Voksede op i Göteborg og senere Kristianstad. Som 14-årig sendte hun digte til kritikeren og forfatteren Artur Lundkvist, som sammen med Harry Martinson og Edith Södergran introducerede hende til modernismen. Efter gymnasiet vendte hun tilbage til Göteborg og universitetsstudier, men de kunstneriske interesser tog føringen. 1949 giftede hun sig med kunstneren Ulf Trotzig og blev inddraget i det livfulde miljø på kunstskolen Valand. Samtidskunsten blev senere et af hendes emner som essayist. Fra 1954 var familien bosat først i Italien, siden i Frankrig, og Birgitta Trotzig konverterede på dette tidspunkt til katolicismen. Udlandsårene betød udvidet kontakt med den europæiske modernisme og med modstanden mod Algier-krigen. Da familien i 1969 vendte tilbage til Sverige, var hun mor til tre børn, et fjerde fødtes i Sverige.
Hun arbejdede som kulturskribent på Sydsvenska Dagbladet og senere Aftonbladet. Kritikerbanen havde hun indledt omtrent samtidig med, at hun som 21-årig debuterede med Ur de älskandes liv, 1951, en poetisk, fragmentarisk fortælling om tre unge kvinder. Efter prosadigtsamlingen Bilder, 1954, fik hun sit litterære gennembrud med fortællingen De utsatta, 1957, efterfulgt af den prosapoetiske dagbog Ett landskap, 1959, og En berättelse från kusten, 1961 (En berettelse fra kysten, 1962). Fortællingen Sveket, 1966 (Svig, 1968), og den prosalyriske Ordgränser, 1968, er begge præget af en søgen efter levende ord i en mørkets tid.
I hendes kulturkritik findes der et politisk engagement og et krav om retten til at skabe uden at være bundet af ideologier samt en forestilling om et kunstnerisk sprog som et muligt modsprog til magtens sprog som i essaysamlingen Jaget och världen fra 1977. I 1972 udgav hun den meget omtalte fortælling Sjukdomen fulgt af prosasamlingerne I kejsarens tid, 1975, og Berättelser, 1977. I Anima, 1982, dominerer det lyriske fragment, mens Dykungens dotter, 1985 (Dyndkongens datter, 1990), er en stor fortælling om menneskeskæbner. I Porträtt, 1993, havde hun samlet litterære essays fra »katastrofernes århundrede«. Med Sammanhang. Material, 1996, vendte hun tilbage til prosalyrikken. I 1998 udkom Dubbelheten. 3 sagor. Med et sprog beriget af legende og lovsang gav Birgitta Trotzig stemme til det udsatte, plagede menneske. Hun modtog en række litterære priser og blev oversat til flere sprog. Hun var medlem af Samfundet De Nio og blev i 1993 valgt ind i Svenska Akademien.
Opdateret af redaktionen 2011:
Efter at ovenstående biografi blev publiceret i Nordisk Kvindelitteraturhistorie skrev Birgitta Trotzig ikke flere bøger. I den lange række af priser, hun modtog, var de seneste Övralidspriset 1997, Ivar Lo-Johanssons personliga pris 2000, Litteris et Artibus 2004 og Sveriges Radios Lyrikpris 2007.
Udvalgt litteratur om forfatteren
Eva Adolfsson: I gränsland. Essäer om kvinnliga författarskap, 1991
Pär-Yngve Andersson: Överskridandets strategier: lyrisk romankonst och dess uttryck hos Rosendahl, Trotzig och Lillpers, 2004
Krzysztof Bak: Den intersubjektiva synden i Birgitta Trotzigs Dykungens dotter, 2005
Christina Bergil: Mörkrets motbilder. Tematik och narration i fem verk av Birgitta Trotzig, 1995
Carin Franzén: För en litteraturens etik: en studie i Birgitta Trotzigs och Katarina Frostensons författarskap, 2007
Ulf Olsson: I det lysande mörkret. En låsning av Birgitta Trotzigs De utsatta, 1988
Mattias Pirholt: Ett språk, ett spår: en studie i Birgitta Trotzigs författarskap, 2005
Anders Tyrberg: Anrop och ansvar: berättarkonst och etik hos Lars Ahlin, Göran Tunström, Birgitta Trotzig, Torgny Lindgren, 2002
