Midt i 1790’erne er den svenske forfatter Anna Maria Lenngren allerede stor. Hun danner bro mellem de to store litterære guldaldre i svensk litteratur: den gustavianske epoke og romantikken, der fik sit gennembrud i 1809. Mellem 1793 og 1800 skrev hun 120 digte. Derefter flød de mere sparsomt fra hendes pen. I 1800 gav Svenska Akademien hende en årlig pension. I 1798 udarbejdede hun en fortegnelse over de tekster, der kunne komme på tale til en samlet udgave af hendes værker. Det i 1809 offentliggjorte programdigt over hendes æstetik, »Invocation«, tyder på, at hun tog sit forfatterskab alvorligt. Hvis det eneste hendes lyre har frembragt er »letsindigt sværmeri«, så fortjener den at blive knust!, siger hun. Det er en selvbevidst stemme, der taler, og over for romantikkens »svimmelhed« ønsker stemmen sig oplysningstidens »mod«.
Forfatter: Peytz & Co
Overalt i den kvindelige 1700-tals-litteratur kommer dyden på tale. Og i samtidens omtale af de kvindelige forfattere og skribenter skal man ikke lede længe, før dyden dukker op som det, der berettiger en kvinde som skribent, og som det, der er formålet med hendes værk.Hvad enten en skrivende kvinde udfylder rollen som belæst fruentimmer, familiær dagbogsskriver, religiøs bekender eller livserfaren skribent, er og bliver dyden hendes bestemmelse.
Den danske forfatter Anna Margrethe Lasson bestemte sig tidligt for at prøve kræfter med romangenren og skrive en prosaroman. Hendes roman Den beklædte Sandhed forelå i et håndskrift allerede i 1715; den blev trykt i 1723 og er dermed Nordens første trykte prosaroman.»Ingen Moders Siel er i Stand til at holde dens Læsning ud til Enden«, skrev litteraturhistorikeren Rasmus Nyerup i 1828 om romanen, og i litteraturhistorien er den blevet en kuriositet, der huskes, fordi den var en af de få nordiske hyrderomaner, der var udformet som en prosafortælling, og som blev trykt.Anna Margrethe Lasson havde forskellige ambitioner og idéer med sin roman. Hun ville underholde sin læser, demonstrere kvinders evner for at skrive, og hun ville yde sit litterære bidrag til det danske modersmål.
1700-tallet kan fremvise et større antal billeder af kvinder, der direkte og især indirekte er beskæftiget med deres egen litterære skaben. Og selve iscenesættelsen af den skabende kvinde er i disse portrætter særdeles gennemtænkt og undertiden uhyre omstændelig.
Den danske professor J. S. Sneedorff fremhævede forfatterinden Margaretha Klopstocks Breve fra Døde til Levende som eksempel på det moderne modersmål, han selv ønskede at fremme.Årsagen til dette og til 1700-tallets voksende interesse for kvindelige skribenter, især nye og gamle, kendte og mindre kendte brevskrivere, var, at kvinder skrev på modersmålet. Således kunne de bruges som eksempler på praktisk sprogbrug i den temmelig abstrakte debat om, hvad modersmålet burde være. Kvinderne var tilmed ikke strengt skolede i den latinske lærdomstradition, som man ønskede at frigøre sig fra.
Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.
Charlotta Dorothea Biehl er dansk 1700-tals mest produktive forfatterinde. Gang på gang brugte hun effektfuldt brevet i det, hun skrev. Ikke mindst i en årelang og omfattende korrespondance med vennen hofmarskal Johan Bülows. På hans opfordring skrev hun i 1787 sin selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb udformet som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i hans kreds af venner og indflydelsesrige standspersoner.De private breve er derimod ikke umiddelbart beregnet til cirkulation. Men Biehl håbede velsagtens, at Johan Bülow ville gemme dem til glæde for eftertiden. Hun forregnede sig ikke. I dag ligger de blandt Johan Bülows efterladte papirer. Omhyggeligt bevarede til den, der vil stifte nærmere bekendtskab med »Skriverjomfruen«.
Dronning Christina var Sveriges regerende dronning mellem 1644 og 1654. Hun abdicerede, hvorefter hun konverterede til katolicismen, et skridt, som videnskaben har ofret megen interesse. Helt fra sin ungdom var hun kulturelt og videnskabeligt interesseret, omgikkes og brevvekslede med sin tids fremtrædende videnskabsmænd.Hendes litterære produktion består af to samlinger maksimer, en selvbiografi, to essays om henholdsvis Alexander den Store og Julius Cæsar – og endelig hendes breve. Dronningen offentliggjorde ikke selv sine værker. Det skete senere; først af Johan Arckenholtz, 1751-1760, i Mémoires concernant Christine, reine de Suède, pour servir d’éclaircissement à l’histoire de son regne et principalement de sa vie privée. (Memoirer vedrørende Christina, dronning af Sverige, til belysning af hendes regeringstid og især hendes private liv).Hun skrev på fransk, det sprog, som tidens dannede mennesker brugte.
Hofkredsen omkring den svenske dronning Ulrika Eleonora stod i kontakt med ledende kræfter inden for den pietistiske reformbevægelse og svarede således til de åndelige bevægelser på kontinentet, der i praksis forsøgte at tillempe kravet om frihed og menneskeværd for kvinden.Adskillige digte i Der Nordische Weihrauch vidner om en lede ved det pragtfulde hoflivs pomp og pragt og om en opmærksomhed på det indre menneske.
Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.