Tre finlandssvenske forfattere, som sædvanligvis henregnes til modernismens anden bølge, debuterede i 1930 i Helsingfors: Solveig von Schoultz, Mirjam Tuominen og Eva Wichman. Krigen ændrede deres liv og vilkårene for deres forfatterskab, som fik en ny intensitet og et nyt engagement.Alle søgte de nye udtryksmidler for deres erfaringer og blev hver for sig fornyere inden for novellens område. Inden for poesien fortsatte de på en modernistisk linje, som de modificerede på forskellig måde. Solveig von Schoultz retter søgelyset mod »samfundets mindste celle – forholdet mellem mennesker«, mens Mirjam Tuominen peger på tidens brændende etiske spørgsmål, og Eva Wichman, der blev mere radikal under krigen, forsøger at skabe politisk kampdigtning.
Tag: Psykisk sygdom
I 1937 fik Tove Ditlevsen publiceret et digt for første gang. Det skete i tidsskriftet Vild hvede, og digtet kan læses som en allegori over hendes forfatterskab, der blev det betydeligste på kvindesiden i dansk efterkrigstid. Under digtets enkle overflade foregribes genkommende temaer, som kvindeidentitet, erindring og kreativitet. Tabet af barndommen og især det symbiotiske forhold til moderen er grundlaget for hendes melankolske poetik.Forfatterskabet er én lang erindringsproces, først i fiktionens form, senere også som essays med personlige erindringsfragmenter indtil udgivelsen af de egentlige erindringsværker. Da erindringsstoffet var udtømt, alle hovedpersonerne i hendes barndoms univers var døde og ægtemanden havde forladt hende, afsluttede Tove Ditlevsen sit liv, som hun havde bebudet.
Hele Agnes von Krusenstjernas forfatterskab bevæger sig omkring de følelser af ufrihed, desperation og oprør, som hendes opvækst i den gamle svenske overklasse fremkaldte. I sin søgen efter »sandheden om kvinderne« gik hun fra sammenbrudsromanens depressive tekst til den romantiske drøm om den frelsende kvindelighed.Hun stiller de spørgsmål, der var så svære og vedkommende for kvinder i denne brydningstid: Hvad betyder seksuallivet for kvindeidentiteten? Hvordan kan vi finde frem til en positiv kvindelig sanselighed, fri for den nedarvede byrde af kønsangst, kvindeforagt og fornægtelse af det kvindelige begær? I evnen til at udtrykke det fortrængte, det forbudte, ligger styrken i hendes fortællekunst, hemmeligheden ved dens stærke suggestivitet og tiltrækningskraft – men også dens evne til at støde nogle læsere bort i foruroligelse og væmmelse.
I 1920’erne, da de svenske kvinder endelig havde fået stemmeret, benyttede en række etablerede kvindelige forfattere sig af den selvbiografiske genre til at fortælle deres historie og formulere deres forfatteridentitet. Herefter udkom flere kvindelige selvbiografer på bogmarkedet hvert år, og de fik en øget litterær status i løbet af 1920’erne, ikke mindst fordi veletablerede forfatterinder som Selma Lagerlöf, Mathilda Malling, Helena Nyblom og Marika Stiernstedt tog genren i brug.Udgivelsen af kvinders selvbiografier nåede et højdepunkt i 1940’erne og pegede på en voksende kvindelig selvbevidsthed. I begyndelsen ligner disse skrifter randbemærkninger til deres forfatterskab, dokumentariske beretninger om livet bagved, ved siden af eller forud for digtningen. Men, ikke uventet, er de helt igennem prægede af, at forfatteren netop er forfatter. Trods store forskelle har de det til fælles, at de skriver deres eget forfatterskabs historie, mere end de giver en fuldlødig beskrivelse af deres liv. Samtidig giver de tydelige læseranvisninger på deres forfatterskab.
Efter et kortvarigt ægteskab med Jeppe Aakjær klarede digteren Marie Bregendahl tilværelsen som enlig mor ved at holde hus for sin bror i København. Hun kunne ikke vende tilbage til sin hjemstavn, for hun havde fået opbruddet og byen ind i kroppen. Og spændingen mellem barndommens bondekultur og byens anonymiserede livsform, hvor man selv måtte skabe sig en identitet, blev den oplevelsesmæssige klangbund for hele hendes forfatterskab.Således videreførte hun det moderne gennembruds naturalistiske virkelighedsskildring, men på sin egen måde, hvor både de folkelige fortælleformer og den moderne kvindes kaos af modstridende erfaringer lod sig høre.
L. Onerva tilhørte den nye generation af akademisk uddannede kvinder og skrev godt 30 værker. Hun debuterede med digtsamlingen Sekasointuja (Disharmonier) i 1904 og er blevet anerkendt som forfatter af en lyrik, der »forbinder livsnydelse med lidelse«.Som prosaforfatter er hun derimod blevet anset for at være »alt for intelligent, alt for analyserende«. Alligevel er det L. Onerva, som skriver den første moderne roman i Finlands historie.
Det victorianske kvindeideal var blegnet bort. Kvindernes nye rettigheder som medborgere og deres stadig mere fremtrædende plads i offentligheden og i samfundsnyttige erhverv fik udtrykket »Ny Kvinde« til stadig oftere at dukke op allerede i 1890’erne. Fra at have været almindelig misogynt blev patriarkatet udtalt antifeministisk. Der udbrød en krig om, hvordan »Den nye Kvinde« skulle defineres. Var kvindeligheden unaturlig eller sund? Var »Den nye Kvinde« nymfoman? Pebermø? Under alle omstændigheder en unaturlig kvinde! Det er nu, i dette klima af stadig mere åben kønskamp, at feminismedebatten raser over Europa. Maskulinismen fejrer sine største triumfer. Men kvinderne slår igen.
Ved indgangen til 1900-tallet stod dørene til verden åbne. Endelig blev der udsigt til, at den enkelte kunne gøre sig fri af de bindinger, der havde snæret: religionen, klassen, kønnet. Med dette nye verdensbillede som mental klangbund åbnede det nye århundrede op for en fremadskridende integrationsproces. Kvinderne og folket fik indpas i den borgerlige skriftkultur, og selvfølgelig satte de så igen deres præg på kulturen. Men alt imens de mandlige forfattere og videnskabsfolk stivede deres truede maskulinitet af ved at henvise »Kvinden« til »Urnaturen«, vandt kvinderne støt og sikkert ind på mændenes magtbastioner.
»Naar Kvinden først har rejst sig«, skrev den norske forfatter Amalie Skram i 1880 begejstret om Ibsens Et Dukkehjem, »lader hun sig ikke mere standse«. Og standse – det gjorde hun heller ikke selv. I 1884 giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram, og herfra tog hendes forfatterskab fart.Men hun kom aldrig til at ligne de danske gennembrudskvinder. Der var lidenskaben til forskel. Hvor de stillede sig udenfor, gik Amalie Skram i ét med sit stof – i hensynsløst forbrug og selvforbrug. Det er blaserthedens attitude over for passionens. Som kunstner og kvinde befandt hun sig i en outsiderposition. For voldsom for sine danske kolleger og decideret black-listet i Norge.Hendes værker er lige så lidenskabelige studier af sindets dybder som den samtidige Freuds. Forfatterskabet bærer således ud over det moderne gennembrud – frem mod det 20. århundredes galskaber og kundskaber.
Storby og tekst.