Danske Friederike Brun holdt salon i over 40 år. Her kom berømte kunstnere som C.E.F. Weyse, D. F. R. Kuhlau, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger, Just Mathias Thiele, Bertel Thorvaldsen, J. L. Heiberg og mange udenlandske gæster. Salonen var en slags åbent hus og havde sin guldalder i årene 1810-16. I disse år var den ugentlige modtagelsesaften et større leben. Under middagen og senere i pauserne mellem musik, levende tableauer og oplæsning førte man kultiveret æstetisk samtale, og underholdningen blev leveret af de besøgende kunstnere og af datteren Ida.Friederike Brun selv skrev hele sit liv. Hun udgav 15 bind blandede værker. Alligevel må hun ses som en overgangsfigur, ligesom hele salonkulturen var et overgangsfænomen – mellem en feudal og en borgerligt domineret kultur. Hun og hendes salon var udtryk for en levet utopi om en tredje vej: mellem feudalisme og kapitalisme, mellem det kvindelige og det mandlige som skarpt adskilte sfærer. I salonen mødtes disse modsætninger i en kort tid.
Artikler
Preciøserne dannede i 1600-tallet egne saloner som protest mod hofkulturens vulgaritet. De blev eftertragtede mødesteder for den kulturelle elite og var en samværsform midt imellem det private og det offentlige rum. Deres centrum var den åndfulde samtale, som ofte foregik i boudoiret, det intime rum. Imellem hofkulturens repræsentative salonsal og borgerskabets private dagligstue gav salonkulturen således plads for specielle samværsformer, skabt og styret af de åndrige værtinder, der altid spillede en dominerende rolle.Man konverserede ikke, men talte hjerteligt sammen om intime, politiske og kulturelle emner. Både de preciøse og de præromantiske saloner inspirerede den nordiske salonkultur. I 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var den nordiske dannede kultur flersproget. De europæiske strømninger blev derfor hurtigt optaget i tilsvarende miljøer i Norden. Salonkulturen er ikke meget beskrevet i litteraturhistorierne. Når værtinderne endelig nævnes, skyldes det de mænd, de samlede omkring sig. Men værtinderne var selv kunstskabende.
Det kvindelige mønster i dansk folkedigtning og folkemindeindsamling.
Det eventyrmateriale, der kaldes »Narrationes Lubricae«, slibrige eller erotiske historier, blev i ældre tid fortalt af voksne rundt omkring i de norske landområder, i bygderne. Der er registreret mange kvinder blandt de voksne informanter. De grove historier var/er ingenlunde forbeholdt herreselskab.Man kender navngivne personer til omtrent to tredjedele af det erotiske skæmtemateriale, og af disse er nøjagtigt halvdelen kvinder. Det er måske overraskende. For mange steder regnes eventyret og ikke mindst den grovere type for en mere mandligt præget form. Kvindelige informanter knyttes i folks bevidsthed først og fremmest til folkeviserne, hvor musikken og det æstetisk bundne er i forgrunden.
Skønt der i den overleverede nordiske visetradition igennem mere end fire hundrede år er gået store dele tabt, repræsenterer den bevarede tradition et overvældende kildemateriale. Gennem de sidste halvandet århundredes intense registrerings- og udgivelsesarbejde er der skaffet overblik over den nordiske tradition.I det store kildemateriale er der sange, sunget om og af kvinder. Ud af den store skare af kvindelige sangere, samlere og optegnere vil den følgende artikel beskæftige sig med viser, som omhandler kvinders personlige og livsafgørende oplevelser, der samtidig er skæbnesituationer for familien og slægten.
Indsamlingen af den mundtlige digtning i Finland i 1800-tallet blev støttet økonomisk af staten og resulterede i en af verdens største samlinger. Mindst halvdelen af de optegnede tekster stammer fra kvinder, kvindelige sangere og fortællere.Ved indsamlingen koncentrerede man sig om indholdet. Kun sjældent tog man notits af traditionsbærerne: dem, der sang sangene eller fortalte eventyrene. Man ved, at der har været mange kvindelige formidlere, men så godt som alle forblev anonyme.I den følgende artikel vil kun en del af denne omfattende tradition blive behandlet: de gamle runer, samt grådkvadene, som udelukkende er blevet sunget af kvinder. Der er alt i alt cirka 145.000 tekster i den første gruppe og i den anden cirka 3.000.
Der er store forskelle imellem de kvindelige 1700-tals dramatikere i Danmark. Både Anna Catharina von Passow og Birgitte Catharine Boye dyrkede hyrdespillet som genre, men søgte hurtigt i forskellig retning. Boye helligede sig det heroiske skuespil, og Passow eksperimenterede med den nye komediekunst, som Charlotta Dorothea Biehl gjorde til sin vigtigste dramatiske genre.Mens Boyes dramatiske kunst er en højstemt afslutning på 1700-tallets heroiske dramatik, tilhører Passow og Biehl en tidligere generation; de er nytænkende. De har stor andel i, at det danske borgerteater bliver videreført i perioden efter Holbergs død i 1754.
De danske forfattere Charlotta Dorothea Biehl og Sophia Lovisa Charlotte Baden dyrkede sammen med flere anonyme kvindeskribenter en moralsk og følelsesopdragende prosa. Biehl i sine moralske fortællinger. Baden i sine moralske brevfortællinger.Her stod familietematik og kærlighedsintriger i centrum, og en konflikt omkring ægteskabets indgåelse var ofte den langtrukne handlings drivfjeder. De store forbilleder var Richardson, hans franske elev Marmontel og den tyske Gellert.
Christiane Birgitte Koren er primært kendt for sine dagbøger, hvoraf hovedparten er skrevet mellem 1808-1815, men først udgivet i 1915 under titlen »Moer Korens« Dagbøger. Med skriverierne henvender hun sig til den nærmeste familie. Men teksterne stiles også til venner og omgangskreds både i Danmark og Norge.Hendes dagbøger er et følelsesmæssigt og intellektuelt udtryksmiddel til formidling af humanitet og kultur i hjemmet. Inden for denne ramme udfoldede hun sig som teaterkritiker, litteraturanmelder, eventyr- og anekdotefortæller og ikke mindst som formidler af menneskekundskab og livserfaring.I 1803 publicerede hun tre dramaer Dramatiske Forsøg, som dog aldrig blev opført og heller ikke i eftertiden har haft den store opmærksomhed.
Den norske Magdalene Sophie Buchholms trang til at skrive var stærk, men også konfliktfyldt. Hun producerede en lang række digte, hvoraf mange blev trykt i tidsskrifter og poetiske samlinger i løbet af 1780’erne. De fleste er samlet i hendes Poesier og udgivet i København i 1793. Samlingen blev udsendt under fuldt navn. Hun fandt det ikke nødvendigt at skjule sin identitet som kvinde. Hvad angår indhold og genrevalg var hun en tidstypisk forfatter. Produktionen omfatter både elegier, romancer, lejlighedsdigte, en ode, en romance og en heroide samt en hel del viser. Men de følsomme og elegiske digte dominerer hendes forfatterskab.