Korpfolksungen er den finlandssvenske forfatter og billedkunstner Irmelin Sandman Lilius’ 40. bog. Hun debuterede som 19-årig i 1955 og har siden etableret sig som en af Finlands internationalt bedst kendte børnebogsforfattere. I Korpfolksungen forenes flere af hendes typiske fortællegreb. De glidende overgange mellem det realistiske og det fantastiske, mellem barne- og voksenverdenen, mellem mytisk tid, historisk epokeskildring og nutid gør hende til en grænseoverskridende flerbundet forfatter for alle aldre.I det samfund hun opbygger i bog efter bog, er hovedpersonerne strædernes fattigfolk. Denne verden af fattigfolk er en minutiøst beskrevet kvindeverden, hvor pigerne udfører kvindearbejde, tager voksent ansvar og skaffer sig udkomme. I sin senere produktion stiger Irmelin Sandman Lilius stadig oftere ind i en selvbiografisk betinget virkelighed. I udsøgte små billedbøger går hun tilbage til sin barndom og ungdom.
Tag: Eventyr
Et af Astrid Lindgrens mest virkningsfulde fortællergreb er at lade fantasien overtage virkeligheden. Det »lyvende« barns tolkning af virkeligheden får lov at triumfere. I skildringen af Pippi har Astrid Lindgren ladet alle den barnlige almagtsdrøms vildeste ønsker gå i opfyldelse. Med uimodsigelig logik demonstrerer hun håndfast, hvad et ensomt barn behøver for ikke at blive kvast og tilintetgjort i vores hårde verden.På denne grænse mellem fantasi og virkelighed bevæger alle Astrid Lindgrens tekster sig. En del af hendes værker kan kaldes realistiske. De holder sig inden for virkelighedens grænseskel, men handler ikke desto mindre om fantasifulde børns evne til at leve i legens og indbildningens verden. Forfatterens lydhørhed over for børns følelser og forestillingsverden er et modernistisk træk, som forbinder bøgerne med den radikale børnepsykologi, der vandt indpas i Sverige i mellemkrigstiden, og hvis nye syn på barndommen plæderede for, at børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn.
Den danske forfatter Karen Blixens forfatterskab blev til sent og på baggrund af tunge tab i hendes liv; kaffefarmen i Kenya og hendes store kærlighed, Denys Finch-Hatton, der omkom ved et flystyrt. Tabene er ikke blot knyttet til den personlige biografi. I hendes bearbejdning vokser de, og bliver til udtryk for en moderne erfaring af værditab, splittelse og tomhed.Er tabene voldsomme og konkrete i hendes liv, har livsudfoldelsen også været usædvanlig og rig. Denne kombination udgør et spændingsfelt og resulterer i, at hun går bag om den realistiske tradition tilbage til en fortælletradition, som stammer fra Tusind og én Nats Fortællinger, fra Boccaccio og fra Cervantes’ Don Quijote, 1605-1615. Hertil kombinerer hun 1700-tallets filosofiske romaner, der bevidst leger med illusionen og fortællingen, som i Diderots Jacques le Fataliste, 1773 (Fatalisten Jacques og hans Herre, 1944). Og ikke mindst H. C. Andersens eventyr med deres beskrivelser af menneskelig psykologi og forvandling.Ved siden af den gennemgående atmosfære af tab og fordrejede menneskelige forbindelser figurerer spørgsmålet om, hvor og hvordan mennesker kan finde håb.
Tora Dahls (1886-1980) vej til forfatterskabet var lang. Hun begyndte allerede at skrive, inden hun fyldte 20 år, men debuterede først i 1935, da hun var 49 år gammel. Sit virkelige gennembrud fik hun, efter at hun var fyldt 70. I 1954 indledte hun en selvbiografisk suite, der kom til at bestå af 18 dele.Det er et enestående projekt i svensk litteraturhistorie. Hendes bøger spænder over et helt århundrede. Skildringen tager sin begyndelse lige efter det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Og den lange fortælling om en kvindes vej gennem det moderne Sveriges historie er ikke kun en enestående kulturhistorisk skildring.Gennem sit konsekvente kvindeperspektiv skriver den også en anderledes og for mange provokerende litteraturhistorie. Man kan læse Tora Dahls selvbiografiske serie som en omstændelig, men alligevel succesrig historie om en forfatters tilblivelse. Samtidig er den også en desillusionshistorie. Én eneste lang historie om kampen for at komme til orde.
Det norske område Nordland fik med Regine Normanns (1867-1939) forfatterskab nye dimensioner. Her forbindes autentisk hverdag og kendt folketradition. Hun blev en sproglig fornyer, der videregiver den nordlandske dialekt i normaliseret sprogdragt, dog så den rytmiske, mundtlige fortællestil understreger de mytiske og folkelige tænkemåder.I de mange eventyrsamlinger hun udgav, fremstår hun som folklorist og traditionsformidler. Mange af hendes bøger kredser om magtkampe mellem kvindegenerationer. Billedet af en magtsyg, hævngerrig og pietistisk moderskikkelse varieres gang på gang. Men hendes nordlandskvinder er fri for den borgerlige pigeopdragelses pynteligheder. Her er det ingen synd, at en kvinde bliver gravid med sin kæreste. I Regine Normanns gamle Nordland kan kroppens naturlige, frodige behov tilfredsstilles. I det senere forfatterskab sætter en religiøs tone imidlertid sit præg på teksten.
I løbet af et langt liv skrev den norske forfatter og præstekone Hanna Winsnes både til underholdning og gavn digte og religiøse tekster på vers, romaner, noveller og fortællinger for børn. Hun havde ingen ambitioner i kunstnerisk retning, men var glad for at fortælle inden for familiens kreds og altid optaget af formidling. Hun var belæst og godt orienteret i både ældre og nyere litteratur.Hendes digteriske verden er gennemgående harmonisk og overskuelig, fordi hun aldrig udtrykker tvivl om fundamentet for, hvad der er rigtigt og forkert. Overalt vender hun tilbage til, at kærligheden – såvel mellem mor og barn som mellem mand og kvinde – overgår alt og ved siden af gudstroen og ydmygheden har højeste prioritet i tilværelsen. Mest af alt er hun berømt, elsket – og kritiseret – som hele Norges kogebogsforfatterinde. Allerede fra den første udgivelse i 1845 blev hendes Lærebog i de forskjellige Grene af Huusholdningen populær læsning.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.
Den svenske romantiks mest værdsatte kvindelige forfatter var Euphrosyne, pseudonym for Julia Christina Nyberg. Hun debuterede i 1817 med nogle digte i Poetisk kalender, et af romantikkens centrale litterære tidsskrifter. Kritikere, der bekendte sig til romantikkens æstetiske idealer, kommenterede som regel hendes tekster med sympati og påskønnelse.Hendes berømmelse lader til at have været størst i 1820’erne. Hun hentede mange af sine motiver fra eventyr, sagn og legender – helt efter tidens smag. Naturen var en anden af hendes inspirationskilder. Blomster, fugle og årstidernes vekslen blev genstand for flere af hendes smukkeste digte. Selvom det var kærligheden, hun helst og mest inderligt besang, skildrede hun i flere digte det litterære etablissement – ofte satirisk.Den eneste prosatekst hun offentliggjorde, var »Den sköna Cunigunda«. For en nutidig læser er det hendes mest interessante tekst. Her sætter hun en række kvindebilleder, hentet fra Bibelen og den gamle egyptiske gudeverden og den samtidige litteratur, i forhold til hinanden.
Det kvindelige mønster i dansk folkedigtning og folkemindeindsamling.
Det eventyrmateriale, der kaldes »Narrationes Lubricae«, slibrige eller erotiske historier, blev i ældre tid fortalt af voksne rundt omkring i de norske landområder, i bygderne. Der er registreret mange kvinder blandt de voksne informanter. De grove historier var/er ingenlunde forbeholdt herreselskab.Man kender navngivne personer til omtrent to tredjedele af det erotiske skæmtemateriale, og af disse er nøjagtigt halvdelen kvinder. Det er måske overraskende. For mange steder regnes eventyret og ikke mindst den grovere type for en mere mandligt præget form. Kvindelige informanter knyttes i folks bevidsthed først og fremmest til folkeviserne, hvor musikken og det æstetisk bundne er i forgrunden.