Eksistentiel poesi.
Artikler
Cecilie Løveids tre første prosalyriske romaner bryder radikalt med den socialrealistiske romangenre, der dominerer i Norge i 1970’erne. Hun insisterer på sin modernistiske æstetik, hvor fragment, collage, intertekstualitet og flerstemmighed foretrækkes frem for de realistiske koder. Hun er fundamentalt forankret i poesien, og fordi hun forbliver en modernistisk lyriker, uanset hvilken genre hun tilnærmer sig, bliver det umuligt for hende at træde ind i et socialrealistisk formsprog.Det samme gælder for så vidt Kari Bøge, der med sin eksperimentelle bogdebut Asmorelda i 1971 også bryder med den realistiske fortælletradition og repræsenterer et af de første væsentlige forsøg på at skrive en ny kvindelig modernistisk prosa i Norge. Hun adskiller sig fra andre kvindelige forfattere omkring 1970, idet hun insisterer på en ahistorisk individualisme og en tomhedens æstetik, men samtidig lancerer nogle temaer, der var centrale for en feministisk bevidst digtning: identitetsspørgsmålet, forholdet til manden og forholdet til skriften.
Den danske forfatter Vita Andersens prosadigtning fik øgenavnet knækprosa, fordi digtene tilsyneladende blot var episke forløb med ulige linjelængde. Men hendes digtning er mere kompliceret. Den er en iscenesættelse af hverdagssproget, en udstilling af tvangen og rollerne, men langtfra en kunstløs gentagelse. Kønsrollerne som tvang og hindring for et lykkeligt samspil mellem kønnene er et centralt tema. Men kønsforskellen er ikke kun social, bag den står barndommen, der især foldes komplekst ud i romanerne.Charlotte Strandgaard debuterede i 1965 og skrev i 1960’erne og 70’erne en række digt- og dokumentsamlinger, der fokuserer på tidstypiske problemer som alkoholisme, narkomani, de socialt udstødte og taberne. I hendes univers hersker lidelsen, misforståelser mellem dem, der gerne vil elske hinanden, skyldfølelse og håbløshed. Tonen er medfølelse og vilje til at pege mod en forklaring og en løsning. Hendes voksne er som hos Vita Andersen sårede børn. Men sammen med smerten findes en insisteren på forsoning og forløsning.
Agneta Pleijel var en af de toneangivende i den kritikergeneration, der i 1970’erne gik i brechen for en ny og mere samfundsrelevant litteratur. Ligesom Anna Westberg tager hun udgangspunkt i de æstetiske og etiske idealer, der var fremherskende i 1970’erne. Men mens de begge gennem hele deres forfatterskab holder fast ved de etiske idealer, kan man også se, hvordan de distancerer sig fra den fremherskende æstetik.I begyndelsen af 1980’erne forlader de 1970’ernes realisme og bevæger sig mod en mere tentativ og fragmenteret skrivemåde. De forlader sagligheden for et mere højstemt tonefald. Klangbunden i forfatterskaberne, der oprindelig var lys og udviklingsoptimistisk, bliver stadig mørkere.
Den danske forfatter Jette Drewsens 1970’er-forfatterskab er blevet et billede på det opbrud i litteratur, politik og privatliv, som den nye kvindebevægelse satte gang i. Hendes romaner fortæller om og til den nye bevidstgjorte mellemlagskvinde; de gav anledning til diskussioner om den nye kvindelitteraturs form og budskab – og de blev efterhånden i sig selv refleksioner over en kvindelig æstetik, der er under stadig forvandling.Hvor Jette Drewsens kvinder gennem 1970’er-romanerne finder en strategi til overlevelse, starter Anne Marie Ejrnæs’ forfatterskab med to romaner om kvinder, hvis liv bryder sammen på gabet mellem idealer og social virkelighed. Krisen er et centralt og efterhånden ikke udelt negativt begreb i hendes forfatterskab. Et forfatterskab der senere især er præget af interessen for det historiske.
Inge Eriksen, der lever i et stadigt opgør med 68-doktrinerne, er måske den danske forfatter og kulturpersonlighed, der mest konsekvent fører 1970’ernes verdensforståelse videre. Hun forstår verden politisk og har blandet sig i den danske og internationale debat, hvad enten den drejer sig om storpolitik, kultursyn eller science fiction-genrens muligheder. Hun er i al sin kritik forblevet forkæmperen for det hele liv. Hendes romaner bevæger sig mellem politikken, dramaet, æstetikken og lidenskaben.En anden dansk forfatter, Grete Roulund, har et skarpt blik på den vesterlandske kultur. Hendes hårdkogte stil, der gjorde kritikerne så forvirrede, at man diskuterede hendes køn, har rødder i 1970’ernes bevidsthed om krop og køn, men regiet er nyt. Tonen i hendes fortællinger er rå, men også sorthumoristisk. Teksterne er mindre interesserede i indfølingen end i den psykologi og etik, der kan studeres hos afstumpede og plagede mænd. Volden og brutaliteten står som sygdommen i en kultur, der i sin angst for de fremmede, det andet køn og for døden, må se sin egen undergang i øjnene.
Eksistentielle modstandshistorier.
Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.
De finske forfattere Eeva Joenpelto, Ann Kaipainen og Eila Pennanen har alle i deres prosaværker fokuseret på kvindelivet, patriarkatet og kønsrollerne, hvad enten det har drejet sig om tidsskildringer i Eeva Joenpeltos Lojoserie fra 1970’erne, Anu Kaipainens historisk-mytiske romaner, Eila Pennanens indblik i den hellige Birgittas liv Pyhä Birgitta (Seersken Birgitta) fra 1954, eller middelklasselivet i Tammerforstrilogien henlagt til århundredets begyndelse.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.