En altopslugende sult er temaet for Heidi von Borns (født 1936) romaner om Ella – Hungerbarnen (Sultens børn), 1981, Kungariket Atlas (Kongeriget Atlas), 1984, Den vita öknen (Den hvide ørken), 1989, og Ropa stenarna tillbaka (Kald stenene tilbage), 1991. Den første roman skildrer sulten som et kropsligt behov for mad og varme, men objektet for Ellas sult forandrer sig i takt med, at skildringen af hendes liv føres fremad i tiden. Hungeren efter mad erstattes af hunger efter samvær, normalitet, uddannelse, ejendom og identitet. Denne hunger giver en mulighed for en utopisk dimension i Ellas liv, da den driver hende til at handle, men ofte står hendes ønske om at stille sin sult i modsætning til en tidligt erhvervet erkendelse af, at den, der giver efter, opsluges.
»Min udsathed gjorde mig sulten og storøjet«, skriver Heidi von Born i et essay om Hagar Olsson. Det er netop udsathed, der skaber Ellas sult, selv om hun tvinges til at erstatte det storøjede med Jantelovens forsigtighed.
Heidi von Born bruger kropslige og rumlige billeder for at vise det kaos frem, der hviler under den ordnede tilværelse, og Ellas angst for at miste kontrollen. Romanens placering i Atlasområdet i Stockholm er også af betydning. Man kommer hertil ved at gå ned under jorden, og for Ella bliver området et geografisk stigma, som det er umuligt at gøre sig fri af: »En bydel er som et modermærke. Man fødes med det, det lader sig ikke operere bort uden dybe forandringer i huden. Gaden går ind i kroppen, styrer blodets rytme. … Man kommer ikke ud af lænken, fælden der kniber tænderne af metal sammen om vristen! Dér hvor man er født, dér er ens aftryk. Det er også derhen, man søger, det er dér, man ender«.
Selv om romanerne om Ella på ét plan ligner klassiske udviklingsromaner, bryder Heidi von Born med den konvention, som er indbygget i genren og kræver fremgang. Da Ella får mulighed for at tage studentereksamen, bliver hun aldrig færdig. Da hun får en novelle offentliggjort i ugebladet Såningsmannen (Sædemanden) om broderens oplevelser som minkpasser, fortsætter hun ikke med at skrive til trods for den glæde, hun føler.
På ét plan kommer Ella dog til at skabe, nemlig sin egen historie. Efter broderens død søger hun at genskabe ham ved at rejse til hans tidligere arbejdsplads, læse de bøger, han læste, og tænke de tanker, han tænkte.
Heidi von Born debuterede i 1956 og har en stor produktion bag sig med en roman hvert eller hvert andet år. Allerede i de tidlige romaner fra 1960’erne skildres konsekvenserne af udstødthed og svigten, f.eks. i Martinas dagar (Martinas dage), 1962, en roman om to søstre, der vokser op i skyggen af faderens selvmord. Ofte er de personer, hun skildrer, isoleret fra omverdenen og bange for kontakt og nærhed. I Aldrig mer tillbaka, 1975, styres både den kvindelige hovedperson og hendes mand af tvangshandlinger, som bliver stadig mere destruktive. I Det japanska skriket (Det japanske skrig), 1979, forsvarer den 12-årige Anna-Karin Sadolin sig mod sin angst ved at faste, træne hårdt og udvikle sit japanske skrig. I Om solen vill, 1993, har teenagedrengen Stefan tilegnet sig en utrolig disciplin. Han mener, at han kan læse tanker og forudse begivenheder, bare han koncentrerer sig tilstrækkeligt.
Udstødthed og afmagt er også de bærende temaer i Margareta Ekarvs (født 1936) forfatterskab. Hendes romaner bevæger sig dog i den historiske kontekst, der omfatter opbygningen af det moderne Sverige. I hendes første roman Leran (Lerjorden), 1984, er miljøet Upplandssletten, og tiden er århundredets begyndelse. I romanens centrum finder man to unge mennesker, som i fortællingens løb mødes og forelsker sig. Det er Erik, tjenestedrengen, som ved begyndelsen af historien stolt og glad får lov at efterårspløje med hestene. Kulden og en tyrannisk drengestreg gør, at han bliver dødssyg, men han reddes af prædikanten Charles Lee fra Amerika og får selv evnen til at prædike. Og det er Maria, hvis tragedie er, at hun, den førstefødte bondedatter, ikke er en søn. Men det ydre hændelsesforløb er ikke særlig vigtigt. Margareta Ekarv betoner i stedet menneskenes udvikling, da prædikanten kommer til landsbyen. Hans tilstedeværelse fungerer som en katalysator, mange i landsbyen gennemgår en tids opvågnen fra den træge tilværelse, de er fanget i.
I Tinnar och gyllene torn (Tinder og gyldne tårne), 1993, diskuterer Margareta Ekarv det problematiske i at forsøge at fortælle den udenforståendes historie. Romanen handler om Lim-John, en naivistisk, selvlært kunstner, som skræmmer landsbyboerne ved at se virkeligheden anderledes, og som i otte år har været anbragt på sindssygehospitalet. Hans drøm er at bygge et hus med tinder og gyldne tårne, der skal dreje rundt som en vejrmølle og tillade beboeren til stadighed at vælge perspektiv.
Romanen følger en nutidig forfatter, som forsøger at genskabe Lim-Johns liv i en teaterforestilling. Fortælleren søger efter erindringer, virkelige og opfundne. En del i bygden husker ham, andre ikke, men alle har de forskellige billeder af, hvem Lim-John i virkeligheden var. Billeder, der afslører mere om den, der erindrer, end om Lim-John. Fortælleren drømmer sig ud fra disse spredte erindringer frem til et billede af Lim-John, som dog undertiden selv tager føringen og taler sin egen sag i romanen.
I titelnovellen til novellesamlingen Pelargonerna ska skäras om hösten, 1982, skildrer Margareta Ekarv den manglende evne til dialog mellem mor og datter, når to forskellige generationer og dermed to forskellige normsystemer mødes. Datteren er stolt af sit moderne møblerede hjem, men moderen har tømt sine opsparinger for at give datteren mulighed for at købe en rigtig sofa.
At stå udenfor midt i velfærden
Menneskene i Heidi von Borns og Margareta Ekarvs romaner vil ind i samfundet, men havner alligevel udenfor. Gun-Britt Sundström (født 1945) skriver i sine romaner om mennesker, der lever i nutidens velfærdssamfund, men stræber efter ikke at indordne sig under det. De er socialt heldige og har mulighed for både at tale og blive hørt. Hendes forfatterskab kredser omkring deres kamp mod etablerede sandheder og fremherskende konventioner.
Gun-Britt Sundström debuterede i 1966 med Student -64 og kom med flere romaner og udklipsbøger i 1970’erne for derefter først og fremmest at hellige sig arbejdet med Bibel-kommissionens nyoversættelse af Det gamle og Det nye Testamente.
Tre af hendes romaner handler om ungdom i oprør. Oppositionspartiet, 1967, følger nogle piger på et gymnasium gennem nogle år i begyndelsen af 60’erne. Student -64, 1966, fortæller om en af disse pigers universitetsår. Nu kan det sagas!, 1970, er endelig et vredt opgør med årene på Journalisthøjskolen. Tiden er 1968-1969, og eleverne vender sig imod skolens autoritære pædagogik.
För Lydia, 1973, er en parafrase på Hjalmar Söderbergs Den allvarsamma leken, 1912 (Den alvorlige leg, 1919), men med handlingen flyttet frem til 1960’erne og 70’erne og med kvinden som hovedperson. Romanens grundtema er Lydias ønske om et frit liv uden konventionelle lænker og hendes gradvise erkendelse af det utilladelige i dette for en kvinde, selv om hun lever i det moderne Stockholm og ikke ved århundredskiftet.
I Maken, 1976, (Den ægte mage, 1979) lader Gun-Britt Sundström denne erkendelse ramme både Martina og Gustav, romanens kærlighedspar, der mødes i 1960’ernes Stockholm: »Gift dig, og du vil fortryde det; gift dig ikke, og du vil fortryde det…«. Sådan begynder det Kierkegaardcitat, som er et af romanens mottoer. Gun-Britt Sundström peger således allerede inden romanens begyndelse på det traditionelle samlivs umulighed, og da romanen slutter, indser Martina bittert, at det virkelig er lykkedes hende at stille sig uden for de sociale rammer, som hun bekæmpede som ung.
Gun-Britt Sundströms Maken blev en vældig læsersucces, da den udkom, og den blev hurtigt udnævnt til generationsroman. I dag er den udkommet i ti oplag og solgt i 100.000 eksemplarer. Gun-Britt Sundström har selv senere forsøgt at forklare bogens succes med, at den dels skildrer »tyggegummikærligheden«, dvs. hverdagens kærlighedsmøder, i stedet for at male et romantisk og højstemt kærlighedsbillede, dels vælger at lade hovedpersonen være den, der er elsket, ikke den, der elsker.
Margareta Ekström (født 1930) viser i sine noveller, hvor meget mennesker ofrer for at opnå et tilhørsforhold, selv om dette sjældent fører til ægte fællesskab. Hendes personer er så koncentrerede om at søge normalitet, at alt fremmed og uplanlagt skræmmer dem. Det fællesskab, de søger, bliver ofte forbundet med forsagelse og ufrihed. Den frihed, Martina slås for, og de valg, hun hele tiden stilles over for, mangler næsten helt hos Margareta Ekström. Hun skildrer i stedet ofte et afgørende øjeblik, som ikke får lov at spille nogen rolle, fordi normalitetens tryghed forekommer så lokkende. I novellen »Hummern i Dinard« (Hummeren i Dinard) fra samlingen Den femte årstiden, 1983, udskyder en ung kvinde mødet med sin elsker ved at gå en tur langs stranden. I »Frossaren« (Frådseren) fra Den femte årstiden vælger hovedpersonen maden frem for den uforudsigelige kvinde, han har mødt. Han klamrer sig til sin madlavning og sin spisning for ikke at falde. »Grebet om bordet føltes trygt som et nødanker«.
Om sin bog Människodjuren (Menneskedyret), 1974, har Margareta Ekström sagt, at »om vi mener at være dyr eller ikke, om vi kalder instinkter for ideer, parringsriter for traditioner, jagtområder for grænser, så står det faktum dog tilbage, at vi er en slags dyr«.
Margareta Ekström debuterede i Aftnar i St. Petersburg, 1960, og har skrevet en snes bøger, mest novellesamlinger, men også nogle romaner og børnebøger. Hendes noveller er ofte opbygget omkring personskildringen, hvor den portrætterede selv taler. Sjældnere skriver hun traditionelle historier, som danner et hele med en afsluttende pointe. Hun giver snarere hurtige udsnit af tilværelsen. Tilbagevendende er en følelse af sorg over de involveredes manglende evne til kontakt og opbrud. Drømme standser ved drømme, og kun et savn over den udeblevne forandring bliver tilbage. I »Cirkusliv« fra Kärlekens utland (Kærlighedens udland), 1982, fortælles, hvordan en ung diplomatfrue rejser sig fra en middag og flygter ud til et cirkusselskab, der sidder omkring et bål. Hun bliver accepteret af dem, og alt føles let. Men i virkeligheden bliver hun høfligt og velopdragent siddende, til middagen er forbi.
Eva Mattssons (født 1940) personer vakler på en betydeligt voldsommere måde end Margareta Ekströms mellem normalitet og udelukkelse af fællesskabet. Det kan dreje sig om indvandrerkvinder, der sættes uden for det sociale fællesskab, indbildt syge og forurettede, der terroriserer deres omgivelser, tilsyneladende almindelige mænd, der forandres brutalt af ægteskabets besidderstruktur, eller kvinder, der kompenserer for deres egen følelse af fiasko ved at herse med deres børn i det uendelige. Næsten alle er de ude af stand til at kæmpe sig ud af deres destruktive måde at forholde sig på over for omverdenen, og næsten alle udøver de et ulideligt pres på deres omgivelser.
I sine romaner skildrer Eva Mattsson mennesker, som balancerer mellem total fortvivlelse og en slags udholdenhedens eksistens. Für Elise, 1980, er en dybt pessimistisk roman om en midaldrende kvinde, hvis liv præges af en skræmmende undertrykkelse fra omgivelserne. Under en rejse tilbage til barndomsmiljøet bliver hun næsten den, hun engang ønskede at være – glad, nysgerrig og modig, men så snart hun kommer hjem, falder hun straks tilbage i det gamle.
I Jag ska göra natt till dag. Kärleksroman, 1982, skaber hovedpersonen Minna et drømmebillede af en almindelig, lidt småkedelig bibliotekar, men indser efterhånden, at han ikke eksisterer. I både Für Flise og Jag ska göra natt till dag skildres hovedpersoner, som prøver at skabe sig et andet liv, men Elise nøjes dog med under sin udenlandsrejse at påtage sig en anden identitet. Minna derimod skaber et mandligt drømmebillede og en kærlighedshistorie, som ikke eksisterer, men vender i slutningen tilbage til sin egen eksistens. I 1993 kom Passepartout, der kan ses både som en udvikling og en forandring af de tidligere romaner. Her nøjes hovedpersonen ikke med at omskabe sin egen identitet, men prøver bogen igennem forskellige fortællerstrategier. Hun lever sig igennem en række forskellige fortællinger for i slutningen at vende tilbage til sig selv.
Det lykkes hende aldrig at blive hovedperson i sin egen fortælling, selv om hun fortæller den på flere forskellige måder. Omstændighederne tvinger hende til at rette sig efter fortællingens konventioner, og da hun endelig kan begynde at agere som et handlende subjekt, viser det sig, at kampen om huset, som symboliserer hendes identitet, begynder forfra.
For Gun-Britt Sundström fører menneskenes valg kun til sorg over de bortvalgte muligheder. Et frit kvindeliv synes at være en umulighed, eftersom det medfører den tvang at måtte stille sig udenfor. Margareta Ekströms personer søger så stærkt den tryghed, normaliteten indebærer, at de frasiger sig muligheden for at leve et frit liv. I Eva Mattssons bøger forekommer der en rutinens eksistens. Tilfældigheder styrer personernes liv, og afmagten gør, at det frie valg yderst sjældent eksisterer som et teoretisk alternativ. Nøglen, som åbner alle døre, findes ganske vist, men de nyåbnede rum er lige så indelukkede og indholdsløse som dem, man engang har forladt.