I umindelige tider havde voldene omkring København stået som det synlige udtryk for uforanderlighed og soliditet. Men i løbet af 1860’erne blev voldene revet ned, og en syndflod af alskens nyt skyllede ind over byen. Fra hele Norden strømmede landarbejdere, tjenestepiger, handelsfolk og kunstnere til, nye kvarterer skød op uden for voldgravene, og byens befolkning fordobledes til 360.000 i 1890.
Byen kom i drift. Maskinerne gik, pengene rullede, og der kom gennemtræk i kultur og åndsliv. Det moderne fødtes!
Da Georg Brandes i 1871 holdt sine epokegørende forelæsninger på Københavns Universitet – Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur – blev det startskuddet til en omstillingsproces, som gennem de næste årtier rev grunden væk under al hidtidig orden. Bønderne, arbejderne, ja – selv kvinderne kendte ikke mere deres plads. De begyndte at stifte partier og organisere sig. Det forenede Venstre blev til i 1872, den første danske afdeling af Internationale i 1871, og samtidig brød de borgerlige kvinder ud af de stummes lejr og stiftede Dansk Kvindesamfund 1871.
Det var et »dannet« selskab, der ville arbejde på »at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv«.
Denne forsigtige formålsparagraf, som ikke udpeger det punkt, hvorfra »selvstændigere og virksommere« skal måles, røber en indre uafklarethed i kvindebevægelsen. Er det en kvindelig eller en mandlig målestok, der anlægges? Og hvad med sidste del af paragraffen? Gælder den ligesom første del alle kvinder, eller går den kun på de ugifte – er hjemmet ikke mere den »naturlige« livsopgave for en kvinde?
I »Nutidens sædelige Lighedskrav«, der stod at læse i Kvinden og Samfundet april 1887, tilspurgte Elisabeth Grundtvig den kvindelige natur: »Hvad er nu Kvindernes egentlige Natur? Er det den, vi havde, da Menneskene først blev sig bevidst som Mennesker? Er det den, de vilde Folkeslags Kvinder endnu har? Eller er det den, de danske Kvinder havde for tusinde Aar siden? Ja, jeg stiller Spørgsmålet hen til Besvarelse«.
De ubesvarede spørgsmål blev foreløbig liggende. Der var rigeligt at gøre på andre områder: med at skabe uddannelses-muligheder – i 1872 oprettede Dansk Kvindesamfund en handelsskole for kvinder, i 1876 en tegneskole og senere en søndagsskole for kvinder »af de arbejdende Klasser« – og med at skaffe kvinder indpas inden for de nye sektorer i erhvervslivet. Men under overfladen ulmede det: Er forskellen mellem kønnene naturlig eller kulturlig?
I 1885 førte de uafklarede spørgsmål på fredelig vis til stiftelsen af Kvindelig Fremskridtsforening, der som et mere radikalt diskussionsforum skulle være et supplement til Dansk Kvindesamfund. Men i sædelighedsfejden, der kulminerede i 1887, fik konflikten karakter af åben krig.
Atmosfæren op igennem 1880’erne var anspændt – og frugtbar! Den fik kvinder til at skrive som aldrig før. I perioden mellem 1870 og 1890 debuterede over 70 kvindelige forfattere i Danmark – nærved tre gange så mange som i de to foregående årtier. Mange – de fleste – kan hverken tematisk eller stilistisk udskilles som moderne, men mangfoldigheden er et vidnesbyrd om, at kvinderne var med.
Benedicte Arnesen-Kall var en forfatter, der havde oplevet klimaændringen fra 1850’erne til 1880’erne på sin egen krop. I Livserindringer, 1889, beskrev hun forskellen mellem de to tiårs syn på den skrivende kvinde: »Nutildags, da ingen ung Pige generer sig for at skrive eller lade trykke, nutildags, da vi have vor herlige kvindelige Læseforening, Dansk Kvindesamfund og saa mangen anden Forening og Institution, der giver den unge Kvinde frit Spillerum til at udvikle og anvende sine Ævner og Talenter i de forskellige Retninger; nutildags er det ingenlunde let at sætte sig ind i, hvad det den Gang for mer end 40 Aar siden vilde sige at kaste sig i Gabet paa Spidsborgerlighedens og Koteriernes bornerede Domme og skaanselsløse Kritik«.
De mange udgjorde vækstlaget for de få, der skrev den nye tid ind i sprog og forestillinger. Dét krævede mod og mere end mandshjerte – for disse kvinder blev forfattere på tvivl! Tvivlen om kønnet. De mange mandlige pseudonymer er sigende, ligesom Amalie Skrams hjertesuk vidner om en kvinde, hvis kropsbillede er forstyrret: »Naturen har gjort et stort Misgreb ved ikke at gøre mig til en Mand«.
De, der vovede det, kom stort set alle fra borgerlige hjem med en solid dannelse i rygraden. De lærte sprog og havde en selvfølgelig fortrolighed med den danske kultur, med klassikerne, med Det Kongelige Teaters repertoire, med omgangsformen. Men som forfattere fik de det svært – blev klemt fra flere sider. Dels fra mændenes side; de var kommet først og havde af gode grunde lettere ved at formulere sig og få deres værker udgivet og udbredt. Dels kunne de ikke leve af det – især ikke når de skrev moderne. Typisk brugte kvinderne derfor forfatterskabet som ét aspekt i et bredere kvindekulturelt virke. Skønlitteraturen var én måde at tale på – journalistik, foredrag, organisationsarbejde andre. Nogle, som f.eks. Erna Juel-Hansen, Helga Johansen og Christine Mønster, havde arbejde som lærerinder sideløbende med forfatterskabet.
En anden grund til, at den danske kvindelitteratur blev klemt, var Georg Brandes’ særegne dominans. Han fyldte simpelthen for meget – den danske avantgarde udgjorde en monokultur, hvor der ikke var plads til kvindernes tvivl.
Kulturkampen i Danmark må desuden ses i lyset af højskolernes betydning. Samtidig med at borgerskabet sloges om sædeligheden, blomstrede højskolerne op i landbosamfundene. Derved fik biedermeierkulturen en renæssance: Bondepigen lærte på højskolen at blive et følsomt, inderligt væsen, der i de nye grundmurede stuehuse skulle kalkere borgerskabets intimsfærekultur. Helt så regelret gik det selvfølgelig ikke. Historien kunne ikke skrues tilbage, og en bondegård blev aldrig et bedsteborgerhjem. Men højskolens forædling af følelseslivet medvirkede til en mentalitetsændring, der på den ene side dannede afsæt for opbrud – netop til den moderne storbykultur – på den anden side idealiserede kvindeligheden. I forvejen var der personlige og familiemæssige bånd mellem kvindebevægelsen og højskolebevægelsen, og sædelighedsrøret bidrog til at forstærke dem. For de kvindelige forfattere betød denne alliance en yderligere frisættelse og isolering, hvad der så omvendt pressede dem over mod bohemen og Brandes-fløjen.
I praksis kom kvindebevægelsen og den moderne kvindelitteratur derfor på kant med hinanden. De kvindelige forfattere satte sig i en tærskelposition: hverken helt ude eller helt inde i idédebatten. Således kan de heller ikke entydigt placeres under naturalismens etikette.
Naturalismen var en livsanskuelse og en anskuelsesform – ikke en fast udformet poetik. Inspirationen kom fra den videnskabelige positivisme, fra den franske realisme, fra Darwins udviklingsteorier og fra Georg Brandes’ forkyndelse af den frie tanke og hans litterære program: »Det at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i at den sætter Problemer under Debat«.
Derfor skrev de heller ikke mange problemdramaer. I modsætning til de svenske kvinder, der brugte teateret som et slagkraftigt kvindeligt debatrum, var de danske kvinders skuespil som oftest afdramatiserede stemningsstudier. Små enaktere som Nathalie Larsens I Mørkningen, 1884, eller Illa Christensens I Foyeren, 1887 – følsom replikkunst, der ikke gav anledning til større omtale i offentligheden.
Men når det er sagt, skal det tilføjes, at de få succeser, der virkelig gav genlyd, skyldtes kvinder, der overskred tærsklen og spillede idéerne frem – på scenen.
»De nordiske theaters programmer var i slutningen af marts maaned dette aar enestaaende i Europa ved sit store antal kvindelige forfatternavne. I Kristiania forberedtes fru Laura Kielers tendensdrama ‘Mænd af Ære’. I Kjøbenhavn spillede det kgl. theater ‘En Advarsel’, lystspil i en akt af fru Emma Gad, og ‘En Historietime’, lystspil i en akt af en kvindelig anonym, – mens Dagmartheatret afvekslende gav ‘Et Sølvbryllup’, lystspil i tre akter af fru Gad, og ‘Inden Døre’, skuespil i fire akter af fru Magdalene Thoresen. I Stockholm opførtes på Dramatiska Teatern ‘Familielykke’, komedie i tre akter af fru Anne Charlotte Leffler, hertuginne af Cajanello, og den samme scene har til stadighed paa repertoiret den samme forfatterindes enakts stykke ‘En frelsende Engel’ og ‘I telefon’, lystspil i en akt av fru Victoria Benedictsson. I Helsingfors spillede det svenske theater det netop nævnte stykke af fru Leffler, og det finske theater opførte de to helaftensstykker ‘Murtovarkaus’ og ‘Papin perhe’ af fru Minna Canth«. Sådan var situationen i 1891 – ifølge Harald Hansen i Samtiden – i kølvandet på den store realistiske guldalder på de nordiske scener. »Kvindespørgsmålet« var i fokus, og kvinder var hovedpersoner, ikke blot på scenen men også som teaterforfattere.
Kvindeligheden – et godt stof
I 1890 gik der to succeser over de københavnske teaterscener – Mænd af Ære og Et Sølvbryllup. Begge skrevet af kvinder, og begge skrevet i efterdønningerne fra den nys udkæmpede sædelighedsfejde.
Laura Kielers Mænd af Ære, der blev opført på Kasino-teateret, udløste en skandalesucces, hvor parterne i sædelighedsfejden endnu engang ramlede sammen: »Huset var, trods de 20 Gr. Varme, saa godt som udsolgt, og imellem hver Akt lød den mest gennemtrængende Piben, som regelmæssig overdøvedes af den voldsomste Bifaldsstorm«, forlød det i kvindebladet Hvad vi vil. Det var stykkets fremstilling af den frie kærlighed, som ophidsede gemytterne. Udadtil er det den gamle historie: En kvinde, der hengiver sig til sin elskede uden først at have sikret sig en ægtehustrus rettigheder, og en mand, der hurtigt taber interessen og derefter prøver at slippe af med hende. Men indadtil er det sædelighedsfejdens idéer, der sættes i scene. Hendes motiv til at indlade sig på det frie forhold er ideelt: »Kærligheden er mere bindende og hellig end ægteskabet. Den er i sig selv uopløselig«. Hans er en afsky for »hykleri« og »fordom«, men da han er blevet »træt af hende«, ender han med at falde tilbage på just de samme hyklerier og fordomme: »Jeg føler mig overbevist om, hun vilde endog gøre fordring på min troskab som hendes ret! Havde hun endda været min hustru!« For hende er kærlighedens fuldbyrdelse en hellig pagt, for ham er frisindet blot et ekstra raffinement til hans sædvanlige nydelse og forbrug af kvinder. Mens hun går til, får han succes. Som modeforfatter nøjes han nemlig ikke med at lade hende gå, men udnytter hendes ulykkelige skæbne som godt stof.
I Mænd af Ære levnes der således ikke frisindet megen ære. Den frie kærlighed afsløres som en illusion, der kynisk udnyttes af mændene. Sarkasmen er skinger, og portrætterne af de moderne mænd er rene karikaturer. Det er de grelle kontraster, der spilles på – ingen melerede farver, ingen overbærende humor.
Emma Gads Et Sølvbryllup er derimod et lystspil. Det er de samme ingredienser som i Mænd af Ære – utroskab og dobbelt-moral – men bragt ned på et hverdagsplan, hvor ingen dør af det. Tværtimod bliver ekstremerne afværget gennem latteren. I begge generationer har mændene haft deres små sidespring, men ikke så meget, at det gør noget. Moderen, som pukker på »renheden«, er alligevel for magelig til at kaste handsker, da det kommer til stykket. Stykkets »Amazone«, den kompromisløse kvindesagskvinde, er den eneste helstøbte type, men så meget desto mere latterlig i sin snerpethed og bornerte overbevisning om egen »renhed« og fortræffelighed. Og stykkets unge pige – ja, hun er ligeglad med alle fraserne, bare hun bliver gift med den mand, hun har lyst til, selv om hans fortid er lidt »plettet«.
Emma Gads komik punkterede ofte den selvhøjtidelige retorik. Her i Et Sølvbryllup, 1890:
»Frøken Møller: Se paa de fordærvede Sæder!
Pastor Mathiesen: Og se paa Naturvidenskabens nedbrydende Læresætninger!
Frøken Knudsgaard: Og se paa den nye frivole Literatur, der kun gaar ud paa at vække de slette Tilbøjeligheder.
Dr. Fransen: Er De vis paa det? Kender De den?
Frøken Knudsgaard: Nej, det manglede bare.
Frøken Møller: Men saa meget ved vi, at den lægger an paa at slappe Moralen.
Dr. Fransen (gnaven): Kan vi nu ikke være fri for at snakke om Moral?
Fru Selby: Ja, vi ved nok, Hr. Doktor, at De, med Deres materialistiske Anskuelser, lader haant om det, der er uplettet og rent.
Selby: Da har han dog skænket Byen en Badeanstalt«.
Laura Kielers og Emma Gads to skuespil og den blæst, der stod om dem, giver et indtryk af de modstridende kræfter, som rørte sig i den litterære kvindeoffentlighed i slutningen af 1880’erne. På den ene side Laura Kielers patos og romantiske fordring på helhed. På den anden side Emma Gads underfundighed, hvor personerne snakker med to tunger, hvor motiverne er spegede, og hvor idealerne til syvende og sidst viger for realiteterne. Og realiteterne var, at kvinderne ikke havde materiel basis for at praktisere hverken handskemoral eller frisind i større målestok. »Bag Ægteskabets Skærmbrædt findes indtil videre Kvindens sande Frihed«, lader hun i et senere stykke – Rørt Vande fra 1895 – moralen lyde.
Kampen om kvindeligheden gav genlyd i den debat, som Mænd af Ære udløste. I Hvad vi vil afviste Louise Nørlund stykkets heltinde, der bukker under ved »det første Pust af Verdens Opfattelse af hendes Dyd« og efterlyste et andet kvindebillede – »den dristige Kvinde, der vil noget og vover noget for, hvad hun vil«. Det gav straks anledning til et modindlæg: »Det er oprørende og meningsløst, at en Kvinde kan fremkomme med slige Udtalelser og i den Grad være uden Forstaaelse af en virkelig Kvindesjæls dybeste Følelser«. Louise Nørlunds svar herpå udtrykker samme realisme, som ligger bag Emma Gads latterliggørelse af handskehysteriet:
»Thi, hvor grænseløs en Lidelse det end kan være at se sig skuffet i et Kærlighedsforhold, saa bør Livet dog virkelig ikke derfor have ‘tabt al sin Tiltrækning’. Har man den Livsanskuelse, ‘saa har man ikke mere at tale med om’ i Arbejdet for Kvindernes Selvstændighed og Frigørelse fra Mandens Formynderskab; thi da behøver man Formynder. Det bør ikke være ‘En Kvindes dyreste Eje’ at vide sig sikker i sit Kærlighedsforhold til Manden. Livet har andre Formaal end at elske og elskes! Livet har et Arbejde, og vil Kvinden være med i dette Arbejde, bør hun hærde sig mod Skuffelser og ikke klynkende ‘knække over’, selv om Livets Storme naar hendes ‘dybeste’ Følelser. Kan hun ikke dette, da har de Ret, der kun tillægger Kvinden ‘æsthetisk’ Værdi i Livet«.
Disse »andre Formaal« anskueliggøres i Emma Gads lystspil gennem et kosteligt galleri af bipersoner – arbejdende kvinder som syjomfruen i Et Sølvbryllup, der ligesom de andre er en komisk figur, men samtidig en figur, der har en vis værdighed, fordi hun har noget at have sin selvrespekt i: sin faglige dygtighed!
Faglighed over for kvindelighed – det var denne spænding, der i 1888 sprængte Dansk Kvindesamfund. Anledningen var Elisabeth Grundtvigs foredrag året før, »Nutidens sædelige Lighedskrav«, hvor hun krævede samme renhed af mænd som af kvinder. Det udløste en ekstraordinær generalforsamling, hvor en dagsorden underskrevet af 21 kvinder foreslog, at Dansk
Kvindesamfund skulle lade debatten om sædeligheden falde og i stedet rette sine bestræbelser mod praktiske opgaver. Dagsordenen blev forkastet med en overvældende majoritet. Da medlemmerne af Dansk Kvindesamfund samtidig ikke kunne blive enige om at indføje kravet om kvindevalgretten i formålsparagraffen, men landede på en formulering om forbedring i stedet for ligeberettigelse inden for »Familien, Samfundet og Staten« – ja, så meldte et stort antal kvinder sig ud. Flere tilsluttede sig Kvindelig Fremskridtsforening, der fra 1888 fik sit eget blad: Hvad vi vil. Af manchetten »Organ for Kvindesagen, Fredssagen, Arbejdersagen« fremgår det, at foreningens sigte gik langt videre end Dansk Kvindesamfunds, men det fremgår også, at det fælles grundlag var meget løst. Johanne Meyer, som ledede foreningen i det meste af dens levetid, var af udtalt socialdemokratisk observans, mens en række af de kvinder, der havde rod i Dansk Kvindesamfund, må betegnes som kulturradikale uden partipolitisk tilknytning. De interne spændinger førte da allerede i 1889 til endnu en kvindeorganisation: Kvindevalgretsforeningen.
Massi Bruhn var tilknyttet Kvindelig Fremskridtsforening og anslog i foreningens blad, Hvad vi vil, en pragmatisk linje. Maj 1889 skrev hun: »Vil Kvinden søge at naa frem til Ligestilling med Manden i Familien og Staten, maa hun uden smaalige Partihensyn lære, at arbejde sammen med de Mennesker, der er frisindede og humane nok til at ville hjælpe hende til Opnaaelsen af de Formaal, der kan betrygge hendes Stilling og give hende fuld Menneskeret i det Samfund, hun lever og virker i«.
Det var til dels de samme kvinder, der figurerede i medlemsskare og ledelse i de forskellige foreninger. Dobbeltorganiseringen vidner om de interessekonflikter, der selvfølgelig måtte findes i en bevægelse, der primært havde kønnet som fællesnævner. En åben konflikt udbrød i 1893, da forfatteren Erna Juel-Hansen gik til angreb på Kvindelig Fremskridtsforening. Hun var en af dem, der havde meldt sig ud af Dansk Kvindesamfund i 1887 og været med til at danne Kvindevalgretsforeningen. Nu tog hun hul på de kultursammenstød, som vitterlig pågik i kvindebevægelsen:
»Thi naar det siges om Kvinderne, at de er politisk umodne, parlamentarisk uudviklede, og at Flertallet lever i tyk politisk Uvidenhed, maa vi ligesom ved Logiken mælde os skyldige … for Øjeblikket findes her ikke i Landet hverken nogen kvindelig Redaktør eller Journalist dygtig nok til at gøre et Blad læseligt. Det har ‘Hvad vi vil’ til fulde bevist. Det er altid baade uklogt og flovt at slaa i Bordet og sige: ‘Vi vil’, naar man slet ikke har Magt til at sætte sin Vilje igennem.
Bladet har ikke formået andet end at give kvinderne et Øgenavn, et Skældsord: ‘Hvad vi vil-Kvinderne’! … Skriv, men skriv godt. Agiter, men ikke med Ord alene, nej! ved at blive dygtige, vise, hvad vi duer til, hvad vi kan«.
Erna Juel-Hansen talte »i Kvindesagens Interesse«, men det gjorde de protester, som hendes foredrag udløste, også. Det skabte splid, men det viste samtidig, at kvindesagen var ved at være socialt »moden«. Ikke mere et spørgsmål om sædelig dydighed, men et spørgsmål om duelig dydighed.
Mænd af Ære og Et Sølvbryllup markerer forskellige litterære gennemlysninger af denne meget spegede og uigennemsigtige kvindeoffentlighed. Som værkerne anlægger en henholdsvis romantisk og realistisk synsvinkel, repræsenterer de to forfattere vidt forskellige former for kvindeliv under det moderne gennembrud.
Laura Kieler (1849-1932) var en af de kvinder, der gik i dialog med Ibsen. Med romanen Brands Døtre, 1869, indskrev hun sig tidligt i den kritiske idealisme. Hun var norsk født og dansk gift og oplevede på sin egen krop det moderne skisma mellem romantik og realisme. Selv forfatter til samtidsromaner og skildringer af lappisk folkeliv blev hun ligesom heltinden i Mænd af Ære gjort til et godt stof gennem et mandligt kunstnerblik. Hun udgjorde nemlig den levende model bag Ibsens Nora i Et Dukkehjem fra 1879. Men hvor Nora gik ud og satte gang i hele den offentlige diskussion, så gik virkelighedens Laura Kieler ned på sin ægteskabstragedie. I en periode måtte hun gemme sig med sin ideale fordring i en galeanstalt.
Det forklarer den patetiske, næsten maniske tone i Mænd af Ære. Laura Kieler stikker så dybt i den romantiske kvindelighed og er så tæt på sit stof, at hun har svært ved at opnå en distance til det. Svært ved at skelne mellem »æsthetisk Værdi« og realitet. Som en konsekvens af, at virkeligheden ikke lod sig leve ideelt, trak Laura Kieler sig i sit senere forfatterskab helt ud af samtidsdebatten. Fra århundredskiftet skrev hun overvejende hjemstavnsskildringer og historiske romaner.
Emma Gad (1852-1921) danner ikke bare modstykke til Laura Kieler, men udgør en enestående undtagelse blandt det moderne gennembruds forfattere. Hun var den eneste kvindelige dramatiker, der slog rigtig igennem. I perioden mellem 1886 og 1916 skrev hun over 20 skuespil, hvoraf mange blev opført med succes. Runden af gode kår og godt gift var Emma Gad også privat en succesrig, moderne kvinde. Hendes hjem var mødested for alle Københavns kulturelle notabiliteter, og ligesom hun her kunne bringe de forskelligste standpunkter på selskabelig fællesnævner omkring et veldækket bord, bragte hun de mest brændende emner på scenen og lod latteren forsone modsætningerne. Gennem smarte intriger og en veldrejet, vittig replikkunst, der afslører, men samtidig afbøjer fra det farlige i emnet, kaster Emma Gad et kritisk – og komisk – lys over borgerskabets hverdagsliv. Ved hele tiden at spille planerne ud mod hinanden – de velklingende fraser over for de gustne motiver bliver enhver form for opskruet selvhøjtidelighed, enhver form for frelseslære gjort til grin.
Emma Gad inviterede via små, charmerende billetter, der spillede på det intime kendskab til den enkelte. Til den kvindekære Georg Brandes: »Jeg tror, det bliver yndigt – flagrende Ungmøer til brusende Valsetoner – og mange smukke Tilskuerinder«. Til den stærktlevende Peter Nansen: »Wied kommer her i Morgen Lørdag til Frokost kl. 12. Kan De ikke ogsaa komme og nyde det Stykke Sild og den opstrammende Snaps, som Nattens Karnevalsglæder sikkert nødvendiggør?« Til den menneskesky Amalie Skram: »Kom, saa er De rar! Skulde der imidlertid den Aften være for mange Mennesker – omkring 50 – saa vid, at han kommer hos os Torsdag den 27. kl. 8 Aften for at øve sig sammen med Fru Orpheline Olsen og en ung Violinist Knud Pontoppidan – ellers ingen – Alexandra skal til Oplæsning«.
Emma Gads dramatik repræsenterer både en videreførelse og et brud med det naturalistiske dagligstuedrama. Stoffet og de ydre rammer er bibeholdt, men hvor det naturalistiske drama bevægede sig mod det mere og mere stemningsmalende, så bevæger Emma Gad sig mod farcen. Dels fordi hun er realist og bruger humoren til som kvindelig forfatter at holde sig det uoverkommelige i moderniteten på afstand, dels fordi hun er mediebevidst:
»Af Frygt for at synes ufine og lægge an paa den stærke sceniske Effekt, der populært kaldes det Spændende, bliver nordiske Forfattere mere og mere ængstelige for at benytte de kraftigt malende Situationer, som gør det utvivlsomt lettere for Skuespillerne at skabe de Ydelser, der ikke glemmes«.
I modsætning til Laura Kieler er hun helt på det rene med, at det er fiktion, hun skaber, og at formen betinges af de materialer – scenerummet, skuespillerne, publikums tilstedeværelse – som er til rådighed inden for kunstarten. Hun gør netop, som Erna Juel-Hansen eftersøgte det, dueligheden til en dyd.
At blive gal af det eller grine ad det – det var yderpunkterne i de mange forskellige måder, som klimaet under sædelighedsfejden kunne »overkommes« på. Alvoren og selvhøjtideligheden var nødvendige forståelsesformer i den kamp, som kvindeforeningerne skulle føre for at få indflydelse, ligesom idealerne nødvendigvis måtte medføre en vis ensretning. Noget – alt det dunkle og uafklarede – måtte skæres fra, hvis man skulle være slagkraftig. Det førte så til de kraftige sammenstød mellem frisind og handsker, mellem moderate valgretskvinder og kompromisløse.