I anledning af tildelingen af Montanas Litteraturpris 2015 til Christina Hagen for Boyfrind (2014) udtalte den ældre forfatterkollega og medlem af priskomitéen, Kirsten Thorup, at værket havde lighedstræk med tidens koncept- og performancekunst. Med dette henviste hun til, at Boyfrind med sit coffeetable format og sin genreblanding (af billede og tekst, fakta og fiktion mv.) udfordrer sin læser, der må finde nye måder at ”læse” på. Allerede omslaget indikerer en ukonventionel, nærmest pornografisk æstetik med det beskårne billede af en nøgen og fedladen mandlig underkrop med slap penis, henover hvilken titlen står skrevet med en lyserød, barnlig håndskrift på et uperfekt engelsk og med et rødt hjerte over i’et. En sådan æstetik kaldte et andet medlem af komitéen, kritikeren Tue Andersen Nexø, ”gurlesk” med et begreb, der er introduceret af den svenske forfatter og litterat Maria Margareta Österholm (2012). Begrebet er en sammentrækning af ”girl” (der hos 1990’ernes nyfeminister blev til ”grrl”) og ”burlesk” (af satyrspil: grovkornet/seksuelt udfordrende), og det bruges af Österholm til at betegne en markant tendens i nyere svensk litteratur, der omhandler ”skæve” piger og unge kvinder, der insisterer på deres køn, men som samtidig udfordrer grænserne for ”passende” kønsadfærd, ikke mindst i seksuel henseende.
De performative eksperimenter og de gurleske stiltræk hos Christina Hagen skal i denne artikel løftes frem som signatur for en generation af kvindelige forfattere i Norden, der alle er født mellem 1970 og 1980 og er debuteret omkring 2000. De har på forskellige vis (igen) sat temaer som køn, krop og seksualitet på den litterære dagsorden. Ikke højtråbende og under nogle politiske paroler som i 1970’erne, men derimod med performative træk. Hos Christina Hagen kommer de bl.a. også til udtryk i en happening-betonet selviscenesættelse med brug af stand-in/dobbeltgænger ved offentlig fremtræden for at understrege, hvordan køn og udseende spiller en rolle for den måde ikke mindst yngre, kvindelige forfattere omtales og vurderes på. Som Österholm har formuleret det i den semi-fiktive Den unga F:s bekännelser (2011; Den unge F.s bekendelser), så er ”F’ordet” blevet litterært chickt hos yngre, kvindelige forfattere, men i nye og mere subtile former, hvor F kan stå for såvel ”flicka” (eller female) som ”femme” (på såvel engelsk som svensk: ung lesbisk/biseksuel) eller ”feminist”. Formen og stilen er på én gang humoristisk og grovkornet, konkret-sanselig og fabulerende – og forfatterne i løbende dialog med aktuel kønsfilosofisk tænkning.
Denne artikel skal handle om en millenniumgeneration af kvindelige forfattere, der kan rummes inden for ovenstående, indledende karakteristik. Foruden Christina Hagen er det danske Kristina Nye Glaffey og foruden Maria Margareta Österholm, svenske Mara Lee samt norske Trude Marstein. Andre ville være relevante at inddrage, men behandles i andre artikler (fx svenske Sara Stridsberg eller finske Sofi Oksanen), eller de vurderes at ligge tættere på andre genrer (danske Lone Hørslev eller Maja Lee Langvad som lyrikere) eller kunstarter (danske Eva Tind som billedkunstner). Karakteristisk for de her fremhævede forfattere er, at de sonderer dybderne i det moderne kønsliv og forholdet til kroppen og de paradokser, det rummer. For mens grænserne for det normale på den ene side udvides, fx med den generelle accept af homo- og biseksualitet, så indsnævres grænserne for normalitet samtidig med krav og forventninger til den rigtige krop og det rigtige (familie)liv. Det er ikke mindst i afdækningen af disse ”normaliseringsstrategier” og de flugt-, undvigelses- og undsigelsesmønstre, de fremkalder, at denne generation af forfattere har gjort sig gældende, idet de mere eller mindre eksplicit går i dialog med kønsfilosofiske teoretikere som Judith Butler, Judith Halberstam eller Sara Ahmed. De markerer sig yderligere ved at pege på det intrikate samspil mellem ikke bare køn og seksualitet, men også klasse, race/etnicitet, alder og abilitet; ligesom de har et bredere, globalt udblik og sans for presserende globale spørgsmål som klima, miljø og sundhed.
Nye samlivs- og familieformer
Den forfatter, der forholder sig mest direkte til disse nye former og temaer, er Kristina Nya Glaffey, især i romanen Padder og krybdyr (2012). Den er bygget op omkring en række af spørgsmål, der melder sig for et lesbisk par, der overvejer at få et barn via sæddonation: ”Skulle de have børn, og hvis de skulle, skulle de så begge to være gravide, og skulle det være samtidig, og hvis ikke, hvem af dem skulle det så være, og hvordan skulle de få barnet, og hvem skulle i givet fald være faren, og skulle der overhovedet være en far, og havde et barn ret til en far, og havde en kvinde ret til et barn?” Romanen kan læses som et meget direkte indlæg i debatten om nye fertilitetsteknologier og især om lesbiske, bøsser og andre ”skæve” eksistensers rettigheder i et globalt spil om reproduktive ressourcer. Men den tilbyder ikke nogen entydige eller lette svar. Snarere afdækker den kompleksiteten i de rejste spørgsmål, og den slutter ligeså åbent, som den begynder, nemlig i de etiske dilemmaer, der rejser sig for den lesbiske fortæller i kraft af det at være en deltager i dette spil. Dilemmaerne skrives frem gennem en indre monolog, sat i kursiv, der danner en performativt appellerende ramme om et længere, mere faktionspræget midterparti.
Afsættet for fortælleren er en undren over, at den offentlige debat trods de nye teknologiers omfang og udbredelse er domineret af den meget traditionelle argumentation, at også det moderne menneske er styret af et dyrisk, reproduktivt instinkt, der må forædles i og af ”den hellige (ægteskabelige) alliance” og ”treenigheden af mor-far-barn”. Det er en argumentation, som giver mulighed for at trække henholdsvis natur- og kulturkortet alt efter, hvordan det bedst understøtter hensigten. Det er af samme grund en argumentation, som de nye fertilitetsindustrier kan trække på i deres markedsføring, når de fx sælger sæd ud fra på den ene side et argument om biologi og genetiske egenskaber og på den anden side et argument om den universelle kernefamilie, der kan etableres ved hjælp af fertilitetsydelsen – og det uden biologiske forhindringer eller bindinger, så at sige. Glaffey lader især sin skarpe, satiriske pen ramme de involverede firmaer, herunder genkendelige danske sædbanker, der henvender sig til et købedygtigt homoseksuelt forbrugssegment. Men hun ironiserer også over de LGBT-miljøer, der gør kampen for retten til at få og opfostre børn til en kamp om en ret til ”et lykkeobjekt”. De kommer derved til at reproducere den kernefamiliale norm, som den australske-britiske feminist og queer teoretiker Sara Ahmed har formuleret det i The Promise of Happiness: ”At dele familie betyder at dele lykkelige objekter” (2010:47). Glaffey lader derfor til stadighed sin fortæller kredse omkring egne motiver og handlinger, om sit eget og partnerens begær efter at få og opfostre egne børn (hvor i hvert fald den ene part er biologisk involveret) og danne kernefamilie. Hvad er det for et begær, hvad er det sammensat af? For så vidt Glaffey fremfører et eget synspunkt, så er det, at homoseksuelle hellere burde argumentere for nye og mangfoldige måder at danne etisk forsvarlige fælleskaber for børn og voksne på. De burde indgå i en mere åben og offensiv debat om de nye fertilitetsteknologier og de involverede økonomiske, juridiske og (seksual)politiske aspekter.
Glaffey trækker i denne roman og i hele sit forfatterskab meget direkte på nyere teorier om køn og seksualitet, som der leges kærligt-ironisk med. Især trækker hun på den amerikanske feministiske filosof og retoriker, Judith Butler, der inddrages eksplicit i teksten. Butler har i kønsfilosofiske klassikere som Gender Trouble (1990; Kønsballade, 2011) og Bodies that Matter (1993) dissekeret den ”heteroseksuelle matrice”, ifølge hvilken der findes to legitime køn, de er komplementære, og deres begær er rettet mod hinanden i en aktiv-passiv pol af maskulinitet og femininitet. Andre former for køns- og seksualitetskombinationer henvises, ifølge Butler, til kulturens yderside og stemples (i forskellig grad) som afvigende og illegitime. Ikke desto mindre udgør de en stadig trussel mod konformiteten, der da også kun kan opretholdes som en skrøbelig social ”mimen” af de konventionelle scripter. Butler har med sin teori åbnet for en queer teori og seksualpolitik, hvorigennem de ”skæve” kombinationer af køn og seksualitet fejres, og det normale omvendt mærkeliggøres i dobbelt inversion. Det sker også hos den ligeledes amerikanske queer feminist Judith alias Jack Halberstam, der i Gaga Feminism (2012) taler om de mange nye former for kønslige udtryk og former for samliv, der cirkulerer globalt bl.a. i kraft af nye medier, som ”the end of normal”. Begrebet Gaga-feminisme er inspireret af det globale musikikon Lady Gaga, der er kendt for sine performanceprægede, ”gurleske” udfordringer af køn og seksualitet på grænsen mellem pop og avantgarde.
Mens Butler og Halberstam anser homoseksuelle partner- og forældreskaber som måder at sprænge normen på, så ser Glaffey mere (selv)kritisk på dem som en mimen, der bekræfter lige så meget, som den udfordrer. Den gør så at sige den homoseksuelle familie til ”det nye normale”. Samtidig er hun derinde, hvor det gør ondt, når hun peger på, hvordan den reproduktive norm også har formet den fortæller, som har mange lighedspunkter med forfatteren selv, og hvordan den så at sige er blevet til eget kød og begær. I romanen Mor og Busser (2014) udspiller Glaffey på ren gaga-humoristisk vis hele dette kompleks, som det tager sig ud fra et barns vinkel – nemlig et af de børn, der lever i en kernefamilie med to mødre, hvoraf den ene biologisk.
Normalitetens spændetrøje
Normalitetstemaet er også gennemgående i Glaffeys tidligere samling af noveller, Lykkejægere (2007). Her handler det om den særligt nordiske, især danske, normalitetsforestilling i form af den såkaldte jantelov, der slår ned på alt det, der gør væsen af sig og stikker ud fra det middelmådige. Det er en forestilling, der viser sig at være dobbeltbundet, idet danskerne samtidig afsløres som ”lykkejægere”, der kræver noget særligt af tilværelsen og jagter følelsen af lykke, ofte i forskellige former for forbrug. Derfor kan de også identificere sig med typer som Anja Andersen, Lars Larsen, Søren Ryge – og endda prins Henrik. Læserens møde med disse ”normaldanske” figurer formidles af en tilsyneladende neutralt-naiv fortæller, der benytter sig af et vi- eller man-sprog, og som derved selv kommer til at fremstå som repræsentant for netop den almindelige – nærmest indskrænkede – dansker og den offentlige mening. I novellesamlingen møder læseren også mere anonyme karakterer som ægteparrene Kirsten og Poul eller Hanne og Nils, der søger det ekstra-ordinære, men uden at vide eller ville det fx kommer til at ofre en homoseksuel søn på ordinaritetens alter. Normaliteten viser sig her at have klasse- og generationsbetingede udslag, men grundlæggende at dreje sig om, hvordan kernefamilien selv ”bliver det lykkelige objekt gennem det arbejde, som må gøres for at holde den sammen”, som Ahmed har formuleret det (2010: 46). Den længste og mærkeligste novelle i samlingen er ”Brasilien”, hvori læseren får historien om Jørgen, der rejser til Brasilien for sit firma og gifter sig med en biseksuel brasiliansk skønhed. Her udstilles eksotismens begærslige dynamikker, men det bliver samtidig klart, at det at være lykkejæger er et globalt fænomen. Forskellige kulturer har blot forskellige taktikker til opnåelse og legitimering heraf, der interagerer på tilfældige og absurde måder, sådan som det fx fremgår af Jørgens frierbesøg i en brasiliansk landsby.
Kroppens og begærets bedrag
Fra Lykkejægere af Glaffey går der en meget direkte linie til Christina Hagens novellesamling Sexdronning (2008). Den starter med tre kortere noveller, hvori en kvindelig jeg-fortæller med brutal ærlighed beretter om sit ambivalente forhold til tre forskellige elskere. Samlingen har fået sin titel efter novellen ”Klaus” om den smukke rigmandssøn fra Nordsjælland, der kalder den kvindelige fortæller for sin ”sexdronning”. Hun har da også som en anden ”pretty woman” forsøgt at opfylde alle hans seksuelle ønsker og i det hele taget været til rådighed og solgt ud af sin selvrespekt. I de to øvrige noveller om henholdsvis Aalborgdrengen ”Mads” og stenbroens sorte ”Sambo” er det derimod jeg-fortælleren selv, der er ovenpå, socialt og seksuelt, men fastholdes i en afskyblandet seksuel selvfornedrelse. I den sidste lange novelle ”Cecilie” afdækkes et sado-masochistisk, lesbisk forhold mellem den veletablerede jeg-fortæller, psykologen Anna, og hendes yngre protegé, Cecilie. Den ender i et volds- og hævnorgie. Det kontroversielle i novellesamlingen ligger i den måde, hvorpå såvel det hetero- som det homoseksuelle forholds mudrede følelseskomplekser foldes ud, og de sociale og raciale relationers begærslige udtryk italesættes, det sidste helt op i novelletitlen ”Sambo”, der kort og godt kan betyde samlever, men samtidig refererer til hovedfiguren i den populære skotske børneklassiker Lille Sorte Sambo fra 1899, der i dag anses for racistisk. Ligesom Glaffey får Hagen her afsløret hverdagsracismens og -klassisismens mekanismer og dybere implikationer.
Efter novellesamlingen Sexdronning udgav Hagen brevromanen 71 breve til M (2010), som efter eget udsagn og inspireret af kendte sager fra både Danmark (Peter Lundin-affæren) og USA bygger på breve, udvekslet mellem Hagen og flere indsatte i danske fængsler. Ambitionen er her at trænge ind i de socialt forbudte følelser og handlinger og afdække det normale i det afvigende og vice versa. Den kvindelige jeg-fortæller drages imidlertid ind i modspillerens univers af ondskab, vold og sex, der så at sige smitter i en grad, så hun til sidst mister enhver realitetssans og selvfølelse. I digtsamlingen White Girl (2012), der er formet som en række postkort fra unge hvide piger, der er turister på eksotiske destinationer, udfoldes et andet tema, der også sås i Sexdronning, nemlig det raciale. De unge piger skriver her på en tilsyneladende naivt-observerende, men samtidig kynisk-dømmende måde hjem om deres oplevelser med de lokale steder og befolkninger, herunder om den måde, som de selv oplever at blive udsat for fordomme og en omvendt racisme på med en understrøm af sexisme. Digtsamlingen er et studie i de gensidige seksualiserede racialiseringer i mødet mellem kulturer, som udfordrer entydige placeringer af skyld og skam, og som samtidig – i lighed med feministiske post-kolonialister – peger på de komplekse intersektioner mellem køn, seksualitet, klasse og race/etnicitet.
Boyfrind er som nævnt indledningsvist et kommenteret billedværk i hård indbinding og i et format som en såkaldt coffeetable-book, men med en æstetik, som snarere er anti-æstetisk. Her er der billeder af både hel- og halvnøgne kvinder og mænd i ofte ydmygende pornografiske positurer og uden nogen form for kropslig forskønnelse, snarere tværtimod. Her udstilles alt det abjektale ved kroppen: hår, sår og væsker. Til gengæld er skriftbilledet kendetegnet ved en lille- eller ungpiget håndskrift med ubehjælpsom grammatik, halvfordøjede angelsaksiske gloser og stavefejl, alt indrammet af lyserøde ornamenteringer. Den kvindelige fortæller ser her sig selv med “boyfrind”s øjne, og i processen drives hun derud, hvor hun identificerer sig med ham som agressor og overtager både hans blik og hans handlinger, fx ved at lade andre mænd – såvel som piger/unge kvinder – posere for sig i vulgære situationer og gå på bordel i Thailand. Derigennem går det op for fortælleren , i hvor høj grad hun prostituerer sig selv i forholdet til sin ”boyfrind”.
Hagen afdækker i sine værker konsekvent det, som Judith Butler i Excitable Speech (1997) har benævnt det ”upassende” i sprog, krop og social og seksuel adfærd, og hun fortæller dermed også de upassende historier om bl.a. køn, klasse og race. De unge piger/kvinder bliver fx trods en ydre selvstændighed selv bærere af det maskulint objektiverende blik, men også af det dominante, hvide, ligesom de henholdsvis udøver og er underlagt den sociale distinktion i forholdet til kærester og elskere. Både Hagen og Glaffey trækker på den globale grrl-feminisme, der gennem æstetiske virkemidler fremhæver styrken hos pigen/den unge kvinde, der aktivt har valgt sit køn og tager sig den frihed at eksperimentere med det uden skyld og skam. Eksperimentet tager form af en karnevalesisk iscenesættelse, der nærmest sprænger kønnet indefra og samtidig udpeger kønnede og andre magtforhold i såvel institutionelle som mellem-menneskelige relationer. Halberstam har kaldt en sådan oprørsk ung, global feminisme for en ”Gaga-feminisme”, mens den svenske litteraturforsker Maria Margareta Österholm (2012) som nævnt indledningsvist taler om en ”gurlesk” feminisme. Begge signalerer de en stilmæssig blanding af højt og lavt, avantgarde og pop, tragedie og komedie.
Uperfekte kroppe og upassende begær
Mara Lee brød litterært igennem med romanen Ladies (2007; Ladies, 2008) og har efterfølgende udgivet romanen Salome (2011; Salome, 2012) og romanen Future Perfect (2014; Future Perfect, 2015). Salome ligger i forlængelse af den også hos Österholm (2012) beskrevne tendens i nutidig nordisk litteratur til at ophæve skellet mellem ungdoms- og voksenlitteratur. Hovedpersonen Elsa Mo (anagram for Salome) er måske ikke en gurlesk figur i egentlig forstand, men hun er en tidstypisk på én gang stærk og selvusikker teenager, hvis verden er fyldt af forældrenes skilsmisse og farens alkoholisme, venindeintriger og kammeratskabskliker og ikke mindst kluntede seksuelle tilnærmelser og fiaskoer. Hendes tilflugt ligger i dansen, i træningen og den konstante sulten-sig-selv. Ind træder da en ny (pleje)bror, Johannes, som viser sig irriterende perfekt i enhver henseende. Som i den bibelske myte må Salome hugge hovedet af ham. Det gør hun ved i bogstaveligste forstand at ødelægge en buste, men den egentlige udåd ligger i, at hun anklager ham for at have krænket hende og dermed får ham sendt ud af familien og lokalsamfundet. Således griber den ene handling den anden, indtil Elsa står tilbage med de uhyrlige konsekvenser af sine egne handlinger. Romanen Ladies følger fire yngre, kvindelige hovedpersoner med den kønsmæssigt og seksuelt tvetydige fotograf Siri Conradsson med kunstnernavnet Iris C som fatalt omdrejningspunkt. Hun misbruger på forskellig vis de tre øvrige, idet kunst og begær blandes i en gensidig besættelse mellem bøddel og offer. Der krydsklippes mellem de fire hovedpersoner i en periode over ca. 15 år fra de er store børn til de er midt i 30’erne, og til slut forbindes de i en hævnaktion, der går helt skævt som en diabolsk konsekvens af de valg, der er blevet foretaget undervejs, og der rejses spørgsmål til skyld og skam i de personlige relationer, som ikke får nogen éntydige svar.
Ladies kan i ydre stil og tematik og også i den måde, den er blevet markedsført på, opfattes som en såkaldt chicklit-roman, der handler om det moderne kvinde- og venindeliv med dets indbyrdes skærmydsler. Men under den lyserøde overflade er der også her voldsomme kræfter på spil, som handler om seksuel dominans og underkastelse, om kønslig ambivalens og biseksualitet og ikke mindst om skønhedens magt, forbandelse og ødelæggelse. Samtidig handler romanen også om kunst og om kunstens transformerende og grænsenedbrydende effekt på godt og ondt, når der gås ”all in”, og kunst og liv blander sig med hinanden. Der er mange lighedspunkter mellem Ladies og Future Perfect, der også har fire gennemgående hovedpersoner, hvis skæbne forbindes i et stærkt emotionelt og erotisk drama, her med både incestuøse, homoerotiske og transseksuelle farver, der kulminerer i et på én gang orgiastisk og katastrofisk højde- og forsvindingspunkt, hvorefter de fire spredes og går hver deres kranke skæbne i møde. Også her spiller forestillingsevnen, sanserne og kunsten en væsentlig rolle som det sted, hvor foregribelsen af noget andet, friere og bedre kan finde konkret, om end kun glimtvis, udtryk. Dette er sammenfattet i den centrale på én gang metaforiske og konkrete kjole ”L’amoviblaen” (af fransk: l’amour og/eller engelsk: amovible), hvis hemmeligheder er beskrevet i den lille, grønne bog om ”the art of sewing and survival”, der cirkulerer mellem protagonisterne og spiller en væsentlig rolle for plottet. Det er gennem den, der med sit væld af røde folder besidder farlige, både forgiftende og forførende, egenskaber, at moderen, Dora, spinder sit net om de tre unge. Og det er omkring den, hun udfolder sit ”Atelier Anderledes”, hvor hun syer for de uperfekte og iklæder dem fantastiske kostumer, der på én gang skjuler og forstærker det anderledes og ophæver forskellen mellem krop/kød og form.
Normalitetens unormalitet og følelsernes nulpunkt
Trude Marstein beskriver til forskel fra de øvrige det tilsyneladende ”normale” hverdagsliv med dets konventionelle kernefamiliale relationer, men også det lille hverdags- og skæbnedrama, der opstår, når det forstyrres, revner eller udfordres. Det hverdagslige trænger helt ind i sprog og stil gennem detaljerede registreringer af handlinger, bevægelser og ytringer. Flere anmeldere har beskrevet stilen IKEA-realisme. Samtidig formår forfatteren netop gennem de små minimalafvigelser og nuancer at få sine figurer og miljøer til at blive levende og vedkommende.
Marstein debuterede allerede i 1998 med samlingen af kortprosastykker Sterk sult, plutselig kvalme, (1998). Den består af 65 korte, titelløse tekster på hver 1-3 sider, der alle er uden linjebrud eller andre markeringer. Her møder læseren en række par i helt banale hverdagslige situationer, der viser sig at rumme en afgrund af følelsesmæssig tomhed og afmagt. På minimalistisk vis afdækkes en moderne erfaring af indholdsløshed og en deraf følgende eksistentiel sult-kvalme dynamik. Det er dog først med kollektivromanen Gjøre godt (2006; Weekend, 2009), at Marstein får sit egentlige gennembrud i Norge og resten af Norden. Det er en roman eller snarere en sammensat fortælling med mere end hundrede involverede jeg-fortællere, der er socialt forbundne og dog langt fra hinanden. Det, der binder dem sammen i det ydre, er hovedpersonen Karoline, der samler dem på sin 50-års fødselsdag, og som en magnetisk femme fatale både tiltrækker og frastøder. Læseren får her et indblik i det myldrende og gennemsnitlige hverdagslivs små og store skæbner, sådan som de udspiller sig blandt mellemlaget i en norsk provinsby med alle dets banale og dog skæbnesvangre familiære og kollegiale intriger og affekter.
I romanen Hjem til meg (2012; Hjem til mig (2013) viser jeg-fortælleren, lægen Ove, sig bag sin konventionelle facade at være en moderne Don Juan. Han har egentlig den perfekte familie, hustruen Wenche og to døtre, som han også elsker, men han er afhængig af det udenomsægteskabelige kick for rigtigt at føle, at han lever. Først som ældre erfarer Ove de reelle konsekvenser af sine valg eller snarere ikke-valg, idet han efterhånden spændes ud i en penduleren mellem en seriel og stadigt mere labil familial tryghed og stadigt mere problematiske affærer. Idet det er Ove selv, der er fortælleren, må man som læser følge hans dilemmaer, krydspres, op- og nedture og den tiltagende ideosynkrasi heri. Der er således ingen moralsk pegefinger, men derimod en social og psykologisk konsekvens i Oles menneskelige deroute. Ingenting å angre på (2009; Intet at fortryde, 2010) beskriver omvendt utroskaben hos den kvindelige part i et ægteskab og da som en kortere affære, der afbrydes til fordel for familien. Her følger vi forløbet helt tæt på og i nærmest minutiøs real-time over de par døgn, hvor utroskaben kulminerer. Symptomatisk for Marstein er der ingen fortrydelse at spore hos Heidi, ja hun synes trods de stemningsmæssige udsving mærkeligt uberørt midt i det hele. Der er da heller ikke tale om, at erfaringerne giver anledning til den store selvransagelse.
Marsteins forfatterskab kredser om tabet af mening i det stadigt altdominerende parforhold og familieliv, men også i andre former for valgt familie, der deler de samme rammer og den jagt på lykke, der forbindes med trygheden heri. Heidi vælger til sidst i Intet at fortryde at tilslutte sig familien og den fælles ferie. Karoline i Gjøre godt må derimod indse, at hun ikke vil lade sig styre af ”at gøre godt” eller ”gøre noget for andre”. Hun afviger fra den tilrettelagte sti for sit køn og sin alder: at forsøge at gøre andre lykkelige, hvorfor hun foruroliger og skaber social uro. Læseren rammes på egen krop af dette og lukker bogen med en meget konkret fornemmelse af, hvordan billedet af Karoline som en følelsesmæssig ”alien”, der dræber den familiale lykke ved ikke at indgå i konsensus om gensidig opofrelse, vil sprede sig i omgangskredsen og i byen (Ahmed 2010: 49).
Udblik
Deres indbyrdes forskelle til trods væves der mellem de her nævnte forfattere og deres værker nogle røde tråde i form og temaer. Der eksperimenteres med bogen som format og udtryk, med genrer og og stil, idet der skabes nye, performative former for læserhenvendelse. Læseren inddrages nærmest fysisk i de krops- og begærsdissekerende dramaer. Hos Glaffey, Hagen og Lee antager de en klar gurlesk form med en udpræget humor og ironi hos de to første og en mere diabolsk-fabulerende grundtone hos den sidste. Hos Marstein sker der en nedsmeltning af det også her voksent-etablerede burleske, som antager en nærmest kølig form. Alle fortsætter de en tradition for kønsbevidst litteratur, som de også fornyer og gør relevant i en global nutid, idet de lader sig inspirere af aktuel kønsfilosofi, men også udvider den og giver den kød og krop. Heri skriver disse nordiske forfattere i forlængelse af klassiske kvindelige fortællere som Margaret Atwood og Joyce Carol Oates og på linie med fx britiske Jeanette Winterson og Sarah Waters eller den amerikanske forfatter og performancekunstner Eve Ensler, kendt for The vagina monologues (1996); Vagina-monologerne (2001).
Skønlitteratur
- Eve Ensler: The Vagina Monologues. Virago, 1996. På dansk Vagina-monologerne. Aschehoug, 2001
- Kristina Nya Glaffey: Lykkejægere. Gyldendal, 2007
- Kristina Nya Glaffey: Padder og krybdyr. Gyldendal, 2012
- Kristina Nya Glaffey: Mor og Busser. Gladiator, 2014
- Christina Hagen: Sexdronning. Gyldendal, 2008
- Christina Hagen: 71 breve til M. Gyldendal, 2010
- Christina Hagen: White Girl. Gyldendal, 2012
- Christina Hagen: Boyfrind. Basilisk, 2014
- Mara Lee: Ladies. Albert Bonniers Forlag, 2007. På dansk Ladies. Rosinante, 2008
- Mara Lee: Salome. Albert Bonniers Forlag, 2011. På dansk Salome. Rosinante, 2012
- Mara Lee: Future perfect. 2014. På dansk Future Perfect. Rosinante, 2015
- Trude Marstein: Sterk sult, plutselig kvalme (Stærk sult, pludselig kvalme). Oktober, 1998
- Trude Marstein: Gjøre godt. Gyldendal, 2006. På dansk Weekend. Tiderne Skifter, 2009
- Trude Marstein: Ingenting å angre på. Gyldendal, 2009. På dansk Intet at fortryde. Tiderne Skifter, 2010
- Trude Marstein: Hjem til meg. Gyldendal, 2012. På dansk Hjem til mig. Tiderne Skifter, 2013
- Maria Margareta Österholm: Den unga F:s bekännelser (Den unge F.s bekendelser). X Publishing, 2011
Faglitteratur
- Sara Ahmed: The Promise of Happiness. Duke University Press Books, 2010
- Judith Butler: Gender Trouble: Feminism and the subversion of identity. Routledge, 1990. På dansk Kønsballade: feminisme og subversionen af identitet. Forlaget THP, 2011
- Judith Butler: Bodies That Matter: On the discursive limits of “sex”. Routledge, 1993
- Judith Butler: Excitable Speech: A politics of the performative. Routledge, 1997
- Judith Halberstam: Gaga Feminism: Sex, gender, and the end of normal. Beacon Press, 2012
- Ole Ravn: Dansk litteratur efter 2005. Det Ny Forlag, 2010
- Maria Margareta Österholm: Ett flicklaboratorium i valda bitar: Skeva flickor i svenskspråkig prosa från 1980 till 2005. Rosenlarv Forläg, 2012