70’ernes nye kvindeoffentlighed.
Tag: Offentlighed
Súsanna Helena Patursson var én af en række kvindelige, færøske forfattere i den nationale bevægelse. Hun skrev det første færøske teaterstykke Veðurføst, som blev opført i 1889. Desuden opfordrede hun kvinder til at deltage i den offentlige diskussion, til at uddanne sig og belærte dem om, hvordan hus og hjem burde indrettes.Som udgiver og redaktør af det første færøske kvindeblad Oyggjarnar (Øerne) 1905-08 gjorde hun husholdning, boligindretning og madopskrifter til en national og politisk sag. Paturssons kvindelige efterfølgere tæller navne som Billa Hansen, Andrea Reinert og Maria Mikkelsen. Mens alle disse rejste ud i verden for at lære og søge inspiration, vendte Johanna Maria Skylv Hansen i sit forfatterskab tilbage til det gamle bondesamfund.
I 1909 er kvindernes stemmeretskamp i fuld gang. Fra London refererer den svenske journalist Elin Wägner fra »den største bevægelse, verden har set«, Det Internationale Forbund for Kvinders Stemmeret og deres kongres.Gennem fire årtier bliver hun den mest utrættelige modstander af patriarkatet i Sverige. Det første højdepunkt er Stockholmsromanen Pennskaftet, som hun skriver 1910, og som bliver en bibel for »den nye kvinde«.Men Wägner er ikke alene. Blandt de mange svenske forfatterinder og kvindelige debattører, der slutter op om stemmeretskampen, er Selma Lagerlöf og Ellen Key, hvis forfatterskaber undergår en litterær fornyelse midt i kampens hede.
Under pseudonymet Harold Gote kom svenske Frida Stéenhoff i årene 1897-1908 med nogle af de mest radikale indlæg i tidens samfunds- og kvindedebat. På grund af sin vision om et klasseløst samfund, hvor også kønnene er lige, blev hun »bræddefabrikanternes og grosserernes bête noire«. Men hun ville ikke kun udstille det herskende forhold mellem kønnene. Det var lige så vigtigt at formulere strategier til forandring.En af hendes hovedpointer var, at moderskabet først bliver harmonisk, når kvinden har opnået økonomisk selvstændighed. Hendes skønlitterære forfatterskab bærer præg af samme håndfaste moral, der karakteriserer programskrifter, kampskrifter og partsindlæg, til skade for den æstetiske virkning. Alligevel udgør hendes fiktion og småskrifter et vigtigt led i nordisk kvindelitteratur. Ved sit avantgardistiske tonefald og med de demokratiske bevægelser som resonansrum bidrog hun til at flytte kvindens position fremad, og hun blev en af århundredskiftets fornemste feministiske teoretikere.
Gennembruddets svenske geografi.
I de kvindelige forfatteres tekster lader arbejdet sig ofte forene med kærlighed og ægteskab, hvad enten kvinden vælger et regelret lønarbejde, eller hun, sådan som det oftere er tilfældet, bliver sin mands kompagnon og arbejdskammerat. Vælger kvinden derimod et erhverv som kunstner, hober vanskelighederne sig op.»Forfatterinder og kunstnerinder er ludere«, skrev August Strindberg i et brev. Når kvinden forlod sin beskyttede plads i hjemmet og trådte ud i det offentlige liv for at sælge sit produkt til et anonymt og betalende publikum, fremstod hun i mændenes øjne som en prostitueret. Konflikten mellem kærligheden og kunsten, mellem pligten og kaldet og mellem hverdagslivet og kunstnerlivet var derfor ikke overraskende et varieret og tilbagevendende tema hos 1880’ernes kvindelige forfattere.
En norsk kvindeoffentlighed vokser frem.
Romantikkens forfatterinder havde ikke den akademiske skoling i den litterære tradition, som deres mandlige kolleger, men det betød ikke, at de kom forudsætningsløse til litteraturen. Snarere var de overfodrede med de mandlige forfatteres beskrivelser af verden og dem selv. De følte trang til at komplettere og korrigere disse kvinde- og verdensbilleder. Og deres følelse af at have noget nyt at fortælle var udpræget.De mærkede imidlertid, at de skrev sig ind i en litterær institution, der hverken ønskede dem velkommen eller tog imod deres tekster som autoritative. Det var ikke let at vinde læserne for det kvinde- og verdensbillede, de forsøgte at skrive frem. Samtidig betød romantikkens kønsdualisme og idealisering af intimsfære-kvindeligheden, at forfatterinderne kæmpede med at integrere deres digter-jeg i deres kvindelige selvforståelse.