Præstedatteren fra Stockholm Frida Wadström (1865-1945) giftede sig som 22-årig med lægen Gotthilf Stéenhoff. I nogle år omkring århundredskiftet boede parret i Sundsvall, som dengang var blevet centrum i Sveriges største industridistrikt. Området omkring Sundsvall oplevede en kolossal befolkningseksplosion og en livlig industriel aktivitet og pengeomsætning som følge af skovindustriens kraftige ekspansion.
De mange forandringer fik de gamle værdisystemer til at skride, og nye blev etableret. For Frida Stéenhoff havde denne brydningstid afgørende betydning, og i årene 1897-1908 kom hun, under pseudonymet Harold Gote (dvs. en »gotisk«/nordisk herold) med nogle af de mest radikale indlæg i tidens samfunds- og kvindedebat. På grund af sin vision om et klasseløst samfund, hvor også kønnene er lige, blev hun »bræddefabrikanternes og grosserernes bête noire«. Hun begyndte sit korstog med dramaet Lejonets unge (Løvens unge), der blev sat op i Sundsvall i 1897. Stykket, der er en frimodig problematisering af det institutionaliserede ægteskab og en lys utopi om den fri kærlighed, vakte forståeligt nok stor furore og blev af byens samfundsbevarende kredse opfattet som en farlig provokation.
Sundsvalls Posten noterer i sin anmeldelse af premieren på Frida Stéenhoffs skuespil Lejonets unge den 2.2. 1897, at Saga, den kvindelige hovedperson, ikke bærer snørliv: »Allerede i fraværet af denne intime beklædningsgenstand lå der noget, som karakteriserede hendes frigørelse fra hævdvundne sædvaner«. Saga hylder den frie forbindelse og moderskabet. Det 20. århundrede er »barnets år-hundrede«, forsikrer hun i en replik, der tre år senere blev titlen på Ellen Keys opsigtsvækkende bog.
I løbet af de følgende år i Sundsvall offentliggjorde forfatteren endnu fire dramaer og en roman foruden en række småskrifter baseret på foredrag, som hun holdt i sin hjemby og i Stockholm. I samtlige tekster toner en frygtløs samfundsreformator frem, der fokuserer på dagsaktuel kvinde-problematik, og som udfordrer gængse forestillinger og moralbegreber.
I hendes andet drama Sin nä-stas hustru (Sin næstes hustru), 1898, sættes der spørgsmålstegn ved medlidenhed og troskab som absolutte værdier, mens hun i Ärkefienden (Arvefjenden), 1900, retter sin kritik mod den katolske kirke, som hun betragtede som indbegrebet af et kvælende og patriarkalsk normsystem.
Frida Stéenhoff ville imidlertid ikke kun udstille det herskende forhold mellem kønnene i sine tekster. Det var lige så vigtigt for hende at formulere strategier til at skabe en forandring. En af hovedpointerne i dette projekt var, at moderskabet først bliver harmonisk, når kvinden har opnået økonomisk selvstændighed. Første gang, vi møder dette motiv eksplicit, er i stykket Det heliga arfvet (Den hellige arv), 1902, der det følgende år blev bearbejdet til en lang novelle.
Året efter fremsatte hun sit fremskridtsvenlige program i sit første offentlige foredrag med titlen »Feminismens moral«: Hun mener at kunne spore en kvalitativ forandring i århundredskiftets kvindebevægelse:
»Fra at have været kvindens kamp mod mændene er den nu en kamp med mændene og mod andre kvinder og mænd. Den er ikke længere en kamp mellem køn. Heller ikke mellem klasser. Den er en kamp mellem sjæle«.
Ifølge Stéenhoff er troen på den enkeltes frie vilje og overbevisningen om, at mennesket er et mål i sig selv, udtryk for feminismens »interseksuelle moral«. Denne morals »retfærdighed, sandhed og godhed« sættes i kontrast til den konventionelle sædelæres treenighed »våben, ceremonier og pengesedler«. Til sidst i foredraget erklærer hun sig overbevist om, at der »ikke findes nogen mere sikker måde at blive feminist på end ved at studere ægteskabets idé« – for hende er ægteskabet blot et forsørgelsesapparat med legitimeret slaveri. Disse tanker blev senere gentaget i endnu et foredrag i 1908, »Penningen och kårleken« (Pengene og kærligheden), hvor det bl.a. hedder, at »Nutidskvinden har forstået, at man ikke kan være moralsk fri uden at være materielt fri«.
Når Frida Stéenhoff talte og skrev sig varm om »den fra pengene befriede kærlighed«, indbefattede hun ud over sin kritik af den ægteskabelige kærlighedshandel også en kritik af prostitutionen. Diskussionen af dette spørgsmål havde stået på dagsordenen allerede i slutningen af 1870’erne og havde i 1903 fået fornyet aktualitet på grund af en komité, der var blevet nedsat til at undersøge de veneriske sygdommes spredning. Ligesom »Federationen« i 1880’erne tager Frida Stéenhoff i en artikel fra 1904 de prostitueredes parti og kræver – af humanitære og kønspolitiske årsager – at manden overvåges i samme udstrækning som kvinden.
På samme tid retter hun med utrættelig reformatorisk patos i romanen Öknen (Ørkenen) søgelyset mod de prostitueredes antitese og negation – de ugifte overklasse- og middelklassepiger. Disse »askesens slavinder, der kunne være lige så beklagelsesværdige som vellystens«, opfattes som ofre for en urimelig kønsmorals tyranni.
Frida Stéenhoff vakte imidlertid størst opmærksomhed og skandale med »Humanitet och barnalstring« (Humanitet og børneavl), et foredrag hun holdt i Stockholm i 1905 efter indbydelse fra Selskabet for ytringsfrihed. Offentlighedens interesse var påfaldende, og hun gentog det endnu to gange, hvorefter det blev trykt i et usædvanlig stort oplag på 23.000 eksemplarer. Hendes tankegang går i nymalthusiansk retning, og hendes udgangspunkt er, at livet ikke har nogen værdi i sig selv, men først under visse betingelser: »At give liv, når man er syg, og når man er i nød, det er en forbrydelse«, hedder det. Hun taler for en selektiv begrænsning af forplantningen, hvor målet er forældre, der er egnede ud fra et arvelighedssynspunkt, og som desuden har økonomisk forudsætning for at tage sig af deres børn. Kvinden skal, konkluderer hun, have oplysning om præventive midler for ikke at blive mor mod sin vilje, hvilket hun betragter som kvindens »vigtigste emancipation«.
Reaktionerne på foredraget var yderst forskellige. Fra konservativ side reagerede man negativt, fordi man var ivrig efter at stå vagt om befolkningens størrelse. Anarkosocialister som Hinke Bergegren hørte derimod til Frida Stéenhoffs meningsfæller, mens andre på venstrefløjen nærede mistillid til hendes program. Præventive midler blev her nærmest betragtet som kvaksalveri, og man mente desuden, at netop et børnerigt og stedse fattigere proletariat ville fremtvinge en social omstrukturering.
Et sidste eksempel på den tofrontskrig, hun tit havnede i som følge af sit fripostige kvindeemancipatoriske engagement, blev hendes indlæg i tidens debat om kvindernes stemmeret med foredraget »Hvarför skola kvinnorna vänta?« (Hvorfor skal kvinderne vente?), 1905. Her afviste hun eftertrykkeligt den socialistiske taktik, der gik ud på først at udvide mændenes stemmeret, samtidig med at hun pointerede, at kvindernes kamp ikke længere var en kønskamp, men en strid mellem to slags kvinder og mænd. Derved kom hun også i modsætningsforhold til den kategori af kvindelige stemmeretsforkæmpere, der betonede kønskampens aspekt.
Frida Stéenhoffs skønlitterære forfatterskab bærer unægteligt præg af samme håndfaste moral, der karakteriserer programskrifter, kampskrifter og partsindlæg, og dette er til skade for den æstetiske virkning. Alligevel udgør hendes fiktion og småskrifter et vigtigt led i nordisk kvindelitteratur. Ved sit avantgardistiske tonefald og med de demokratiske bevægelser som resonansrum bidrog hun til at flytte kvindens position fremad, og hun blev en af århundredskiftets fornemste feministiske teoretikere. I lange passager videreførte hun en tradition fra det moderne gennembruds år. Sammenlignet med sine kvindelige forgængere er hun dog meget mere dristig og tydelig i sit budskab, og hun nøjes ikke med en formidlet argumentation, men placerer sig selv på estraden og taler direkte til offentligheden.
»Ned med militærpersoner og bureaukrater, ned med hele soldater- og politiregimentet! … Det er borgerstaten med dens klasseforskel og snævre horisonter, der skal væk. Det er så gennemråddent alt sammen, så man må være en mumie for ikke at være revolutionær«, hedder det i Frida Stéenhoffs drama Stridbar ungdom, 1906. Opsætningen blev Sveriges første pacifistiske teaterbegivenhed.
Man kan søge en forklaring på denne åbenhed i hendes private skrivesituation, der uden tvivl var meget gunstig. I Sundsvall var der også – ved siden af den borgerlige offentlighedssammenhæng – en socialistisk, som offentligt værdsatte hende. Dertil kom, at Frida Stéenhoff debuterede i en tid, hvor de tabuer, som omgærdede den kvindelige seksualitet, efterhånden blev tilbagelagt, og for så vidt blev hun både en tidstypisk og fremadrettet repræsentant for en mere åben diskussion af dette hidtil forbudte område. Heri er hun beslægtet med den tyske kvindebevægelses mest radikale gruppe omkring år 1900 med Helene Stöcker (1869-1943) og Grete Meisel-Hess (1879-1922) i spidsen.
I lighed med Frida Stéenhoff sigtede de tyske feminister mod en reformering af seksualmoralen og mod hjælpe- og støttevirksomhed for mødre og børn. De betonede kvindens krav til både moderskab og arbejde og argumenterede for kvindens ret til sin egen krop. Dyd var for dem ikke identisk med afholdenhed; tværtimod anså de seksuel frihed for en betingelse for menneskelig værdighed.
Derimod adskiller Frida Stéenhoff sig fra veninden Ellen Key med dennes stærke betoning af moderligheden som centrum i kvindelivet. Det hindrede dog ikke Ellen Key i med varme og anerkendelse at udnævne »den røde doktorinde« til »slavebefrier« i hendes kamp for kvinden og mod dobbeltmoral, hykleri og dogmatisme.