Omkring år 1800 blomstrer salonkulturen i de dansk-tyske aristokratiske miljøer i Danmark og delstaten Slesvig-Holsten, men kun i enkelte tilfælde er der tale om saloner med en mere vidtrækkende betydning som sin tids »kulturcentre«.
Set i en skandinavisk sammenhæng er den mest interessante af dem Charlotte Schimmelmanns (1757-1816) europæisk kendte og besøgte salon. Om vinteren blev salonen holdt i det Schimmelmannske palæ i Bredgade i København og om sommeren på landstedet Sølyst i Nordsjælland. Som hustru til Ernst Schimmelmann, Danmarks finans- og i en periode også statsminister under Bernstorfferne, holdt Charlotte Schimmelmann en omfattende, repræsentativ selskabelighed. Men hun sørgede samtidig altid for at have en kreds af lærde og kunstnere samlet omkring sig for at gøre kunstneriske indslag som musiceren, oplæsning og dramatisering til selskabelighedens højdepunkt. Oehlenschläger og Baggesen grundlagde deres digteriske løbebane på Sølyst. Her mødte de et europæisk orienteret publikum og modtog også pekuniær støtte.
Det Schimmelmannske palæ blev bygget af C. A. Berckentin 1751 og i 1761 købt af C. H. Schimmelmann, Ernst Schimmelmanns far. Palæet indgik som en del af »Frederiksstaden«, den bydel omkring Amalienborg, som Frederik V lod bygge. Bydelen van tænkt som et arkitektonisk udtryk for borgernes nye København, men den blev med sine palæer for byens stands- og pengearistokrati mere et monument over den oplyste enevældes aristokratiske baggrund. Her lå også det Bernstorffske palæ og Moltkes palæ, som i 1796 blev overtaget af C. Brun.
Ved at samle hof, adel, diplomati og den højere embedsstand i sin salon placerede Charlotte Schimmelmann sig i fokus af tidens politiske begivenheder og som centrum for dens politiske aktører. Det fremgår da også af hendes brevkorrespondancer, delvist offentliggjort i Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds 1770-1827, at det var en rolle, som hun elskede, og som hun af og til benyttede sig af – til stor fortrydelse for sin samtid. Sit ry som salonværtinde vandt hun imidlertid som »skønånd«, belæst og velorienteret i de nye, europæiske strømninger inden for videnskaben, filosofien og litteraturen, og som drivkraften bag sin mands mæcenvirksomhed. Som salonværtinde byggede hun bro mellem det centrale Europa og det provinsielle Danmark, mellem storpolitikken og åndslivet.
Charlotte Schimmelmann gjorde sin salon til det glansfulde udtryk for den aristokratiske humanisme, som kendetegnede de mest fremsynede dele af det dansk-tyske stands- og åndsaristokrati, og som af Bernstorfferne, brødrene Reventlow og Ernst Schimmelmann blev omsat til en tidlig, aristokratisk liberalisme i et reformorienteret styre (bondereformerne) bag den unge kronprins Frederik (VI). Med den intime sammenhæng mellem Charlotte Schimmelmanns kulturelle og Ernst Schimmelmanns politiske virke, mellem salonens æstetiske og politiske liv, måtte den imidlertid også følge reformstyrets op- og nedtur og Ernst Schimmelmanns politiske karriere.
I begyndelsen havde Charlotte og Ernst Schimmelmann et usædvanligt fællesskab. Kosmopolitiske i indstilling og optaget af oplysningstanken læste de sammen den nye filosofi (Immanuel Kant, Johann Gottlieb Fichte, John Locke), den følsomme litteratur (Friedrich Gottlieb Klopstock, Laurence Sterne, Edward Young), de tyske præromantikere (Johann Gottfried Herder, den unge Schiller og den unge Goethe), men først og fremmest Rousseau. De mødtes med de øvrige unge i kredsen omkring familierne Schimmelmann, Reventlow, Bernstorff og Stolberg i et forsøg på at omsætte den nye tidsånd til levet liv i deres slægt- og venskaber og i en dyrkelse af naturen.
Samværet i denne adelige ungdomskreds udgjorde sjælen i Charlotte Schimmelmanns salon, men snart blev salonens deltagere opslugt af hver deres. Reventlowerne af driften og udstykningen af deres godser, Brahetrolleborg og Christianssæde, og opbygningen af en folkelig oplysnings- og skolevirksomhed for de nu selvejende bønder – og Sybille og Sophie Reventlow af deres stadig større børneflok. Også Charlotte og Ernst Schimmelmann blev mere optaget af hver sit »embede«.
Salonen blev nu i højere grad standsmæssigt opbygget og bredere, men også mere tilfældigt sammensat. Mens de repræsentative pligter og de stive anstandsregler dominerede selskabeligheden i palæet om vinteren, så var der friere rammer på Sølyst om sommeren. Ofte samlede Charlotte Schimmelmann dog også her over hundrede gæster, der repræsenterede det meste af Europa og også gerne rummede islæt fra andre verdensdele, til en »grand petit diner« med efterfølgende bal og kunstnerisk underholdning. Før midnat indbød Charlotte Schimmelmann særligt udvalgte gæster til te i sit private kabinet. Først på dette tidspunkt og i dette inderste rum blev der holdt en egentlig litterær salon, hvor der blev læst op af såvel den klassiske som den nyere og endnu ikke offentliggjorte litteratur.
I det sidste tiår var den Schimmelmannske salon kun en afglans af sig selv. Charlotte Schimmelmann blev stadig mere sygelig og selv af sine veninder stemplet som excentrisk. Måske overskred hun sin tids og sit miljøs normer ved at insistere på en status som skønånd i sin »Laterna Magica« i stedet for at hellige sig sin rolle som hustru for den stadig mere uheldsramte og forfulgte ægtemand. Efter Danmarks uheldige alliance med Napoleon, som Charlotte Schimmelmann for sent og forgæves fik sin mand til at modarbejde, og den økonomiske politiks fallit, som resulterede i statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814, havde Ernst Schimmelmann og det aristokratiske styre endeligt udspillet sin rolle. Og Charlotte Schimmelmanns salon mistede derved også sin livsnerve. Hun havde selv håbet, at hun gennem plejedatteren Louison kunne tilføre salonen nyt liv, som Friederike Brun gjorde det med sin samtidige salon på Sophienholm gennem sin talentfulde datter Ida. Men plejedatteren hverken kunne eller ville påtage sig den mødrene arv – tiden var løbet fra det aristokratiske salonliv, og salonen fik en anden karakter i de borgerlige miljøer.
De øvrige aristokratiske saloner var overvejende tysk orienterede. Det gjaldt Louise Stolbergs (1746-1824) på Tremsbüttel, og det gjaldt Julie Reventlows (1763-1816) på Emkendorf. Louise Stolberg var kredsens »store, gamle dame«; hendes breve blev sendt rundt som fælles tankestof til indføring i den nyeste filosofi og litteratur i Europa. Julie Reventlow, med tilnavnet »passionsblomsten«, var derimod især optaget af 1700-tallets følsomme litteratur og dens religiøse udløbere. Med tiden blev hun en decideret modstander af den religiøse rationalisme, den rationalistiske oplysning og reformstyret i København, mens Louise Stolberg længere og mere indædt end den øvrige kreds forsvarede den franske revolutions friheds- og lighedsidealer.
Ved menneskerettighedernes erklæring i Paris skrev Louise Stolberg til broderen J. L. Reventlow i 1790: »Menneskets adel, den sande adel, kan ikke være et monopol, kan ikke være arvelig«.
Mellem krønike og bekendelse –
de Reventlowske brevsamlinger
Charlotte Schimmelmann førte en omfattende korrespondance, primært med venner og slægtninge i det politisk og kulturelt toneangivende, aristokratiske miljø, som delvist er gjort tilgængelig i Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds 1770-1827. Heri kan man følge det stor- og lokalpolitiske spil bag kulisserne såvel som det selskabelige og daglige liv på godserne og i palæerne. Som læser får man også et indblik i, hvad der blev læst og diskuteret, og man får en fornemmelse af, at brevet var af afgørende betydning for den kulturelle udveksling mellem de geografisk set spredte dele af kredsen og for etableringen af en fælles kulturel, europæisk horisont i den aristokratiske oplysningshumanismes ånd. Især Louise Stolbergs breve blev sendt rundt som åndelige klenodier, der styrkede følelsen af en fælles kulturel mission. Den tyske digter Goethe har sagt om dem, at der heri står skrevet en familie- og verdenskrønike. I denne karakteristik ligger, at slægten og klassen er det sted, hvorfra verden ses, men at man samtidig åbner sig både udad mod det almene og historiske og indad mod det fortolkende subjekt. De aristokratiske familiekorrespondancer er altså hverken familiedokumenter eller litterærthistoriske værker, hverken private eller offentlige, intime eller formelle – de er netop en blandings- og brydningsgenre.
De mest kontinuerlige brevvekslinger blev ført mellem kredsens kvinder, som var forbundet af et net af slægts- og venskabsbånd og derfor alle enten blods- eller valgbeslægtede søstre. Charlotte Schimmelmann havde f.eks. et sådan brevforhold til Sybille Reventlow, den rigtige søster, og Louise Stolberg, den »valgte« søster. I ungdomsbrevene til Louise Stolberg kommer hun tættest på den »naturlige« brevstil, som hun tilstræbte. Her blotlægges den unge kvindes følelsesliv på tærsklen mellem ungpigetilværelsen og ægteskabet i en tid og et miljø, hvor kærlighedsægteskabet og et dertil svarende nyt kvindeideal var ved at bryde igennem.
Den eneste udførlige behandling af den aristokratiske salon og de aristokratiske kvinders indbyrdes brevvekslinger findes hos Vilhelm Andersen i Illustreret Dansk Litteraturhistorie. Som disse adelsfamiliers biograf, L. Bobé, fremhæver han især Charlotte Schimmelmanns (ungdoms)breve til den ældre veninde Louise Stolberg for »de mange levende Smaatræk« fra miljøet og det politiske liv.
Charlottes og Ernst Schimmelmanns forlovelse kan følges i breve fra både hende og ham og desuden i andre breve mellem kredsens medlemmer. Forlovelsen blev ikke anset for et helt passende parti for Schimmelmann, som følte sig foranlediget til at forsvare det ved at fremhæve sin udvalgtes ideelle kvindelige træk og åndelige kvaliteter. Også Charlottes mor greb ind gennem en ivrig korrespondance, hvori hun understregede, at de unge på harmonisk vis supplerede hinanden som ideelle udtryk for deres respektive køn og med fælles litterære interesser. I dagene op til forlovelsen udvekslede de, ifølge moderen, Rousseaus breve, som de om aftenen hviskende diskuterede i et sofahjørne.
Det er da netop også hos Rousseau, at tanken om det moderne kærlighedsægteskab, byggende på de komplementære kønsroller og et åndeligt interessefællesskab, udvikles. I opdragelses-skriftet Émile fra 1762 definerer han i 5. bog om kvinden, »Sophie«, kvindeligheden gennem pligten til at »behage« og tilbøjeligheden til »koketteri«. Han ser heri et ideelt modspil til det maskuline begær, som må sikres og udvikles gennem en moralsk og æstetisk opdragelse, der lærer pigen at omsætte passionen til indre følelse og at fremtræde med æstetisk sans. Kvindens alternativ til mandens »frihed« bliver hos Rousseau den åndelige og legemlige »skønhed«, hvorigennem hun kan opnå magt ikke bare over sig selv, men også over manden.
Af de efterladte papirer har L. Bobé gengivet Louise Stolbergs eneste selvstændige litterære forsøg Emil: Ein Drama in drei Aufzügen fra 1782. Dramaet bygger på et efterladt brevfragment af Rousseau, hvori han skitserer en fortsættelse af det litterære opdragelsesskrift Émile fra 1762.
I Charlottes og Ernst Schimmelmanns breve fra forlovelsestiden kan man følge optakten næsten fra time til time som et spil mellem et feminint koketteri og et maskulint galanteri, som når hun i et brev til Louise Stolberg den 20.10.1781 skriver: »Mit Hjerte havde kun en liden Vei at gaa for at forstaa hans Hjertes Sprog. O! hvor jeg er lykkelig! – Og dog maa jeg fortælle Dig, – jeg maa unde mig selv denne Triumf: – jeg behandlede ham i Kjøbenhavn med et Forbehold, en Kulde, der næsten fik hans Hjerte til at briste; jeg lod, som om jeg ikke forstod ham. Hvad der fra første Øieblik rørte mig, var ikke Mistillid til ham, men til mig selv«.
Et vigtigt tema i dette og andre breve er, at Schimmelmann forekommer hende umådelig »interessant« på grund af sin dybe sorg over den første, nyligt afdøde hustru Emilie. Til hendes ære lod han »Emiliekilden« med det evigt grædende øje opføre i en skrænt på Sølyst. Hun, der – mens hun levede – var en næsten ulegemlig, æterisk skønhed, blev efter sin død dyrket af kredsen som et symbol på den ideelle kvindeskikkelse. Og som sådan blev hun ofte holdt frem for sin unge efterfølger. Dette har fået et på én gang helstøbt og bristefærdigt udtryk i et brev til Louise Stolberg fra den tidlige ægteskabsperiode.
Brevet er læst med nutidens gehør et helt lille erotisk drama, der med stigende intensitet arbejder sig frem mod højdepunktet. Derfor bliver det, der venter, også et antiklimaks – skyggen af Emilie.
»Jeg har atter tilbragt sex lykkelige Dage i Hellebæk med min Ven; i ublandet Glæde have vi nydt Omgivelserne, og hver Dag var betegnet med en ny Lykke. Vi hengav os fuldstændig til Naturen og til os selv; det forekom mig, at denne liflige Ensomhed aldrig skulde tage Ende for os. Vi have tilbragt en hel Dag paa Kullen, en Dag, som jeg aldrig vil forglemme. Veiret var saa smukt som muligt og begunstigede vor lille Reise. Seiladsen i Morgenstunden var ligesaa behagelig som heldig, og vi passerede i vor lille, beskedne Baad en russisk Flaade, som fra Dagen tilforn havde ligget til Ankers udfor Hellebæk. De majestætiske Skibe udfoldede netop deres Seil til Afreisen, som om ogsaa dette Skue var gjort for os. Vi gik i Land ved en lille svensk Landsby, halvanden Mil fra Kullen. Vi stege til Vogns. Ernst og jeg holdt hinanden fast i Armene for ikke at blive slyngede ud. Ernst havde holdt mig i Uvidenhed om Alt, hvad der ventede os paa denne henrivende Vei for at unde mig Overra skelsen. I en nydelig lille Hytte tæt ved Bjærgene spiste vi til Middag. Paa vor Vei til Klipperne var Fyrmesteren vor eneste Fører; han lod os stige helt op til Toppen af dem. Denne storartede Natur! Havet var næsten fuldstændig roligt; Bølgerne skvulpede blidt om Klippernes Fod og dannede en Modsætning til Stenmassernes mægtige Takker. Vi fandt Emilias Navn næsten helt bevaret, indristet paa hendes Klippe; dette opfyldte ganske min Sjæl og rørte mig mere, end jeg kan udtale. E M og det sidste A ere fuldstændig bevarede. Paa Hjemturen var Maanen vor tro Fører over Havet, og vi kom tilbage til Hellebæk efter Midnat, meget tilfredse med en skøn Dag«. (Charlotte Schimmelmann i brev fra 1784 til veninden Louise Stolberg).
Men hvad følte den unge hustru? Når vi i dag skal forsøge at forstå brevets »bekendelse«, så er udtryk som »min ven« og »hjertets sprog« vigtige, idet de angiver en anden form for passion end den, vi ville kalde erotisk. Også i formen er brevet førmoderne ved at være et stilistisk meget bevidst forsøg med den naturlige brevstil, uden at den dog er, hvad vi i dag forstår ved fri eller subjektiv.
Kærligheds- og ægteskabsopfattelsen i de Reventlowske brevsamlinger er tæt forbundet med venskabsbegrebet. Allerede Ernst Schimmelmanns brevveksling med ungdomsvennen August Hennings i 1770’erne, udgivet som En Brevvexling fra Struensee-Tiden, er et vidnesbyrd om et tidligt romantisk venskabsforhold, besværget i højstemte, »sentimentale« toner. Det er samme stemning, som præger brevforholdene i den Reventlowske kreds, især mellem nære slægtninge som søstre og brødre, f.eks. mellem Julie Reventlow og Ernst Schimmelmann og mellem Louise Stolberg og J. L. Reventlow. Også mellem dem herskede der et »inderligt«, »sjælsforbundet« forhold, som udtrykte sig i en brevstil, der giver den moderne læser associationer til kærlighedsbrevet.
I de senere breve er den følelsesladede brevstil nedtonet – eller rettere, så er der i dem en mærkbar forskel mellem en maskulin og en feminin udtryksform. For mændene ser der ud til at have været tale om en ungdoms- og bejlerkultur, om ekvilibristiske stiløvelser udi den nye følsomhed og inderlighed, som overstås i takt med stigende forpligtelser over for slægten, klassen og staten. Hos kvinderne derimod spores i takt med den øgede distance til ægtemanden og opløsningen af ungdomskulturen en yderligere forskydning af skriveenergien til de intense brevvenindeskaber. Dog bliver det samtidig tydeligt, at også de aristokratiske kvinder valgte forskellige veje. Den børnerige provinsaristokrat Sophie Reventlow (1747-1822) identificerede sig med den form for skønhed, som lå i den nye familieidyl og moderskabsutopi, og som kan følges i En dansk Statsmands Hjem omkring Aar 1800 og i Vore opblomstrende Børn. Det samme gjorde Sybille Reventlow (1753-1828), idet hun samtidig engagerede sig i sin mands ideelle kamp for bondefrigørelsen og for skole- og oplysningssagen.
Som Reventlowerne i deres skoler var inspireret af pædagogen Basedows idéer om naturlig indlæring og et tillidsforhold mellem lærer og elev, så praktiserede både Sybille og Sophie Reventlow et familieliv med en mere intim omgang mellem ægtefællerne og mellem forældre og børn, jvf. Vore opblomstrende Børn
.
Charlotte Schimmelmann derimod, som forblev barnløs, og som befandt sig i centrum for tidens bevægelser i sin »Laterna Magica«, identificerede sig med en helt anden form for skønhed som koketterende skønånd, ligesom hun i sine brevkorrespondancer også søgte ud over slægtens grænser. Hun havde bl.a. et mangeårigt brevvenskab med Schillers hustru, Charlotte Schiller, delvis offentliggjort i Charlotte von Schiller und ihre Freunde. Om mulighederne og begrænsningerne i Charlotte Schimmelmanns valg vidner på den ene side hendes virke i salonen og som mæcen og på den anden side hendes tiltagende nervøse lidelser og isolation i kredsen som en kvinde, der var trådt ud over sit miljøs ramme.
Charlotte Schimmelmann var drivkraften bag sin mands officielle virke som mæcen, bl. a. i fonden Ad Usus Publicos og i Videnskabernes Selskab, ligesom hun stod bag hans uformelle mæcenvirksomhed for både tyske og danske digtere, heriblandt Schiller, Baggesen og Oehlenschläger.