Agnes Henningsens verden er som et geografisk og ideologisk landkort. Her spejler Danmark sig i Europa, dansk provins i Københavnsk storbyliv, rodfæstet middelklasse i radikal boheme, og her mødes tidens vidt forskellige holdninger – sociale, politiske, religiøse – samlet i et brændpunkt: Kærlighedens og den selvstændighed, der i Agnes Henningsens forfatterskab bliver det kvindelige begærs absolutte forudsætning.Hun skriver sig op mod den skinhellige institutionalisering af kærligheden, som skaber hykleri, martyrier, hysteri, fordækthed og bestandig truer en naturlig udvikling af et kvindeligt seksualliv.
Gennembrud
Gennembruddets svenske geografi.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.
Det var kapitaliseringen af den samfundsmæssige økonomi, som skabte lydhørhed for Nathalie Zahles uddannelsestanker, og gennem sin skolestiftende virksomhed gjorde hun et banebrydende arbejde for at kvalificere kvinder til de nye krav, som omstillingen medførte. Hvis kvinderne skulle kunne forsørge sig selv, krævede det, at de havde kundskaber og uddannelse.I overensstemmelse hermed udformede også gennembrudskvinderne deres romaner som dannelsesforløb. At det sjældent lykkedes, at deres dannelsesromaner blev til sammenbrudsromaner, er ikke fordi de var dårlige forfattere, tværtimod, men fordi romanerne reflekterer modernitetens dobbelthed: at frigørelsen til personlig myndighed samtidig er en frisættelse, et kontroltab.Forfatteren Erna Juel-Hansen kom tættest på at udfylde genren. Af samtlige kvindelige gennembrudsforfattere havde hun den største tillid til fremskridtet. Hendes dannelsesromaner er båret af en optimistisk tro på frigørelsens mulighed og en vilje til – trods alt – at skrive en hel kvindeidentitet frem.
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.