Det danske sprogs inderlige elskerinde

Leonora Christina omtaler i sin franske selvbiografi fra 1673 en række episoder fra sine rejser: »une piece digne de Romans« (dvs. et stykke, som er værdigt en roman), kalder hun en af sine rejsehistorier. Hun var meget interesseret i europæisk romanlitteratur og lod sig inspirere af romangenren i sit selvbiografiske forfatterskab. Mens Leonora Christina lod det blive ved et enkelt forsøg på at oversætte fransk romanlitteratur, bestemte Anna Margrethe Lasson (1659-1738) sig for selv at prøve kræfter med genren og skrive en prosaroman. Hendes roman Den beklædte Sandhed forelå i et håndskrift allerede i 1715; den blev trykt i 1723 og er dermed faktisk Nordens første trykte prosaroman. »Ingen Moders Siel er i Stand til at holde dens Læsning ud til Enden«, skrev litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup i 1828 om Den beklædte Sandhed, og i litteraturhistorien er romanen blevet en kuriositet, der udelukkende huskes, fordi den var en af de få nordiske hyrderomaner, der var udformet som en prosafortælling, og som blev trykt.

Leonora Christina oversatte før indespærringen i Blåtårn første del af den franske heroisk-galante roman Cléopâtre (1647ff) af La Calprenède til dansk.

1600-tallets europæiske romanlitteratur var kendt i Norden, men versekunsten dominerede litteraturen fra Kingo til Holberg i Danmark-Norge og fra Haquin Spegel til Olof von Dalin i Sverige-Finland. Forsøgte nordiske forfattere sig med romangenren, skrev de verseromaner. Holberg brugte Cervantes Don Quijote, 1605-15, som et af sine forbilleder til Peder Paars, 1719-20, men resultatet blev en komisk verseroman. Først med sin latinske roman Niels Klims underjordiske Rejse fra 1741 tog Holberg fat på prosaromanen. Den unge Uppsala-student Urban Hiärne, 1641-1724, var velbevandret i europæisk litteratur, og sammen med andre unge lærde stiftede han en hyrdeorden, der dyrkede fransk inspireret hyrdedigtning. Han skrev 1666-68 hyrdefortællingen Stratonice, der var tænkt til oplæsning for de lærde »hyrder«, mens den uheldige danske tolder Søren Terkelsen brændte inde med det meste af sin oversættelse af den franske Honoré d’Urfés kæmperoman L’Astrée, 1607ff.

Honoré d’Urfés hyrderoman L’Astrée fik betydning for den danske og svenske versekunst omkring midten af 1600-tallet. I den svenske litteratur kendes også flere hyrderomanfragmenter fra denne periode.

Søren Terkelsen fik til gengæld succes med sin udgivelse af Astree Siunge-Choer i 1648. Her samlede han oversættelser af tyske hyrdeviser sat i let tilgængelige melodier. Først omkring midten af 1700-tallet kom den fiktive prosa for alvor til Norden i form af moralske fortællinger, pædagogiske romaner og rejseromaner, men denne prosa søgte ikke – som Anna Margrethe Lasson – sine forbilleder i 1600-tallets hyrderomaner og heroisk galante romaner. Forbillederne for den nye prosa var klassicismens essayistiske og pædagogiske prosa. I 1742-44 udsendte Jakob Mörk og Anders Törngren den første trykte svenske prosaroman Adalriks och Gïöthildas äfwentyr, et værk om kongelig opdragelse i stil med Fénelons Les Aventures de Télémaque, 1699, der pædagogisk demonstrerede, hvorledes en fyrste burde optræde i krig og fred. Fénelons tradition blev i Danmark taget op af den pietistisk orienterede hofpræst Erik Pontoppidan, der ligeledes i 1742 udgav sin religiøse opdragelsesroman Menoza I-III.

Den dansk-norske Ludvig Holberg, 1684-1754, og den svenske Olof von Dalin, 1708-63, havde begge deres udgangspunkt i den franske klassicisme og skabte i 1700-tallet en moralsk ræsonnerende allegorisk og essayistisk prosa. Olof von Dalin grundlagde det første svenske tidsskrift, og i 1700-tallets tidsskriftlitteratur blev også den fiktive moralske fortælling populær.

De få kvindelige forfattere, der var samtidige med Lasson, skrev som Dorothe Engelbretsdatter salmer eller som Sophia Elisabet Brenner lejlighedsdigte og religiøse digte. Fru Norden-flycht, der skrev i perioden efter Lasson og Brenner, fandt idéer og idealer hos de franske preciøser, men hun tog ikke deres prosagenrer til sig. Nordenflychts genrer var hyrdedigtet, lejlighedsdigtet og det lærde digt. I 1600- og 1700-tallet fandtes en betragtelig kvindelig litteratur i form af selvbiografier, dagbøger og personlige dokumenter, men denne selvbiografiske eller slægtsbiografiske prosa tjente først og fremmest religiøse eller praktiske slægtshistoriske formål og var kun undtagelsesvis inspireret af den fiktive prosa således som Leonora Christinas selvbiografiske værker.

Anna Margrethe Lasson havde forskellige ambitioner og idéer med sin roman. Hun ville underholde sin læser, demonstrere kvinders evner for at skrive, og hun ville yde sit litterære bidrag til det danske modersmål.

Anna Margrethe Lasson blev født i København kort efter Karl X Gustafs mislykkede storm på byen og opholdt sig i sin barndom bl.a. på Dalum Kloster på Fyn.

Anna Margrethe Lassons far, landsdommer og godsejer Jens Lasson, blev storleverandør til den danske flåde under svenskekrigen 1657-60. Han fik overdraget bl. a. Dalum Kloster som pant for sine leverancer. Som assessor ved Højesteret medvirkede han ved domfældelsen af Corfitz Ulfeldt. Senere blev han anklaget for svigagtige leverancer, og hans arvinger måtte ved hans død i 1706 overtage hans store gældsposter.

Som voksen boede hun i Priorgården i Korsgade i Odense sammen med en yngre gift søster. Her arbejdede hun på sin »liden Roman«. Et håndskrift forelå i 1715, og i en utrykt tilegnelse til Frederik IV optrådte forfatteren under sit eget navn, men stavet bagfra (»Ateragram Nossal«), og hun angav, at manuskriptet var fundet i Dalum Kloster. I 1723 blev romanen trykt under pseudonymet »Det danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda«.

På titelbladet præsenteres Den beklædte Sandhed som Amindas oversættelse af gamle runer:

»Den/ Fordum/ I Ronne Bogstavs Kaabe/ nu/ I Danske Tunge-Maals Klæde/ I førte/ Liden Roman«.

Naturvidenskabsmanden og oldgranskeren Ole Worms indsamling af runeindskrifter og lærde studier af runer og gamle islandske håndskrifter i midten af 1600-tallet kan have givetLasson idéen til at foregive, at romanen var et runeskrift, fundet i Dalum Kloster. I en tilskrift til romanen fremhæver Lasson/ Aminda, at hun fremviser romanen for læseren af kærlighed til det danske sprog og for at styrke og fremme sproget: »Jeg seer at mange af mine Landsmænd legger meere fliid paa at vide fremmede Sprog end deris eget/ saa de fleste neppe veed at Tale mindre skrive noget udi deres eget Maal/ hvor i der dog findes lige saa megen Godhed og Behagelighed som i noget andet Tungemaal«.

Også i denne udredning omkring modersmålet spores 1600-tallets interesse for sprog og sproghistorie. Peder Syv, Henrik Gerner, Ole Worm og de kvindelige adelige visebogsanlæggere og bibliotekssamlere arbejdede med en omfattende udforskning af det danske sprog, af grammatik, viser og ordsprog, og selve baroklitteraturen var kendetegnet af bestræbelser på at skabe en dansksproget digtning ud fra de klassiske verseregler.

Iscenesættelsen af Den beklædte Sandheds tilblivelseshistorie brugte Lasson samtidig til et forsvar for kvinders evner som forfattere. Hun pointerer i sin tilskrift, at den i nutiden så berømmede »gamle« litteratur talte mange kvinder: »Jeg bekiender vel/ at jeg her udi har begaaet noget/ som for mit Kiøn er usædvanligt/ i det jeg i steden for at slide aad paa min Syenaal/ har afskaaret min Pen/ og det er den Dom/ de misunderlige som ey selv formaaer at udrette det/ de af mig laster/ over mig kand fælde/ vil dog ey formode alles Meening med nogle uerfarnis skal overeens Stemme/ naar de erindrer dem hvad berømmelige Gierninger Qvinde kiønnet som Semiramis/ Dido/ Tamiris/ Sapho og andre fleere/ baade i gamle Tiider/ og hidintil i alle Stænder har forrettet«.

»Endnu mangen een, der denne tanke bær, At skrive saa som du, ej Qvindfolk træffer nær, De tvivler, dette Kiøn kand eye denne Gave, Den Mand, den Pen saa vist, maa om Haanden have … «, skrev Lasson i sit hyldestdigt til den norske salmedigter Dorothe Engelbretsdatter. Hun kvitterede ved i et svardigt at byde den »dydprydet Dichterinde« »Velkommen i mit Lau«: »Aminda Du har got hos dig ieg kand fornemme«, skrev Engelbretsdatter.

Romanen hævdede sin plads i en tradition af berømmelige kvindegerninger og skulle med sin sindrige, men alligevel letgennemskuelige tilblivelsesfiktion placeres på et interessant, dunkelt punkt mellem fortid og nutid.

Lasson ville fornøje og underholde alle »Liebhavere« af romankunsten. Det er »icke noget at bygge din Religions Troe paa/ som bliver dig hengivet/ det er en Historie til din Tiids Fordriv«. Det er dog ingen »løgnagtig Fabel«, for bag de forskellige romanfigurer skjuler sig »sande Personer«. Den beklædte Sandhed er efter fransk forbillede en nøgleroman. Den franske Madeleine de Scudérys preciøse kærlighedsromaner fra midten af 1600-tallet, bl.a. Artamène ou Le Grand Cyrus, 1648-53, var Lassons forbillede. Hos Madame de Scudéry fandt læserne berømte mænd og kvinder afbildet i eksotiske og eventyrlige omgivelser og forklædninger, involveret i en kompliceret handlingsgang omkring idealet for menneskeligt samvær: den preciøse selskabelighed og den åndeliggjorte kærlighed. Sandsynligvis var Lasson bekendt med de tyske oversættelser og bearbejdninger af den franske preciøse litteratur. Den beklædte Sandheds tyske ordstillinger og sprogvendinger tyder på, at hun har kendt Philip von Zesens oversættelse af Madame de Scudérys fortælling Ibrahim fra 1641.

Lasson har muligvis også kendt Martin Opitz’ tyske oversættelse af den uafsluttede latinske roman Argenis fra 1626. Argenis er en nøgleroman med indlagte hyrdescener forfattet af den skotske humanist John Barclay 1582-1621.

I overensstemmelse med de europæiske forbilleder henlagde Lasson romanen til en fjern, eksotisk fortid, nemlig oldtiden, men brugte kendte personer som modeller for sine figurer. Geografisk lod Lasson sceneriet skifte mellem Rom, Persien og Danmark, og danske byer og lokaliteter optrådte stavet bagfra. Således stod »Nyf« for Fyn, »Mulad« for Dalum, »Snesa« for Assens og »Nalis« for Sjælland. Romanens historie om kærligheden mellem prins Leonque fra Nalis og den skønne persiske kongedatter Diana har en vis lighed med det i Lassons samtid kendte og omtalte ægteskab mellem Christian V’s bror prins Jørgen og den engelske prinsesse Anne i 1683. Den beklædte Sandhed er dog ikke nogen gennemført nøgleroman. Det elskende par havde blot en vis lighed med den danske prins og den engelske prinsesse, og de politiske forviklinger i forbindelse med deres ægteskab indgik som stof i romanen sammen med portrætter af forskellige hoffolk og royale personligheder, bl.a. Frederik IV, der hos Lasson optrådte under navnet »Sigefrid«.

Lasson omtaler den store Sigefrid, hvis »meget yndige Person« giver det land, han færdes i, »Vederqvægelse«.

Mange indviklede handlingstråde krydsede spor i Den beklædte Sandhed, og undervejs glemte Lasson flere af personerne og intrigerne. Men en overordnet idé for romanen lader sig opspore. Lasson prøver at skildre forskellige geografiske og åndelige lokaliteter som modsætninger til hinanden: Riddernes og krigernes Rom, en ren mandsverden, hvor prinsesse Diana opholder sig i et fængselslignende eksil hos kejseren, der vil tvinge hende til at gifte sig med sin søn prins Javano; Persien, hvorfra Dianas moder, dronningen, blev fordrevet efter barbariske intriger og slægtssammensværgelser, og endelig den fjerntliggende hyrdestad i provinsen Nyf, dvs. Fyn, et landskab af frihed uden noget fyrstedømme, hvor mænd og kvinder kan mødes, og hvor Leonque og Diana forenes.

I beskrivelsen af hyrdestaden udfolder Lasson den preciøse forestillingsverden. Natur og åndfuld civilisation forenes i hyrdelivets skønhed: »megen Lystighed blef dreven hver Dag udi den ganske Egn hvor jeg kom«, fortæller Leonques følgesvend Drogan, og efter mange genvordigheder mødes de elskende.

»Derefter besluttede han/ at vi i Hyrde-Dragt skulde forklæde os; thi det var Hyrderne uvant at omgaaes med andre/ end deris egen Folk,/ oc den Ridderlige Dragt skulde maa skee giøre dem frygtsom … «, fortæller Drogan om de to ridderes indtog i hyrdestaden.

Historien om de elskende giver Lasson lejlighed til at beskrive kærligheden som en række højst krævende følelsesoplevelser og tilstande. Feber, fortvivlelse og dødslængsel hærger de elskende, der forklædte går fejl af hinanden, tror hinanden døde og bliver ofre for utallige intriger og forvekslinger. »Ach! at dog Kierlighed saa fuld af Plager er«, synger Diana, og hun digter om, hvorledes hjertet »er i Sorrigs Fængsel sat … Dets Sted er fylt med ach oc smerte«. Det er kærligheden, der giver romanpersonerne psyke og selvbevidsthed, men kun i forholdet til den elskede kan psykens dybde og følelsesrigdom åbenbares. Romanens mange forklædnings- og forvekslingsscener symboliserer, hvorledes de elskende må skjule og tilsløre deres følelser over for en kold og beregnende omverden. Først i landskabet på Nyf og i hyrdernes primitive dragt kan de erklære sig for hinanden.

I skildringen af Nyf skaber Lasson overensstemmelse mellem det indre sjælelandskab og den ydre natur. Natursceneriets kilder, yndige skove, tætte krat, duftende blomster og dybe huler bliver et spejl for de fysiske og psykiske begivenheder imellem de elskende. I den erotiserede natur drømmer Leonque om sin elskede, og hun overgår naturen i ynde:

»hendis Hvidhed beskiemmede de nys udsprungne Lilliers; hendis Haar som Sølf af en ugemeen Lengde; hendis Øjnes Ild formaaede jeg icke fuldkommelig at betragte/ dog saae jeg vel/ at deris Blaahed overgaar den dejligste Skye paa Himelen; hendes Krop overmaade rank oc usigelig smal; hendis hænder smaa oc glatte/ at mand skulde holde dem for at være udarbejdet af hvid Vox«.

»… denne Syge er mig af Søfnen paalagt! Meener du da vel at noget kand bortjage den igien uden dend som er stærkere end hand nemlig hans Broder Døden … «, siger Leonque, da han vågner efter at have drømt om sin prinsesse.

Da Leonque dør i kamp mod Javano, søger Diana tilflugt i gudinden Dianas tempel, et symbol på prinsessens egen krop. I templet ofrer kyske jomfruer kærlighedsgaver, duer og blomster til gudinden og lytter til hendes spådomme. Lassons reflekterede forhold til naturen, hendes arrangement af natursceneri og hyrdetableauer har den elegante rokokos præg, men når hun gør naturen til fysisk og psykisk symbol på kærlighedens forskellige tilstande, får hendes roman ligheder med en langt senere romantisk forestillingsverden. Som hos de romantiske digtere er kærligheden hos Lasson skelsættende og alvorlig; kærligheden giver mennesket sjæl, den rummer muligheden for forvandling og død.

Trods den første danske litteraturhistoriker, Rasmus Nyerups advarsel er det umagen værd at holde ud med Lassons 235 sider store roman. Den er en del af begyndelsen til 1700-tallets nye verdslige litteratur, selv om Lassons forbilleder er 1600-tallets hyrderomaner og heroisk galante romaner. Det danske sprogs inderlige elskerinde skulle snart få efterfølgere, der ihærdigt ville dyrke nordiske modersmål.