Om modtagelsen af Nordisk kvindelitteraturhistorie i Danmark.
Af ph.d. Benedikte F. Rostbøll
”Tid, lyt til min sang!” skrev den finlandssvenske digter Edith Södergran – en af de helt store og afgørende skikkelser i Nordisk kvindelitteraturhistorie – indtrængende i et digt forfattet i 1918. Hendes egen samtids anmeldere lyttede kun modvilligt og med vantro til dette ”overspændte fruentimmer” og hendes grænsesprængende, modernistiske digte. Men da Nordisk kvindelitteraturhistorie udkom 75 år senere, i perioden 1993 – 1998, blev der lyttet anderledes nysgerrigt og imødekommende til kvinders litterære udtryk og også til den litteraturhistoriske behandling af dem. Og da femte bind af kvindelitteraturhistorien så dagens lys i 1998, havde en meget omfattende anmelderskare diskuteret, problematiseret og vurderet værket i både de store hovedstadsaviser, i lokalaviser og i en række kultur- og litteraturtidsskifter. Set i sammenhæng giver anmeldelserne et interessant indblik i, hvilke stridende teoretiske og metodiske retninger, der prægede 1990’erne.
Trods tydelige tilfælde af verbal vrede og skarpe indvendinger fik Nordisk kvindelitteraturhistorie set under et en positiv modtagelse. Anmelderne anfører, at der er problemer og paradokser forbundet med at skrive kvindernes egen litteraturhistorie, men stort set alle anmeldere er enige om, at Nordisk kvindelitteraturhistorie er et nødvendigt og uomgængeligt pionerværk, et ambitiøst og nyskabende pragtværk, både hvad angår form og indhold. Kritikerne anerkender nødvendigheden af, at gøre ”de kvindelige forfattere til hovedpersoner i en historie, hvor de hidtil har været marginale”, som det hedder i hovedredaktør Elisabeth Møller Jensens forord til værkets første bind. Nu er den nordiske kvindelitteraturs hus rejst og synliggjort, og efter denne imponerende forskningsindsats vil det ikke længere være muligt at udelukke kvinder, når der skal skrives litteraturhistorie, og når der skal uddannes og undervises i litteratur.
Anmelderne er også enige om at fremhæve tre andre store gevinster ved værket. For det første lykkes det de 100 forfattere til Nordisk kvindelitteraturhistorie at anlægge et nyt blik på litteraturen. Når der fortælles ud fra kvinders litterære ytringer, er det en anden historie, der fortælles, end den autoriserede mandlige litteraturhistorie. ”Vi har med Nordisk kvindelitteraturhistorie fået et helt nyt blik på litteraturen. Ikke et strengt faderligt, men et lystent” skriver Anna Skyggebjerg begejstret i tidsskriftet CekvinaNyt 3/1993. Og Susanne Bjertrup sekunderer i Weekendavisen d. 16.4.1993: ”Projektet har været at læse kvinders tekster uafhængigt af den mandlige tradition i håb om, at der hen ad vejen ville dukke nye strukturer op. Og det er lykkedes”. Kvindesynsvinklen opløser de gængse litteraturhistoriske periodeinddelinger og indbyder til en ny kanon: ”Det er forfriskende og lærerigt at se de forskellige traditionelle litteraturhistoriske perioder demonstreret på og med helt andre navne og tekster, i et vist omfang endogså andre mærkeår, end de vante”, sammenfatter Flemming Lundgreen-Nielsen i Danske Studier 6/1996. Og i Berlingske Tidende d. 5.12.1996 slår Jens Andersen fast, at kvindelitterturhistorien forrykker ”den konsensus og samstemmighed man kalder ”den litterære kanon””.
For det andet har Nordisk kvindelitteraturhistorie en uvurderlig værdi som kulturhistorisk dokumentation for kvindelige forfatteres liv og kunstneriske virke fra middelalderen til i dag. Værket ”har stor historisk værdi som udtryk for kvinders tanker, erfaringer og livsomstændigheder”, skriver Anne Mørch-Hansen i Kultur og Klasse 2/1994, og i Kristeligt Dagblad d. 11.6.1993 karakteriserer Lars Arndal bind 1, som ”et habilt, omfattende og ambitiøst stykke dokumentationsarbejde”.
For det tredje fremhæves værkets tværnordiske perspektiv næsten enstemmigt. Sammenstillingen af stof fra de nordiske lande åbner for helt nye overraskende sammenhænge og hidtil usete paralleludviklinger og korrespondancer mellem nordiske forfattere. ”Det hører til kvindelitteraturens forcer, at den finder sammenhænge, fælles nordiske tendenser: Victoria Benedictsons »Pengar«, Amalie Skrams »Constance Ring« og Adda Ravnkildes »Judith Fürste« kommer alle midt i 1880’erne. Ønsket om at smide »det aandelige Snøreliv« fremgår, når de kvindelige forfattere placeres skulder ved skulder og betragtes under en engageret kvindebevidst synsvinkel”, fastslår Eva Pohl i Berlingske tidende d. 11.9.1993 i en anmeldelse af bind 2, og Jørn Erslev Andersen istemmer: ”En af de helt store og spændende muligheder, kvindelitteraturhistorien har bragt for dagen, er muligheden for at læse på tværs af de nordiske landes nationallitteraturer” (Information d. 27.11.1997).
Overordnet mødes anmelderne også i henført fryd over værkets indbydende og delikate billedside og hele æstetiske udformning. Generelt hersker der også enighed om, at værket er velskrevet, og at det er båret af et smittende engagement, der stimulerer til lystlæsning og videretænkning. En lang række anmeldere, også de mere negative, priser værkets kvalitet som opslagsværk – ofte frem for dets kvalitet som sammenskrivning og overblik. Jørn Erslev Andersen konkluderer om bind 2 i Information d. 9.11.1993: Det vil ”fremover tjene som et provokerende, oplysende og nødvendigt opslagsværk”, og i Politiken d. 27.11.1997 skriver Marie Tetzlaff: ”Denne litteraturhistorie udmærker sig for mig at se mindre som sammenskrivning og syntese end som opslagsværk”.
Så langt er anmelderne overordnet enige, men ellers er receptionen af Nordisk kvindelitteraturhistorie præget af polarisering i den forstand, at man ofte finder både positive og negative vurderinger af det samme fænomen. Eksempelvis betoner Lise Præstgaard Andersen i Nordica 11/1994, at værkets eksklusive kvindesynsvinkel virkelig er berettiget og betyder nye indsigter, mens John Chr. Jørgensen, en af oversigtsværkets mest ihærdige modstandere, fastholder en grundlæggende modvilje mod værkets programmatiske udelukkelse af mandlige forfattere. Det er kunstigt at holde mænd og kvinder adskilt i litteraturens verden, pointerer han, og under overskriften ”Kvinde-akvariet” finder han det en ”ufrugtbar handling” at ”indfange samtlige kvindelige forfattere og proppe dem ned i et og samme akvarium” (Ekstra Bladet d. 6.12.1996).
Ser man på kønsfordelingen i anmelderskaren over de fem år, hvor værket udkom, er der nogenlunde lige mange mænd og kvinder blandt avisanmelderne – dog en lille overvægt af mænd. Derimod er kvinderne langt i overtal i tidsskriftanmeldelserne, her optræder kun to mænd (Flemming Lundgreen-Nielsen i Danske Studier 6/1995 og Finn Hauberg Mortensen i Kultur og Klasse 1/1995). De kendte mandlige universitetsprofessorer og -lektorer melder sig først for alvor på banen i forbindelse med bind 3, 4 og 5. Efter udgivelsen af bind 1 optræder en række anmeldere, som tilhører en yngre generation end Nordisk kvindelitteraturhistories skribenter og redaktører. Den generelle tendens er, at disse yngre anmeldere, bl.a. Marianne Stidsen, Charlotte Engberg, Marianne Raakilde Jespersen og Lars Bukdahl, er mere kritiske over for de grundlæggende teroretiske og metodiske greb i Nordisk kvindelitteraturhistorie end de anmeldere, der deler generation med værkets forskere.
Udgivelsen af bind 1, I Guds navn 1000-1800 (1993), var breaking news, og værket blev hilst velkommen af et kor af begejstrede anmeldere. Blandt værkets fem bind fik bind 1 den bedste modtagelse. Forskerne prises for deres evne til at præsentere nyt stof og for deres vilje til at kommunikere bredt, og værket fremhæves for sit kulturhistoriske nysyn og sin letlæste, charmerende og veloplagte stil. Værket roses også for sin åbne struktur og sine mange utraditionelle og perspektivrige læsninger. Helt særligt berømmes værkets forfatterskabsportrætter. Her lever værket virkelig op til sin titel af litteraturhistorie. Adskillige kritikere fremhæver – også i forbindelse med værkets øvrige bind – at det er værkets styrke, at det ikke dirigeres af en overordnet teori om kvinders litteratur. Kvindelitteraturen fremstår udogmatisk og på stoffets præmisser.
Midt i begejstringen udeblev de kritiske spørgsmål og indvendinger dog ikke. Kritikpunkterne samler sig om to aspekter: Litteraturhistorie som disciplin i sammenhæng med spørgsmålet om litterær kvalitet, og derudover kvindeforskningens grundlæggende dilemmaer. Mange kritikere påpeger, at bind 1 i lange passager mere har karakter af kulturhistorie og socialhistorie end af litteraturhistorie. Anne Mørch-Hansen præciserer: ”Nordisk kvindelitteraturhistorie handler ikke udelukkende om de kvindelige forfatteres tekster. Når det gælder det ældre stof og den mundtlige (forfatteranonyme) fortælletradition, handler det ikke blot om litteratur, men i lige så høj grad om kulturhistorie” (Kultur og Klasse 2/1994). Nogle kritikere glæder sig over denne udvidelse af det litteraturhistoriske perspektiv. Således mener Jørn Erslev Andersen, at værket ”på storslået vis udvider det felt, man altså kalder litteraturhistorie” (Information d. 16.4.1993). Og Anne Fastrup mener, at også som kulturhistorie har bind 1 sin fulde berettigelse: ”Alene som blotlæggelse af sider af Nordens kulturhistorie, der hidtil har ligget mere eller mindre hen i mørke, er dette kvindelitteraturhistorie-projekt mere end velkomment” (Kritik 102/1993). Men adskillige kritikere ligger på linje med Tania Ørum, der mener, at Nordisk kvindelitteraturhistorie har ”teoretiske problemer med at afgrænse litteraturhistorie fra kulturhistorie” og, som det mest eksplosive, også har problemer med at bestemme ”forholdet mellem litterær kvalitet på den ene side og sociologisk eller kulturhistorisk interesse på den anden side” (Kvinder, køn og forskning 3/1993). Med andre ord efterlyser disse kritikere en åben diskussion af, hvorfor de enkelte kvinder er indlemmet i Nordisk kvindelitteraturhistorie. Er det på grund af deres litterære kvalitet, eller er det snarere af kulturhistoriske og kønspolitiske grunde? Disse kritikere savner også mere fokus på de litterære tekster, de savner nærlæsninger – og i samme åndedrag efterlyser de også, at de kvindelige forfattere bliver set i sammenhæng med deres samtidige mandlige forfattere.
Enkelte kritikere gør opmærksom på, at kvindelitteraturhistorien ikke kan undgå at løbe ind i nogle af kvindeforskningens grundlæggende dilemmaer. Med Nordisk kvindelitteraturhistorie bliver kvindeforskningen for alvor etableret, og dermed fortaber den sin mulighed for at være subversiv, en egenskab, der ellers har været dens adelsmærke og eksistensberettigelse: ”Det er ikke helt let at både at markere sig som etableret og bevare sin rolle som subversiv, på én gang at indgå med selvfølgelighed og at holde sig på kritisk afstand” påpeger Tania Ørum i Kvinder, køn og forskning 3/1993. Og Flemming Lundgreen-Nielsen mener tilsvarende, at bind 1 indledes med ”det kvindelige paradoks”: ”umuligheden af at forene integration i mandsverdenen med opretholdelse af kvindelig identitet – et vilkår, der altid har været kvindelige skribenters” (Danske Studier 6/1995 ). Flere kritikere påpeger, at man ved at tildele kvinderne deres egen litteraturhistorie paradoksalt nok kommer til at fastholde kvinden i rollen som ”Det Andet”, det særegne og marginale.
Værkets andet bind – Faderhuset – om 1800-tallet (1993) bliver en mere blandet modtagelse til del, og det gælder også de resterende tre bind i rækken. Begejstringen er stadig tilstede, og en del anmeldere finder, at bind 2 ligger fornemt i forlængelse af bind 1 i kraft af sin opsporing af glemte eller oversete kvindelige forfattere i romantikkens og det moderne gennembruds tid, og i kraft af sin vedkommende og underholdende stil. Som en styrke fremhæves værkets sammensathed og brede kulturhistoriske perspektiv. En anden styrke er igen det tværnordiske perspektiv, der vurderes som særligt frugtbart i forbindelse med 1800-tallets litteratur: ”Åndelig frigørelse fremstår i andet bind om 1800-tallet som fælles nordisk tendens”, påpeger Eva Pohl i Berlingske tidende d. 9.11.1993. Blandt de begejstrede anmeldere af bind 1 og 2 er Poul Borum i Ekstra Bladet. Han glæder sig over, at bind 1 er båret af ”viden og kunnen og velskrevenhed”, og han tildeler værket fire anerkendende stjerner (Ekstra Bladet 16.4.1993 ). I sin anmeldelse af bind 2 forhøjer Poul Borum til fem stjerner, og han slår fast, at Nordisk kvindelitteraturhistorie udgør et kæmpe fremskridt i den litteraturhistoriske genre, bl.a. fordi værket fokuserer på de kvindelige forfatteres selvforståelse, mens fx Gyldendals marxistiske danske litteraturhistorie på ufrivillig komisk vis mest handler om digternes manglende selvforståelse (Ekstra Bladet 16.4.1993). Poul Borum fremhæver, at i Nordisk kvindelitteraturhistorie har de kvindelige forfattere på smukkeste vis fundet ”ligeværdige partnere”, idet de kvindelige forskere, der behandler forfatterskaberne, på deres felt er af lige så stort format som forfatterinderne.
Trods de anerkendende udsagn begynder en række indvendinger mod værkets grundlæggende metodiske og teoretiske greb at presse sig på. Med en artikel i Kritik 106, 1993, tegner Marianne Stidsen sig for det nok hårdeste og mest polemiske udfald mod Nordisk kvindelitteraturhistorie. Artiklen er et interessant vidnesbyrd om et skift i teoretisk og metodisk orientering, et skift, der finder sted i værkets lange tilblivelsestid. Stidsen drager hele kvindelitteraturhistorie-projektet i tvivl og anklager værket for en ensidig tematisk og mentalitetshistorisk betragtningsmåde. Det lykkes trods løfter ikke at præcisere, hvad der skulle være det særlige ved netop kvinders skrift. Stidsens løsning er en formorienteret, tekstnær og kønsneutral tilgang til litteratur. Jo før jo bedre! Generelt opfatter kritikere kvindelitteraturhistoriens metode som en udvidet tematisk og biografisk tilgang i kombination med en ”arkæologisk” og dokumentarisk kvinde- og kønsforskning. Efterhånden som udgivelsen af værkets bind skrider frem, stiger utålmodigheden hos bl.a. Marianne Raakilde Jespersen i CekvinaNyt 1/1998 og Jørn Erslev Andersen Information d. 9.11.1993 med at få denne metode suppleret med postfeministiske og formorienterede indfaldsvinkler.
Anmelderne anerkender bind tre – Vide verden 1900-1960 (1996) – som en medrivende og triumferende fortælling om skabelsen af et nyt ekspansivt kvindeligt jeg i begyndelsen af det 20. århundrede. Værket opfattes stadig som en inspirerende nyskabelse i den litteraturhistoriske genre. Men nu intensiveres anmeldernes efterlysninger af kvalitetsvurderinger og tekstnære læsninger. Her er det Charlotte Engberg, der konkluderer, at ”denne litteraturhistorie ville vinde ved at fastholde synsvinklen på værket og i forlængelse heraf, at turde udstede nogle æstetiske domme” (Kvinder, køn og forskning 3/1997). I Weekendavisen d. 6.12.1996 beklager en ellers positivt stemt Søren Schou værkets tendens til en vis nivellering, og han eksemplificerer ”Således får man ingen fornemmelse af den betragtelige kvalitetsforskel, der består mellem f.eks. en Thit Jensen og en Sonja Hauberg”.
I forbindelse med bind 4 – På Jorden 1960-1990 (1997) – bliver polariseringen i receptionen af kvindelitteraturhistorien meget markant. Her behandles de litterært set stærkt omdiskuterede 1970’ere – et årti, som en stor del af forfatterne til Nordisk kvindelitteraturhistorie er stærkt involverede i, fordi kvindeforskningen har sine rødder i 1970’erne. Nogle anmeldere finder behandlingen af 1970’erne udogmatisk og oplysende, mens andre mener, at værket mangler distance og kritisk sans i forhold til dette årti. Jørn Erslev Andersen fastslår i Information d. 27.11.1997, ”At de forkætrede 70’ere beskrives nøgternt og dog heroisk”, mens Lars Bukdahl i stærkt polemiske vendinger giver udtryk for det helt modsatte: Værket opholder sig på patetisk vis alt for meget ved 1970’ernes litterære ”holocaust” og alt for lidt ved 1990’erne, hvor de gode kvindelige forfattere er i overtal (Weekeendavisen d. 28.11.1997).
Flertallet af anmelderne opfatter det afsluttende leksikonbind – Liv og værk – (1998) som et nødvendigt og veludført dokumentationsarbejde. Hans Hertel repræsenterer anmelderne fint, når han om bindet konkluderer: ”(…) hvad man ikke får, af fuldstændighed og detaljer, bør aldrig skygge for, alt det man får, af nyopdagelser og overblik (Politiken d. 19.11.1998).
Ved udgivelsen af værkets sidste bind er kritikerne enige om, at takket være Nordisk kvindelitteraturhistorie er udgangspunktet for at skrive litteraturhistorie ændret for altid. Hans Hertel udnævner læsningen af værket til ”en oplevelse”, og han konkluderer: ”bagefter vil man(d) skrive litteraturhistorien anderledes” (Politiken d. 19.11.1998). Anmelderne glæder sig også samstemmende over, at kvindelige forfattere ikke længere står i skyggen af mandlige forfattere, og at vejen nu er banet for en ny litteraturhistorie. Det fleste kritikere slår fast, at det skal være en fælles litteraturhistorie for begge køn. Tania Ørum foreslår en litteraturhistorie, der ikke beskæftiger sig med forfatterens køn, men i stedet for med ”kønnet i teksten, de måder hvorpå kønnet markeres og skanderes i tekster gennem litteraturhistorien” (Kvinder, køn og forskning 3/1993), mens Marianne Stidsens alternativ, er en tekstnær ”litteraturens litteraturhistorie”, højt hævet over alle stereotype kønsopfattelser og alle diskussioner om køn (Kritik 106, 1993). Stafetten er givet videre til nye litteraturhistorikere. Der er allerede mange nye forfatterstemmer at lytte til.