skilsmisse og giftede sig i 1822 med faderens efterfølger, A. V. Nyberg.
Euphrosyne omgikkes og brevvekslede med de romantiske forfattere. Især P. D. A. Atterbom blev hendes ven og beskytter i den litterære offentlighed, og hans digtning gjorde dybt indtryk på hende. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse, mens de litterære modstandere tog afstand fra hende. Euphrosynes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne.
Euphrosynes digte var meget populære i musikkredse: Mange af hendes kortere tekster blev sat i musik. Emilie Holmberg var en af dem, som komponerede musik til hendes digte. Euphrosyne skrev også nye tekster til gamle folkemelodier og hendes »Vårvindar friska« (Friske forårsvinde) har beholdt sin popularitet lige til vore dage.
»Jeg (har) fået to sjæle: – en af min Far, og en af min Mor: – den første er mandhaftig, dygtig og stærk, som ville den kunne bryde jernmalm, den anden er veg, øm og kærlig lige til overmål. Derfor lever jeg i en evig strid med mig selv, men bliver altid aufgeregt, så snart passionerne kommer med i spillet, og vækket af den dvale, som Nordens iskolde natur medfører. At elske og hade er min sjæls elementer«, skriver Euphrosyne i et brev til C. F. Dahlgren den 17. januar 1832.
Ordklang og legende rytmer
Det er ikke svært at forstå, hvorfor komponisterne kunne lide at arbejde med Euphrosynes tekster – det musikalske element er noget helt grundlæggende i hendes digtning. Ordenes klang og versrytmen er sommetider så stærkt markeret, at den sproglige logik er ved at forsvinde.
Euphrosyne hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte.
I det lille digt »Fågelburen« (Fugleburet) ses det indelukkede liv i byen som kontrast til det frie, glade liv i naturen. En smuk forårsdag vandrer det kvindelige digterjeg bedrøvet omkring i byen. Hun føler sig som en kulturens fange. På torvet møder hun en mand, der sælger fugle i bur. Kvinden identificerer sig straks med fuglene – »Ak, arme fanger, tænkte jeg,/ os trykker den samme skæbnes lov!« Hun køber dem for sine sidste skillinger, vandrer ud gennem byens porte, befrier fuglene og glæder sig over deres sang og frie flugt. Euphrosyne vendte siden flere gange tilbage til dette meget besungne motiv. Fuglen – skabningens frieste væsen – som, lukket inde i et lille bur, hindres i sin naturlige drift: at flyve, blev i hendes univers et symbol på forskellige former for frihedsberøvelse.
Men det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang. »Jungfrun i det gröna« (Jomfruen i det grønne) var det af hendes digte, samtiden værdsatte mest. Det handler om kærlighedsmødet mellem en blomst og en sommerfugl. Hele naturen deltager i denne kærlighedsfest – vindene, fuglene, blomsterne og alle luftens flyvende væsener. Men sommerfuglen er en upålidelig elsker, og allerede næste morgen flyver han til den næste blomst. »Den glemte brud græder/ endnu i sin lille hue/ og sukker: ‘aldrig mere/ får jeg denne nat tilbage’«.
»Men hvis der til dem (digtene) er brugt øjeblikke, som er bortrevet fra ædlere beskæftigelser, hvis mindet om en eneste forsømt eller udsat skyldighed svæver omkring skrivebordet, hvis måske en ægtemand, et barn, en husholdning mangler hendes omsorg, hendes trøst, hendes behandling, imedens hun har pint sin hjerne med at smede vers sammen, så beklager vi hende for den epoke, når hun vågner op af sin vildfarelse … «. (Anders Lindeberg om Euphrosyne i Stockholms Posten nr. 238-242, 1823.
I flere digte skildrede Euphrosyne det litterære etablissement. Nogle af digtene var satiriske. Det gælder f.eks. »Recensenten« (Anmelderen). Euphrosyne har i et brev fortalt, at det drejer sig om hendes forhold til hendes hårdeste kritiker, Anders Lindeberg. Digtet indledes med, at en lille dreng løber omkring på en eng og plukker blomster. Lidt derfra sidder der en mand »så stolt som på tinge«. Generøst giver drengen manden en buket, men han reagerer slet ikke sådan, som drengen havde håbet:
Men, knappt har Mannen blomstren fått,
förr’n, bit från bit, så smått, så smått,
han sönderplockar bladen…
»Hvad! Motta’r du min skänk så kallt?
Hvad gör du hår då, snögestalt?« –
»Jag recenserar blott«.
Men knap har manden fået
buketten, før han, stump for stump,
bitte, bitte småt, piller bladene itu…
»Hvad! Tager du med sådan kulde
mod min gave? Du snemand, hvad
har du her at lave?«
»Jeg recenserer blot«
.
»Et nyt hæfte af denne digterindes sange er altid kærkomment for de mange, som elsker og værdsætter en sjælfuld, ædel og ren poesi. Navnet Euphrosyne er et af de få inden for vor litteratur, der siden fosforismens tid har holdt sig med uoverskygget ry lige til den allersidste tid, og som har stået sig med ære i de smagens forskellige kastevinde, som i nogle årtier har ladet sig mærke inden for den svenske lærde verden. Euphrosyne har forstået at forblive sig selv, hun har udviklet sig i sin egen retning, uafhængig af indflydelse fra det ene eller det andet poetiske renommé«. – skriver Wendela Hebbe i sin anmeldelse af Nya dikter, 1842, den 22.12.1842.
Billeder af det kvindelige
Den eneste prosatekst, Euphrosyne offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. Den blev første gang trykt i Nyare Dikter, 1828, og for en nutidig læser er det måske den mest interessante af hendes tekster. Her sætter Euphrosyne en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Eventyret om Cunigunda indgik i forvejen i den folkelige fortælletradition, da Euphrosyne skrev »Den sköna Cunigunda«. Men hun nøjedes ikke med at nedskrive et allerede eksisterende eventyr, hun fortolkede og udviklede det på en måde, som hun var alene om. Den gennemførte afprøvning af forskellige billeder af kvindeligheden, som præger Euphrosynes tekst, finder vi ikke i de tidligere varianter af eventyret.
Kort fortalt er handlingen som følger: Cunigunda lever sorgløs på sin grevelige faders borg. En dag kommer en smuk ridder på besøg, og der opstår gensidig sympati. Ridderen frier. Faderen er henrykt. Men Cunigunda siger nej. Hun er bange for at miste sin skønhed, sin frihed, og hun vil ikke føde børn. Af en troldkyndig gammel kone får hun en drik, som gør hende ufrugtbar, og hun går da med til at gifte sig med den unge mand. Efter mange års forlystelser og udsvævelser fortæller hun manden om sin handling, og han forskyder hende med ordene: »Før skal et grønt palmetræ skyde op gennem dette kolde marmorgulv, før jeg tilgiver dig«. Hun vandrer ud i verden, møder sine ufødte børns sjæle og bliver først forbandet, men derefter tilgivet af dem. Hun mister forstanden, kommer til et kloster, saver marmorbarnet løs fra en Mariastatue og vender som pilgrim tilbage til sin mands borg. I søvne siger manden: »Se, hvilken dejlig palme med grønne, skinnende blade, der skyder frem af marmorgulvet, over os! – Cunigunda, jeg har tilgivet dig«. I samme øjeblik dør hun.
»’Se!’ – sagde den vanvittige Cunigunda,… ‘jeg har taget dette smilende barn af Guds Moders skød, hvor alle sjæle får liv, inden de nedstiger til jorden; og kun, når jeg varmer dette billede ved mit hjerte, bliver der så roligt, så roligt derinde, og det er, som om en mild forårsluftning svævede fra den barnligt smukke mund’«. (Samlade dikter, del 1).
Eventyrets Cunigunda prøver på at undgå den bibelske Guds dom over kvinden: »Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!«.
I eventyrets begyndelse arbejder Cunigunda på en vævning, der kan tolkes som et billede på et selvstændigt, men ensomt kvindeliv. Den unge ridder ønsker, at hun skal væve et andet billede: en kærlig mor i sine børns kreds. Da Cunigunda forelsker sig i ridderen, væver hun ham ind i sit billede. Men hans vision af moderskabet vægrer hun sig på det bestemteste mod at have noget med at gøre. Hun vil elske ridderen – men uden forpligtelser og uden at få børn.
Da tilbyder den trolddomskyndige Veronica sin »løsning« på problemet: En ufrugtbarhedsdrik, hvis kraft er hentet fra en hedensk tradition. På bryllupsnatten kommer Veronica ind til Cunigunda i brudegemakket. Cunigunda drikker trylledrikken, kaster i samme sekund et blik i spejlet og ser til sin rædsel en djævleskikkelse oven over Veronicas hoved. Efter denne spejlscene er Cunigunda ikke længere den samme. Hun forstår, at hun har givet efter for Djævlens blændværk. Dette er fortællingens absolutte vendepunkt, og derefter begynder den proces, hvor Cunigunda mister alt det, hun troede hun kunne vinde gennem Veronicas kraft.
Hidtil har Eva/synderinden – den ene af den kristne forestillingsverdens to dominerende kvindeskikkelser – været det bærende kvindebillede. Men efter bryllupsnatten og syndefaldet bliver Maria/gudsmoder – det andet bibelske kvindebillede – det dominerende. Ligesom i den kristne forestillingsverden soner Maria i Euphrosynes eventyr gennem sit moderskab den forbrydelse, som Eva har begået.
Eventyret indeholder endnu et mytisk kvindebillede, hentet fra en ikke-kristen tradition og aktualiseret af den trolddomskyndige Veronica. Hun sværger ved Osiris, den gammelegyptiske gud, der blev myrdet og skåret i stykker af sin broder, men som blev reddet til nyt liv af Isis, sin tro hustru og søster. Isis var modergudinden, og Isiskulten blev senere knyttet sammen med Mariakulten. Men Isis var også naturens gudinde, hvis slør skjulte naturens hemmeligheder. Kun de, som var indviet i mysterierne, kunne skelne og udholde synet af disse dunkle hemmeligheder. Det kan Veronica, hun har »kendskab til naturens hemmelige kræfter« og kan helbrede syge. Deri ligner hun Isis selv, hvis magiske kræfter var så store, at hun kunne hele sin sønderrevne ægtemands krop og give den nyt liv. Også Cunigunda selv forbindes med Isismyten. Ved sin tålmodige kærlighed til et koldt marmorbarn kan hun til sidst indgyde den døde materie liv.
I begyndelsen af eventyret er Cunigunda sig bevidst, hvad der er hendes egne billeder af kvindeligheden, og hvad der er omgivelsernes, og hun er klar over, hvad der er billeder af kvinders liv, og hvad der efter hendes erfaringer er livet selv. Men i fortællingens løb får Cunigunda stadig sværere ved at skelne sine egne billeder fra omgivelsernes, og grænserne mellem livet og billederne af livet forsvinder. Kunstens billeder trækkes ind i menneskenes verden, og menneskene træder ind i kunstens.
Den trolddomskyndige Veronica kan ses som en dæmonisk dobbeltgænger for eventyrets egen fortæller. Det er hende, der har skabt Cunigundas skønhed i overensstemmelse med de værdier, som hersker i Cunigundas ridderverden, men skønheden tømmer samtidig kroppen for liv; skønheden opæder Cunigunda indefra. Det er først senere, da Cunigunda har gennemlevet sit vanvid, at hun får en ny og anden skønhed.
Overfladisk set kan Euphrosynes eventyr betegnes som en kristen moralitet. Men det er også noget andet og mere. Den måde, hvorpå hun lader de forskellige billeder af kvindeligheden brydes med hinanden, blive transformeret eller fragmentariseret, bevirker, at teksten også kan læses som et opgør med romantikkens patriarkalske poetiske univers.
I Euphrosynes forfatterskab blev fosforismen, den samtidige hyperromantiske æstetik, som tidsskriftet Phosphoros repræsenterede, ind imellem til manierisme, hvor rytmerne, ordenes klang og de eksotiske motiver ikke altid sammen-smelter til en poetisk helhed. Det er i de motivisk og formmæssigt enkleste digte, at Euphrosyne finder sin egentone:
… Jag flyr till Dig, då ögat stilla slutes,
och dagen for min blick sin fackla släckt;
Hvad minnet skänkt, i diktens färgor gjutes,
Och Din, blott Din år drömmens rosendrägt.
Teksten er skrevet i romantisk eventyrstil og i et tungt, billedrigt sprog. Men hist og her finder man en ironi, som skaber distance til den sommetider højttravende stil. I nogle af de passager, hvor Cunigunda taler med sin far og med ridderen, spøger fortælleren med det tunge riddersprog ved at lade Cunigundas gestik afmystificere og underminere mændenes patriarkalske tale om hendes krop.