Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.
Tag: Ægteskab
Svenske Emilie Flygare-Carléns debutroman Waldemar Klein fra 1838 var i mangt og meget et plagiat af Sophie von Knorrings velkendte romanstil. Men siden udviklede hun sin helt egen profil. Den diskussion om erotikken, manden og kvinden, som Sophie von Knorring introducerede, videreudviklede hun i moderne retning. Hun veg ikke tilbage for at kalde mandens egoisme i forhold til det andet køn ved rette navn eller for at afsløre kvindens strategiske dobbeltspil i forlovelse og ægteskab.Når Sophie von Knorring beskriver erotikken som uforløst lidenskab, viser Emilie Flygare-Carlén erotikken som en nødvendig, men skæbnesvanger fysisk drift. Efterhånden som forfatterskabet skrider frem, viser hun, hvordan en handlekraftig kvinde kan om ikke ændre sin situation så dog påvirke den. Det var utvivlsomt hendes mod til at skildre aktive kvinder positivt, som er hemmeligheden bag hendes store økonomiske succes som bestsellerforfatter. I 1862 modtog hun Svenska Akademins store guldmedalje, og i 1865 udkom hendes sidste betydelige værk, den selvbiografiske trilogi Skuggspel (Skyggespil).
Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.
Med sine 24 fortællinger i En Hverdags-Historie fra 1828 konsoliderede Thomasine Gyllembourg en ny litterær tradition – den realistiske prosafortælling. Hun bevæger sin læser rundt i dagligdags ydre handlingsrum, ornamenterede med enkeltheder, som alle gør hendes univers til genkendelig virkelighed. Mens En Hverdags-Historie viser familielivet i et hulspejl, findes der i forfatterskabet også en række noveller, der reflekterer familien i et troldspejl. Da hun skrev sine hverdagshistorier, var kernefamilien stadig ny, og hun havde selv gjort en væsentlig del af dens tilblivelseshistorie med.Med En Hverdags-Historie stillede hun sig imidlertid i vadestedet mellem den slægtsbevidste gamle familie og den nye individorienterede familie, og derfra anskuede hun familiens udvikling, opvejer tab og vinding og blotlagde de sprækker, som kernefamilien bærer i sin grundvold. På den led registrerede hun de tendenser i 1840’erne, der pegede frem mod dén moderne livsform, som nogle tiår senere blev sat til debat i gennembrudslitteraturen.
Det var en følelse af smerte og håbløshed, der i 1855 fik den kun 42-årige danske skuespillerinde Johanne Luise Heiberg til at påbegynde sine erindringer: Et Liv gjenoplevet i Erindringen. Som romantikkens største skuespillerinde var hun blevet en myte i levende live. Men kravet om større realisme på scenen begyndte så småt at signalere en ny tid.Trangen til afklaring bliver i det fire bind lange erindringsværk samtidig til en skriftens iscenesættelse, som belyser de dele af den personlige historie, der skal til for at skabe det varige monument over hendes liv og kunst. En beskrivelse af et liv set gennem et skarpt selekterende blik. For at glorificere og bevare – men også forstå – det, der havde været hendes egen forgængelige kunst.
Da den danske præstekone Elise Boisen døde i 1871, efterlod hun sig 47 tætbeskrevne stilehæfter, over tusinde sider med erindringer. Hun skrev, fordi hun ikke kunne lade være. Og hun skrev ud fra en kolossal bitterhed og vrede, skrev sig ud af sin isolation og ensomhed for at finde en identitet i en fremmed verden.Der er ikke noget styrende blik i erindringerne ud over det kronologiske. Det at skrive havde en klar terapeutisk karakter. I erindringerne sker der en klar forskydning fra livsdrift til dødsdrift. Og på en paradoksal måde fremstår dødsscenerne som højdepunkter, skrevet med stor skønhed, sanselighed og dramatik.De fleste erindringsskribenter begynder at skrive om deres liv på deres gamle dage og ser ofte deres livsforløb i et distanceret lys. Eline Boisen derimod var midtvejs i livet; hun fokuserede på det mest smertefulde og skrev næsten helt frem til sin død.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
De danske forfattere Charlotta Dorothea Biehl og Sophia Lovisa Charlotte Baden dyrkede sammen med flere anonyme kvindeskribenter en moralsk og følelsesopdragende prosa. Biehl i sine moralske fortællinger. Baden i sine moralske brevfortællinger.Her stod familietematik og kærlighedsintriger i centrum, og en konflikt omkring ægteskabets indgåelse var ofte den langtrukne handlings drivfjeder. De store forbilleder var Richardson, hans franske elev Marmontel og den tyske Gellert.
Christiane Birgitte Koren er primært kendt for sine dagbøger, hvoraf hovedparten er skrevet mellem 1808-1815, men først udgivet i 1915 under titlen »Moer Korens« Dagbøger. Med skriverierne henvender hun sig til den nærmeste familie. Men teksterne stiles også til venner og omgangskreds både i Danmark og Norge.Hendes dagbøger er et følelsesmæssigt og intellektuelt udtryksmiddel til formidling af humanitet og kultur i hjemmet. Inden for denne ramme udfoldede hun sig som teaterkritiker, litteraturanmelder, eventyr- og anekdotefortæller og ikke mindst som formidler af menneskekundskab og livserfaring.I 1803 publicerede hun tre dramaer Dramatiske Forsøg, som dog aldrig blev opført og heller ikke i eftertiden har haft den store opmærksomhed.