Brevgenren bliver fra og med Madame de Sévigné en kvindegenre. Ikke således forstået, at der er flest kvinder i den, men fordi kvinderne i denne ene genre har status af forbillede både for mænd og for kvinder.Fra Madame de Sévigné når man via talrige brevsamlinger af kvinder godt 100 år senere frem til Charlotta Dorothea Biehl og finder her et forbløffende ufortyndet Nordens svar på Madame de Sévigné. Hun skabte en kvindegenre, Jomfru Biehl anvendte den stilrent.
Artikler
Charlotta Dorothea Biehl er dansk 1700-tals mest produktive forfatterinde. Gang på gang brugte hun effektfuldt brevet i det, hun skrev. Ikke mindst i en årelang og omfattende korrespondance med vennen hofmarskal Johan Bülows. På hans opfordring skrev hun i 1787 sin selvbiografi Mit ubetydelige Levnets Løb udformet som et stort anlagt brev, beregnet til cirkulation og læsning i hans kreds af venner og indflydelsesrige standspersoner.De private breve er derimod ikke umiddelbart beregnet til cirkulation. Men Biehl håbede velsagtens, at Johan Bülow ville gemme dem til glæde for eftertiden. Hun forregnede sig ikke. I dag ligger de blandt Johan Bülows efterladte papirer. Omhyggeligt bevarede til den, der vil stifte nærmere bekendtskab med »Skriverjomfruen«.
Dronning Christina var Sveriges regerende dronning mellem 1644 og 1654. Hun abdicerede, hvorefter hun konverterede til katolicismen, et skridt, som videnskaben har ofret megen interesse. Helt fra sin ungdom var hun kulturelt og videnskabeligt interesseret, omgikkes og brevvekslede med sin tids fremtrædende videnskabsmænd.Hendes litterære produktion består af to samlinger maksimer, en selvbiografi, to essays om henholdsvis Alexander den Store og Julius Cæsar – og endelig hendes breve. Dronningen offentliggjorde ikke selv sine værker. Det skete senere; først af Johan Arckenholtz, 1751-1760, i Mémoires concernant Christine, reine de Suède, pour servir d’éclaircissement à l’histoire de son regne et principalement de sa vie privée. (Memoirer vedrørende Christina, dronning af Sverige, til belysning af hendes regeringstid og især hendes private liv).Hun skrev på fransk, det sprog, som tidens dannede mennesker brugte.
Hofkredsen omkring den svenske dronning Ulrika Eleonora stod i kontakt med ledende kræfter inden for den pietistiske reformbevægelse og svarede således til de åndelige bevægelser på kontinentet, der i praksis forsøgte at tillempe kravet om frihed og menneskeværd for kvinden.Adskillige digte i Der Nordische Weihrauch vidner om en lede ved det pragtfulde hoflivs pomp og pragt og om en opmærksomhed på det indre menneske.
Den svenske grevinde Maria Gustava Gyllenstierna karakteriseres i 1700-tallet som »en Frue af stort snilde og høj byrd, som i vor tid har hædret sit Fædreland og sit Køn«. Hun regnes til en af tidens litterært kyndige kvinder. Hun er med i samtidige fortegnelser over Lärda Swenska Fruentimmer, og nævnes med denne karakteristik i adelskalenderen.Hun var rigsråd Carl Bondes anden hustru, fødte ham fem børn, mens hun fulgte ham på rejser til bl.a. Finland og England. Hun var enke i op mod 40 år, og det er i disse år, hun er engageret i sin skriftlige virksomhed på Tyresö slot uden for Stockholm. Oversættelser fra tysk og fransk udgør en stor del af hendes produktion.
Sveriges første kvindelige forfatter Sophia Elisabet Brenner skrev mest af alt lejlighedsdigte. Hun hyldede kongelige og højere standspersoner ved bryllupper og fødselsdage, ved slag og sejre, og hun skrev digte til de sørgende og til de afdøde. Naturligvis glemte hun ikke vennekredsen, men størstedelen af modtagerne stod over forfatteren på den sociale rangstige.To tredjedele af hendes samlede lejlighedsdigte var henvendt til samfundets øverste lag. Det var dem, det kunne betale sig at gøre sin opvartning, og af samtidige vidnesbyrd ved vi, at hendes digte var efterspurgte og værdsatte. Ikke sjældent blev disse hyldestdigte skrevet til samtidens intellektuelt eller kunstnerisk begavede kvinder. Hun skrev også digte ved kvinders og børns død.
Troskaben blev en vigtig åndelig og moralsk målestok i kongedatteren Leonora Christinas liv. Et princip, hun personligt måtte tage stilling til, og som på godt og ondt blev bestemmende for eftertidens vurdering af hende. Hun ønskede i sine skrifter, ikke mindst i Jammers Minde, at demonstrere, at hun besad troskab, den dyd, der for 1600-tallets kvinde var en moralsk eksistensberettigelse. Det lykkedes hende at gøre troskaben over for ægtemanden Corfitz Ulfeldt til en troskab over for sig selv i rollerne som kongedatter og frøken, landflygtig standsperson og »Cristi Korsdragerske«.Hun sad fængslet i 22 år i Blåtårn på Københavns Slot anklaget for højforræderi.
I både Märta Berendes’ fortælling om sit levned og i Christina Regina vom Birchenbaums »Een Annor Ny wijsa« spejles tidens sproglige modeller og tolkningsmønstre. Begge selvbiografiske tekster er eksempler på 1600-tallets mange selvstændige og stærke kvinder, der er opdraget i en tid med mange krige, og som har været nødt til at tage sig af familie og ejendom.
1600-tallets adelsfrue Birgitte Thott var sin tids danske mesterværk af en lærd kvinde, en »femina docta«, en »femina illustris«. Hun er en af de få danske kvinder, der ved sin død blev hædret med hyldestdigte på latin, og vist nok den eneste, der også fik nogle på græsk. Hun ville have frydet sig over digtene. I sit skrift Om et lyksaligt liv roser hun romerne for at have indført en lov, der befaler, at der holdes hyldesttaler over kvinder, når de dør, hvori de roses efter fortjeneste ligesom mænd.En stort anlagt trykt ligtale over hende selv skrevet på latin af hofmesteren på Sorø Akademi, Jørgen Rosenkrantz, findes bevaret. Her kan man danne sig et indtryk af hendes liv. Ligtalen er en lovprisende genre, som giver plads til overdrivelse. Men Birgitte Thotts sprogkundskaber bekræftes af mange andre end Rosenkrantz. Endelig vidner hendes egne oversættelser om hendes evner, selv om de endda ikke dækker alle de sprog, hun skal have talt.
Der er forskel på, hvor meget den enkelte af de godt 150 berømte kvinder, vi har kendskab til i Norden i tiden fra 1500 til 1800, efterlod sig i form af kunstneriske eller faglige værker. Men plukker man de nordiske kvindelige forfatterskaber ud og samler dem, store og små, blomstrer Norden smukt med engagerede, bevægende, skarpe, hengivne, fine værker, ofte samlet i buketter omkring en lærd familie, en herregård eller et kvindekloster.En kvindebevidsthed og en litterær æstetik på niveau med den øvrige europæiske står klart frem hos Nordens »feminae illustres«.