I januar 1684 blev Racines ni år gamle stykke Iphigénie (Ifigenia) opført i Det Wrangelske Palæ i Stockholm. De kongelige og hoffet var til stede, og de, der opførte stykket, var en række hoffrøkener med initiativtageren Maria Aurora von Königsmarck i spidsen. Forestillingen vakte opmærksomhed, og der blev skrevet nogle hyldestdigte, bl.a. af Sophia Elisabet Brenner, der roste kvinderne her i »vort kolde Nord« for, at de havde vist, hvad de kunne. Også efterverdenen har interesseret sig for opførelsen af Iphigénie og spekuleret over baggrunden for, at en gruppe adelsdamer i Stockholm havde sat sig for at opføre stykket og tvinge den modstræbende kong Karl XI til at se det. Var det en politisk demonstration fra hovedstadens franskvenlige fraktion? Var det et forsøg på at indføre noget af den nye tid og dens franske smag ved hoffet? Eller kan man se opførelsen af stykket som en manifestation, hvis åndelige slægtskab er at finde i samtidens franske saloner?
Iphigénie handler om kongedatteren, der skal ofres for mændenes krig. Hofteatret havde i 1600-tallet en klart repræsentativ karakter, og det er ikke den mindste smule søgt at forestille sig, at dramaets kongedatter hentyder til den danske kongedatter, som måtte vente i fem år efter forlovelsen på at blive gift med den svenske konge og blive Sveriges dronning, alt dette på grund af krig mellem landene. Allerede i denne kendsgerning finder man en tendens til modstand mod mændenes magt og kvindens ufrihed. Også noget andet peger i samme retning. Alle roller i stykket bliver spillet af kvinder, også de »tunge« mandlige roller Achilleus og Agamemnon. Også i hoffets balletter spillede kvinder med i roller som gudinder eller personificerede dyder. Ligeledes havde de optrådt i de såkaldte »värdskapen« (dvs. en slags maskeradefester) ved hoffet, men da i de forskellige sociale gruppers kvinderoller. Her spiller de altså samtlige roller, klædt ud som mænd, ja, oven i købet som krigere. Kvinderne var således ligestillet med mændene. Og i den operaramme, som Aurora Königsmarck gav dramaet, dansede 11 amazoner.
Allerede som 18-årig havde Aurora Königsmarck (1662-1728) skrevet en operalibretto, der blev opført på Hamburgoperaen. Den handlede om, hvordan en række kvinder på forskellig måde afviser kærligheden og beholder deres frihed, et aktuelt budskab i preciøsernes saloner i Frankrig. Aurora Königsmarck var meget fortrolig med moderne fransk litteratur og aktuel debat. Det viser ikke mindst skildringerne fra adelens forlystelsesliv ved den nye kurbrønd i Medevi, »Les divertissements de Medevi«. Der finder vi hentydninger til den litteratur, som blev skrevet for den moderne franske kvinde.
Aurora Königsmarcks liv lader også til at være formet af idéer om kvinders vilje til at gøre op med de begrænsninger, en tids konventioner pålægger dem. F.eks. gifter hun sig aldrig, ifølge samtidige vidnesbyrd simpelthen fordi hun ikke ville. Hun blev berømmet for sin skønhed og for sin begavelse på forskellige felter, og hun manglede ikke friere. Hendes broder, Filip Christopher Königsmarck, kendte godt sin søsters indstilling i dette spørgsmål og skriver, tilsyneladende i en let drillende tone: »Da alle, som ønsker at indgå ægteskab med jer, henvende sig til mig, så må jeg underrette jer om, at en mand nu har meldt sig, han er tredive år gammel, vel uddannet, har en god stilling i samfundet med 16.000 rdr. årlig indkomst og vil give jer en brudegave på 80.000 rdr.«. Men Aurora foretrak friheden. Den søn, hun føder August den Stærke af Polen, anerkender hun, lader ham døbe i Goslar med byens ledende mænd som faddere, tager sig af ham og opdrager ham selv, det sidste ikke uden vanskeligheder. I 1698 flytter hun til det sekulariserede kloster Quedlinburg og bliver to år senere dets priorinde. På et loft i en præstegård i byen fandt man i 1912 Maria Aurora Königsmarcks selvbiografi, Meditations et Memoires, dikteret til hendes sjælesørger von der Schulenburg. Hans sene efterkommer, der gjorde fundet, opdagede imidlertid, at det interessante håndskrift var forsvundet, da han vendte tilbage for at studere de to hundrede år gamle dokumenter på loftet nærmere. Måske ville en feteret og berømt adelsdames tanker om at være kvinde i Europa i 1600-tallet være blevet belyst i hendes memoirebog.
Men blandt dem, der opførte Iphigénie i hofkredsen i 1684, var der andre hofdamer, som er værd at lægge mærke til. Ved siden af Aurora var der søsteren Amalia Wilhelmina Königsmarck (1663-1740), der spillede Achilleus’ rolle i Racines drama, samt deres kusiner Ebba Maria de la Gardie (1657-1697) og Johanna Eleonora de la Gardie (1661-1709). Sammen med den noget ældre friherreinde Märta Berendes (1639-1717) dannede de en vennekreds om dronningen. De delte hendes lærde og kunstneriske interesser og blev præget af den samme fromhed som Ulrika Eleonora. »En ecclesiola (dvs. en lille kirke) i kongeborgen« er denne gruppe blevet kaldt, og karakteristisk for gruppen er den inderlige fromhed, der findes som en kraftig understrøm i 1600-tallets andagtsliv, ikke sjældent netop hos adelen og især hos adelsdamerne.
Den ældste af kvinderne, Märta Berendes, gav sikkert en hel del af denne fromhed videre til den tidligt moderløse prinsesse og senere dronning, Ulrika Eleonora. Og hun bliver ved hoffet indtil sin død i 1717. Som enke i en alder af 37 år med mange børn begynder hun at skrive og giver i digtning og i betragtninger udtryk for sin fortvivlelse, men også for en inderlig fortrøstning til Gud. Hendes digte giver mere af mennesket bag det skrevne, end det ellers er almindeligt i tidens litteratur:
Jag ensam är hvart jag månd gå
Med barnen, små och späda,
Som man och fader sakna må,
Ja, alt hvad hiertat gläda.
Men Herren sielf, som lofvat har
Rätt faders stad förträda
Han blifver ock vist mitt forsvar
Hielper min axlar späda
Att bära, hvad hans hand sa mild
Mig har täckts att pålasta
Ty iag af mig till honom vill
Från verldzens svijk sielf hasta.
Jeg er alene, hvor end jeg måtte gå
med børnene, små og spæde,
som mand og fader savne må,
ja, alt hvad hjertet glæde.
Men Herren selv, som lovet har
ret i faders sted at træde,
han bliver tilvisse mit forsvar,
hjælper mine skuldre spæde
At bære, hvad han mig
pålagt har med hænder milde,
thi jeg fra verdens svig
selv til ham vil ile.
De to par kusiner, formodentlig toneangivende i hofkredsen, viser også deres lærde og kunstneriske dannelse ved at formidle deres tanker i form af digte. En hel del af kredsens litterære produktion – skrevet for den snævre vennekreds og sandsynligvis ikke med tanke på offentligheden – er samlet i Der Nordische Weihrauch, et håndskrift, der er sammenstillet af Aurora Königsmarck. Ud over traditionel hyldestdigtning indeholder samlingen digte, der på tysk og fransk gengiver længsel efter himlen og foragt for det jordiske livs ydre pragt. Selv om århundredet kan opvise mange eksempler på afstandtagen til det overfladiske liv i byen eller ved hoffet, er der grund til at undre sig over anledningen til denne kedsomhed og disse begavede og lærde kvinders afstandtagen fra det verdslige liv.
I 1600-tallet var der ude i Europa en række åndelige bevægelser, der var kritiske, ja, rent ud oppositionelle mod de etablerede kirker. Det kan ikke undre, at Descartes, som havde lært sin samtid at stille nedarvede begreber på hovedet, fik betydning for de toneangivende i disse kredse. Her kom kvinderne til at spille en ikke uvæsentlig rolle. August Hermann Francke, pietismens leder efter Philipp Jacob Spener, åbnede pladser for piger i fire af de skoler, han grundlagde i Halle, og i Frankfurt havde tidligere den såkaldte Saalhofpietisme fået stor betydning for kvindernes religiøse emancipation. Da man var i opposition til en alt for håndfast dogmatik og i stedet lagde vægt på den personlige erfaring, kunne kvinderne, trods mangel på gedigen uddannelse, på lige fod med mændene bidrage med deres oplevelser af gudsnærvær. Det var således inden for trosfællesskabet, man fandt den frihed og det værd, som samfundets fastslåede kønsroller ikke kunne tilbyde. Hofkredsen omkring Ulrika Eleonora stod i kontakt med ledende kræfter inden for den pietistiske reformbevægelse og svarede således til de åndelige bevægelser på kontinentet, der i praksis forsøgte at tillempe kravet om frihed og menneskeværd for kvinden.
Philipp Jacob Spener (1635-1705) var fortaler for en praktisk levende kristendom, understregede lægmandens betydning og behovet for en reformeret præsteuddannelse. Hans »Pia desideria«, oprindelig en fortale til Johann Arndts postil, kom til at give hans meningsfæller navnet »pietisterne«.
Adskillige digte i Der Nordische Weihrauch vidner om en lede ved det pragtfulde hoflivs pomp og pragt og om en opmærksomhed på det indre menneske.
Gott mach’ mich frey, in diesem armen Leben
Kann ich mich dir nicht wie ich will ergeben,
D’rum reisse doch einmal das Band entzwey.
Ich bin die Welt und all ihr Thun so müde,
Mein Geist, der seufzt und sehnet sich nach Friede,
Gott mach’ ihn frey!
Gud, gør mig fri, i dette arme liv
kan jeg ikke hengive mig til dig
som jeg vil, riv derfor endnu en
gang båndet itu. Jeg er så træt af
verden og al dens møje, min ånd,
som sukker og længes efter fred,
Gud, gør den fri!
Det er ikke sørgmodighed eller sekterisk verdensforagt, som Johanna Eleonora de la Gardie her giver udtryk for, men den samme længsel efter sand frihed, som motiverede opførelsen af Racines drama Iphigénie i Det Wrangelske Palæ i Stockholm i januar 1684.