I Tove Janssons forfatterskab, både i hendes børnebøger og i voksenlitteraturen, er en særlig forskydningsteknik typisk. En tryg idyl dækker over en uhyggelig baggrund, som dog altid toner frem igen. Billedbøgerne Hur gick det sen? og Vem ska trösta Knyttet? fra 1958 (Hvem skal trøste Knytten?, 1960) kan læses som bekræftelser på den moderlige utopi, som voksede ud af Tove Janssons traumatiske oplevelse af krigens meningsløshed, og skabte mumitroldenes verden.Det er en verden, hvor moderligheden styrer, og familiebåndene strækkes ud til at omfatte alle. Men forfatterskabet standser ikke ved drømmen om den lykkelige familie. I de sidste Mumibøger og i voksenforfatterskabet dekonstrueres dette mytebillede.
Tag: Selvbiografier
Et af Astrid Lindgrens mest virkningsfulde fortællergreb er at lade fantasien overtage virkeligheden. Det »lyvende« barns tolkning af virkeligheden får lov at triumfere. I skildringen af Pippi har Astrid Lindgren ladet alle den barnlige almagtsdrøms vildeste ønsker gå i opfyldelse. Med uimodsigelig logik demonstrerer hun håndfast, hvad et ensomt barn behøver for ikke at blive kvast og tilintetgjort i vores hårde verden.På denne grænse mellem fantasi og virkelighed bevæger alle Astrid Lindgrens tekster sig. En del af hendes værker kan kaldes realistiske. De holder sig inden for virkelighedens grænseskel, men handler ikke desto mindre om fantasifulde børns evne til at leve i legens og indbildningens verden. Forfatterens lydhørhed over for børns følelser og forestillingsverden er et modernistisk træk, som forbinder bøgerne med den radikale børnepsykologi, der vandt indpas i Sverige i mellemkrigstiden, og hvis nye syn på barndommen plæderede for, at børn skulle opdrages i frihed og med hensyntagen til deres behov for netop at være børn.
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
I sin versroman Sår som ennu blør (Sår som endnu bløder) fra 1931 skildrede Karo(line) Espeseth en seksualsadistisk fikseret mand og hans forhold til en ung pige. Tydeligt blotlægger hun sammenhængen mellem køn og krig i mellemkrigstidens Europa. Hendes seksuelle voldsmand drives af en akkumuleret følelsesopladning af raseri, had, hævn og begær. Og hun viser, at dette er kulturelt betinget, ikke nogen medfødt perversion.Desværre kom debatten om romanen til at dreje sig mere om seksualmoral, idealforfladigelse og litteraturens forfald, end om de spørgsmål, Karo Espeseth havde villet rejse: Hvordan og hvorfor bliver en mand seksuel voldsmand? Den hårde og uforstående kritik fik Karo Espeseth til at tie som digter. Først i 1983 – 50 år efter – brød hun sin selvpålagte tavshed som forfatter.
I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Men efterhånden bliver omskrivninger unødvendige, og Eros’ betydning for en kvindelig lyrikergeneration bliver tydelig, blandt andet hos Berit Spong, Ingeborg Björklund, Greta Knutson, Martha Larsson, Maria Wine, Ingeborg Erixson og Elsa Grave.
Ingeborg Refling Hagens fortællinger fra 1920’erne viser både nationalromantiske træk og en ny form for fattigdomsrealisme, hvor bygdelivet fremstilles uden nostalgisk romantisering af en autentisk kultur. Fri for nostalgi er også Gro Holm og Magnhild Haalkes romaner. Hos Gro Holm udleveres bygdelivets kvindeundertrykkelse, og i Magnhild Haalkes romaner danner naturen og folkelivet baggrund for dybdeborende psykologiske skildringer.De tre forfattere er forskellige. Alligevel kaster de alle et nyt og kritisk blik på »det gamle samfund« og er i deres forfatterskaber dybt forankret i den kultur, de ser truet af opløsning.
Den ålandske forfatter Sally Salminen debuterede i 1936 med romanen Katrina, der blev en af de største salgssucceser i Norden nogensinde, men hvis sociale kritik også fremkaldte stærke reaktioner i hendes hjemby Vargata på Vårdö.Romanen blev begyndelsen på en litterær karriere, men siden hen også en byrde for forfatteren. Hun udgav i alt 17 bøger: romaner, rejseskildringer og selvbiografier. Men alt, hvad hun skrev, blev overskygget af debutromanen. Hendes forfatterskab afsluttedes med fire selvbiografiske bøger, hvoraf Upptäcktsresan fra 1966 er blevet betegnet som en af de bedste finlandssvenske folkelivsskildringer fra 1920’erne.
En stor del af 1920’ernes kvindelige forfattere reagerede på forandringer i seksualmoralen i Sverige. Den nye tid, den nye kvinde og den nye seksualitet er klangbund i deres litteratur. Denne nye kvinde med »sex appeal« og en »professionel« holdning til den traditionelle kvindelighed bevæger sig på grænsen mellem det gamle seksuelle systems »pæne« og »slemme« pige.Marika Stiernstedts omfattende forfatterskab afspejler dette kvindelitterære klima i første halvdel af 1900-tallet. I løbet af 20’erne blev hun toneangivende. Hendes første romaner behandler utroskab og dobbeltmoral i Ellen Keys ånd. I sidste del af forfatterskabet bliver mødet mellem kvinde og mand kompliceret. Hendes sidste værk, Kring ett äktenskap (Omkring et ægteskab) fra 1953 handler om det skandaleombruste ægteskab med forfatteren Ludvig Nordström. Den nærmest pedantiske skildring af det fordrukne og seksuelt ambivalente mandlige genis forfald taler sit skånselsløse sprog. For hvilken glæde har »den nye kvinde« af sin nyvundne frihed, når »den nye mand« viser sig at være en gammel dobbeltmoralsk patriark og et hjælpeløst barn?
Fire kvindelige lyrikere gjorde sig bemærket i Sverige på tærsklen til det 20. århundrede: Jane Gernandt-Claines forfatterskab, der foruden digtsamlingerne bestod af 12 romaner og fem novellesamlinger, var hendes forbindelse til fædrelandet. Siden debuten i 1893 havde hun udgivet prosabøger med emner fra fremmede lande. Gennem hele forfatterskabet høres et stærkt engagement for kvindens ret og lighed, samtidig med at kærligheden fremstilles som livets mål.Anna Cederlund agiterede for skønhedens betydning for dagligdagen. Digtsamlingens sidste digt taler om en mægtig kraft uden for hende selv, en kærlighedens kraft. Harriet Löwenhjelms forfatterskab består af 22 dagbøger med vignetter, raderinger og tegninger, manuskripter til bøger, breve og enkelte digte. Hun var kendt for at gøgle og skjule sig bag forskellige forklædninger. Hun hentede sine figurer fra middelalderens folkelige lystspil, commedia dell’arte. Karin Ek havde et ønske om at nå ud til hele det svenske folk. Det, hun først og fremmest ville formidle, var kærligheden til poesien. Hendes egne digte udsprang af såvel lidenskab som lidelse, for hende blev poesien nødvendig.
I 1930’ernes danske digtning i kunstnerkredsen omkring tidsskriftet Linien, som Hulda Lütken og Bodil Bech tilhørte, satte mødet med den kraft og ekspressivitet, det nye krævende jeg i Södergrans digtning, sine første spor. I deres digtning viser inspirationen fra Södergran sig som en voldsom udfordring af det traditionelle senromantiske versesprog og poetiske inventar.Södergran-indflydelsen bragte nærmest deres digtning til sammenbrud, hvorimod den tredje af 1930’ernes kvindelige lyrikere Tove Meyer levede og arbejdede længe nok til at kunne gennemføre den vanskelige bevægelse ud af senromantikken og ind i en ny modernistisk digtning.