I 1600-tallet var lange studierejser som led i en politisk eller militær karriere et mandligt privilegium, ligesom også krigstjeneste førte mændene ud på lange rejser i Europa, men ganske mange kvinder valgte at følge deres mænd på deres krigstogt. De ville hellere udholde et omkringflakkende liv på skumplende vogne mellem kroerne og de steder, hvor hæren slog lejr i Baltikum og Tyskland, med fare for deres eget og deres børns helbred, end de ville miste forbindelsen med mændene. Breve og bevarede rejseoptegnelser fra 1600-tallet af f.eks. Anna Agriconia Åkerhielm, Agneta Horn, Sophie Brahe og mange andre fortæller om dette. Leonora Christina og dronning Christina var også vidtberejste.
Først og fremmest adelsmænd, men også mindrebemidlede sønner af embedsmænd og præster afsluttede tit deres uddannelse med Le grand Tour, dannelsesrejsen ud i Europa, de sidstnævnte som informatorer for unge adelsmænd.
Deres søstre derhjemme måtte holde lysten til studier og udlængslen for sig selv til fordel for mere nærliggende, praktiske opgaver. Men takket være dem blev tilværelsen hjemme også dokumenteret, dels i slægtsbøgernes optegnelser om familiekredsens skæbne, dels i selvbiografier og dagbøger.
1600-tallets stambøger
Da rejserne og kulturudvekslingen i Europa efter reformationens uroligheder igen tog fart, blev stambøgerne mange af de rejsendes følgesvend. I stambogen, som studenten, adelsmanden eller embedsmanden havde med, skulle venner og bekendte eller berømte videnskabsmænd og lærere skrive deres navne, gerne fulgt af en devise, et godt råd eller anden livsvisdom. Bibelen og de antikke forfattere var populære kilder. De kunstnerisk eller poetisk anlagte vedføjede gerne en tegning eller et digt, citeret eller af egen tilvirkning. I nogle stambøger finder man klippede eller tegnede silhuetter af venner, man gerne ville huske.
»Spes mea Christus« (Kristus er mit håb), »All mein Hofnung in Gott« (Alt mit håb i Gud) finder man i Daniel Hermanns (1543-1601) stambog fra 1579. Der findes også citater på latin og græsk af Horats, Cicero, Plinius, Ovid, Cato, Bernhardus, Isokrates, Sofokles, Platon og Menander.
Man plejer at udpege Wittenberg som den universitetsby, hvor skikken med at skrive i hinandens stambøger udviklede sig blandt studenterne. Denne skik bredte sig så i det protestantiske Tyskland og i Norden. I disse bøger, der ofte er små af format, kan man så følge den rejsendes vej mellem forskellige universiteter og besøg hos berømte lærere. Vejen kunne gå over Wittenberg, Leipzig, Jena og Leiden til Paris og hjem igen. Sommetider varede udlandsrejsen et års tid, sommetider 10 eller 15 år.
Naturligvis fungerede stambøgerne som en slags rejsedagbog og erindringsbog, som man kunne vise frem, når man vendte hjem. Man kan også forestille sig, at stambøgerne gjorde fyldest som introduktion ved det nye læresæde: Se her, disse ansete mennesker kender jeg, denne lærer har jeg lyttet til, jeg kommer af en agtværdig slægt, og jeg er selv ambitiøs. Men også universiteternes lærere kunne have en vis interesse i at figurere i stambøgerne; på den måde spredtes deres navne til kollegerne i det øvrige Europa.
I Martin Nordemans (1636-1684) stambog finder man mange deviser skrevet af hans lærere og venner i Uppsala før hans rejse til udlandet i 1663: »Nemo scit, quantum nesciat«. (Ingen ved, hvor meget han ikke ved).
»Peregrinatio vita est mortalium«. (Livet er en pilgrimsfærd for de dødelige). »Vita sine Litteris est vivi hominis sepultura«. (Et liv uden bøger er en levende begravelse for mennesket). »Suffïcit mihi gratia Dei«. (Guds nåde er nok for mig).
I vore arkiver findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Genren havde et første markant opsving i den første halvdel af 1600-tallet, hvorpå interessen aftog for siden at vokse igen i 1700-tallet.
En stambog fra den første glansperiode er skrevet af en kvinde, Kristina Posse (1630-1668). Hun var søsterdatter til rigskansler Axel Oxenstierna, og hendes stambog følger det mønster, at en stambog helst skulle indledes med et kongeligt navnetræk. I 1648 har dronning Christina skrevet sit navn på den første side, og det efterfølges af pfalzgrev Karl Gustafs.
Derefter figurerer mange navne fra hofkredsen, hvor Kristina Posses slægtninge og venner hørte til. Man finder Maria Euphrosynes navn i 1648, ligesom Beata de la Gardies og Beata Leijonhufvuds. I 1651 har Agneta Horn skrevet sit navn i sin jævnaldrende slægtnings stambog.
Netop som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejer på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.
Omkring år 1700 blev en af Sveriges lærde kvinder, fru Brenner, betragtet som den førende digter i Norden. Rejsende og unge lærde aflagde besøg i det Brennerske hjem og fik hendes og hendes mands inskriptioner i deres stambøger. En af dem var den 22-årige Erik Benzelius den Yngre, som i foråret 1697 besøgte Brenner-ægteparret i begyndelsen af sin store udlandsrejse.
Slægtsbøger
»Få skånske kvinder har et mere fortjent ry end Sophie Brahe, Tychos søster. Hun betegner noget nyt i den nordiske kvindes historie«, skrev historikeren Lauritz Weibull for snart 90 år siden. »Hun er den første og en af de fuldlødigste repræsentanter i Norden for renæssancens kvindeideal, behersket af en glødende henførelse til videnskab og kunst …«.
Sophie Brahe (1556-1643) tilhørte slægter, som tidligt interesserede sig for deres egen historie. Hendes fars faster, Elsebe Brahe, skrev i 1553 en slægtsbog, hendes faster, Magdalena Brahe, var sin tids genealogiske orakel i Skåne, nogle af hendes brodersønner var slægtsbogsforfattere, og endelig lod hendes farmor forfatte en slægtsbog. Den samme interesse fandtes desuden hos Sophie Brahes mødrene slægt, Bille.
Selv har hun efterladt sig en stor slægtsbog, en foliant på over 900 sider. Den er blevet betegnet som højdepunktet af en række lignende arbejder, som udkom i et Danmark, der på den tid omfattede Skåne, Halland og Blekinge. Originalhåndskriftet opbevares på universitetsbiblioteket i Lund, og på dets første side kan man læse, at det er skrevet i Helsingør i 1626. Arbejdet er dog fortløbende blevet kompletteret frem til hendes død.
Sophie Brahe havde imidlertid allerede sin første slægtsbog færdig i 1600, men den havde mangler, og da hun efter mange års ophold i udlandet var vendt hjem til Danmark som enke og havde bosat sig i Helsingør, genoptog hun sine genealogiske studier, og de resulterede i en ny version af bogen.
Forarbejderne til slægtsbogen kan studeres i en samling kopibøger, der har tilhørt hende, og hvor hendes sekretærs noter ofte har tilføjelser af hendes egen hånd. Kopibøgerne indeholder genealogier over skånske slægter, sendebreve om slægterne, og i tre af dem er der breve fra 1630’erne og 1640’erne med slægtsfortegnelser og personalhistoriske oplysninger. Hendes livslange genealogiske interesse og store arbejde med at fremskaffe fakta fra forskellige kilder viser sig i dette materiale.
Sophie Brahes slægtsbog følger det samme mønster som andre samtidige frembringelser. Hendes egen slægt og dens forgreninger er hovedemnet, og da slægtstraditionerne omhyggeligt er blevet videregivet fra forældre til børn, er oplysningerne hos hende om i første række slægterne Bille og Brahe usædvanligt præcise. Men mange andre kendte slægter, som bliver gift ind i dem, er også optegnet, f.eks. Krabbe, Lindenou, Sparre, Thott, Ulfeldt, Urne.
I kopibøgerne kan man følge Sophie Brahes brevvekslinger med andre slægtsinteresserede kvinder som Sophie Below (1590-1650) og Beate Huitfeld, og her finder man mange beretninger af personalhistorisk interesse, som danner baggrund for de korte notitser i slægtsbogen. Man udvekslede fakta og gav tips om kilder. I 1634 påbegyndte Sophie Below selv en slægtsbog, der efter hendes død blev overtaget af hendes døtre Anne og Birgitte Thott. Den sidstnævnte lod bogen renskrive i 1659, og hun skrev selv en fortale til den.
»Min hierte søster«, skriver Beate Huitfeld i et brev til Sophie Brahe:
»Ved du ikke, at du og jeg havde en fælles oldefader? Var ikke fru Lisbet, hr. Klaus Billes moder, og min moders fader to søskende og endda tvillinger født på én gang, den ene en time ældre end den anden? Se i din slægtsbog, om ikke du har 4 oldefædre og 4 oldemødre på sværdsiden«.
De udførlige breve viser, hvordan man diskuterede ud fra en levende person- og slægtsinteresse og hjalp hinanden med kildeoplysninger, hvis historiske værdi man dog ikke altid kunne bedømme. I kopibøgerne har Sophie Brahe også optegnet mundtlige beretninger, hun har hørt, og her viser hun prøver på sine stilistiske og dramatiske talenter. Det kan lyde som følger: Enkefru Else Krogenosz befandt sig i 1400-tallet i en retslig tvist med en Otte Nielsen Rosenkrandtz, og til sidst blev hun så træt af ham, at hun ved retten erklærede, at hun nu ville gifte sig med en hvilken som helst skalk i landet for at få én, der kunne hjælpe hende mod ham. Efter tinget red han så hurtigt, at han indhentede hende og fulgte efter hende ind i salen og friede til hende med ordene:
»Nu kan du ikke få nogen, der er værre end mig, du ved selv bedst, hvor længe jeg har trættedes med dig og tribuleret dig (dvs. voldt dig besvær), vil du nu have mig, er vor trætte forligt. Da sagde hun hårdt nej, hun ville ikke have ham, men for at få fred for ham ville hun give ham sin ældste datter, jomfru Ingeborg Huide. Da sagde han nej; han ville ikke have hendes datter, han ville have hende selv. Hun sagde, at hun var en gammel kvinde, hun ville ikke gifte sig. Så blev han hos hende tre eller fire dage og talte så gode ord til hende, at hun lovede, at hun ville have ham. Da sagde hun, at hun var 48 år, skulle de have børn sammen, da skulle de snart lave bryllup. De lavede så til bryllup samme år, og 40 uger derefter fik hun en datter, hun hed Anne Rosenkrandtz, hun blev 12 år gammel«.
Kun nogle meget få steder i slægtsbogen giver Sophie Brahe sine oplysninger personlige kommentarer, og så drejer det sig om personer, hun har kendt.
I den svenske slægtsbog, som Sigrid Bielke (1620-1679) nogenlunde samtidig har ført, finder man eksempler på det modsatte, hendes egne tanker og følelser farver optegnelserne. I 1643 giftede Sigrid Bielke sig 23 år gammel med feltmarskal Gustaf Horn. Horn, som var 26 år ældre end sin kone, havde fra sit første ægteskab datteren Agneta. Agneta Horn skulle som voksen blive kendt som en temperamentsfuld og viljestærk person, der i sin selvbiografi skildrer sine vanskeligheder med at komme ud af det med stedmoderen Sigrid Bielke.
I sin slægtsbog gør Sigrid Bielke på hævdvunden måde rede for bryllup, fødsler og dødsfald i sin egen slægt og i ægtemandens. Opstillingen er annalistisk, dvs. at hver optegnelse begynder med årstal og dato, derpå følger navnet på det nyfødte barn eller på den, som er død, ofte efterfulgt af en formelagtig bøn. Sigrid Bielke er en af de mange 1600-tals-kvinder, der får et barn næsten hvert år. Mellem 1644 og 1655 fik hun ni børn, af hvilke kun to nåede at blive voksne.
»(Den 3. juli 1654 døde) min lille kære og smukke søn Gustaf Carl efter fem dages sygdom, og videre, os til så megen større sorg, den samme uge om fredagen den 7. juli efter tre dages sygdom vor eneste kære søn Evert Horn, som Gud også har behaget at kalde til sig fra denne onde verden, klokken 4 om eftermiddagen. Begge døde de i Riga, begge af en sygdom, der var af blodsot (dvs. dysenteri). Gud glæde deres skønne og smukke sjæle i sit rige og give dem en frydefuld opstandelse sammen med alle troende kristne, og trøste os nu dybt bedrøvede forældre, der nu har måttet leve i så stor en sorg … «, skriver Sigrid Bielke i sin slægtsbog.
Sigrid Bielkes optegnelser begrænser sig til den nærmeste slægtskreds, og i 1500- og 1600-tallet gjorde mange adelige kvinder som hun. De nedskrev deres egne familiers vigtigste begivenheder og årstal. I denne interesse for familien og individet finder man en af rødderne til selvbiografier og dagbøger, genrer som bliver mere og mere almindelige i løbet af 1700-tallet. Sommetider foldede denne interesse for enkeltpersoner sig ud til store historiske efterforskninger som hos Sophie Brahe, men så skulle også flere specielle sociale og kulturelle betingelser være opfyldt. At optegnelserne også juridisk var betydningsfulde, er indlysende. I slægtsbøgerne finder man fakta, man kunne påberåbe sig ved f.eks. arvestridigheder.
Det er hovedsagelig kvinderne, der optegner slægternes data, og deres skrivekyndighed bruges til fortløbende optegnelser om familieøkonomien. I Metta Lillies dagbog fra 1737-50 kan man se, hvordan netop økonomiske og slægtshistoriske optegnelser folder sig ud til en mere personlig dagbog.
»Anno 1661 d. 23. august blev min datter Elsa Margreta født til verden her på Limbohålm. Må Gud lade hende leve kristeligt og dø salig«. (Edla Hedvig Silfverstedts slægtsbog).
1700- og 1800-tallets stambøger
Fra midten af 1700-tallet fik stambøgerne et nyt opsving som led i århundredets venskabskult. Stambøgerne kaldes af og til også »album amicorum« eller »philoteca«, dvs. »vennernes album« eller »venskabets tempel«. I løbet af 1700-tallet spredte denne vane sig også uden for de unge adelsmænds og studenternes kreds, og fra den tid stiger antallet af stambøger, som ejes af kvinder. De ser lidt anderledes ud, da det ikke var mange kvinder forundt at foretage studierejser ud i Europa. Her er det snarere familiekredsen og vennerne, der fylder albummene med notitser, digte og gode ønsker. I løbet af 1800-tallet fortsættes skikken med stambøger i form af poesibøger og gæstebøger.
Den kvindelige maler og sanger Marianne Ehrenström, født Pollet (1773-1867), har efterladt sig omfattende franske memoirer, der er udgivet i uddrag. Marianne Pollet tilhørte en protestantisk slægt fra Flandern, og i sin barndom boede hun i Zweibrücken og Stralsund, hvor hendes far var kommandant. Familiens samtalesprog var fransk og tysk. I 1792 blev hun hofdame hos Gustaf III’s enkedronning, og hun blev ved hoffet indtil sit giftermål i 1803. Her var hendes sang og klaverspil overordentlig værdsat.
Fra hendes ungdom i Stralsund findes en lille silkeindbundet stambog, i hvilken hun mellem 1785 og 1792 har samlet optegnelser fra slægt og venner, der først og fremmest hører til den svenske og nordtyske adel. Foruden de skrevne bidrag findes der også her tegninger og klippede og malede portrætsilhuetter. I 1787 skriver hendes mor, Caroline de Pollet, i bogen: »Hvor venskabet dog er ædelt og gribende, når det som grundlag har en moders og en datters navn; og når den førstnævnte kan række sit eget hjerte frem mod sit barn som et spejl, rent og aldrig smigrende!« (oversat fra fransk).
Her genfinder man også den strofe om venskabet, som hertuginde Hedvig Elisabeth Charlotta omtrent samtidig i Stockholm sender til sin veninde, Sophie Piper: »For korrumperede hjerter er venskabet ikke skabt./ O, guddommelige venskab! fuldendte lyksalighed!/ Den eneste sindsbevægelse, hvor overdrivelse er tilladt …«. (fra fransk).
Og på et yndigt lille maleri, udført af Marianne Pollet selv, ses en ung kvinde mellem rosenbuske gå op mod et tempel, helliget venskabet. Hverken tiden eller afstanden kan udslette dig af mit hjerte, forsikrer en anden veninde på franske rim. Men også mændenes stemmer høres, og de har en hel del at sige om de krav, samtiden stillede til kvinders yndigheder, naturlighed og klogskab, dog uden at de måtte være lærde. Charles Fredric Boye skriver i 1792:
Être femme sans jalousie,
Et belle sans coquetterie,
Bien juger sans beaucoup savoir,
Et bien parler sans le vouloir;
Ni familière ni hautaine,
Exempte d’inégalité:
C’est Votre portrait même
Il n’est ni fini ni flatté.
At være kvinde uden skinsyge
og smuk uden koketteri,
at have en god dømmekraft uden atvide for meget,
at kunne tale godt uden at ville det;
hverken familiær eller hovmodig,
blottet for ulighed:
Det er selve jert portræt
hverken afsluttet eller smigrende.
På universitetsbiblioteket i Lund findes endnu to små stambøger med kvindelig ejer, de er fra begyndelsen af 1800-tallet. Den ene har tilhørt Magdalena Gyllenkrok (1788-1862), og optegnelserne og tegningerne dateres til 1814-19. Det er stadig »La Tendre Amitié« (dvs. venskabet), som er det store emne, men blandt franske og tyske sentenser finder man nu cirka en tredjedel på svensk.
I Carin Wulffs (1806-1857) stambog er næsten samtlige vers – det drejer sig udelukkende om vers – på svensk. De fleste er fra midten af 1820’erne og ønsker lykke, glæde, dyd og kærlighed for stambogens unge ejerinde. Det ser ud til, at det mest er jævnaldrende veninder fra borgerskabet, som har digtet, og nogle af dem har syet en hårlok fast ved siden af deres navn. Bogen har mange ligheder med en senere tids poesibøger.
I Carin Wulffs stambog fra 1828 kan man læse:
Blif lik Din Mor i Dygd och
seder,
Fullkomlighet ej mer begär,
Så blir du engång Fruars
heder,
Som du nu Flickors prydnad
är.
Bare i dette lille udvalg på universitetsbiblioteket i Lund ser man en tydelig tendens: En adelig skik tages i anvendelse af borgerskabet i løbet af 1800-tallet, samtidig med at sproget går fra fransk og tysk til svensk.
Måske kan man i stambøger og slægtsbøger se et mønster, der tydeliggør nogle kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, der afspejler sig i stambøgerne, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa. Heri belyses det individuelle opbrud af mødet med nye steder og mennesker. Kvinderne fokuserer på slægten, forældre, ægtemænd, søskende, børn. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem deres mange børnefødsler, alternativt deres barnløshed, udgør et vigtigt, samlende knudepunkt.