Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.
Forfatter: Peytz & Co
Troskaben blev en vigtig åndelig og moralsk målestok i kongedatteren Leonora Christinas liv. Et princip, hun personligt måtte tage stilling til, og som på godt og ondt blev bestemmende for eftertidens vurdering af hende. Hun ønskede i sine skrifter, ikke mindst i Jammers Minde, at demonstrere, at hun besad troskab, den dyd, der for 1600-tallets kvinde var en moralsk eksistensberettigelse. Det lykkedes hende at gøre troskaben over for ægtemanden Corfitz Ulfeldt til en troskab over for sig selv i rollerne som kongedatter og frøken, landflygtig standsperson og »Cristi Korsdragerske«.Hun sad fængslet i 22 år i Blåtårn på Københavns Slot anklaget for højforræderi.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i Christina Regina vom Birchenbaums »Een Annor Ny wijsa« spejles tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge selvbiografiske tekster er eksempler på 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom.
1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.
I arkiverne findes svenske, norske og danske stambøger fra 1500- og 1600-tallet bevaret. Som oplysning om bekendtskaber og venner, om de kredse, stambøgernes ejere på daterede tidspunkter færdedes i, har stambøgerne den største interesse. Med deres digtcitater og sentenser spejler de også tidens kulturhistorie og idealer.I stambøger og slægtsbøger ses et mønster, der tydeliggør kønsforskelle: I 1600-tallet er det først og fremmest mændenes rejser, deres veje ud i lærdommens og krigens Europa, der afspejler sig. Kvinderne fokuserer på slægten. De spejler liv og død i deres slægt, det net, som binder dem sammen med fortid og fremtid, og hvori de selv, gennem børnefødsler eller barnløshed, udgør et samlende knudepunkt.
Agneta Horns selvbiografi fra 1600-tallet, af hende selv kaldet »Beskrivelse af min elendige og meget genvordige vandringstid«. er et »jammersminde«, som fortæller om en udskældt, vanrøgtet og lidet elsket pige, der alligevel formår at hævde sin vilje og give sine modstandere svar på tiltale.Men Agneta Horns Levned drejer sig dybest set om hendes forhold til faderen og den fædrene magt, om den identitet som lydig datter, hun selv og tiden havde som ideal. Bag teksten ses uenigheden mellem Agneta Horn og hendes stedmoder, Sigrid Bielke. Sagligt set gjaldt konflikten arven efter Agnetas far, ideologisk gjaldt den hendes lydighed overfor faderens vilje.
»Gynæceum« er græsk og betyder »kvindekammer«. I renæssancen anvendtes ordet som genrebetegnelse for en litteraturhistorisk genre: et katalog over kvinder, der havde gjort sig bemærket ved egne skrifter eller ved anden form for kunstnerisk eller intellektuel virksomhed.Karakteristisk for gynæceerne er en systematisk eller alfabetisk struktur, der gør dem velegnede til opslag. Man føres ind via et navn på en berømt kvinde. Hendes slægt præsenteres i få rosende adjektiver, og hendes egne intellektuelle præstationer opremses. Ofte er oplysningerne meget kortfattede.Norden har en fin samling egne gynæceer. Især i Danmark er genren rigt repræsenteret. Ud fra den lille samling svenske biografier og de ganske mange danske og norske, der bringes i de danske gynæceer, får man et indtryk af et aktivt kunstnerisk og intellektuelt liv blandt Nordens kvinder i 1600- og 1700-tallet. Det er nærliggende at forestille sig, at Island, Færøerne og Finland har haft tilsvarende kredse. Og at der i Norden har været kvinder, der betragtede sig som medlemmer af en europæisk »klub« af kulturelle kvinder.
Mængden af skrifter, der debatterede kvinders talenter eller mangel herpå, var stor i 1500- og 1600-tallets Europa. Værkerne er opdelt efter genrer og foreligger både i trykt og håndskreven form. At man i Norden har kendt europæiske begreber som »Feminae illustres« (bemærkelsesværdige kvinder), »Feminae doctae« (lærde kvinder), »Musa decima« (den tiende muse) står fast.Bevidstheden om »feminae illustres« eller »feminae doctae« synes at være knyttet til renæssanceperioden. Naturligvis fandtes der tidligere eksempler på lærde kvinder, men trangen til at tælle dem og gruppere dem og ligefrem fremavle dem synes at være et renæssancefænomen opstået i progressive kredse af lærde mænd.
I 1600- og 1700-tallets Danmark og Sverige blev salmer og åndelige sange af og til formidlet af kvinder, sommetider af samleriver eller til brug for egen andagt, sommetider udelukkende som materiale til en oversættelses- eller skriveøvelse. Men hen mod århundredskiftet 1700 finder vi et stigende antal kvinder, først og fremmest i Danmark, som ikke alene nedtegnede andres salmer, men som selv var salmedigtere.Der er en markant forskel på kvinders salmedigtning i Danmark og Sverige. I Danmark findes navne på forfattere med en righoldig produktion, som udgav samlinger af sange under eget navn. De blev genstand for samtidens hyldest og nævnes i fortegnelser over betydelige og lærde danske kvinder. I Sverige blev derimod især enkeltstående salmer skrevet af kvinder til de pietistiske og herrnhutiske kredse. Salmerne blev optaget i de salmebøger, der begyndte at udkomme omkring 1730.