Størstedelen af Aurora Ljungstedts populære forfatterskab, der udkom i ni bind mellem 1872 og 1882, består af kortere historier, af og til ført sammen til en større helhed ved hjælp af et genkommende persongalleri. Hendes mest brugte pseudonym, Claude Gerard, er hentet fra en af Eugène Sues pariserromaner, og hun videreudviklede 1840’ernes spændingsskabende føljetoner med tabte breve, hittebørn, intrigante skurke og mystiske hændelser i psykologisk retning. Hendes intriger er altid velkomponerede, og hun imødekom publikums krav om, at lasten skal straffes og dyden belønnes. I hendes rige novelleproduktion finder man rendyrkede eksempler på skrækromantik, men også glimrende udarbejdede kriminalnoveller. Hendes tit farverige kvindelige forbrydere og intetsigende forbrydelsesbekæmpere afspejler almene tendenser i tidens kriminallitteratur.
Tag: Kærlighed
Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.
Da den danske forfatter Magdalene Thoresen lod Bjørnson udgive sin første bog, Digte af en Dame i Bergen i 1860, havde »kvindespørgsmålet« længe været debatteret i det politiske liv og tematiseret i litteraturen. Hendes forfatterskab, som viste sig at blive et af periodens største og væsentligste, gav det imidlertid en særlig udformning, der på en egen måde forenede romantikkens mest patriarkalske idéer med sider af de kommende tiårs kulturelle nybrud.Forfatterskabets tyngdepunkt ligger i natur- og folkelivsskildringer fra det Norge, der blev hendes andet fædreland. Hendes største publikumssucces blev to bind rejsebøger fra landets nordligste egne, Billeder fra Midnatsolens Land fra 1884-86. Trods succesen repræsenterede de ikke forfatterskabets hovedgenre.Størstedelen af hendes litterære produktion faldt inden for genrene »bondefortællingen« og det realistiske samtidsdrama, ligesom hun også skrev til teateret.
I 1810’erne havde den talentfulde svenske friherreinde Sophie von Knorring udgivet seks romaner. I litteraturhistorien er hun nu kun en fodnote. Måske fordi hun var et paradoks?Som aristokrat af nærmest gustaviansk tilsnit, men samtidig en skånselsløs kritiker af standshovmodet, hørte hun hjemme i de mest forfinede miljøer, som hun ubarmhjertigt afslørede. Kritikken taler om hendes forældede kvindesyn og mener, at hendes centrale emne er ægteskabets uopløselighed. For en moderne læser bliver den egentlige hensigt med hendes romankunst snarere at skildre den kvindelige erotiks problematik og lidenskabens idealiserende magt.Hun analyserer utrætteligt dobbeltmoralens bud og de hårfine nuancer, der adskiller »rene« og »dårlige« kvinder. Og når hun i sine romaner undersøger, hvordan kvindernes lidenskaber bliver »forbryderiske« i forhold til mændenes dobbeltmoral, er hun i godt selskab med verdenslitteraturens store: Germaine de Staël, Rousseau og Johanna von Schopenhauer.
Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.
Når 1800-tallets kvinder ikke kunne blive præster og heller ikke uden indre og ydre konflikter hengive sig til intellektuelt arbejde, var salmedigtningen det nærmeste, de kunne komme prædikestolen. Lina Sandell kaldte sig »en god skrivers pen«, et beskedent udtryk. Hun kom fuldkommen til at dominere de frie kirkesamfunds salmebøger fra og med den første udgave af Pilgrimsharpan i 1861. Og hun dominerer stadig de frie kirkesamfunds salmebøger.De kristne kvindelige forfattere søgte i 1800-tallets sidste halvdel forbilleder blandt Bibelens kvindeskikkelser. Sammen med Charlotte af Tibell skrev Lina Sandell bogen Bibelns qvinnor, og Betty Ehrenborg-Posse valgte Bibelens Debora, Mirjam og evangelisten Philippis fire døtre som forbilleder. Disse lærde og poetiske kvinder, mente hun, havde bemyndigelse af Gud til at digte åndelige sange, skønt nogen kunne synes, at denne opgave udelukkende tilhørte præsteembedet.Men den position Lina Sandell opnåede gennem sin digtergerning gav hendes forkyndelse langt større plads, end noget præsteembede kunne have udvirket.
I løbet af et langt liv skrev den norske forfatter og præstekone Hanna Winsnes både til underholdning og gavn digte og religiøse tekster på vers, romaner, noveller og fortællinger for børn. Hun havde ingen ambitioner i kunstnerisk retning, men var glad for at fortælle inden for familiens kreds og altid optaget af formidling. Hun var belæst og godt orienteret i både ældre og nyere litteratur.Hendes digteriske verden er gennemgående harmonisk og overskuelig, fordi hun aldrig udtrykker tvivl om fundamentet for, hvad der er rigtigt og forkert. Overalt vender hun tilbage til, at kærligheden – såvel mellem mor og barn som mellem mand og kvinde – overgår alt og ved siden af gudstroen og ydmygheden har højeste prioritet i tilværelsen. Mest af alt er hun berømt, elsket – og kritiseret – som hele Norges kogebogsforfatterinde. Allerede fra den første udgivelse i 1845 blev hendes Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen populær læsning.
1800-tallet blev læsningens århundrede, og kvinderne erobrede fra begyndelsen – som læsere og forfattere – en stor del af det voldsomt ekspanderende litterære marked. Eftersom netop kvinderne førhen havde været holdt uden for den (latinske) boglige kultur, var flertallet af de mange nye læsere kvinder. Læserne kastede sig især over den underholdende prosafiktion.Blandt de nye genrer, som medierne skabte, blev først den fantastiske (gotiske) og siden den realistiske roman hovedgenren. Kvindelige skribenter fik adgang til medierne i det omfang, de kunne ramme læsernes lyst og behov, og det kunne de faktisk. Fra slutningen af 1700-tallet prægede kvindelige forfattere den europæiske populærlitteratur på en måde, som litteraturhistorien siden langtfra har givet et dækkende billede af.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Wendela Hebbe, som i 1840’erne arbejdede ved Sveriges største og mest forargelige avis, Aftonbladet, er gået over i historien som landets første fastansatte kvindelige journalist. Men hun var meget mere. Hun var Sveriges første kvindelige litterat. Hendes lille salon i arbejdsværelset i Gamla Stan blev hurtigt et samlingssted for den nye ånds mænd. En kreds af frie litterater, der politiserede den litterære kultur.I Wendela Hebbes journalistik er tidens sociale tendens mærkbar, men den kan være vanskeligere at opdage i hendes forfatterskab, der er usædvanlig mangestemmigt og som afprøver forskellige genrer, fra romantik og hverdagsprosa til folkelivsskildringer. I perioden 1846 til marts 1850 offentliggjorde hun artikler for at henlede offentlighedens opmærksomhed på den elendighed, som især kvinder kunne leve i. Samtidig er hendes litterære produktion et interessant eksempel på, hvor svært det var for kvindelig livserfaring at finde en litterær form. Hun manglede en passende genre dertil.