Om modtagelsen i Sverige af Nordisk kvindelitteraturhistorie.
Af Anna Williams, professor i litteraturvidenskab ved Uppsala universitet
Et slag for lysten til at læse – sådan kan formålet med Nordisk kvindelitteraturhistorie sammenfattes i Ebba Witt-Brattströms beskrivelse i Expressen den 21. april 1993 af det oversigtsværk, som snart ville ligge på boghandlernes disk med første bind. Da projektet afsluttedes i år 2000, havde det været på en eventyrlig sejrsmarch igennem det svenske kritikerfelt. Et pragtværk både i form og indhold var man blevet enige om. Den positive modtagelse bekræftedes desuden af manglen på dramatiske videnskabelige kontroverser. Det betyder ikke, at den kritiske granskning udeblev. Adskillige indvendinger og spørgsmål blev luftet, men de havde den konstruktive effekt, at centrale problemer omkring genre, kanon og vurdering igen kom i søgelyset.
To stemmer skiller sig ud af den rige artikelhøst. For det første er anmelderne stort set enige om visse overordnede gevinster. Den nordiske vinkel hyldes, ligesom ambitionen om at inddrage vægten af materielle, juridiske og sociale forhold omkring kvinders skriven. De innovative tanker omkring genrer og epoker bidrager med ny viden og nye indsigtsmønstre: ”I stedet for at forsøge at trævle garnet fra den gamle histories spændetrøje op og strikke den om i damestørrelse smed man resolut alle diskussioner om epoker og mere eller mindre ’betydende’ digtere overbord”, sammenfatter Annelie Bränström Öhman i Västerbottens-Kuriren den 3. april 1997.
For det andet genfindes ofte samtidigt påskønnende respektive negative udtalelser om samme forseelse. En anmelder – Gabriella Håkansson i Sydsvenska Dagbladet den 12. februar 1997 – ser for eksempel den største svaghed i, at kønnet er den styrende norm, mens en anden – Carina Waern i Dagens Nyheter den 23. december 1997 – glæder sig over, at forfatterne ikke først og fremmest behandles som kvinder men som ”tekstfremstillere”. Mange ser frem for alt de store linjer trukket op i det første bind, mens andre mener, at den overordnede litteraturhistorieskrivning skæmmes af enkelte spredte indsatser.
Mest opmærksomhed rettedes mod de første to bind (I Guds navn 1000–1800 og Faderhuset 1800–1900), som blev anmeldt generøst i national- og lokalaviser samt i kultur og litteratur tidsskrifter. Efter indledningsvis at have været i lille overtal sank antallet af mandlige anmeldere drastisk ved udgivelsen af bind 2–4: kun enkelte anmeldelser var nu skrevet af mænd. Envidere blev de akademiskt etablerede litteraturforskere langt færre fra bind til bind.
*
Første bind fik uden tvivl den mest positive modtagelse, og blev berømmet for sin essay-agtige, engagerende stil, sit smukke layout og for det gode samspil mellem ord og billede. Nogle eksempler er Immi Lundins anmeldelse i Sydsvenska Dagbladet den 6. juni 1993 og Merete Mazzarellas i Dagens Nyheter den 6. maj 1993. Bogen er spændende og velskrevet, konstaterer Thomas Götselius i Östgöta Correspondenten den 8. juni 1993. Han glæder sig over ”kombinationen af nysgerrighed, videnskabelig grundighed og sansen for nye og uventede sammenhænge” og slår fast, at forskningen nu har bevæget sig bort fra den umulige ide om et enkelt dækkende oversigtsværk med en selvskreven kanon. Tomas Forser i Göteborgs-Posten den 18. juli 1993 er i grunden velvillig – værket forener ”ideologiske ambitioner, historisk fremstilling og æstetisk vurdering” – men han synes, at det vildleder, når den æstetiske analyse nedvurderes i forhold til kønsperspektivet. Man finder det positivt, at værket ikke er styret af et fælles teoretisk udgangspunkt, men udviser lydhørhed overfor de enkelte tekster og de historiske vilkår. For Sveriges vedkommende, påpeger Ying Toijer-Nilsson i nummer 7, 1993 af tidsskriftet Vår lösen, skænker værket en vigtig viden om nordisk litteratur, som ikke længere varetages på de videregående uddannelser.
Nogle få skribenter anlægger en let ironisk eller spøgende tone, blandt andet på baggrund af oversigtsværkets kritik af den mandlige videnskabstradition. Björn Nilsson skriver i Expressen den 14. maj 1993: ”For værdien med dette optaktsbind er ikke enkelte tekster, men de sammenhænge, som ikke engang en mandlig dumrian kan undgå at ane sig til.” I Svenska Dagbladet den 17. maj 1993 langer Lars Lönnroth ud efter, hvad han beskriver som en snært af feministisk fanatisme: ”At kvinder for hver en pris må have sin egen litteraturhistorie er på det sidste blevet en alment kendt trossætning, energiskt prædiket i massemedierne af feministiske præstinder med glød i stemmen og mord i øjnene.” Lönnroth spørger sig selv, om et oversigtsværk om udelukkende kvindelige forfattere er nødvendigt, og redegør for de lave forventninger, han har haft. Han besvarer spørgsmålet med en positiv bedømmelse af første bind, og fremhæver især de afsnit, som sætter teksterne ind i sin socialhistoriske sammenhæng.
Lars Lönnroths anmeldelse gav anledning til en kort debat i avisen den 26. maj, hvor hovedredaktøren Elisabeth Møller Jensen angriber den nedladende tone, hun sporer: ”Tænk at kvindelige forskere kan forske! Det er jo enestående! Eller lad os nyde Lönnroths formulering en gang til: ’Videnskaben har lykkeligvis sejret over det programmatiske søsterskab.’ ” I sit svar indvender Lönnroth mod den attitude, han mener præger Møller Jensens holdning, at ”tydeligvis [skal] hele den mandlige professorstab træde frem i sæk og aske, og erkende deres fundamentale mandschauvinistiske usselhed og juble over hver eneste kvindelig medspiller”.
Diskussionen havde også sin basis i den strid, der opstod ved udgivelsen af oversigtsværket Den svenska litteraturen (1987–1990), redigeret af Lars Lönnroth og Sven Delblanc. Ebba Witt-Brattström hævdede, at de kvindelige forfattere knap blev tildelt en tiendedel af pladsen i dette syvbindsværk. Oplysningen blev påtalt af redaktørerne, men slog sig hurtigt fast i offentligheden. Den blev ukritisk gentaget i flere af anmeldelserne af Nordisk kvindelitteraturhistorie.
De kritiske synspunkter, som blev fremført mod første bind, handler om manglen på tidligere forskning at bygge fremstillingen på, risikoen for en kort udløbsdato, samt manglende historisk bevidsthed. Magnus von Platen spørger i Dagens Nyheter den 6. maj 1993, hvorfor dagens kvindeforskere endnu ikke har skrevet bøger om de store forfattere (Brenner, Nordenflycht, Dronning Kristina). Anders Mortensen i Sydsvenska Dagbladet den 6. juni 1993 spår værket en lang holdbarhed med undtagelse af kønsperspektiverne, som hurtigt vil blive irrelevante, og i Signum nummer 7, 1993, påpeger Astrid Söderbergh Widding, at middelalderens forfattere anakronistiskt betragtes ud fra romantikkens kunstneropfattelse.
Da Fadershuset om 1800-tallet udkom, blev meningerne mere heterogene. De er stadig meget positive – man vover allerede ”at lege med uundværlighedsstemplet”, skriver Thomas Götselius i Östgöta Correspondenten den 18. november 1993 – men problemerne ved et projekt med så mange indgangsvinkler og grænseoverskridende perspektiver synes nu at være tydeligere. Tomas Forser i Göteborgs-Posten den 21. december 1993 synes, at der er en uheldig disproportion i den store mængde forskellige, refererende tekster om mindre fremstående forfatterskaber, ”en kvindelitteraturens Hvem er hvem”. På den anden side mener andre, at blandingen af kvalitet og kvantitet ikke forstyrrer (som for eksempel Lennart Bromander i Arbetet den 15. januar 1994 og Madeleine Gustafsson i Dagens Nyheter den 18. november 1993), men snarere påpeger kvindernes mangesidede kamp for en litterær identitet. Boel Söderberg i Nerikes Allehanda den 18 november 1993 savner kvindernes indsats inden for pædagogik og børnelitteratur. Eva Pohl i Nordisk tidskrift nummer 3, 1994 beklager fraværen af mandlige bidragsydere, som kunne have lokket mandlige læsere. Stina Hansson fremhæver i Bonniers Litterära Magasin nummer 5, 1993 problemet med at skrive litteraturhistorie med kvinder som hovedpersoner, eftersom deres historiskt ufravigelige situation sættes i baggrunden. Det blev synligt i første bind, mens andet bind fungerer bedre, eftersom det spænder over en kortere tidsperiode og giver plads til flere synsvinkler.
Et vidnesbyrd om samtidsforskningens nyorientering skænker Toril Mois indvending mod den heteroseksuelle normdannelse – man har svært ved at tænke sig den kritik artikuleret bare et årti tidligere: ”Hvis Faderhuset har ret var den nordiske kultur i 1800-tallet massivt heteroseksuel”, konstaterer hun i Expressen den 17. december 1993.
Anmelderne begynder nu mere og mere at se manglen af de store linjer, en kritik, som bliver endnu tydeligere ved modtagelsen af bind IV om 1900-tallets anden halvdel. Overblikket forsvinder i forfatterbiografier og tekstreferater, og man synes også at se de problemer, som utvivlsomt må foreligge, når et så omfattende og mangehovedet projekt skal koordineres og føres i havn. Mange påpeger imidlertid det nye billede af 1800-tallet, som træder frem – både hvad gælder forskernes og forfatternes billede af virkeligheden og litteraturen.
Ved modtagelsen af bind III Vide verden om første halvdel af 1900-tallet ser man tydeligt den polarisering, som karakteriserer modtagelsen i det hele, forekomsten af modstridende meninger om et og samme fænomen. Marie Jacobsson i Östgöta Correspondenten den 3. januar 1997 roser den teoretiske bevidsthed, mens andre anser, at det tematiske valg ved at lade begæret stå i centrum, giver indtryk af ”teoretisk korrekthed”, og risikerer at gøre værket videnskabeligt tidsbundet samt billedet af forfatterskaberne reduktionistisk – som for eksempel Maria Bergom Larsson i Aftonbladet den 7. marts og Eva Ström i Sydsvenska Dagbladet den 11. maj 1997.
Kvinderne burde tydeligere have været sat ind i en sammenhæng: dette er jo den tid, hvor ”kvindens politiske jeg” formedes, skriver Nina Björk i Dagens Nyheter den 23. januar 1997. Hun identificerer værkets røde tråd som ”jeg’et, begæret og politikken”. Det, som i andre anmeldelser trækkes frem som en styrke, bliver for Nina Björk en svaghed, nemlig at digtene i for høj grad vaskes ud af livet. Et problem, der ikke nævneværdigt tages højde for, mener hun, er vurderingen. Hvordan bedømmes litteratur ud fra et feministisk perspektiv? Hendes spørgsmål peger direkte ind i kanon-diskussionen og er derfor yderst relevant. En betydningsfuld konsekvens af Nordisk kvindelitteraturhistorie var netop, at den intime kobling mellem kanon og vurdering blev aktualiseret og fremskyndede en værdifuld, videnskabelig dialog.
Hvor Nina Björk ser en rød tråd, ser Annelie Bränström Öhman i Västerbottens-Kuriren den 3. april 1997 en bevidst overskriftskultur, som påstår eksistensen af en syntese, som ikke eksisterer. Hvor Bränström Öhman på den anden side ser et parnas for de kanoniserede forfattere, ser Sigrid Combüchen i Expressen den 22. december 1996 og Eva Ström i Sydsvenska Dagbladet den 11. maj 1997 en generøs gøren plads for de tidligere marginaliserede.
Mest kritisk er Eva Ström. Hun vender sig mod ideen om en forenende udviklingslinje for kvindelige forfattere, som hun mener, gennemsyrer værket, og hun savner en belysning af ”de myter og tankestrukturer som fører til at kvindens kunstneriske skabende fortsat marginaliseres”. Litteraturhistoriens fokus på et køn, hvor dialogen med mændene er elimineret, betragter hun som ”en virkelighedsforfalskning”.
Efterlysningen af de store linjer tiltager i styrke med bind IV om perioden 1960–1990: færre og dybere forfatterportrætter havde givet værket en større homogenitet. Koncentration på tekstanalysen i det fjerde binds første halvdel reducerer de omskiftelige litterære værker til en entydig fortælling om køn, krise og krop, afskåret fra samfundet og litteraturhistorien, selv om det perspektiv efterhånden udvides – karakteristikken er Gabriella Håkanssons i Sydsvenska Dagbladet den 12. februar 1997. I højere udstrækning påtales nu den lille plads til visse genrer med stor aktualitet igennem 1800- og 1900-tallet, specielt børne- og ungdomslitteraturen samt drama, journalistik og essay-litteraturen.
Lars Lönnroth sammenfatter værkets betydning i Expressen den 24. november 1997. Det har ikke bare synliggjort forfatterne samt deres traditioner og kvalificerede bidrag til litteraturhistorien, det har derudover også skabt et forskningssamarbejde, som har påvirket hierarkierne i den akademiske verden. Bagsiden af dette er den nivellering, som Lönnroth mener uden differentiering ligestiller såvel sprogområder som skribenter og forfattere, med uoverskuelighed og urimelige proportioner som konsekvens.
*
Nordisk kvindelitteraturhistorie vakte betydelig opmærksomhed i Sverige, om end kvantitativt med faldende interesse efter de to første bind. Et mål på dets akademiske gennemslagskraft er den oversigtsartikel, Maria Karlsson lavede over modtagelsen i Danmark og Sverige, som publiceredes i Tidskrift för litteraturvetenskap allerede i 1998 (nummer 3/4).
En vigtig konsekvens af studierne i Sverige er fokuseringen på vitale videnskabelige problemer. Et overvældende spørgsmål gælder balancen mellem æstetisk og historisk vurdering. Hvordan foretager man afvejningen mellem de uimodsagt kanon-værdige forfatterskaber og information om mindre kunstneriskt fremragende, men fra andre synsvinkler vigtige eller repræsentative forfatterskæbner og litterære værker? Oversigtsværket vakte spørgsmål af teoretisk og metodisk art, som også vil være aktuelle for fremtidens litteraturhistorier. At værket gav ophav til en række uforenelige bedømmelser, påpeger den ekspanderende pluralisme som har kendetegnet disciplinen de seneste årtier, og også på sågar tolkningens dominans over den litteraturhistoriske årsagsforklaring.
Uden tvivl er kritikken enig om det nyskabende og spændende i det nordiske samarbejde. Herefter ”er litteraturhistorien aldrig mere den samme”, fastslår Åsa Arping i Barometern den 8. januar 1998. Selvfølgelig noterer man problemerne ved at skabe enhed og kongruens, og man finder, at det iblandt er op til læseren at finde forbindelsesleddet mellem de nordiske forfatterskaber. Men i det store hele imponerer dette vovede greb – videnskabeligt, praktiskt og æstetiskt. Man er også enige om, at fremtidens ideelle oversigtsværk omfatter både mænd og kvinder. Trods alt har Nordisk kvindelitteraturhistorie bidraget til forudsætningen for en sådan sameksistens på nye vilkår.
Oversat fra svensk af Marthe Seiden