Man har sagt om 1600-tallets kvinder inden for det svenske aristokrati, at »da de med uvante hænder greb pennen, elskede de at pynte deres fremstilling med bibelske talemåder, hvor lidet højstemt den i øvrigt var«.
Elof Tegnér gør denne iagttagelse i en artikel om Sofia Juliana Forbus og hendes kamp for sin ejendom mod reduktion og kreditorer. »En svensk adelsdam från slutet av sextonhundratalet« står at læse i Nordisk Tidskrift udgivet af Letterstedtska Föreningen 1895.
Dette bibelsprog fik de i højere grad fra bønnebøger og andagtslitteratur end direkte fra Bibelen. Det er via denne litteratur, Bibelens fortællinger formidles og fortolkes, og det er dette sprog, der præger de adelsdamer, som prøver på at udtrykke sig på deres modersmål. I en lille selvbiografisk tekst af Märta Berendes (1639-1717) er denne påvirkning fra den religiøse litteratur tydelig. Når hun fortæller hovedtrækkene i sin livshistorie, henter hun sit sprog og sin behandling af emnet fra den litteratur, hun var fortrolig med. Det er måske ikke nogen tilfældighed, at Märta Berendes lader beskrivelsen af sit »ulykkelige levned, fødsel og alder« indgå i sin omfangsrige bønnebog. Det er nemlig i den sammenhæng, den hører hjemme.
At det religiøse sprog får en sådan gennemslagskraft, hænger sikkert ikke kun sammen med, at den åndelige litteratur var meget læst, men også med, at den stort set udgjorde den eneste læsning.
Vi ved ikke ret meget om Märta Berendes’ opdragelse og dannelse. I sine unge dage havde hun været hofdame hos dronning Christina og havde måske dér fået forbindelse med tidens litterære kredse. En af hendes samtidige, Beata Rosenhane (1638-1674), ved vi temmelig meget om, takket være efterladte dagbogslignende optegnelser, små opsatser, digte og ikke mindst breve.
»Mændene er nu mere berømte end kvinderne, men hvis det var kvinderne, der skrev historie, ville de bestemt være de vigtigste«, skriver Beata Rosenhane i en skolestil og fortsætter: »som løven siger i Æ-sops fabler: Hvis løven morede sig med at male, så ville du se mange flere mennesker blive slået ihjel af løver end løver af mennesker«.
Ligesom sine brødre fik hun en god undervisning af lærere i hjemmet. Hun lærte ikke latin, men fik ellers den samme undervisning som brødrene. For pigernes vedkommende blev der i stedet lagt vægt på skriveøvelser af forskellig slags, først og fremmest i brevskrivningens kunst. Det er de store europæiske sprog, der benyttes. Skal Beata prøve at skrive et lille digt på svensk, er hun nødt til at bede om hjælp. Ganske vist havde modersmålet efter skoleforordningen i 1649 fået større vægt i de offentlige skoler, men i adelshjemmenes private undervisning kunne svensk ikke konkurrere med f.eks. fransk, som var det mest benyttede fremmedsprog.
Beata Rosenhanes læsestof bestod fortrinsvis af franske romaner, men også af antikkens forfattere, og hun havde således forskellige sproglige og litterære forbilleder. De fleste skrivende 1600-tals-kvinder, der skal bruge det svenske sprog som skriftsprog, overtager imidlertid mange af de sproglige mønstre i tidens andagtslitteratur. Dette sprog blandes naturligvis med deres egen måde at udtrykke sig på, som når Märta Berendes skriver:
»Eftersom jeg altid har levet i frygt og skræk, er jeg også forblevet i ulykken, og altid har det ene onde rakt hånden til det næste, så at jeg ikke har nået at puste ud under det ene, før det har behaget min Gud at fortsætte med et endnu tungere, således som det også er sket i indeværende år … «.
Den religiøse litteratur tilbyder ikke kun sproglige forbilleder. Virkeligheden og jeg’ets plads i den tolkes, dengang som nu, bl.a. ud fra den litteratur, man læser. I sin levnedsbeskrivelse identificerer Agneta Horn sig med den lidende Job, og ligesom Leonora Christina ser hun sin lidelse som en Kristi efterfølgelse, en opfattelse, der også giver begges liv mening og gør deres handlemåde legitim. »Mange andre viderværdigheder og ulykker, som man ikke må tale om, både på grund af død og andre ulykkelige begivenheder«, mener Märta Berendes er sket, men alt, både omtalt og ikke omtalt, tolkes i en meningssammenhæng:
»Således at jeg ikke ved af noget år i vort ægteskab, hvor det ikke har behaget Gud at lade os mærke, at vi er hans børn, eftersom det bedst kan erfares gennem korset. Den, Gud har kær, tjener alt til det bedste, det skal være min trøst i al min elendighed«.
I den selvbiografiske tekst er der en skrivende stund, et nu, nemlig 1676, hvor Märta Berendes er blevet enke for anden gang. Efter sit korte ægteskab med Johan Sparre havde hun været gift i 14 år med rigsråd og landsdommer Gustaf Posse og havde i disse to ægteskaber født 11 børn, og nu er hun enke, 37 år gammel.
Johan Sparre var søn af den Johan Sparre, der ifølge Agneta Horn selv i 1631 lod hende og broderen hente i Stettin. »Vi måtte således blive siddende i Stettin, lige indtil Gud indgav hr. Johan Sparre, at han skulle forbarme sig over os, og han sendte sin vogn til Stettin efter os og lod os føre til Wolgast«.
»Men eftersom det altid har behaget den gode Gud at lade mig erfare megen og stor angst, har han som oftest holdt mit hus under sin faderlige tugt, sommetider med sygdomme hos min kære dydige salige mand og sommetider hos mig og børnene«.
Det er Gustaf Posse, der mere og mere bliver levnedsbeskrivelsens hovedperson, og det er da Märta Berendes omtaler hans død, at teksten svulmer med ord for sorg, men også for fortrøstning til Gud:
»Eftersom denne onde verden forinden har gjort mig alt for mæt, og dette store sår er kommet til, tror jeg, vis på, at jeg ikke forsynder mig mod min Gud, at jeg siger med Paulus, at jeg længes efter at skilles herfra og være med Kristus«.
Om Gustaf Posse hedder det, at han »i rigsrådets og stændernes navn forrettede den bedrøvelige ceremoni, da Karl X Gustaf var død i Göteborg, at lægge ham og de af ham bå-rede regalier ned i ligkisten, og derefter holdt han, ved hans begravelse i Stockholm i dronningerne Christinas og Hedvig Eleonoras nærvær, en smuk og bevægende mindetale over ham«.
Eftersom gifte kvinder slet og ret var en del af deres mænd, er det naturligt, at en kvindelig selvbiograf, der skildrer sit eget liv, også skildrer ægtemandens liv. Men det, der fremhæves af Märta Berendes, er ikke den betroede statsmand med de mange opgaver, men mandens fortjenester som ægtemand i hjemmet og ikke mindst alle hans sygdomme. Kun én gang kommer hun ind på sine egne sygdomme og omtaler et par af sine mange fødsler. Hele familien blev ramt af »stora mäslingen« (formodentlig kopper), og Märta Berendes venter sit sidste barn, »dog trøstede den nådige Gud mig den gang og gav mig pusterum, inden det tungeste og sværeste overfaldt mig«, skriver hun. Ligesom i slægtsbøgerne noterer hun dødsfald og fødsler, men i andagtslitteraturens korsfromhed finder hun mening for sygdom og lidelse, og denne litteratur ser også ud til at have givet hende principper for udvælgelse af, hvad der kunne anses for at være de vigtigste begivenheder i hendes eget liv.
Märta Berendes’ lille korte selvbiografi indeholder ikke så udpræget det, som karakteriserer Agneta Horns eller Leonora Christinas selvbiografier; forsvaret for jeg’et og en diskussion om lydighed eller troskab. Heller ikke identifikationen med Job er udtalt eller særlig stærk. Men Märta Berendes’ selvbiografi er dog blevet til i den samme tradition for europæiske litterære levnedsbeskrivelser. De tre kvindelige selvbiografier, vi har fra 1600-tallets Sverige, er, ved siden af Märta Berendes’, Maria Euphrosynes og Agneta Horns. De hører alle tre hjemme i højadelen, og ikke mindst mellem Märta Berendes og den ti år ældre Agneta Horn er der stærke slægtskabsbånd. Der er også visse ligheder med hensyn til deres optegnede livshistorie. I begge tilfælde er levnedsbeskrivelsen indskrevet i en bønnebog og bærer præg af den lidelse, der har ramt dem. Selv om det er håndskrifter, vi har med at gøre, må man huske på den grad af offentlighed, der kendetegner en håndskrevet bog af denne art. Man læste hinandens bøger, man skrev i dem og skrev bønner eller digte af. Märta Berendes’ bønnebog er et godt eksempel på, hvordan mange bønnebøger så ud på dette tidspunkt. »En högt bedrövat änkas bön skriven ur min saliga svärmors Fru Ebba Oxenstiernas bok« genfinder vi her. Vekslende håndskrift og forskellige initialer under bønnerne vidner om bidrag fra mange. Det kunne være interessant at vide, om Märta Berendes og Agneta Horn kendte hinandens skrifter.
Bønnebogen havde, ligesom selvbiografien, i Märta Berendes’ tilfælde i det mindste ét tilsigtet anvendelsesområde. Da Gustaf Adolf Humble holder ligprædiken over hofdame Berendes i Riddarholmskyrkan den 22. oktober 1717 og til sin prædiken føjer en »Sandfærdig beretning« om hendes liv, bliver både bønnebog og levnedsbeskrivelse taget i brug. »Ved denne sørgelige lejlighed«, skriver Humble, da han gengiver oplysningen om moderens død, »optegner fru hofdamen til trøst i sin bønnebog disse ord: Nu har fader og moder forladt mig, nu skal også Herren optage mig«.
Gustaf Adolf Humble (1674-1741) stod højt i gunst hos enkedronning Hedvig Eleonora og blev i 1709 kaldet af hende til at være hofprædikant og skriftefader. Senere blev han bl. a. biskop i Växjö. Humble var lige fra sin ungdoms studierejse til bl. a. Halle og Wittenberg en ivrig modstander af pietismen. Hans skrift Om några nygirigas oordentliga privata conventiclar och enskylta sammenkomster blev trykt i 1728.
Som turtelduen på en kvist
En 29 strofer lang vise handler om en skæbne fra trediveårskrigens tid. »Een Annor Ny wijsa« (En anden ny vise), som den hedder, findes bevaret i Linköpings stiftsbibliotek i den håndskrevne samling, der bærer navnet »Alfs visbok«.
Samuel Älf var en kendt latindigter og domprovst i Linkö-ping. Han døde i 1799. Hånd skriftet blev erhvervet af ham og skænket til Linköpings stiftsbibliotek.
Håndskriftet er dateret den 24. juli 1651, og det er måske forfatterens navn, der gemmer sig i de 29 strofers akrostikon. Om Christina Regina von Birchenbaum ved man – ud over det digtet fortæller – kun, at hendes navn forekommer i et par bønskrifter fra slutningen af 1660’erne, hvor hun kalder sig »salig major Axel Paulj Liljenfeldts efterladte højst bedrøvede og elendige enke«. Denne major Liljenfeldt døde først i 1662, og derfor må oplysningerne i digtet, hvis man læser det som en selvbiografi, referere til et tidligere ægteskab.
Et akrostikon kan både angive forfatter og modtager af eller hovedpersonen i et digt. Her gengiver et fortællende jeg en historie af selvoplevet karakter, og selv om læsningen af digtet som en versificeret selvbiografi langtfra bliver selvfølgelig, er den dog mulig.
Christina Regina vom Birchenbaum, der er blevet kaldt Finlands første kvindelige digter, fortæller om sin skæbne. Hun blev født som »min moders enste barn« i Karelen – »uden at ville rose mig selv er jeg født i Karelen« – og blev tidligt forældreløs. Faderen døde, da hun var tre år, får vi at vide, og selv giftede hun sig som ung med en kriger. »Gud vendte det så vist, at jeg blev hans kød og blod«. Men det er krigstider, ægtemanden forsvandt i Tyskland, og dér leder hustruen efter ham:
Fämhundrat mill at sträckia
mig tycktes mödha ring,
I sorg och troo iagh söckte
min hiärtans kiära mann,
min sorg thet fast föröckte,
iag söckte och intet fan.
At rejse femhundrede mil forekom
mig at være lidet besværligt. I sorg
og tro ledte jeg efter min
hjertenskære mand, min sorg blev
meget større, jeg søgte og fandt
intet.
Budskabet når dog frem om, at manden er faldet i kamp, og tre års ægteskab blev til »bitter klagegråd«, der siden hen ofte har sviet i hjertet, »ja, ofter svier endnu«. Der blev født tre børn i ægteskabet, »tre blomster af vor seng«. Da digtet skrives, er der gået »godt nitten år«, to af disse børn er døde, og datteren, der måske lever, er gift i et andet land:
Näst Gudh, min tröst iag hadhe,
hoos tig min dotter kiär,
nu ästu migh beröffwat,
utöfwer siö och sandh,
Gudh tröste mig bedröffwat,
och tig i fierran landh.
Næst efter Gud fandt jeg trøst hos
dig, min kære datter. Nu er du mig
berøvet, borte over sø og sand. Gud
trøste mig, der er bedrøvet, og dig i
det fjerne land.
Det ser ud til, at digtet er skrevet i bitterhed eller som forsvar. Forfatteren gengiver nemlig en hændelse, der har fundet sted to år tidligere. En »ædel ungersvend« dukkede op i hendes liv efter 17 års enkestand, og »kærlighed indtog mit sind«, skriver hun. Hun havde været parat til at skænke ham sit liv og alt, men »ondskabsfulde tungers list« gjorde, at han forlod hende. Og nu, hedder det i digtet, er jeg så »helt forladt,/ som turtelduen på en kvist«.
Knap hundrede år senere bruger fru Nordenflycht det samme billede, da hun i 1743 efter sit korte, men lykkelige ægteskab skriver digtet »den sørgende turteldue«. I den tids emblematik er den sørgende turteldue netop et kendt sindbillede på den ensomme enke.
Christina Regina vom Birchenbaums digt indledes, sådan som et fortællende digt lige siden antikken har skullet indledes:
Christ giff migh at utsjunga,
som iagh haar wilian till,
regera modh och tunga,
ty iagh förtälia will,
hvad mig är fast till meena,
min wederwärdigheet,
for androm Gudh allena,
bäst kiändh, och jag wäll weet.
Kristus, giv mig at synge det, som
jeg har viljen til at gøre, hersk over
mit sind og min tunge, for jeg vil
fortælle det, som er mig til den
største hindring over for andre,
fjendtligheden mod mig, bedst
kendt af Gud alene, og jeg kender
den godt.
Reglerne foreskriver en sådan angivelse af emnerne, og det er også på sin plads at bede om styrke og hjælp over for den opgave, det er at skildre det, man har sat sig for: »Herre, lad det, jeg her betragter, behage dig«, hedder det. I øvrigt er digtet ukunstlet og minder mere om den enkle vise end om barokkens udsmykkede digte. Det betyder ikke, hvilket også fremgår af citaterne ovenfor, at det mangler billedsprog. Om den forgængelige verden, der ikke har meget mere at skænke, hedder det i de sidste strofer: »under din søde honning bærer du bitter galde«. Og digtet munder ud i en bøn om befrielse herfra til det himmelske hjem og den himmelske brudgom: »Ak, kom, min brudgom kære, kom snart, hr. Jesus Christ«.
»Een Annor Ny wijsa« er ikke den eneste versificerede selvbiografi fra 1600-tallet. Et kendt eksempel er Karl Karlsson Gyllenhielms digt fra 1644. I Drottning Sofias visbok er der fire viser af selvbiografisk karakter af Karin Ulfsparre.
Karin Ulfsparres viser er blevet indgående undersøgt af Sverker Ek i en opsats i Samlaren, 1917.
»Jeg vil begynde en vise om min ublide lykke«, hedder det indledningsvis i en af dem. De er skrevet før hendes giftermål med Kristoffer Torstensson i 1635 og beskriver hendes sorg efter nære slægtninges død, først og fremmest efter ungdomskærligheden Jöran Ekeblads død i sommeren 1631 i Mecklenburg i Tyskland.
Jöran Ekeblad var en yngre broder af Kristoffer Ekeblad, aktuel i Stiernhielmforskningen. Blandt dennes papirer findes en tidlig version af Stiernhielms »Herkules«.
En dåk iagh Eij må klaga,
öffuer lyckan är mig tungh
j dese år och dagar,
vthan då iagh var vng
då dett begynte bliffua,
som iagh bäst skulle leffua
vthij bästa flor,
och vtij glädie stor
som wara kunde på jordh
Rätt snart lyckan sigh wände,
vthij samma stundh
som hon migh aldrigh kiände
iagh tänkte siunka til grundh
för honn migh så mande suika,
och så jfrån migh wika
alt medh sin suik,
dårade hon migh,
så brukar hon än dageligh.
Dog må jeg ej klage over, at
lykken er mig tung i disse år og
dage, men (at den var det) da jeg
var ung og skulle leve i det bedste
flor og i så stor en glæde, der kunne
være på jord.
Ret snart vendte lykken, i samme
øjeblik som den ikke kendte mig.
Jeg troede, jeg skulle synke til
jorden, fordi den kunne svigte mig
sådan og i den grad vige fra mig,
samtidig med at den bedårede mig
med sin svig, det gør den stadig
hver dag.
Også disse viser har mere af en enkel og inderlig følelse end af et storslået, litterært sprog. Ja, forfatteren røber oven i købet tvivl over for nedskrivningen af digtene:
Rät nu Beslut maste iagh snart
medh thenna min wisa giöra
Effter hon Ey haffuer sådan art
Iagh många tårs lata henne höra
för ty then henne haffuer samman sat
han haffuer jke mycket studerat
ty må honom jngen spåt giöra.
Nu må jeg snart tage en beslutning
om denne min vise, fordi den ikke er
af den art, at jeg tør lade mange
høre den, for den, som har sat den
sammen, har ikke studeret meget,
af den grund må ingen håne ham.
Man har påpeget parallellerne mellem disse viser og Christina Regina vom Birchenbaums versefortælling. Man har også anført nogle enkle vers, som Agneta Horn i 1657 har skrevet i ungdomsveninden Kristina Posses stambog med klage over sin »blinde lykke«. »Og således driver lykken sit underlige spil med mig år for år«, skriver hun efter sit største tab, ægtemanden Lars Cruus’ død.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i »Een Annor Ny wijsa« spejles, ligesom i Agneta Horns og i Leonora Christinas skrifter, tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge tekster er også, om end i mindre format, eksempler på det, som Agneta Horns levnedsbeskrivelse og Leonora Christinas selvbiografiske skildringer tydeliggør, nemlig 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom. Rettergangsprotokoller fortæller, hvordan Märta Berendes blev nødt til at slås for sin ejendom i en skiftesag, som trak i langdrag, og Karl XII’s hilsen til den »gamle moster« i sine breve hjem til søsteren er en hilsen til den hofdame, der i mange år havde haft en ansvarsfuld position i en voksende hofstat. Christina Regina vom Birchenbaum, der vandrede omkring og ledte efter sin mand på Tysklands slagmarker, havde det været interessant at vide mere om end det, digtet fortæller.