Carl Jonas Love Almqvists roman Det går an, 1839, der er et gennemgribende opgør med romantikkens kvindebillede, blev anledning til den mest ophidsede og dybtgående kønspolitiske strid i 1800-tallets svenske litterære offentlighed frem til Sædelighedsfejden nogle årtier senere. Efter Det går an kom den idylliske komplementaritet, der så længe havde hersket i litteraturens billeder af forholdet mellem kønnene, aldrig mere til at ligne sig selv.
Romanen handler om mødet og kærligheden mellem glarmesterdatteren Sara Videbeck og sergenten Albert. De mødes og gør hinanden følgeskab på en rejse mellem Stockholm og Lidköping, og hele tiden fører Sara og Albert en intens og afvekslende samtale med hinanden.
Det er Sara, der præsenterer kærlighedsutopien i Det går an. Hun har set sin mor gå under på grund af den fordrukne og ødsle faders mishandling, og Sara har derfor besluttet, at hun aldrig vil underkaste sig det husbondvælde, som loven gav manden i ægteskabet:
»Det er og vil altid være afskyeligt, at et menneske skal kunne få en rettighed, hvorved det sættes i stand til, helt ind i døden, at tilintetgøre et andet. Derved vinder Guds smukke kærlighed sandelig ikke fremskridt på jorden. Aldrig vil jeg have den magt over en anden, og ingen vil jeg give den magt over mig«.
Ifølge de gældende laugsbestemmelser kunne Sara ikke overtage faderens glarmestervirksomhed, fordi hun var kvinde. Hun tænkte sig, at hun i stedet ville forsørge sig ved at fremstille og sælge smukke glasgenstande og en særlig slags vindueskit, som hun selv har opfundet. Disse opgaver hørte ikke ind under lauget og var dermed åbne for kvinder.
Sara lægger planer om, at hun og Albert skal have hver sin husholdning og hver sin økonomi, så hverdagens mange små bekymringer og irritationsmomenter ikke skal slide deres kærlighed i stykker. De skal ikke giftes, men hjælpe og elske hinanden af fri vilje – ikke fordi den ægteskabelige institution kræver det.
Almqvists enkle og elegant præsenterede kærlighedsutopi gav anledning til en voldsom reaktion i offentligheden. Det kan forekomme besynderligt, når man tænker på, at lignende idéer allerede længe havde været fremme i den litterære debat i andre europæiske lande. Desuden forholdt det sig sådan, at Sverige på dette tidspunkt gennemgik dramatiske demografiske og sociale forandringer. Antallet af ugifte, erhvervsarbejdende kvinder steg meget hastigt i de større byer. På det tidspunkt, hvor striden om Almqvists uægteskabelige kærlighedshistorie var mest ophidset, blev næsten halvdelen af alle børn i Stockholm født af ugifte mødre. Sara Videbeck fandtes så at sige allerede i virkeligheden.
En mandlig ønskedrøm
Debatten om Det går an blev til at begynde med ført i aviserne, men den blev snart udvidet til også at omfatte en række polemiske skrifter, der var rettet mod det, man opfattede som tendensen i Almqvists bog. Disse følgeskrifter havde i titel, persongalleri og af og til også stilistisk tilknytning til Det går an. De fleste var fiktionsfortællinger uden nogen større kunstnerisk værdi og havde som forudsætning, at læserne kendte Almqvists roman og den efterfølgende debat.
Nogle af skribenterne forsvarede Almqvist, men de fleste angreb ham meget voldsomt. De kvindelige forfattere, som deltog i debatten, opfattede uden undtagelse Det går an som en mandlig ønskedrøm. At Almqvist tillagde erotikkens adskillelse fra den ægteskabelige institution så stor betydning, gjorde det nærmest umuligt for kvinderne helhjertet at værdsætte hans bog, skønt de i andre spørgsmål kunne dele hans kvindepolitiske opfattelse.
Det går an blev også snart så hårdt belastet af al den negative kritik, der frådsede i erotiske vidtløftigheder – August Blanches Sara Widebeck. En tafla ur livet (Sara Widebeck. Et skilderi fra livet) var i så henseende den værste – at det næsten ikke kunne lade sig gøre at tale om bogen på en nuanceret måde. »Det-går-an-herrer« blev snart en fast betegnelse for liderlige og samvittighedsløse kvindejægere, f.eks. blev udtrykket brugt på denne måde af Sophie Sager.
Historieskrivningen om denne strid har kun i meget ringe udstrækning taget de kvindepolitiske aspekter op, og historikerne har været mærkværdigt blinde for de kvindelige forfatteres syn på Almqvists tekst. De kvindelige forfatteres følgeskrifter er betydeligt mere interessante, end man har villet se. Alene den kendsgerning, at de blev skrevet, er bemærkelsesværdig – offentlige kønspolitiske diskussioner blev ellers udelukkende ført af mænd.
De vigtigste af de kvindelige forfatteres indlæg i debatten er Malla Silfverstolpes Månne det går an?, 1840, Sophie von Knorrings »Så går det«, offentliggjort i Skizzer, 1841, Wilhelmina Stålbergs Eva Widebeck, eller Det går aldrig an, 1840, og Carolina von Platens Evelina Reder. Också en tafla ur lifvet, 1841.
»Jeg ville anse det for at være en skam, ikke at tage mit køns parti; da jeg føler, at jeg ejer én eneste gnist af evne dertil. Og forfatt. beklager, at hendes udtryk kun kan blive en gnist af den harme, hun og hele hendes køn føler, når hun ser kvinden fremstillet, ikke som et menneske, men som en handelsvare«, hedder det i Carolina von Piaten: Evelina Reder. Också en tafla ur lifvet.
Malla Silfverstolpes vigtigste indvending mod kærlighedsutopien i Det går an er, at den er alt for idealistisk. Ifølge Malla Silfverstolpe ser Almqvist bort fra, at bagtalelsen især vil ramme kvinden, og hun tvivler på, at folk virkelig er så gode, at de, uden at gøre hinanden fortræd, kan leve i et kærlighedsforhold, som ikke reguleres af kirkens og statens love og forordninger. I Det går an havde Almqvist kun flygtigt berørt de problemer, der ville kunne opstå, når børnene kom – Malla Silfverstolpe betoner netop disse problemer.
»Sara! Sara! I din mund lyder det kønt; men det er dog mundsvejr!« hedder det i Malla Silfverstolpes Manne det går an.
Der er en lige så vred ægteskabskritik i Wilhelmina Stålbergs roman som hos Almqvist. Men Stålberg anser ikke Almqvists uægteskabelige kærlighedsutopi som et bedre alternativ. Tværtimod. Den skildres som en liderlig mands ønskedrøm, der befrier ham for alle pligter, samtidig med at den skaber nye alvorlige problemer for kvinden.
»Nu kan jeg anse mig selv for at være din lige, men – fra det øjeblik, jeg blev din ægtemage, måtte jeg jo betragte dig som min herre og husbond. Tro mig, inden for ægteskabet hersker der større rangforskel end noget andet sted i verden; manden glemmer aldrig og undser sig som oftest ikke for utvetydigt at lade sig mærke med, at kvinden er skabt for hans skyld, at han har valgt hende og hun ikke ham, at hun, uden ham, var en ranke uden støtte, som det behager jert køn at kalde ugifte kvinder«, skriver Wilhelmina Stålberg i Eva Widebeck, eller Det går aldrig an.
Carolina von Platens kritik af Det går an går ud på, at den kvinde, der vælger at bryde med det herskende normsystem, bliver stemplet som »falden« og mister enhver tryghed og alle de frihedsmuligheder, som ægteskabet i bedste fald kunne have givet, mens manden i et uægteskabeligt forhold ikke bryder normerne og derfor kan beholde både sin anseelse og sin samfundsmæssige stilling. Hun skildrer også, hvordan den kvindefjendtlige seksualmoral lister sig ind og forgifter de to elskendes forhold.
Kvindernes ambivalente holdning
Fredrika Bremers En dagbok og Sophie von Knorrings Torparen och hans omgifning (Husmanden og hans omgivelser), begge offentliggjort i 1843, indgik ikke i den egentlige debatlitteratur, men de berørte delvis de samme temaer som Det går an. Almqvist kommenterede selv disse romaner ud fra de spørgsmål, han arbejdede med i Det går an, og påpegede den meget ambivalente holdning til ægteskabsinstitutionen, man finder i disse tekster.
I Sophie von Knorrings roman fremkaldes ambivalensen ved, at den tragiske kærlighedshistorie, der skildres, undergraver tiltroen til ægteskabsinstitutionen, samtidig med at den lille bys præst i sine udførlige betragtninger diskuterer og forsvarer det bestående ægteskab.
I Fredrika Bremers roman drejer det sig ikke om, hvorvidt kærligheden mellem mand og kvinde bedst kan virkeliggøres inden eller uden for ægteskabet. Her er problemet i stedet, hvorvidt kvindens længsel efter en meningsfuld virksomhed og en selvstændig personlighedsudvikling kan føres ud i livet inden for ægteskabet eller ej. I sin artikel »De stora frågorna om paragrafmoral och själsmoral«, hvor Almqvist sammenligner Fredrika Bremers tekster med sine egne, skriver han: »Hvad det indre liv angår, som hendes tegninger egentlig afspejler, står hun ‘törnrosorna’ (Almqvist selv) temmelig nær«. Hvis man ser bort fra detaljen med selve vielsen, så har han måske ret.
Opgøret med romantikkens kvindeideal og den bidske kritik af den ægteskabelige institution, der er i Det går an, finder man også i flere af de kvindelige forfatteres tekster. Det er først og fremmest husbondvældet, der kritiseres. Men ingen af kvinderne ser det uægteskabelige forhold som en løsning på problemerne – det ville ifølge dem befri manden for hans pligter, samtidig med at det ville skabe nye alvorlige vanskeligheder for kvinden.
Den varme inderlighed på frie og lige betingelser, som fremstilles i Almqvists roman, var sikkert tillokkende for kvinderne, men de opfattede den som en mandlig ønskedrøm. Billedet af Saras og Alberts utopiske kærlighedshistorie kolliderede alt for voldsomt med det kvindefjendtlige samfund, de kendte så godt. De kvindelige forfatteres holdning i striden om Det går an foregreb på mange måder kvindernes stillingtagen i den næste store litterære kønspolitiske diskussion – Sædelighedsfejden under det moderne gennembrud.