»Anno 1629 den 18. august en mandag morgen klokken syv blev jeg, Agneta Horn Gustafdatter, født til denne onde og for mig bedrøvelige verden i byen Riga, mig selv til den største sorg og viderværdighed. Herre min Gud, hjælp mig (i) denne min tunge verden i denne min barndom og senere, så længe det behager Gud at unde mig (det), at gennemgå mit bedrøvede og elendige liv kristeligt og vel med en god tålmodighed, alt det som det behager ham at pålægge mig af sin faderlige vilje, således at jeg altid må kunne lade mig nøjes med hans vilje, som i alting er den bedste«.
Sådan begynder Agneta Horn (1629-1672) sin selvbiografi, af hende selv kaldet »Beskrivelse af min elendige og meget genvordige vandringstid«. Med god grund har man draget paralleller mellem Agneta Horns billede afsig selv og Job på samme måde som mellem tidens bønnebøger og Agneta Horns tekst. Den er et »jammersminde«, som fortæller om en udskældt, vanrøgtet og lidet elsket pige, der alligevel formår at hævde sin vilje og give sine modstandere svar på tiltale. De hjertebeklemmende beretninger om pigens bataljer med onde fastre og mostre er garneret med bønner til den almægtige Gud om, at han skal hjælpe hende gennem hendes vanskeligheder.
Agneta Horns manuskript blev opdaget af Sveriges første kvindelige doktor, Ellen Fries (dr. phil. i historie, 1855-1900). Sigrid Leijonhufvud (1862-1937) udgav teksten i 1908, delvis efter Ellen Fries’ retningslinjer. Den blev således kaldt Agneta Horns lefverne. Agneta Horns Levned udkom i dansk oversættelse af Asta Hoff-Jørgensen i 1976.
I sin form ligner Agneta Horns lefverne (Agneta Horns Levned), som selvbiografien plejer at blive kaldt, mest af alt slægtsbogen. Denne annalistisk førte bog noterede de vigtigste begivenheder i en adelsfamilies privatliv. Her blev fødsler, dødsfald, giftermål og dåb optegnet. Mønsteret for en optegnelse er den samme, som den Agneta Horn følger i sin indledning: Først kommer der en omhyggelig tids- og stedsangivelse for fødslen, derefter navnet. Derpå følger så en bøn, der tit handler om, at Gud skal lade barnet leve, at det må få fremgang i livet, og at det må leve fromt.
Hensigten med slægtsbogen, hvis mønster Agneta Horn fulgte, var bl.a. at bogføre juridisk vigtige begivenheder i privatlivet. Det, som den derfor lagde vægt på, var begivenheder, der havde betydning for arveskifter og for køb og salg af ejendom, frem for alt af jord. Den centrale person i alle familier eller slægter var faderen. Det var tit familiefaderens slægt, der var den vigtige, og det er almindeligt, at man fremhæver fædrenearven både i henseende til navn og til slægtsbogens optegnelser. Sådan kalder Agneta Horn sig også »Agneta horn gustafdåter« for at markere, at hun er datter af Gustaf Horn af Björneborg (1592-1657), en af Gustaf II Adolfs feltherrer. Agneta Horns Levned drejer sig dybest set om Agneta Horns forhold til faderen og den fædrene magt, om den identitet som lydig datter, hun selv og tiden havde som ideal. Bag teksten kan man nemlig se uenigheden mellem Agneta Horn og hendes stedmoder, Sigrid Bielke (1620-1679). Sagligt set gjaldt konflikten arven efter Agnetas far, ideologisk gjaldt den Agneta Horns lydighed mod faderens vilje.
Agneta Horns selvbiografi har interesseret både litterater og sprogforskere. Litteraturhistorikerne Magnus von Piaten, Johnny Kondrup og Stephen Mitchell har undersøgt det jeg og den verden, teksten afspejler, mens lingvister som f. eks. Gö-sta Holm har studeret levnedsbeskrivelsen som en enestående kilde til 1600-tallets svenske talesprog.
Morgengaven
I 1600-tallets svenske samfund arvede mændene – i hvert fald adelsmændene – dobbelt så meget som kvinderne, og kun mænd kunne skænkes jord som len. Man kan synes, at dette system garanterede, at det hovedsagelig var mænd, som ejede jord. Men der var huller i systemet, og det mest iøjnefaldende blev skabt af den såkaldte morgengave. Det var skik og brug hos den velstående adel, at manden før giftermålet overførte en betydelig del af sin ejendom, af og til så meget som halvdelen, til sin vordende ægtemage. Denne morgengave tilfaldt ved arv konen, hvis manden døde før hende, ellers gik den i arv til børnene efter forældrenes død og blev så ofte opfattet som en mødrene arv. Dette system gavnede på forskellig måde kvinderne, bl.a. fordi de tit overlevede mændene. Agneta Horn kom også til at nyde godt af morgengaveinstitutionen. Gustaf Horn gav nemlig i 1627 en meget stor morgengave til sin første hustru, Kristina Oxenstierna (1612-1631). At Gustaf Horn var så rundhåndet, kan sikkert forklares med, at Kristina Oxenstierna var datter af den – næst efter kongen – mægtigste mand i Sverige, rigskansler Axel Oxenstierna af Södermöre (1583-1654), en person, som Gustaf Horn ganske bestemt gerne ville stå sig godt med. Kristina Oxenstierna døde imidlertid hurtigt og uventet i Stettin i 1631. Hun og Gustaf Horn havde på det tidspunkt to børn, Agneta og Axel, som begge to, ifølge Agneta Horns beretning, blev ladt alene tilbage i Stettin sammen med en forsømmelig tjenestepige. Ebba Leijonhufvud (1595-1654), gift med Gustaf Horns broder, tog sig af børnene. Det er hende, som Agneta Horn omtaler som den onde og strenge faster Ebba. Selv om børnene var kommet under opsyn, døde Axel Horn kort tid efter, ifølge søsteren fordi fasteren havde ladet dem sove for åbent vindue midt om vinteren.
I praksis blev Agneta Horn forældreløs, for faderen kom i tysk fangenskab efter slaget ved Nördlingen i 1634. Først i 1642, da Agneta var 13 år, slap han ud af fangenskabet. I mellemtiden havde morfaderen Axel Oxenstierna forvaltet Horns ejendom, og, må man forestille sig, overvåget datterdatterens interesser. Kristina Oxenstiernas store morgengave var nu den unge Agneta Horns arv.
I 1644 giftede Gustaf Horn sig med Sigrid Bielke. Først i 1650 fik parret et barn, der så ud til at kunne overleve. I denne situation sørgede Axel Oxenstierna og Agnetas mand, Lars Cruus af Gudhem (1621-1656) for, at Gustaf Horn forsikrede, at Kristina Oxenstiernas morgengave skulle forblive Agnetas ejendom, og at der skulle skiftes efter Horns død. Gustaf Horn døde hurtigt og uventet i 1657, og spørgsmålet var da, hvordan hans ejendom skulle deles mellem på den ene side enken og hendes to døtre og på den anden side Agneta Horn.
Lydigheden mod faderen
Familiekonstellationen omkring Gustaf Horns to kuld børn er kernen i den konflikt, som har fremkaldt Agneta Horns livsberetning. Konfliktens vigtigste ideologiske spørgsmål har drejet sig om, hvorvidt Agneta Horn har været en lydig datter, der har respekteret og elsket sin far.
Tidligere har man enten fortolket Agneta Horns Levned som et opgør med hendes egen lidelseshistorie og en guddommelig retfærdighed eller som en jegstærk ung kvindes manifestation. Men hvis man daterer dens tilblivelse til 1656-57 og forbinder den med den arvetrætte, der meget hurtigt brød ud mellem stedmoder og steddatter, bliver beretningens apologetiske træk tydelige, og den må opfattes som en forsvarstale. Agneta Horns beretninger lader sig nemt læse som svar i en dialog med en anklagende stemme. Anklagerne drejer sig først og fremmest om ulydighed og begærlighed.
Der er to bud på dateringen af Agneta Horns tekst. Dels at den er blevet til i forbindelse med striden om giftermålet, dvs. i cirka 1646; dels at den er skrevet efter, at Agneta Horn er blevet enke, dvs. i 1656. I nærværende fremstilling bliver teksten i første omgang knyttet sammen med faderens død i 1657 og den derpå følgende arvestrid. I en kommende monografi over tidlige svenske selvbiografier, Eva Hættner Aurelius: Infor lagen (Over for loven), argumenteres for denne datering.
Allerede en måned efter dødsfaldet i juli 1657 er linjerne i striden trukket op. Da attesterer nemlig en af Gustaf Horns sekretærer, Jacob Johansson, at Gustaf Horn havde ladet skrive et udkast til et testamente, men at han ikke havde nået at underskrive det. Dette udkast er bevaret som en beediget afskrift, undertegnet af en anden af Horns sekretærer.
Det i denne sammenhæng interessante ved disse dokumenter er, at de siger, at de er Gustaf Horns stemme og vilje, og at denne stemme og vilje vil formindske Agneta Horns arv. Som sagen nu stod – uden testamente – arvede Agneta Horn ifølge loven hele moderens morgengave og en del af den ejendom, som Horn havde erhvervet som enkemand, og desuden lige så meget som hver af de to stedsøstre af resten af Horns faste ejendom og løsøre. Det, som bevirker, at Agneta Horn får så usædvanlig meget, er dels at hun er eneste barn i det første ægteskab, og dels at Horn ikke havde nogen sønner i sit andet ægteskab. I det ikke-underskrevne udkast ville Gustaf Horn formindske denne arv kraftigt, og han ræsonnerede som så: Da Kristina Oxenstierna ikke havde noget arvegods med sig ud over en medgift, da hun blev gift, så var alt løsøre, »smykker, guld, sølv og alt andet bohave, af hvilket navn det end kunne være«, noget, som Horn og Kristina Oxenstierna havde erhvervet sammen. Derfor var det nu ikke mere end ret og rimeligt, at Sigrid Bielke fik alt løsøret. For det andet havde Agneta Horn fået et meget kostbart bryllup. Det havde kostet 8.000 Rd. Der burde regnes lige så meget fra til de to stedsøstre. For det tredje førte Sigrid Bielke arvegods med sig i boet, og steddatteren burde ikke have del i denne ejendom. Agneta Horn havde, hedder det endelig i udkastet til testamentet, i virkeligheden, takket være fangenskabet, kunnet bestjæle Gustaf Horn for broderen Axels arvelod i moderens morgengave. Den halve lod burde i stedet faderen have fået.
Det sidste var en stærk beskyldning: »eftersom min salig søn Axel Horn ligeledes afgik ved døden nogle måneder efter sin salig moder, så burde jeg i stedet for min kære datter Agneta ifølge arvelovens andet kapitel have arvet halvdelen af den broders lod, der var tilfaldet ham. Men jeg har dog af faderlig hengivenhed ladet dette være uændret«. Takket være moderens og broderens død og takket være Gustaf Horns fangenskab er det lykkedes Agneta at tilegne sig alt dette. Det er disse tre faktorer, som Agneta Horn fremstiller som sin barndoms store ulykker: »Således gik det også denne gang for mig, at ret som jeg havde både far og mor og broder og alt, hvad jeg kunne ønske mig, og alle lod til at holde meget af mig for min fars og mors skyld, og der ikke fandtes noget lykkeligere barn, end jeg var dengang, … Og alle mine tidligere gode dage blev da vendt til ondt og til viderværdighed for mig«.
Det, som Agneta fremstiller som ulykker, fremstiller Sigrid Bielke som heldige omstændigheder. Efter hendes mening har Agneta bestjålet sin far. Agneta Horn derimod hævder i sine andragender, at hun under faderens fravær ikke har fået »en rød øre« af moderens morgengave eller af løsøret. I selvbiografien vil hun tegne det sande billede af den unge, forældreløse pige: »Og jeg blev siden hos fru Ebba mangen en ond dag og var derude hos hende i to år og udstod dér mangen en ubehagelig og hjerteligt bitter hård dag og time og så meget ondt, at jeg ikke noksom kan beklage mig. Thi mor var da død fra mig, og far og alle mine (var) så langt borte, at der ikke var andre end min meget hårde faster, fru Ebba, der kunne tage mig til sig«.
Agneta vender gang på gang tilbage til, hvor dårligt klædt hun har været, selv om hun gerne fortæller om Gustaf Horns ønske om at se sin datter kostbart klædt, efter at han var kommet hjem fra sit fangenskab:
»Og nu var min hr. far i Stockholm og holdt meget af mig og klædte mig på igen både på hånd og fod. Og så agtede jeg ikke mere på mine lappede klæder men tænkte, at det alt sammen skulle ligge bag mig. Og hver gang min far drog op til slottet, kom han ind i min mormors hus og så på mig og spurgte, hvordan jeg havde det (og sagde at) hvis jeg manglede noget, skulle jeg bare sende (bud) til hans hus og forlange det, så var der ingen, der ville nægte mig det«.
I dette afsnit tangerer Agneta Horn den ideologiske baggrund for striden mellem hende og stedmoderen, nemlig spørgsmålet om datterens kærlighed til og respekt for sin far. Denne »datterlige Affektion« og lydighed var en hjørnesten i tidens patriarkalske tænkemåde. Alle børn skulle adlyde faderen, og adlød man ikke faderen, adlød man heller ikke nogen anden øvrighed som f.eks. kongen eller Gud. Døtrene var brikker i spillet om magt, indflydelse eller ejendom. Gustaf Horn giftede sig med den mægtige Oxenstiernas datter, og selv havde han, som han siger i datterens fortælling, tænkt sig at skaffe sig venner ved hjælp af datterens giftermål.
Under, og sommetider også åbenlyst i, alle Sigrid Bielkes anklager ligger der bebrejdelser for manglende kærlighed og respekt for faderens vilje:
»Uanset at salig herren ikke selv har kunnet underskrive samme på grund af dødens hastige indtræffen, attesteres det dog, at samme har været min salig kære herres sidste vilje, intention og forordning, og efter loven, mod hvilken min salig kære herres og hendes salig kære hr. faders sidste vilje jeg ikke formoder, at hun kan kæmpe med god samvittighed«.
Når de juridiske argumenter slipper op, maner Sigrid Bielke de følelsesmæssige og moraliserende frem: »Jeg havde aldrig troet, at min steddatter på en sådan måde ville klage over og vanære sin salig hr. faders oprettede testamente og endegyldige disposition«.
Sigrid Bielke tvinger Agneta Horn ind på ideologiens felt. Dermed har hun stillet spørgsmålet om Agneta Horns identitet. Er hun en lydig datter? Det er selvbiografiens centrale spørgsmål. På især tre måder fører den skrivende bevis for, at hun har elsket og respekteret Gustaf Horn. Ved direkte udsagn understreger hun, hvor meget hun har elsket og respekteret sin »hr. fader«. Desuden lader hun hele tiden faster Ebba og i en vis udstrækning moster Karin være sine modstandere i diverse bataljer. Agneta Horn undgår derimod at skildre sig selv og faderen som modstandere, hvad de rimeligvis en gang imellem har været, i det mindste under kampen om, hvem Agneta skulle giftes med. Til sidst beviser hun sin hengivenhed for faderen ved at forklare episoder, som alle hidtil har taget til indtægt for Agnetas begærlighed og manglende respekt for faderen.
Agneta Horn afviser faderens og fasterens anklager i en meget lang forsvarstale: »Og han kom til mig og spurgte, hvad jeg gjorde. Da sagde jeg, at jeg lavede mad til fru moder. Men han sagde: ‘Det du laver, det kan svinene æde og du selv’. Men han begyndte at forbande mig meget på grund af min begærlighed, hvilket jeg først smilede ad og troede, det var en spøg. Men så så jeg godt, at det var alvor og kunne godt mærke, hvorfra det kom … Derfor gjorde de ord mig ondt af hele mit hjerte, og især fordi de har fået min far til at fatte de mistanker om mig, at jeg gerne havde set, at de alle var døde, hvilket jeg alligevel aldrig har ønsket… Derfor gik den slags beskyldninger mig så hårdt til hjertet, at jeg ikke kunne tie, men for at bevise min store uskyld brast jeg i så bitter en gråd og svarede min hr. far: ‘Jeg kan ikke tænke eller vide, hvorfor min hr. far beskylder mig for så stor en slethed. Men da ved jeg godt, hvem der er begyndelsen hertil. Gud forlade dem, der har fortalt min hr. far så stor en usandhed, som jeg aldrig i alle mine levedage har tænkt. Jeg ville ønske af hele mit hjerte, at Gud ville give min hr. far så mange børn og lade dem leve, så han kunne have trøst af dem, det ville jeg ønske af hjertet. Selv om jeg aldrig kom til at arve så meget som den mindste smule efter min hr. far, så håber jeg rigtignok, at min morfar vil efterlade mig så meget, at jeg kan leve af det’«.
Et eksempel på den sidstnævnte strategi er episoden med Gustaf Horns to dødfødte børn. Stedmoderen lå i sengen efter fødslen, der fandt sted i 1646. I den tid kom Agneta Horn ved én lejlighed til at le højt, ifølge hendes eget udsagn fordi hun havde set en karl falde og i faldet være lige ved at trække faster Ebba med. Fasteren rapporterede Agnetas latter til Gustaf Horn og mente, at den skyldtes Agnetas glæde over, at arven ikke blev formindsket.
I spillet om Agnetas giftermål står den fædrene autoritet unægtelig på spil. Her har både Gustaf Horn, faster Ebba og i begyndelsen også den dengang 16-årige Agneta åbenbart været enige om, at Agneta skulle giftes med Erik Sparre. Det fortrød Agneta dog snart og har tilsyneladende omgående forelsket sig i den brave soldat Lars Cruus. Agneta Horns beretning om sin kamp for at slippe for Erik Sparre og for at få Lars Cruus er noget for den tid så usædvanligt som en fortælling om »ægte kærlighed«. Agneta Horn forsvarer nemlig her følelsens ret. Bag denne lille kærlighedsroman ligger der også en anklage for ulydighed mod faderen og et forsøg på at forsvare sig mod disse beskyldninger. For også i denne historie prøver Agneta Horn nemlig at fremstille faster Ebba som den drivende kraft, hvad der får den magtfulde og myndige Gustaf Horn til at fremstå som en lus mellem to negle. Helt kan den skrivende dog ikke skjule, at hun har sat sig op mod faderens vilje: »Og jeg bad i al ydmyghed min hr. far om for guds skyld at blive forskånet for ham (dvs. Erik Sparre). Jeg ville adlyde min far som en ydmyg datter, så længe jeg levede, hvilket jeg også var skyldig at gøre … Da blev min hr. far meget vred på mig og spurgte mig, hvem der var årsag til, at jeg ville svigte ham. Og den som gjorde nar af ham, han var selv en endnu større nar«.
At Gustaf Horn sikkert har presset mere på, end datteren fremstiller det, ses tydeligst af følgende replikskifte mellem far og datter. Det er den endegyldige kamp, som føres, og Gustaf Horn viser her klart sine interesser i spillet: »og han sagde til mig: ‘Eftersom hans søster er her, da ved jeg godt, at hun vil have svar af mig og dig. Og sig mig nu, hvad jeg skal svare’. Dertil svarede jeg kort nej. Da sagde min hr. far: ‘Det svar vil jeg ikke give hende, du må selv sige det. For jeg vil ikke have nogen uven for din skyld, dig som jeg havde tænkt skulle skaffe mig venskaber’«.
Man kan spekulere over, at Agneta Horn tillod sig at revoltere, og at hun fik lov til det. Måske har det været, fordi hun på dette tidspunkt sad som sikker arving til i det mindste hele Kristina Oxenstiernas morgengave og muligvis til mere, for endnu havde Gustaf Horn ikke fået nogen børn med Sigrid Bielke. For det andet havde hun sin magtfulde morfar Axel Oxenstierna bag sig, hvilket både aktstykkerne i arvestriden og selvbiografiens kærlige skildringer af mormoderen og morfaderen viser. Ubestandig og ulydig har hun imidlertid været, og hun retirerer til det sidste og uimodsigelige argument: Jeg elsker Lars Cruus og afskyr Erik Sparre. I det følgende, en replik til faster Ebba, der har anklaget hende for at foretrække Lars Cruus på grund af hans rigdom frem for den fattige Erik Sparre, forsvarer hun sig igen mod beskyldningen for begærlighed: »men hvad fattigdommen angår, så har jeg intet at sige derimod, det kan vel være muligt, at det har behaget Gud at lægge det på mig. Thi han kan let gøre en fattig rig og en rig fattig. Når det behager ham, kan ingen ændre det, og han behandler både den rige og den fattige, som han finder for godt. Men da bekymrer fattigdommen mig ikke stort. Først når vi kun elsker hinanden af fuldt hjerte og får lov at beholde hinanden længe og vel, da er en lille bid brød med kærlighed meget bedre end et stort hus med allehånde gode ting, når to ikke elsker hinanden«. Agneta Horns forsvarsposition – at føre kampen om arven efter Gustaf Horn ind på ideologiens felt – pressede hende til at undersøge sit eget indre og til at svare på de anklager, som stedmoderen fremlagde. Det var faderens stemme, hun hørte, eller syntes hun hørte, og det var faderen, skyldens og samvittighedens stemme, hun svarede. Af denne dialog fødtes en identitet. I fortællingen hører vi Agneta Horns stemme sige: »Jeg var og er uskyldig«.
Man bliver slået af lighederne mellem Leonora Christina Ulfeldts Jammers Minde og Agneta Horns Levned. De kan begge opvise et klagende og trodsigt gemyt, de identificerer sig begge to med Job. Frem for alt insisterer de begge på, at de er tro og lydige mod kongemagt, respektive den fædrene magt. I virkeligheden er de begge to oprørske og ulydige. I begge tilfælde kan man også se forbindelsen mellem anklage og skyld på den ene side og identitetssøgen på den anden.
Gud fader
Der var også en anden fader at adlyde, respektere og elske, nemlig Gud fader. Hvis ikke hun adlød, respekterede og elskede ham, men syndede, kunne hun blive straffet hårdt og omgående. Den lutherske ortodoksis opfattelse af menneskets forhold til Gud var temmelig juridisk. Gud og menneske havde indgået en kontrakt, som mennesket ikke evnede at holde. Derfor var mennesket hjemfalden til evig straf. Forsoningen var Kristi død, der tilfredsstillede Guds erstatningskrav på grund af kontraktbruddet. Denne enkle lære blandede sig også med folkeligt primitive forestillinger som »den, der handler ilde, går det ilde«. F.eks. spår faster Ebba en gang Agneta Horn og Lars Cruus, at enten får de slet ingen børn, eller også får de »morianer og dværge« til børn, fordi Agneta har været ulydig, og de begge er »små og sorte«. Agneta Horn imødegår denne spådom ved at vise sine to kønne, hvide drenge frem. Denne enkle teologi blev imidlertid problematisk for Agneta Horn, da hun med tiden blev ramt af død og ulykker. Sønnen Johan døde i 1652, morfaderen Axel Oxenstierna i 1654, ægtemanden Lars Cruus i 1656, og endelig døde faderen, Gustaf Horn, i 1657. En del af selvbiografien skal sikkert forstås som en teodicé.
Ordet »teodicé« betyder egentlig forsvar for Gud. Som teologisk begreb anvendes teodicé som en betegnelse for lidelsens problem: Hvis Gud er almægtig og kærlig, hvorfor er der da så meget lidelse og uretfærdighed i verden? Problemstillingen behandledes bl. a. i filosoffen Leibniz’ værk fra 1710 og var generelt meget diskuteret i 1700-tallet.
For Agneta Horn har det drejet sig om at forsvare Gud og forstå sin egen lidelse. Det gør hun først og fremmest i det afsnit i teksten, hvor hun sammenstiller citater fra Davids Salmer og fra Jobs Bog og således komponerer en bønnebog til eget brug. Den tids bønnebøger blev ofte skabt på denne måde. Man satte bibelcitater sammen og brugte dem som lejlighedsbønner. Denne bønnebogsfromhed er af en anden art end den gængse, kirkelige. Den er præget af den enkeltes oplevelse af angst og synds- og skyldbevidsthed og behov for tilgivelse og udgør således en forløber for den pietistiske strømning. I tekstens bibelcitater fremstår jeg’et som en uskyldigt ramt Job, der klager, trodser Gud og bønfalder ham om hjælp og beskyttelse mod fjender. Her bevæger hun sig fra skrækken for at blive straffet for sine synder til tro på Guds forsyn.
I manuskriptet adskilles denne bønnebog med bibelcitater dog tydeligt fra den egentlige fortælling af et manuskript med optegnelser om Lars Cruus’ felttog. Disse oplysninger skulle stå til rådighed for ligprædikenen over Lars Cruus og er ikke en fortsættelse af Agneta Horns Levned. Det er således et åbent spørgsmål, i hvor stor udstrækning denne bønnebogsdel skal forbindes med den egentlige beretning. Desuden skal det siges, at den religiøse grundtone, man møder i den selvbiografiske beretning, delvis adskiller sig fra citaternes, da der i beretningen ikke er nogen udpræget Jobholdning. Man mangler de oprørske, spørgende og tvivlende tonefald fra Jobs Bog. Trods Agneta Horns mange klager er hendes beretning først og sidst præget af fortrøstning, en tro på Guds forsyn og almagt og underkastelse under hans vilje. Således forholder det sig i den ovenfor citerede bøn, der følger efter den indledende oplysning om Agneta Horns fødsel. Hvorvidt denne enkle fortrøstning til Gud er ægte eller ej, kan ingen vide. Til gengæld kan man se, at Agneta Horn til det sidste vægrer sig ved at indrømme, at hun har været ulydig. Hendes lidelse er nemlig sendt som en prøvelse og ikke som en straf, af Gud, hvis almagt man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved. Til det sidste siger hun, at hun underkaster sig faderen.
Stephen Mitchell vil se selvbiografiens citatsamling som en del af Agneta Horns selvbiografi. Agneta Horn iklæder sig Jobsrollen, mener han, og tolker dermed sin situation efter ægtemandens død i bønnebogslitteraturens sprog.
Men ved at bruge slægtsbøgernes og bønnebøgernes litterære form og udtryksmidler accepterer Agneta Horn deres patriarkalske verden og viser sin egen ulydighed. Hun har trodset Gustaf Horn, ligesom Job engang trodsede Gud. I dialogen med sin egen skyld og sin dømmende faderstemme, hvad enten den handler om penge eller synd, er hun blevet nødt til at svare på spørgsmålet: »Hvem er du, datter?« Agneta Horn troede bestemt, at hun svarede: »Jeg var og er stadig din lydige datter«.