Emigrantlitteraturens kulturelle dobbeltblik.
Artikler
De finske forfattere Eeva Joenpelto, Ann Kaipainen og Eila Pennanen har alle i deres prosaværker fokuseret på kvindelivet, patriarkatet og kønsrollerne, hvad enten det har drejet sig om tidsskildringer i Eeva Joenpeltos Lojoserie fra 1970’erne, Anu Kaipainens historisk-mytiske romaner, Eila Pennanens indblik i den hellige Birgittas liv Pyhä Birgitta (Seersken Birgitta) fra 1954, eller middelklasselivet i Tammerforstrilogien henlagt til århundredets begyndelse.
I 1980’erne gennemgik den historiske roman, som er en århundredgammel favorit blandt kvindelige læsere, en kraftig opdatering. De kvindelige helte blev ført up-to-date. De historiske skildringer tilpassedes til samtiden, og sammen med den nyromantiske litteratur overtog den nyfeministiske historiske roman de kvindelige læseres interesse.Nye kvindelige forfattere i hele Norden begyndte at skrive om gemte, glemte, oversete eller helt ukendte kvinder fra tidligere århundreder, og bøgerne blev af store læserskarer (og anmeldere) modtaget med en så overvældende interesse, at det kunne virke, som var det præcis den genre, de havde ventet på i årevis.
Om 1960’ernes og 1970’ernes nye sprogbevidste digtning.
Man har talt meget om et vendepunkt i det litterære klima i Sverige omkring 1975. Nye lyrikere debuterer, til dels takket være statslig litteraturstøtte. Der skabes plads til et mere nuanceret syn på, hvad poesi er og kan være. Den indre virkelighed og de kvindelige erfaringer tilkendes deres betydning.Hele modernismens rige arsenal af udtryk – med rødder i symbolisme og romantik – står til rådighed for de kvindelige digtere, som debuterer i den sidste halvdel af 70’erne, og som kommer til at høre til blandt de fornemste i deres generation. De er samtidige med den nye kvindebevægelse, og på forskellig måde gestalter de sanselighed, erotik, kønnets mørke sprog og moderskabets egenartede sjælelige og kropslige landskaber.
»Den første bombe, der blev bragt til sprængning på Treenighedspladsen, blev kaldt en ‘baby’. Da forskerfædrene i Manhattan-projektet telegraferede til præsident Truman efter ‘fødslen’ d. 16. juli 1945, lød telegrammet: ‘Barnet var velskabt’. Bomben over Hiroshima blev kaldt ‘Little Boy’. Og i dag er man i gang med at fremstille ‘femte generations raketter’«. Sådan skriver den norske forfatter og psykolog Wera Sæther i 1985.Kan en sådan civilisation nogensinde reddes? Kun med kærlighedens sprog kan det onde besejres og livet tilbedes, ikke med dødens, mente blandt andre Wera Sæther. I denne stræben er mand og kvinde ikke adskilte fra hinanden. Først i deres fælles stræben ophører magtesløsheden.
Velfærdssamfundet set fra neden.
Martha Christensen udviklede sin socialrealisme og sit kritiske engagement i samfundets omgang med de svage gennem sit lange og populære forfatterskab. I hendes fortællinger bliver det sociale system i sig selv en mægtig person, der vinder over de individuelle viljer.Christensens kritiske socialpsykologi var ikke direkte politisk, som forfatteren Dea Trier Mørchs beretninger om forholdet mellem individ og samfund var. Her bliver systemet den nødvendige organisering og helhed, der danner sammenhæng i den enkeltes liv og tager sig af det. Hendes holdning, hele forfatterskabets tendens, samler sig til et kritisk billede af det moderne velfærdssamfund og dets menneskesyn.I sine tekster blev hun i den sociale struktur, hun kritiserede, hvor forfatteren og modernitetskritikeren Anne Marie Løn, efter sin storbyroman om Veras vrede fra 1982, derimod begiver sig på rejse i tiden, landet og andre samværsformer for at finde et positivt modstykke til den destruktive by.
Fortællinger fra samfundets udkant.
En litterær fejde om moderlighed.