Den, der vælger dyden, vælger den rette glæde og fornøjelse, skriver den svenske Hedvig Charlotta Nordenflycht i et af sine mange digte om dyden. Overalt i den kvindelige 1700-tals-litteratur kommer dyden på tale, og i samtidens omtale af de kvindelige forfattere og skribenter skal man ikke lede længe, før dyden dukker op som det, der berettiger en kvinde som skribent, og som det, der er formålet med hendes værk. Dyd, dyd og atter dyd lyder det overalt, hvor kvinder gør deres entre i skriften og i de litterære institutioner.
Hvad enten en skrivende kvinde udfylder rollen som belæst fruentimmer, familiær dagbogsskriver, religiøs bekender eller livserfaren skribent, er og bliver dyden hendes bestemmelse. Fru Nordenflycht digter om at vælge dyden, men den skrivende kvinde må og skal altid opholde sig i, hvad fru Nordenflycht kalder dydens »ljudwa tjäll«, dvs. dydens yndige paulun.
Så är det Skaldens plikt,
at sjunga Dygdens Ära,
Uphöja gåfwors dygd,
til Skaparns wälbehag …
Således skriver Nordenflycht i sit digt »Tanker om Skaldekonstens nytta i et wäl inrättadt Land«.
Der synes i det meste af 1700-tallets litteratur at være en gigantisk bestræbelse i gang på slet og ret at skrive dyd og kvindelighed sammen til en fast retorisk figur, der kan tages i anvendelse både socialt, moralsk og kunstnerisk. Men bedst som retorikken er grundigt indøvet både hos mænd og kvinder, begynder den ganske langsomt at falde fra hinanden. Både i fru Nordenflychts og i Anna Maria Lenngrens digtning er dydsbegrebet på vej til at vakle, mens de danske og norske kvinder mere uanfægtede fortsætter med at tale dydens sag.
Især i fru Nordenflychts digtning mærkes forandringen stærkt, fordi hun så omhyggeligt og klart har tænkt og skrevet sin forestilling om dyden frem i sine digte, og fordi forandringen først indtræffer til allersidst i hendes forfatterskab. Hvad er dyd? spørger fru Nordenflycht i sit religiøse digt »En liten skymt (dvs. glimt) af omätlige (dvs. umålelige) Ljus eller Tanker om Gud, Själen och Dygden«, 1746-47, og hun svarer selv:
Hwad är hon? et ljus af den Ewigas hand,
Okunnighets lykta, begärelsers band.
Från högsta fullkomlighet flöder hon ut:
Det är hennes ögnemål, början och slut:
Den, henne har utwalt, och har henne kär,
Hon lyser och leder, hon styrker och lär:
Hon skingrar de målnen, hon sluter den natt:
Som lustar och wana, för sanningen, satt:
All åtrå hon dämpar, som icke begär
Hwad rättast och wisat och billigast är.
Hvad er hun? et lys fra den eviges hånd,
Uvidenhedens lys, attrås bånd.
Hun strømmer ud fra den højeste fuldkommenhed:
Det er hendes øjes mål, begyndelse og ende:
Den, som har valgt hende og har hende kær,
Lyser hun for og leder, styrker og belærer:
Hun spreder de skyer, hun ender den nat:
som begær og vane har for sandhed sat:
Al attrå hun dæmper, som ej begærer
Det, som er rigtigst og klogest og rimeligst.
Digtets fine metaforik omkring dydens lys og oplysning og dydens udspring i den højeste fuldkommenhed peger på, at det er Platons opfattelse af dyden, der præger fru Nordenflychts forestilling. Platons fire kardinaldyder visdom, retfærdighed, må-dehold og tapperhed besynges i digtets smukt formede vers, der synes at forudsætte Platons opfattelse af dyden som en harmoni mellem sjælens bestanddele: fornuften, der har sit hjemsted i menneskets hoved, modet, der bor i brystet, og begæret, der huses i menneskets indvolde. I sit digt »Dygde-Målningar«, 1744, uddyber Nordenflycht sin dydstanke og indskriver de kristne dyder, troen, håbet og kærligheden samt stoikernes »constancia«-ideal, hvilket her vil sige selvbeherskelse og sagtmodighed, i et fint anlagt poetisk forløb. I digtet omtaler fru Nordenflycht først menneskets dyder i forhold til Gud, dernæst i forhold til medmennesket og endelig i forhold til sig selv. Som den sidste og altafgørende dyd nævnes menneskets egen dømmekraft: »Begyndelsen og enden på alle sande dyder,/ Er kendskab til én selv, den sætter de andre i gang,/ Og uden denne dyd mister de deres karakter«, – og således giver fru Nordenflycht det oplyste, kritiske menneskes dømmekraft det sidste ord blandt dyderne. Det gamle græske dydsbegreb, »arete«, der oprindeligt betegnede militær disciplin og legemlig dygtighed, bliver via Platon, stoikerne og den kristne filosofi og etik centralt i 1700-tallets moralske tænkning og digtning, og sammen med den latinske »virtus«, som betyder mandighed og dyd, tilskrives dyden i særlig grad kvinderne. Mænd burde og skulle selvfølgelig også være dydige, men dyden skal frem for alt udmærke kvinderne. Fru Nordenflychts bedste dydseksempel er den svenske dronning Ulrika Eleonora. I sit store sørgedigt over dronningen »Swenska Fruentimrets klagan, wid den stormäktigste Swea drottnings Ulricæ Eleonoræ graf«, 1742, skriver hun:
Men, milda Drottning! du har med dit Hjältemod
Trådt Dygdewägen ut och honom giordt behagelig,
Upmanat alt dit Folk med dit exempel daglig,
At öfwer jordiskt alt erkänna Dygden god;
Du bar dit Rikes wäl på dine skuldror dyra,
När Dygden genom Dig feck hela Landet styra.
Men, milde Dronning! med dit heltemod
Har du gået ad dydens vej og gjort den attråværdig,
Daglig med dit eksempel opmuntret dit folk Til,
over alt jordisk, at erkende den gode dyd;
Du bar dit riges vel på dine dyrebare skuldre,
Da dyden ved din hjælp kom til at styre hele landet.
Nordenflycht udtrykker sig poetisk smukt og med stor indsigt i dydsbegrebets klassiske udformning. I sit lærde digt til Holberg stiller hun bekymret spørgsmålet om, hvad der skal blive af dyden, hvis man som den engelske John Locke anfægter tanken om sjælens udødelighed. Fru Nordenflycht var ikke bange for at tage del i sin tidsalders store filosofiske og religiøse spørgsmål, og hun leverer selv et platonisk svar på sit spørgsmål, nemlig at den oplyste tænknings søgen efter sandhed viser, at en guddommelig lysgnist findes i mennesket, selv om mennesket kan tage fejl på erkendelsens svære vej.
Mens fru Nordenflycht som Platon betragter visdommen som en kardinaldyd, tildeler Anna Maria Lenngren manden visdommen og kvinden dyden. I digtet »Dygden och visheten«, 1794, fortæller et ungt mandligt jeg om, hvorledes hans fader har formanet ham om, at han skal dyrke visdommen, mens hans moder opfordrer ham til at søge dyden. Men den unge mand er utilfreds både med den visdom, han lærer at kende i skolen, og den dyd, han kender fra sit hjem.
Visheten ej stod mig an,
Jag var trött hans gloser läsa;
Gickt och tvinsot hade han.
Dygdens enda öga rann,
Och dess snusbeprydda näsa
Högst odräglig jag fann.
Ej visdom stod mig an,
Jeg var træt af at læse hans spottegloser;
Gigt og tæring havde han.
Dydens ene øje løb,
Og jeg fandt hans næse, der var
pyntet med snustobak, Højst utålelig.
Den sande dyd og visdom finder han uden for skolen og hjemmet. Den unge, bly pige Hilda betager ham:
Oskulden uti din blick
Kjusning i mit hjerta tände,
Glädjen up for själen gick,
Jag i Hildas änglaskick
Dygdens gudaursprung kände;
Evigt den min dyrkan fick.
Uskylden i dit blik
Tændte fortryllelsen i mit hjerte,
Glæden oprandt for sjælen.
Jeg i Hildas engleskikkelse
Fandt dydens guddommelige oprindelse;
Evigt modtog den min tilbedelse.
Hos den smukke piges bror lærer han hjertets sande visdom at kende. I et poetisk greb får Lenngren tilskrevet kvinden dyden og udskiftet dydsbegrebet med et nyt begreb om uskyld. I Lenngrens digt »Rosalie«, 1794, trodser en fattig ung pige dyden og bliver luder. Dydige formaninger anfægter hende ikke, og forbavset må digtets jeg erkende: »… intet jordskælv ramte straks,/ Og intet lyn rørte den forbryder,/ som udbredte denne lære«.
Selv om digtet er enestående i Lenngrens produktion, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at hun lader det dydige jegs retorik helt og aldeles tabe sin kraft over for den faldne Rosalie. Men et nyt uskyldsbegreb er på vej til at tiltage sig magt og styrke i hendes digtning. Tabet af uskyld kunne være det kors, der fik Rosalie til at vakle, men Lenngren undlader at lade det dydige jeg bruge netop dette begreb. Uskylden bringer hun først og fremmest på tale i sin idylliske digtning.
Hos Lenngren taber en dydig retorik terræn i forhold til et Rousseau-inspireret uskyldsbegreb, men 30 år tidligere i Charlotta Dorothea Biehls danske komedier var en dydig retorik stadig i fuld vigør. Dyden er her frem for alt en ganske bestemt sprogbrug, der med sine benævnelser af det ømme hjerte, fortroligheden, fornuften og det uegennyttige bliver en let moderniseret omskrivning af Platons gamle forestilling om dyden som en harmoni imellem sjælens forskellige dele. Rent dramatisk sker der forbavsende lidt i Biehls komedier. Det er i sproget, handlingen foregår. Her taler det dydige, følsomme modersmål sig til sejr over de falske frieres overlæssede og opstyltede sprog, og i Anna Catharina von Passows komedie om Mariane fra 1757 kunne man opleve, at heltinden beder sine egoistiske friere om at tie stille, så hun kan få taletid og dermed bringe sin sprogbrug til fuld udfoldelse.
I den engelske Samuel Richardsons brevroman Pamela, 1740-42, der fik så stor betydning for de danske skribenter og forfattere, er den moralsk anløbne Mr. B. og den fattige tjenestepige Pamela inde i en veritabel talestrid. Mr. B. får i første omgang en vis fordel i at erklære alle Pamelas dydige forsikringer for usselt hykleri og udspekuleret forførelses-kunst. »’Kom herind, din lille skurk’, sagde han, (Jeg troede kun, at det var mænd, man kunne kalde skurke); ‘hvem er det du forsøger at fuppe? Jeg havde besluttet ikke mere at lægge mærke til dig, og nu prøver du altså at forklæde dig, for at jeg skal blive tiltrukket af dig, og så forstiller du dig, din lille hykler –’«, siger Mr. B. til Pamela. Hendes trick er at blive ved med at tale. Hun fastholder sin dydige retorik og taler så at sige Mr. B. lige ind i dyden. »Bliv ved min kære pige! Jeg elsker at høre dig tale«, lyder det fra Mr. B., da han har opnået en vis moralsk forbedring. Pamela forfører til dyd, og sproget er for hende et magtmiddel.
Med Goethe og Rousseau bliver et nyt uskyldsbegreb vigtigt, også for de kvindelige forfattere. Rousseau fastholder ganske vist, hvad angår kvindekønnet, det gamle begreb om pligten og »la vertu«, men fremhæver i sin skildring af sin elskerinde Madame de Warens i Rêveries d’un promeneur solitaire (Drømmerier), 1776-78, at hun formår kortvarigt at lade ham opleve en tilstand, hvor »kærlighed og uskyld bor i det samme hjerte… i disse få år, hvor jeg var elsket af en kvinde fuld af forståelse og hjertets godhed, gjorde jeg, hvad jeg ville gøre, var jeg, hvad jeg ville være… og den hjælp, hendes lære og eksempel var mig til, formåede mig at give min endnu uberørte, enkle sjæl den form, som bedst stemte med den«.
»Hvor er det behageligt og rørende at se et jævnt og velordnet hus, hvori der hersker orden, fred og uskyld; hvor man i al enkelhed ser det forenet, der svarer til menneskets sande bestemmelse«, lyder det i Rousseaus La nouvelle Héloïse, 1761.
I Goethes Die Leiden des jungen Werthers (Den unge Werthers Lidelser), 1774, er Lotte en muse for den mandlige sjæl. Hun omtales ikke som dydig, men som hellig, uskyldig, og alligevel ubestemmelig. »Hun er hellig for mig. Ethvert begær tier i hendes nærvær. Jeg ved aldrig, hvordan det er fat med mig, naar jeg er hos hende; det er som om sjælen foer omkring i alle mine nerver«. Lotte fremkalder ikke en dydig sjælebalance, tværtimod spreder hun den mandlige sjæl i forskellige retninger. Hun er ikke som Rousseaus Madame de Warens god og forstående. Hun er fascinerende og i sin ubestemthed en perfekt genstand for mandlig fantasi. Måske var det, der fik danske kvindelige forfattere til at reagere så stærkt og negativt imod Goethes Die Leiden des jungen Werthers, ikke i så høj grad Werthers heftighed og dramatiske selvmord, som det var Lottes indlysende mangel på traditionel kvindedyd.
»I nat! jeg skælver ved at sige det, holdt jeg hende i mine arme, trykket tæt ind til mit bryst og dækkede hendes elskovs-hviskende mund med utallige kys; mit blik i hendes, der var som berust! Gud! Er jeg strafskyldig, naar jeg ogsaa nu føler en salighed, ved fuldt og inderligt at kalde disse glødende glæder tilbage i erindringen? Lotte! Lotte! Og med mig er det ude! Mine sanser forvirres, i over en uge har jeg ikke haft nogen selvkontrol længere, mine øjne staar fulde af taarer«.
Da uskylden overtager dydens rolle som kvindens vigtigste egenskab, bliver samtidig tabet af uskyld og tabet af fascinationskraft hendes sikre skæbne, medmindre kvinden til stadighed formår at »genfortrylle« sig selv. Hos Anna Maria Lenngren findes en række oversættelser af franske erotiske digte, der har uskyld og genfortryllelse som tema. Lenngren gendigter de Pezays digt »La Mâitresse que j’aurais«, »Til min tilkomne älskarinna«, 1780, hvor elskeren formaner elskerinden:
Förstå at nya upskof finna
Och öfva litet tyranni:
Den sällhet at dig öfvervinna
Skal då mig mera dyrbar bli.
Lät sällan dig min bön beveka;
Förbjud hvad du mig lofvat nyss:
Gif sjelfmant då och då en kyss,
Men mera ofta den mig neka.
Du må forstå at finde nye udsættelser
Og udøve en smule tyranni:
Lyksaligheden i at overvinde dig
Vil da blive mere dyrebar for mig.
Lad dig kun sjældent bevæge af min bøn;
Forbyd hvad du nys mig loved’:
Giv af dig selv kun nu og da et kys,
Og oftere skal du mig det nægte.
Men i digtet »Könets fyra åldrar«, 1790, der også er en gendigtning af et fransk digt, skildrer Lenngren allegorisk, hvorledes seksuel erfaring sætter grænser for kvindens evne til at »genfortrylle« sin uskyld. Den unge hyrdinde Doris får på den første elskovsdag hundrede lam for blot et kys, men på hyrdekærlighedens fjerde dag må hun tilbyde hele sin hjord og alle sine hunde for blot at opnå et kys af hyrden. »Hund og hjord hun ville sætte på spil/ For et kys … Men grumme smerte/ Lise fik det nu for intet«.
Flere af de franske digte, Lenngren oversætter, stammer fra en samtidig antologi med bl. a. erotiske digte, Le Portefeuille d’un homme de goût, 1770.
Fru Nordenflycht, der så smukt, vidende og forstandigt havde skrevet en hel dydslære frem i sine digte, måtte til allersidst i sit forfatterskab se sit dydsbegreb tabe mening og betydning. I sit sidste digt, heroidefragmentet »Hildur til Adil«, trykt 1774, giver hun sig selv Hildurs skikkelse og beskriver sin kærlighedskval i forholdet til sin unge elskede Johan Fischerström. Hildur oplever kærligheden som en uovervindelig sejrsgud, der har bemægtiget sig hendes hjerte:
Du, som än dristat dig, at Hildurs hjerta röra.
Det hjertat älskar nu, som hade til sin borg,
Dygd, wänskap, wisshets ro, förfarenhet och sorg.
Ej någon dödlig mer, må sig til motvärn ställa,
När dessa wapens magt, mot kärlek intet gälla.
Du, som dog har dristet dig til at røre Hildurs hjerte.
Det hjerte elsker nu, der som værn havde
Dyd, venskab, visdoms ro, kyndighed og omsorg.
Ingen dødelig må mere sætte sig til modværge,
Når disse våbens magt intet gælder mod kærlighed.
Hverken Hildurs dyd eller hendes »tanke-gave« hjælper hende mod kærligheden. Hildurs digterharpe tier, da Adil første gang bruger ordet kærlighed, og fuld af skam spørger hun sig selv, om Adil »elsker mig af ømhed eller dyd«. Hildur føler skam, fordi hun foretrækker Adils kærlighed frem for hans ømhed, dyd og medlidenhed med hende. Ængsteligt tænker hun over, om Adil har fjernet sig fra hende, fordi hun for hurtigt og let har hengivet sig til ham. »Min Adil! bliver man kold over for det, man let har vundet?«
Med energi og poetisk mesterskab havde Nordenflycht i sine digte hyldet den platoniske eros, kærlighedskraften, der kan give mennesket mulighed for sand oplysning og indsigt i det fuldkomment skønne, eros, hvis betingelse er dyden. I heroidefragmentet rækker Hildur ikke længere efter lyset og idéen. Kærligheden til Adil henviser hende til kroppen, døden, mulden, den mørke og tavse grav. Den ild, der måske alligevel vil lyse i mørket og stilheden, næres af hendes egen kærlighed, sorg og kraft.
I fru Nordenflychts fragment hedder det således om Hildur:
Då Adil förste gång,
sit hjerta täckte op,
Då från hans läppar först,
det ordet kärlek, lopp.
Förtjusad, häpen, stum,
jag såg mit öde wackla,
Som räckte mig på nytt,
den släckta nöjets fackla.
I slutningen af samme fragment kan man læse følgende:
Mit lif är redan dödt,
för alt hvad lifvet ger.
Et enda steg ännu,
och Hildur är ei mer.
I glömska och i mull,
skall hendes wäsend gömmas:
Hon blir med ömkan nämd,
men ändtlig skall hon glömmas.
Här intet evigt är;
båd sorg och rykte fly;
De hinna ej så långt,
at grafvens tysta bry.
Mens Nordenflycht med stor personlig smerte og lidelse, men også kraft, oplevede, at dydsbegrebet tabte styrke og betydning, fortsætter dydsidealet i en langt mindre filosofisk og eksistentiel skarp udformning sin fremmarch i det sene 1700-tals kvindelige tidsskriftlitteratur og moralske prosa.
I Danmark bliver den tysksprogede Friederike Brun blandt de første, der tager konsekvensen af, at dydsbegrebet er på vej til at afløses af en uskyldsforestilling, således som Lenngren skildrer det i nogle af sine digte. Friederike Brun giver sig i kast med at udforme et program for »tidlig sart moralsk dannelse og sjælsnæring med åndelig føde« i sin afhandling om sin datter Idas opdragelse, Idas ästhetische Bildung, 1824. Uskylden blev hurtigt et spørgsmål om æstetik, seksualitet og dannelse.