Velfærdssamfundet set fra neden.
Tag: Arbejderklasse
Fortællinger fra samfundets udkant.
Køn og klasse i 1970’ernes islandske kvindelitteratur.
Social kritik og ny bevidsthed i 1970’ernes norske kvindelitteratur.
Kvindeskribentgruppen i Österbotten.
Med sin bemærkelsesværdige debutroman Tjärdalen fra 1953 (Tjæremilen, 1954) skabte den svenske forfatter Sara Lidman grundplanen til en storslået litterær verden, som forfatterskabet til det sidste forblev tro mod. Hendes romaner er bygget op omkring en mangfoldighed af mennesker forenet i landsbyen. Denne landsby ligger som regel i Norrland, i en udkant af civilisationen, men den har også aflæggere i Afrika og i Vietnam. Den er præget af fattigdom og udbytning – men samtidig fremtræder den, som et sælsomt rigt kollektiv.Tematisk bliver alvorlige spørgsmål om skyld og svig og ansvar rejst, men de er indbefattet i en kærligt tilgivende skildring, i en bestandig balanceakt mellem lov og nåde. I perioder lå Sara Lidmans store indsats kun delvis i forfatterskabet. Lige så vigtig var avisdebatterne, dramatikken og frem for alt det politiske foredrag. Hun fremtræder med en sælsom blanding af faktaopremsning og følelsessprog, af frontrapport og Højsang. Forbilledlig, elsket og afskyet.
De finske forfatterinder deltog i 1930’erne aktivt i diskussionen om fødselskontrol og abort, som tog fart i depressionens kriseår. Helvi Hämäläinens gennembrudsroman Katuojan vettä (Vandet i rendestenen) fra 1935 var således en stillingtagen til moderskabet. Og i sit krav om retten til moderskab for kvinden og en tilfredsstillende erotik nærmede Helvi Hämäläinen sig en tilspidset variant af Ellen Keys ideal.I Iris Uurtos roman Ruumiin ikävä (Kroppens længsel) fra 1930 forlader den kvindelige hovedperson sin mand på grund af en erotisk passion. Det vakte forargelse inden for den konservative kulturkreds, at en ung kvindelig forfatter optrådte som dristig erotisk skildrer. I sin skildring af menneskets drifts- og instinktliv var Iris Uurto inspireret af den nye psykologi. Hendes bøger blev derfor uundgåeligt draget ind i 1930’ernes litterære sædelighedsdebatter.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Den døve arbejderkvinde Maria Sandel var feminist og organiseret socialdemokrat, anerkendt og støttet af kvindekredsen omkring Ellen Key. Hun er blevet kaldt proletariatets Fredrika Bremer. Hun var »et af de ejendommeligste mennesker, der har helliget sig forfattervirksomheden«. I 25 år boede og arbejdede hun i et lille værelse med åbent ildsted i en husvildebarak. Her fandt hun sit stof.Når hun med sit dybt personlige kendskab skriver om de snævre boliger, sliddet for føden, kvindernes dobbelte arbejde, er hun en pioner i svensk litteratur; men teksterne stiler højere end mod blot at være historiske vidnesbyrd. Hun arbejder med at give sit moralske engagement litterær form. Feminismen er en del af projektet; hun vil »reformere mændenes opfattelse af kvinden«. Som mange andre læste og inspireredes hun af Charles Dickens’ romaner. Og som andre arbejderforfattere prægedes hendes idéverden af arbejderbevægelsens stræben efter at »højne standen«.