Det var kapitaliseringen af den samfundsmæssige økonomi, som skabte lydhørhed for Nathalie Zahles uddannelsestanker, og gennem sin skolestiftende virksomhed gjorde hun et banebrydende arbejde for at kvalificere kvinder til de nye krav, som omstillingen medførte. Hvis kvinderne skulle kunne forsørge sig selv, krævede det, at de havde kundskaber og uddannelse.I overensstemmelse hermed udformede også gennembrudskvinderne deres romaner som dannelsesforløb. At det sjældent lykkedes, at deres dannelsesromaner blev til sammenbrudsromaner, er ikke fordi de var dårlige forfattere, tværtimod, men fordi romanerne reflekterer modernitetens dobbelthed: at frigørelsen til personlig myndighed samtidig er en frisættelse, et kontroltab.Forfatteren Erna Juel-Hansen kom tættest på at udfylde genren. Af samtlige kvindelige gennembrudsforfattere havde hun den største tillid til fremskridtet. Hendes dannelsesromaner er båret af en optimistisk tro på frigørelsens mulighed og en vilje til – trods alt – at skrive en hel kvindeidentitet frem.
Forfatter: Peytz & Co
Adda Ravnkildes spæde forfatterskab rager frem i det kvindelitterære landskab som et vartegn. Om »noget godt og stort«, men også om fiktionalisering og tilfældiggørelse. I hendes liv og værk koncentreres den optimistiske drift mod at bryde igennem, nå frem til det egentlige – den egentlige tale, den sande personlighed.Når hun var udstyret med antenner, der var i stand til at opfange tidens signaler, skyldes det for en stor del, at hun kom udefra. Uforberedt på det moderne storbyliv ramte moderniteten hende som en erotisk desorientering. Modsætningerne slog sammen i hendes krop og skrift: provins over for storby, målrettethed over for tilfældighed, realisme over for romantik.Hun tog sit liv som 21-årig, men nåede inden da at gennemleve både et erotisk nederlag, et opbrud fra faderhuset og et kunstnerisk gennembrud. Det sidste fik hun dog aldrig bekræftet. Hendes værker udkom først året efter hendes død.
En mand skriver, når han vil, en kvinde, i det mindste hun, som har børn og husholdning, når hun kan, glad og taknemmelig for at få lov til at stjæle sig en sådan glæde, skrev den finske forfatter Fredrika Runeberg i sit memoireværk Min pennas saga (Min pens eventyr), som først udkom i 1942.Da alle hendes tre værker – historiske romaner Fru Catharina Boije och hennes döttrar og Sigrid Liljeholm samt hendes samling af fortællinger Teckningar och drömmar (Tegninger og drømme) – udkom i årene 1858-62, havde hendes mand J. L. Runeberg allerede etableret sig som Finlands store nationaldigter. Hans indstilling til litteratur skrevet af kvinder var velvillig, men nedladende. Denne indstilling delte to andre af samtidens meningsdannere, Zacharias Topelius og Johan Vilhelm Snellmann. De støttede begge hendes skriveri, fordi hun ikke fremførte emancipatoriske tanker.Hun drømte om at skrive kvindernes historie, men underkastede sig de toneangivende mandlige meningsdanneres forventninger. Hun undlod at offentliggøre sine skrifter om kvindesagen og ventede 15 år, inden hun udgav sin debutroman. I de skrifter, hun gemte i sin skuffe og i sine dagbøger, sammenlignede hun slet og ret kvindens stilling med slaveri.
Carl Jonas Love Almqvists roman Det går an fra 1839, er et gennemgribende opgør med romantikkens kvindebillede og en enkel og elegant præsenteret kærlighedsutopi. Den blev anledning til den mest ophidsede kønspolitiske strid i 1800-tallets svenske litterære offentlighed frem til Sædelighedsfejden nogle årtier senere. Nogle af skribenterne forsvarede Almqvist, men de fleste angreb ham voldsomt.De kvindelige forfattere, som deltog i debatten, opfattede uden undtagelse romanen som en mandlig ønskedrøm. At Almqvist tillagde erotikkens adskillelse fra den ægteskabelige institution så stor betydning, gjorde det nærmest umuligt for dem helhjertet at værdsætte hans bog, skønt de i andre spørgsmål kunne dele hans kvindepolitiske opfattelse.
Det var en kvindes roman, Mathilde Fibigers Clara Raphael. Tolv Breve fra 1851, der startede den diskussion om ægteskabet og kønnenes indbyrdes stilling, som svenskerne havde haft allerede ti år tidligere i forbindelse med C. J. L. Almqvists roman Det går an i 1839.Fibigers roman vakte et voldsomt røre og irritation i alle politiske lejre. I løbet af et års tid blev der skrevet hen ved 25 indlæg i aviser og tidsskrifter og 10 flyveskrifter om sagen. Man kastede sig især over ligestillingskravene.Hun skrev selv to indlæg i fejden, som tydeliggjorde, at det netop var hendes hjertesag at styrke kvindernes selvbevidsthed. Clara Raphael. Tolv Breve er altid blevet set som kvindebevægelsens første manifest i Danmark. For nok er romanens politiske budskab tvetydigt, men forsøget på at udtrykke en hel kvindelig subjektivitet taler til os hen over de gennemgribende omvæltninger, som kvindelivet siden da har undergået.
I løbet af 1700- og 1800-tallet bliver den borgerlige roman til i et intenst vekselspil med den læsende kvinde. Tidens nye genre både henvender sig til og handler om hende. Læsningen blev en adspredelse for borgerskabets beskyttede kvinder og en skoling i den nye kvinderolle. Men læsningen blev også en kritiseret beskæftigelse.Siden 1700-tallet havde kvinden været boghandelens bedste kunde, bibliotekernes flittigste låner og læseklubbernes mest pålidelige medlem. Men hendes læsning var hele tiden udsat for kritik. Da romanlitteraturen i den sidste del af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet vinder indpas i Sverige, er det under hidsige diskussioner om genrens skadelige indvirkning på de kvindelige læsere. Romanlæsning var usundt og passiviserende. Det gjorde kvinden urealistisk, drømmende og ude af stand til at leve, mente man.
Med det moderne gennembrud i Norden sporede man i 1880’erne overalt en febrilsk kvindelig aktivitet. Kvinderne sluttede sig sammen i nationale kvindesamfund, hvor de stædigt arbejdede på at bringe kvindesagen op i de lovgivende forsamlinger. Det var borgerskabets unge kvinder – velbevandrede i sprog, konversation og pli – der i aviser, tidsskrifter og skønlitteratur skrev kvindespørgsmålet frem.Men for mange af det moderne gennembruds kvindelige forfattere førte opbruddet også til personlige og kunstneriske nederlag. De knækkede halsen eller pennen på det moderne paradoks. Men emancipationsprojektet blev ikke opgivet. Hos de kvinder, der fortsatte med at skrive århundredet ud, og hos dem, der debuterede omkring århundredskiftet, blev spændingen mellem idealer og desillusion, mellem bevægelse og moment blot bragt på en anden form.
Svenske Emilie Flygare-Carléns debutroman Waldemar Klein fra 1838 var i mangt og meget et plagiat af Sophie von Knorrings velkendte romanstil. Men siden udviklede hun sin helt egen profil. Den diskussion om erotikken, manden og kvinden, som Sophie von Knorring introducerede, videreudviklede hun i moderne retning. Hun veg ikke tilbage for at kalde mandens egoisme i forhold til det andet køn ved rette navn eller for at afsløre kvindens strategiske dobbeltspil i forlovelse og ægteskab.Når Sophie von Knorring beskriver erotikken som uforløst lidenskab, viser Emilie Flygare-Carlén erotikken som en nødvendig, men skæbnesvanger fysisk drift. Efterhånden som forfatterskabet skrider frem, viser hun, hvordan en handlekraftig kvinde kan om ikke ændre sin situation så dog påvirke den. Det var utvivlsomt hendes mod til at skildre aktive kvinder positivt, som er hemmeligheden bag hendes store økonomiske succes som bestsellerforfatter. I 1862 modtog hun Svenska Akademins store guldmedalje, og i 1865 udkom hendes sidste betydelige værk, den selvbiografiske trilogi Skuggspel (Skyggespil).
Størstedelen af Aurora Ljungstedts populære forfatterskab, der udkom i ni bind mellem 1872 og 1882, består af kortere historier, af og til ført sammen til en større helhed ved hjælp af et genkommende persongalleri. Hendes mest brugte pseudonym, Claude Gerard, er hentet fra en af Eugène Sues pariserromaner, og hun videreudviklede 1840’ernes spændingsskabende føljetoner med tabte breve, hittebørn, intrigante skurke og mystiske hændelser i psykologisk retning. Hendes intriger er altid velkomponerede, og hun imødekom publikums krav om, at lasten skal straffes og dyden belønnes. I hendes rige novelleproduktion finder man rendyrkede eksempler på skrækromantik, men også glimrende udarbejdede kriminalnoveller. Hendes tit farverige kvindelige forbrydere og intetsigende forbrydelsesbekæmpere afspejler almene tendenser i tidens kriminallitteratur.
Camilla Colletts hovedværk, romanen Amtmandens Døttre, er norsk litteraturs første realistiske tendensroman. Og den første norske roman, der bredt og kritisk udforsker vilkårene for kvinder, der tilhører samfundets bedrestillede lag. Den var ingen dusinvare, da den udkom i 1854-55. Mange blev grebet af bogens angreb på fornufts- og forsørgelsesægteskabet og klagerne over kvindelivets snærende rammer. Efter Amtmandens Døttre og et bind Fortællinger, 1861, skrev hun ikke fiktion. I stedet brugte hun 1860’erne til at udforske gråzonen mellem selvbiografi, memoirelitteratur og rejseskildring. Derefter tog hun springet over i essayistikken, og udsendte sin gennembrudssamling som feministisk kulturkritiker i 1877 Fra de Stummes Leir.Hun har sin store del af æren for, at det norske moderne gennembrud blev så stærkt præget af kvindesagen. Og hun var medvirkende til, at man i Norge undgik den skarpe kløft mellem kvinder og mænd i synet på kønsmoral, som prægede dansk kulturliv i 1880’erne.