Omkring år 1800 blomstrede salonkulturen i de dansk-tyske aristokratiske miljøer i Danmark. Set i en skandinavisk sammenhæng er den mest interessante Charlotte Schimmelmanns europæisk kendte salon. Som hustru til Ernst Schimmelmann, Danmarks finans- og i en periode også statsminister, holdt hun en omfattende repræsentativ selskabelighed. Men hun sørgede altid for også at have en kreds af lærde og kunstnere omkring sig. Ved at samle hof, adel, diplomati og den højere embedsstand i sin salon placerede hun sig i centrum af tidens politiske begivenheder.Sit ry som salonværtinde vandt hun som »skønånd«, belæst og velorienteret i de nye, europæiske strømninger inden for videnskaben, filosofien og litteraturen. Og som drivkraften bag sin mands mæcenvirksomhed. Som salonværtinde byggede hun bro mellem det centrale Europa og det provinsielle Danmark, mellem storpolitikken og åndslivet.
Tag: Adelen
1700-tallets dagbøger har, ligesom brevene, indtænkt en eller flere læsere. Det kan være børnene, familien eller slægten, læsere, der somme tider tales direkte til i teksten. Dagbogen har således ikke den private eller hemmelige karakter, som den får i løbet af 1800-tallet, hvor den ofte tager form af journal intime, dvs. at den skrivende bliver mere analyserende og selviagttagende.I dronning Hedvig Elisabeth Charlottas dagbog finder man i 1800-tallet mere indtrængende analyser af egne følelser. Hun var en belæst person med viden om fransk brevkunst. Både hos Richardson og Rousseau havde hun sandsynligvis lært at analysere følelser. Hendes dagbøger blev en naturlig overgang til romantikkens journal intime og det nye menneskesyn, der groede frem.
Hofkredsen omkring den svenske dronning Ulrika Eleonora stod i kontakt med ledende kræfter inden for den pietistiske reformbevægelse og svarede således til de åndelige bevægelser på kontinentet, der i praksis forsøgte at tillempe kravet om frihed og menneskeværd for kvinden.Adskillige digte i Der Nordische Weihrauch vidner om en lede ved det pragtfulde hoflivs pomp og pragt og om en opmærksomhed på det indre menneske.
Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.
Troskaben blev en vigtig åndelig og moralsk målestok i kongedatteren Leonora Christinas liv. Et princip, hun personligt måtte tage stilling til, og som på godt og ondt blev bestemmende for eftertidens vurdering af hende. Hun ønskede i sine skrifter, ikke mindst i Jammers Minde, at demonstrere, at hun besad troskab, den dyd, der for 1600-tallets kvinde var en moralsk eksistensberettigelse. Det lykkedes hende at gøre troskaben over for ægtemanden Corfitz Ulfeldt til en troskab over for sig selv i rollerne som kongedatter og frøken, landflygtig standsperson og »Cristi Korsdragerske«.Hun sad fængslet i 22 år i Blåtårn på Københavns Slot anklaget for højforræderi.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i Christina Regina vom Birchenbaums »Een Annor Ny wijsa« spejles tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge selvbiografiske tekster er eksempler på 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom.
1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
I arkiverne findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejere på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.I stambøger og slægtsbøger ses et mønster, der tydeliggør kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa, der afspejler sig. Kvinderne fokuserer på slægten. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem børnefødsler eller barnløshed, udgør et samlende knudepunkt.
Agneta Horns selvbiografi fra 1600-tallet, af hende selv kaldet »Beskrivelse af min elendige og meget genvordige vandringstid«. er et »jammersminde«, som fortæller om en udskældt, vanrøgtet og lidet elsket pige, der alligevel formår at hævde sin vilje og give sine modstandere svar på tiltale.Men Agneta Horns Levned drejer sig dybest set om hendes forhold til faderen og den fædrene magt, om den identitet som lydig datter, hun selv og tiden havde som ideal. Bag teksten ses uenigheden mellem Agneta Horn og hendes stedmoder, Sigrid Bielke. Sagligt set gjaldt konflikten arven efter Agnetas far, ideologisk gjaldt den hendes lydighed overfor faderens vilje.