I svensk litteraturhistorie plejer man at se på forfatteren Hedvig Charlotta Nordenflycht som den, der indførte den subjektive lyrik i svensk litteratur. Samtidig var hun den første i svensk litteratur, der så digtningen som et kald; en kulturgerning i sig selv. Hun var således en af de første i vor kulturkreds, som levede af sin pen. »Hun er det første moderne menneske i den svenske digtning«, skrev litteraturhistorikeren Oscar Levertin om hende.I hele sit forfatterskab plæderede fru Nordenflycht for en bedre stilling for kvinden. Hun brugte megen energi på at gendrive påstanden om kvindens svaghed, på at vise, at hun er lige så veludrustet sjæleligt som manden, og på at plædere for, at hun i lighed med ham bør have lov til at bruge sine evner og sjælekræfter.
Tag: Digte
Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.
Overalt i den kvindelige 1700-tals-litteratur kommer dyden på tale. Og i samtidens omtale af de kvindelige forfattere og skribenter skal man ikke lede længe, før dyden dukker op som det, der berettiger en kvinde som skribent, og som det, der er formålet med hendes værk.Hvad enten en skrivende kvinde udfylder rollen som belæst fruentimmer, familiær dagbogsskriver, religiøs bekender eller livserfaren skribent, er og bliver dyden hendes bestemmelse.
1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben. Og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.
Charlotta Dorothea Biehl er dansk 1700-tals mest produktive forfatterinde. Gang på gang brugte hun effektfuldt brevet i det, hun skrev. Ikke mindst i en årelang og omfattende korrespondance med vennen hofmarskal Johan Bülows. På hans opfordring skrev hun i 1787 sin selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb udformet som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i hans kreds af venner og indflydelsesrige standspersoner.De private breve er derimod ikke umiddelbart beregnet til cirkulation. Men Biehl håbede velsagtens, at Johan Bülow ville gemme dem til glæde for eftertiden. Hun forregnede sig ikke. I dag ligger de blandt Johan Bülows efterladte papirer. Omhyggeligt bevarede til den, der vil stifte nærmere bekendtskab med »Skriverjomfruen«.
Hofkredsen omkring den svenske dronning Ulrika Eleonora stod i kontakt med ledende kræfter inden for den pietistiske reformbevægelse og svarede således til de åndelige bevægelser på kontinentet, der i praksis forsøgte at tillempe kravet om frihed og menneskeværd for kvinden.Adskillige digte i Der Nordische Weihrauch vidner om en lede ved det pragtfulde hoflivs pomp og pragt og om en opmærksomhed på det indre menneske.
Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.
Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i Christina Regina vom Birchenbaums »Een Annor Ny wijsa« spejles tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge selvbiografiske tekster er eksempler på 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom.