Omkring 2000 debuterer en ny generation af kvindelige nordiske forfattere, hvis signatur er performativ eksperimentering ofte tilsat humor og ironi.Forfatterne skriver videre på en kønsbevidst litterær tradition og henter bl.a. deres inspiration fra samtidens kønsteoretikere som fx Sara Ahmed og Judith Butler. Generationens toneangivende stemmer er Christina Hagen, Kristina Nya Glaffey, Mara Lee og Trude Marstein.
Tag: Vold mod kvinder
Sofi Oksanen er en litterær sensation. Født 1977 i Finland, med en finsk far og en estisk mor, skriver hun på finsk, men kalder sig finsk-estisk forfatter. Hun er erklæret feminist og har i den offentlige debat udtalt sig imod mænds vold mod kvinder og Putin-vældet i Rusland. Hun er internationalt berømt, oversat til omkring fyrre sprog og modtager af en lang række priser, ofte som den yngste forfatter nogensinde (Finlandiaprisen og Nordisk Råds litteraturpris 2008, Svenska Akademiens nordiske pris 2013).
Romanen Uke 43, (2002; Uge 43, 2003) er et eksempel på en central tematik i Hanne Ørstaviks forfatterskab. Bogen handler om Solveig, der har et vikariat som litteraturlærer på en højskole i Norge. Hendes ældre kollega og forbillede er Hilde, som hun beundrer, og hvis anerkendelse hun søger. Solveig identificerer sig meget med Hilde, og hun forsøger at gennemføre sin undervisning med Hildes artikler som rettesnor. Efterhånden får hun dog mere og mere indtryk af, at Hilde har skiftet synspunkter, og Solveigs skuffelse vokser, indtil den kulminerer ved en fest hjemme hos Hilde. Et følelsesudbrud får hende til at miste kontrollen, og hun giver los for sin opdæmmede frustration over, at hendes illusioner er bristet.
Inge Eriksen, der lever i et stadigt opgør med 68-doktrinerne, er måske den danske forfatter og kulturpersonlighed, der mest konsekvent fører 1970’ernes verdensforståelse videre. Hun forstår verden politisk og har blandet sig i den danske og internationale debat, hvad enten den drejer sig om storpolitik, kultursyn eller science fiction-genrens muligheder. Hun er i al sin kritik forblevet forkæmperen for det hele liv. Hendes romaner bevæger sig mellem politikken, dramaet, æstetikken og lidenskaben.En anden dansk forfatter, Grete Roulund, har et skarpt blik på den vesterlandske kultur. Hendes hårdkogte stil, der gjorde kritikerne så forvirrede, at man diskuterede hendes køn, har rødder i 1970’ernes bevidsthed om krop og køn, men regiet er nyt. Tonen i hendes fortællinger er rå, men også sorthumoristisk. Teksterne er mindre interesserede i indfølingen end i den psykologi og etik, der kan studeres hos afstumpede og plagede mænd. Volden og brutaliteten står som sygdommen i en kultur, der i sin angst for de fremmede, det andet køn og for døden, må se sin egen undergang i øjnene.
Velfærdssamfundet set fra neden.
Under 2. Verdenskrig skete der en forskydning i motivet i kvinders litteratur. Barnet, der er udsat for meningsløs vold, kommer i fokus, og 30’ernes mere erotiske betoning af moderkroppen træder i baggrunden. Det er, som om tiden nu er moden til at virkeliggøre den samfundsmoderlighed, som Fredrika Bremer og Ellen Key havde beskrevet som kvindernes bidrag til civilisationen, men med den vigtige forskel at tyngdepunktet forskydes fra kvindens egen tale til barnets.Fokuseringen på barnet – og dermed på mødrenes samfundsansvar – er de skrivende kvinders sidste forsøg i moderne tid på at lancere en ny etik for menneskelige relationer og formulere en politisk utopi for et fredeligt samfund. Og det sker over en bred front, om end i mange litterære varianter, og klinger ikke af før i 1960’erne, da moderskabet mister sit revolutionære potentiale ved at problematiseres som magt alternativt afmagt. Da kommer kvinden i litteraturen til i forhold til manden at indtage det magtesløse barns position. Og den kæmpende mor reduceres til frustreret husmor.
Den islandske forfatter Ásta Sigurðardóttir havde en forkærlighed for selviscenesættelse, der fik hendes samtid til at tabe pusten. Alle hendes noveller spejler en splittelse mellem længslen efter normalitet, tryghed og borgerlig anerkendelse på den ene side og oprør, frihedstrang og en dybtgående forkastelse af borgerlige værdier på den anden.Hun elskede at agere, men ingen andre end hun selv skulle skrive hendes roller. Rejsen udgør et tilbagevendende motiv i hendes tekster, og hendes personer er alene både i fysisk og eksistentiel forstand. De senere tekster savner den intensitet, der prægede hendes første noveller. Stoltheden, selvhævdelsen, dronningens arrogance er borte. Blikket er sløvet, selvhadet dominerer. Der findes ikke længere noget, der er værd at iscenesætte.
I sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder) fra 1931 skildrede Karo(line) Espeseth en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige. Tydeligt blotlægger hun sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Og hun viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt perversion.Desværre kom debatten om romanen til at dreje sig mere om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald, end om de spørgsmål, Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Den hårde og uforstående kritik fik Karo Espeseth til at tie som digter. Først i 1983 – 50 år efter – brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter.
Den socialt bevidste forfatter Moa Martinson, »Folkehjemmets« enfant terrible, var i årtier på »goa Moa« med hele det svenske folk. I hendes forfatterskab er tre projekter vævet sammen: et seksuelt, et historisk og et psykologisk. Store dele kan læses som et dokument om den kvindelige bevidsthed i arbejderklassen i en socialt urolig periode, hvor arbejderbevægelsen voksede sig stærk, men også som en kvindepolitisk kritik af arbejderbevægelsens svigt over for dens egne kvinder.Som noget nyt i svensk litteratur blev moderkroppen det centrum, hendes stof organiseredes omkring. De fleste af hendes kvindeskikkelser er stærke, men spaltede. De er bundet til deres biologiske skæbne, men stræber som oftest efter at overskride den. Hun mødte modstand hos kritikerne for sine upolerede beskrivelser af kvinders kroppe og seksualitet, men netop fordi seksualiteten kom til at stå i forgrunden, lykkedes det hende at skildre kvindernes eksistentielle livsvilkår.
Efter at have frigjort sig fra Herman Bang-inspirationen og ægtemandens formynderskab fandt forfatterinden Karin Michaëlis den kombination af brev- og dagbogsroman, hun skulle udvikle til mesterskab. Den efterfølgende berømmelse gjorde hende til efterspurgt foredragsholder. Med 1. Verdenskrigs udbrud fik hun en sag, der kun kunne forløses journalistisk. Som reporter lagde hun ikke skjul på sin foragt for krigen og pegede på de enorme menneskelige omkostninger.Det var en forfatter, der nøje valgte sit billedsprog, og for en gangs skyld lod den patos, der ellers måtte styres i fiktionen, få frit løb. Hun manede myten om den gode mor i jorden. Og skildringerne af virkelighedens kvindeforkrøblinger og visionerne om børnene som løftestang for en ny verden blev bundet i den indignerede patos, der i forfatterskabets start var dets svaghed, men senere blev dets styrke.